I wanna fall in love this christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2012
  • Opdateret: 24 dec. 2012
  • Status: Færdig
Sun Riah, en 19-årig fattig studerende, har været igennem lidt af hvert. Som barn var det mobning, og den første kæreste hun havde droppede hende på en rigtig ubehagelig måde. Siden har hun kæmpet med sin selvtillid, og er nu endelig nået til det punkt i livet, hvor hun har det nogenlunde godt med sig selv.
Dog er hun begyndt at følge sig meget alene, og kan ikke lade vær med at ønske, at det var hende, der rendte rundt og flettede fingre med en fyr, når hun ser par gående sammen på gaden, side i parken, handle ind, i skolen.. ja over alt.
Hendes eneste ønske til jul er derfor, at hun gerne vil blive forelsket, og forhåbentligt at hendes følelser vil blive gengældt... men er det muligt at finde kærligheden på 24 dage?

37Likes
102Kommentarer
3506Visninger
AA

11. 11. december: Lektielæsning

 

      Jeg havde det et eller andet sted ikke særlig godt med at trænge mig på, men i det mindste var der ingen hjemme, så jeg havde hele SHINee’s lejlighed for mig selv. Hvad jeg lavede der, når jeg kunne sidde hjemme hos mig selv? Jeg havde endnu ikke fundet på et alternativ, nu jeg ingen cykel havde, og tidligere den dag havde jeg modtaget et bip om, at jeg skulle lave mad for dem i aften. Så i stedet for at gå hjem og gå hele vejen tilbage igen, var jeg bare gået direkte til lejligheden.

     Jeg så mig lidt omkring i stuen, hvor jeg havde arrangeret mig på gulvet foran sofabordet. Bunker af lektier jeg skulle have lavet, var lignet op, og jeg kunne allerede mærke mit hoved blive tungt. Universitetet var ikke så sjovt, som jeg havde troet…

     Jeg havde altid ekstremt mange lektier for, og derfor ikke så meget tid til venner. Selvom jeg ikke ligefrem havde så mange. Det havde jeg ikke haft i en del år efterhånden. Ikke siden dengang…

     Et let suk undslap mine læber, da jeg ikke skulle lade mine tanker lande på noget så deprimerende nu, for ellers ville jeg aldrig komme i gang med de lektier.

     Jeg greb stille den første opgave, jeg havde for, og derfra gik det langsomt frem. Det var som om, at hver gang jeg fik skrevet en opgave, dukkede der to nye op. Jeg pustede let til en tot af mit hår, mens jeg bed lidt i enden på min blyant. En vane jeg havde haft lige siden, jeg var lille, og som jeg nok ikke slap af med foreløbig.

     Et let suk forlod mine læber, og jeg lod mit hoved lande på sofabordet. Hvorfor blev jeg dog ved med at forsøge? Uanset hvor meget jeg anstrengte mig, og selvom jeg fik lavet mine lektier, lå mine karakterer stadig under middel, hvilket de havde gjort alt imens, jeg gik på universitetet. Jeg var blevet skoletræt.

     ”Annyeong?”

     Jeg løftede mit hoved fra bordet og så ud imod entréen, hvor Onew stod og var i gang med at tage overtøjet af, inden han kom ind i stuen. Han smilede bredt, ligesom han plejede. Faktisk havde jeg ikke opdaget et tidspunkt, hvor han ikke smilede. Gad vide hvor han dog fik al den positive energi fra?

     ”Hvad er der dog i vejen med dig Riah-ah?”

     Jeg vendte stille mit blik ned mod mine lektier og skar en grimasse, inden jeg så op på Onew igen.

     ”Jeg er træt af altid at lave lektier uden at forbedre mine karakterer det mindste…”

     ”Skal jeg hjælpe dig?”

     Jeg blinkede et par gange, mens jeg skulle opfatte helt, hvad det var, han havde sagt.

     ”Virkelig?”

     Han trak let på skuldrene og satte sig ned på gulvet ved siden af mig, og tog den opgave fra bordet, som jeg var i gang med.

     ”Hvorfor ikke? Jeg var anden bedst i min klasse, og det her er ikke så svært igen. Du skal bare..”

