I wanna fall in love this christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2012
  • Opdateret: 24 dec. 2012
  • Status: Færdig
Sun Riah, en 19-årig fattig studerende, har været igennem lidt af hvert. Som barn var det mobning, og den første kæreste hun havde droppede hende på en rigtig ubehagelig måde. Siden har hun kæmpet med sin selvtillid, og er nu endelig nået til det punkt i livet, hvor hun har det nogenlunde godt med sig selv.
Dog er hun begyndt at følge sig meget alene, og kan ikke lade vær med at ønske, at det var hende, der rendte rundt og flettede fingre med en fyr, når hun ser par gående sammen på gaden, side i parken, handle ind, i skolen.. ja over alt.
Hendes eneste ønske til jul er derfor, at hun gerne vil blive forelsket, og forhåbentligt at hendes følelser vil blive gengældt... men er det muligt at finde kærligheden på 24 dage?

37Likes
102Kommentarer
3512Visninger
AA

12. 12. december: Den fremmede

 

Regardless whether it’s spring,summer,autumn, or winter
Always clear and clean

      Uden at bemærke det havde jeg igennem hele timen siddet og skriblet teksten til Winter Child i margen på mit notehæfte.

Born in the winter
this 
beautiful you

      Af en eller anden årsag, havde sangen bare kørt i mit hoved lige siden, jeg havde sunget den i lørdags, og den havde bestemt ikke tænkt sig at forlade mit hoved igen foreløbig.

Clean like snow
you who belongs to me

      Jeg stoppede stille mit skribleri, mens jeg blinkede et par gange. I et kort øjeblik havde jeg set drengen fra min drøm foran mig, men nu var han væk igen. Hvem var den dreng? Hvorfor var både han og sangen med i den samme drøm?

     Jeg sukkede dog en smule opgivende af mig selv, hvorefter jeg fik taget noter til resten af timen. Det var den sidste time den dag, så jeg glædede mig blot til at komme hjem og slappe lidt af for en gangs skyld. Så kunne jeg altid bede Onew om hjælp til nogle flere lektier i morgen. Jeg fik pakket mine ting sammen og begav mig ud til mit skab som sædvanlig. Hvad jeg ikke havde bemærket, var den lille flok af elever, der nærmest gik lige i hælene på mig.

     Først da jeg nåede udenfor i gården, kom den lille flok op foran mig, og spærrede vejen for mig. Mi-Cha stod i midten af gruppen og så på mig med det sædvanlige falske smil. Så skulle vi til det igen. Mindst én gang hver måned samlede hun sin lille hård af mennesker, hun kaldte venner, og forsøgte at nedbryde endnu en person. Jeg havde altid været hendes yndlingsoffer til den slags seancer, og i starten havde de også gjort ekstremt ondt. Ikke at de stadig ikke kunne gøre det, men jeg havde nærmest vænnet mig til det - måske ikke ligefrem det smarteste, men altså…

     ”Og hvor er du så på vej hen?”

     ”Hjem..”

     Jeg mødte Mi-Cha’s blik uden frygt, da jeg bare gerne ville have det overstået, så jeg kunne komme videre. Noget i hendes øjne fortalte mig dog, at hun havde fået opsnuset et eller andet. Men hvad kunne det være?

     ”Virkelig? Jeg har ellers hørt, at du tit bruger tid andre steder i byen… Som ovre i rigmandskvarterne. Hvad laver du derovre?”

     Jeg kunne mærke det løbe koldt ned ad min ryg. Hvis nogen af dem fandt ud af, at jeg arbejdede for SHINee, ville de enten ikke tro mig, forhåbentlig, eller også var jeg død.

     ”Jeg arbejder der. Er der noget i vejen med det?”

     Jeg forsøgte at forholde mig helt rolig og afslappet, men blikket i hendes øjne talte sit tydelige sprog. Jeg havde givet hende en information, så hun kunne diske op med så mange rygter og løgne, at folk ville holde sig på lang afstand af mig.