     Han tog min blyant og viste mig nogle af de ting, som jeg hele tiden havde haft svært ved at forstå. Et smil formede sig på mine læber, mens jeg nøje fulgte med i Onews instrukser. Han forklarede alting på en helt ny måde, og pludselig virkede det ikke så hårdt at skulle lave lektier længere. Ærligt indrømmet, havde jeg dog ikke forventet, at Onew ville være den kloge type, når man tænker på, hvor klodset han var, men han var faktisk utrolig dygtig og vidste en masse ting.

     Sammen med Onew fik jeg hurtigere lavet en del flere opgaver, og faktisk blev lektielæsning pludselig sjovt. Han brugte sommetider jokes eller spøjse sammenligninger til at forklare ting, og af en eller anden årsag sad det hele bare meget lettere fast på den måde. Og så skabte det en masse grin, der gjorde det meget hyggeligere at læse lektier.

     Tiden fløj også af sted, og før end jeg vidste af det, skulle jeg gå i gang med madlavningen. Onew fulgte mig dog med ud i køkkenet, så han kunne underholde mig imens. Vi snakkede og grinede, og jeg havde det fantastisk. Onew var så let at være sammen med, fordi han var så smilende og fjollet et menneske. Noget af det der var med til at skabe hans ”Onew-condition”, som mange kaldte hans klodsethed og fjollede personlighed, men i virkeligheden var det bare alt sammen en del af hans charme.

     ”Riah-ah… Hvordan kan det egentlig være, at du tog imod jobbet her… Jeg mener… Du er jo her stort set hele tiden og aldrig hjemme. Hvordan tager din familie overhovedet, at du render rundt sammen med fem fyre næsten hver dag?”

     Smilet spillede stadig om hans læber, selvom jeg så lidt, fordi smilet stille forsvandt fra mine læber. Jeg havde ikke nogen grund til at lyve for Onew, og det var efterhånden så længe siden, at jeg ikke burde tage det så tungt længere, når emnet faldt på min familie. Alligevel gjorde det en smule ondt inden i.

     ”Det var min faster, der skaffede mig jobbet her… men ellers har jeg ikke noget familie.”

     Jeg gik stille i gang med at snitte nogle af de grøntsager, som skulle op i gryden, og havde derfor en passende undskyldning for ikke at se op på Onew.

     ”Hvad mener du? Kommer du ikke godt ud af det med dem, eller..?”

     ”De døde… d. 21. er det 12 år siden..”

     Jeg skrabede stille grøntsagerne af spækbrættet og op i gryden, mens jeg nærmest kunne høre, hvordan den information lige skulle bearbejdes hos Onew.

     ”Mianhae… Det er jeg ked af...”

     Jeg skruede en smule ned for blusset, hvorefter jeg vendte mig om imod ham. Smilet på hans læber var væk, og i stedet for ansigtet lagt i triste folder og øjnene var bedrøvede.

     ”Det skal du ikke være… Det er så længe siden efterhånden, og jeg kan alligevel ikke huske alle detaljerne. Jeg var 7 år gammel, og sad på bagsædet, hvilket var den eneste ting, der reddede mig… Bilen blev nemlig mast forfra, og mine forældre døde på stedet… Så i det mindste mærkede de ikke nogen smerte. Jeg derimod mistede hukommelsen, og det er stadig kun brudstykker fra før ulykken, jeg kan huske… Som at min mor altid sang den sang, jeg sang i lørdags for min far på hans fødselsdag. Eller duften i køkkenet når min far lavede mad. Sådan nogle ting. Ellers er resten væk og kun fyldt med svage erindringer om de ting, min faster har fortalt mig.”

     Jeg lod stille informationerne sive ind, da jeg ikke havde lyst til at overvælde Onew med det hele på en gang. For ja… Mit liv var en lang tragedie. Først mine forældres ulykke, så boede jeg hos min faster, indtil hun ikke kunne klare det økonomisk længere, grundet min drikkende onkel, og så døde han. Derudover havde jeg været igennem mange år med mobning og dårligt selvværd, fordi jeg var lettere buttet. Så fik jeg en kæreste, jeg troede endelig kunne opveje noget af alt det negative, men jeg havde taget grueligt fejl.

     ”Wauw… Du må have haft det hårdt?”