     ”Tja, hvis din politik er, at det er i orden, at sælge sig selv til rigmænd, så er det vel fint nok… Selvom jeg ikke fatter, at nogen af dem overhovedet vil have noget med dig at gøre. Du er jo bare en lille grim grå brilleabe, som fyrene aldrig vil falde for, og som bare er født til at være i samfundets bund.”

     Jeg vendte mit blik let ned imod jorden, mens hun blev ved med at forsætte i den dur. Hvad skulle jeg sige til mit forsvar? Begyndte jeg at sige noget til hende i stedet for blot at lade et passere, ville det blot skabe flere problemer og flere spørgsmål, som jeg helst ville undgå. Men på sin hvis havde hun jo ret. Jeg ville højst sandsynligt aldrig blive til noget stort, og jeg var ikke ligefrem verdens kønneste pige heller, så hvilken fyr skulle kunne falde for mig? Jeg ville faktisk ikke have noget imod, ikke at blive til noget stort, som alle andre åbenbart stillede efter i dag. Jeg ville sagtens kunne nøjes med at undervise middle school elever i musik og være lykkelig. Selvom vi mennesker ikke er skabt til at være alene for altid.

     En pludselig stilhed sænkede sig over gruppen, da en fremmed pludselig trådte igennem mængden med kurs direkte imod mig. Jeg bemærkede ham dog først, da hans handske beklædte hånd tog fat i min og begyndte at trække af sted med mig. Jeg så op på manden i forskrækkelse, men måtte blinke noget overrasket over at se, hvem min ’redningsmand’ var. En høj fyr iført sorte støvler, et stort mørkt halstørklæde, mørk kasket, halvlangt sort frakke af et luksusmærke og mørke solbriller.

     Jeg var i chok over at se fyren, jeg for næsten to uger siden, havde villet invitere på en kop varmt at drikke, efter at han havde fanget manden, der havde stjålet min dåse med hårdt tjente penge. Hvad lavede han dog her? Og hvorfor trak han mig af sted?

     ”Bare slap af… Du vil vel ikke have, at dine ’venner’ begynder at sprede flere rygter end nødvendigt?”

     Jeg blinkede let et par gange, da jeg endnu en gang hørte hans mørke hæse stemme, der bare ikke virkede naturlig. Som om han ihærdigt forsøgte at skjule sin identitet for mig. Selvom jeg hverken vidste, hvem han var eller noget som helst, var der et eller andet over hans holdning og måde at gå på, der virkede så bekendt.

     Jeg vendte stille mit blik ned imod vores hænder, da han flettede sine fingre ind i mine, og jeg kunne mærke, hvordan mine kinder begyndte at blusse voldsomt. Hvad var det lige, han havde gang i? Og hvorfor var jeg ikke mere urolig? Hvorfor fulgte jeg bare med ham uden videre?

     ”Må jeg ikke inviter dit på noget at drikke? Så kan vi snakke uforstyrret…”

     Jeg bed mig let i min læbe, mens jeg undrede mig lidt over hans sidste kommentar. Det var dog kun, indtil jeg i kort øjeblik fik kigget mig over skulderen, og så Mi-Cha’s lille flok springe ind i den nærmeste gyde for ikke at blive opdaget. Så forstod jeg pludselig det hele meget bedre. Eller det gjorde jeg egentlig ikke, men i stedet for nikkede jeg blot af det, hvorefter han førte mig ind på en lille café, hvor vi fik et bord i et hjørne for os selv.

     Jeg havde forventet, at kunne få lov til at se hans ansigt, når vi kom indenfor, men irriterende nok, ville han hverken af med halstørklædet, kasketten eller solbrillerne. Kun jakken tog han af, så jeg kunne se den sorte kashmir sweater han bar. Jeg kunne mærke nysgerrigheden røre på sig, da han insisterede på at beholde dem på, så jeg ikke kunne se hans ansigt. Var han mon bange for, at jeg ikke ville bryde mig om, hvad jeg så? Nej.. det ville være fjollet. Især når man tænkte på, at jeg ikke var verdens kønneste pige heller.