     Jeg kunne godt se, at Onew et eller andet sted gerne ville vide mere, men samtidig var bange for at spørge ind til det. På en eller anden måde var det faktisk ret sødt, at han bekymrede sig sådan for mig.

     ”Tja… Jeg flyttede fra Incheon til den anden ende af Seoul for at bo hos min moster og min onkel. Jeg flyttede dog ud for mig selv omkring et halvt år, inden min onkel døde af skrumpelever, og har siden boet for mig selv… Så derfor tog jeg jobbet. Det er rimelig dyrt at være studerende og bo for sig selv. Og det selvom det hverken er stort eller varmt, men det er tag overhovedet…”

     Jeg stoppede stille med at tale, da Onew stod og så rimelig tænksom ud, som om jeg havde trykket på en knap i hans hjerne, og den var skiftet til højeste gear.

     ”Hvad med at flytte ind?”

     Jeg blinkede uforstående et par gange og lagde mit hoved let på skrå. Flytte ind? Som i flytte ind? Seriøst?

     ”Hvad mener du?”

     ”Du er her jo næsten hver dag alligevel… og det burde ikke være et problem, at få lavet om på garderoben, så det vil kunne blive dit værelse… Og så ligger det også tættere på dit universitet, ik’?”

     Jeg blinkede blot fuldstændig paf, mens jeg så på Onew med åben mund og polypper. Han mente det virkelig. Faktisk blev han ved med at stå og remse fordele op, mens hans kinder antog en let rødlig farve. Rødmede han? Måske fordi det var et vanvittigt forslag, hvad ved jeg, men vanvittigt det var det i hvert fald.

     ”Oppa.. det er virkelig sødt af dig, men jeg vil ikke være jer en belastning… Desuden ville det blive en skandale, hvis nogen fandt ud af, at jeg boede her, om det så var for en kort periode eller ej. Så tak for tilbuddet, men nej tak.”

     Han nikkede blot let af det, hvorefter jeg vendte mig om for at smage maden til. Hvor var han dog sød, når han rødmede sådan. Jeg havde sådan lyst til at vende mig om og se lidt mere på hans rødlige kinder, men jeg vidste fra mig selv, at sådan noget ikke var videre morsomt. Alligevel måtte jeg bide mig selv i læben, for at dy mig, og kunne derfor mærke varmen i mine kinder stige med et par grader. Jeg rystede distræt på hovedet for at tage mig sammen, inden jeg fik Onew til at smage på maden også.

     Det var faktisk lidt sjovt, at stå der og nærmest made ham, for at få ham til at smage, og selvfølgelig pustede han ikke på skeen, selvom jeg bad ham om det, så han endte med at hoppe lidt rundt, fordi han brændte sin tunge. Et let grin undslap mine læber, og da den brændende fornemmelse stille forsvandt, begyndte Onew også at grine igen. Hvad vi ikke havde bemærket var, at én af de andre også var kommet hjem og stod en smule skjult bag dørkarmen og kiggede ud på os med irriterede øjne.

     Da først resten af SHINee var kommet hjem, havde Onew inviteret mig til at spise med, og de andre havde nærmest bedt mig om at blive – altså på nær Minho. Vi sad i hver sin ende af bordet og sagde ikke et ord til hinanden. De andre havde tilgivet mig for min opførsel forleden, men jeg havde ikke tilgivet Minho endnu. Han skulle ikke tro, at han kunne slippe af sted med sådan noget så let, bare fordi han var et idol. Den idiot…

     Opvasken var rimelig hurtigt klaret takket være hjælpen fra Key, hvorefter jeg gik ind og fik pakket mine ting sammen, så jeg kunne se at komme hjemad. Jonghyun havde været så sød at ringe efter en taxa, da ingen af fyrene mente, jeg burde gå så langt hjem alene på denne tid af aftenen, og derfor var blevet enige om, at de gav.

     ”Hey Raih-ah… Du kan bare ringe, hvis du får brug for hjælp igen, ik’? Så kan jeg og min kyllingebamse hjælpe dig med dine lektier.”

     Jeg kunne ikke andet end at smile, da Onew refererede til den kyllingebamse, jeg havde købt til ham i fødselsdagsgave, og jeg derfor sendte ham et taknemmeligt nik.

     ”Det er en aftale.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...