     Vi fik bestilt drikkevare, og sad ellers blot der i totalt stilhed. Jeg så blot ned på mine hænder, uden rigtig at vide, hvor jeg skulle gøre af dem, lige indtil tjeneren kom med min varme chokolade og den fremmedes cappuccino. Så kunne jeg i det mindste holde om koppen, for at få varme i fingrene.

     ”Hv.. hvorfor gjorde du det?”

     Jeg så forsigtigt op på den fremmede, men sørgede stadig for at have mit hoved vendt én smule nedad, så jeg hurtigt kunne slå mit blik ned igen, hvis der var behov for det.

     ”Du mener, hvorfor jeg trak dig væk fra de trunter?”

     Jeg nikkede blot stille af det som bekræftelse, da det altid var en rigtig god start.

     ”Fordi jeg kunne høre dem helt ude fra den anden side ad porten. Da jeg så dig stå der alene, ville jeg bare hjælpe. Desuden får de en masse andet at snakke om nu…”

     Mit blik landede på hans finger, der lå på bordet og pegede over imod den anden ende af caféen, som jeg distræt lod mit blik søge imod. Ganske rigtigt sad både Mi-Cha og hendes slæng derovre, og umiddelbart så det ud til, at de var i heftig diskussion om et eller andet. Og faktisk så frydede det mig en smule.

     ”Gomawo… Det er anden gang, du redder mig nu… og jeg kender ikke engang dit navn?”

     Jeg så forsigtigt op på ham med en smule forventning. Forhåbentlig ville han ikke blive ved med at lege hemmelighedskræmmeri om sin identitet for evigt. Hvor jeg dog kunne tage fejl.

     ”Det behøver du heller ikke Riah. Jeg er blot glad for, at du har det godt…”

     ”Hvor kender ud mit navn fra?”

     Jeg så på ham med let store øjne og i forvirring. Hvorfra skulle han vide, hvad jeg hedder? Jeg havde da ikke nået at præsentere mig for ham, havde jeg? Nej… Det mente jeg bestemt ikke. Der var altså et eller andet underligt ved den fyr…

     ”Det er ikke så vigtigt. Så længe du husker… husker at uanset hvad de trunter siger, så er du ikke mindre værd. Uanset hvem narren, der har såret dig før var, så kunne han bare ikke se, hvilken skønhed han havde med at gøre. Både fysisk og psykisk.”

     Jeg kunne mærke varmen stige i mine kinder over den kommentar. Mente han virkelig, at jeg var en skønhed? Men vent lidt… han kunne måske godt se mit ydre, men hvordan kendte han noget som helst til mit indre? Og hvad med mit tidligere forhold? Hvordan kunne han overhovedet vide så meget om mig?

     ”Hvor ved du alle de ting fra? Både mit navn, hvordan jeg er, og mit tidligere forhold?”

     Jeg så indtrængende på ham, men det var svært, når jeg ikke kunne se hans øjne takket være de mørke solbriller.

     ”Jeg har kendt dig længe Riah… Så det eneste du skal gøre, er at huske…”

     Mens han sagde det, havde han rejst sig fra stolen og fundet sin pung frem, og lagde mere end rigeligt til at betale for drikkevarerne, inden han hurtigt havde snuppet sin frakke og var gået udenfor igen. Langt hurtigere end jeg kunne nå at reagere med flere spørgsmål, eller at stoppe ham for den sags skyld.

     Hvad mente han med at huske?  Hvem var den fyr overhovedet, og hvordan kunne han overhovedet bilde sig ind at sige sådan nogle ting? Og hvorfor havde jeg en fornemmelse af, at jeg havde set ham før? Hvor? Hvornår? Kendte jeg ham? Hvorfor skjulte han sin identitet? Og hvorfor galoperede mit hjerte af sted hurtigere, end det nogensinde havde gjort før…?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...