I wanna fall in love this christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2012
  • Opdateret: 24 dec. 2012
  • Status: Færdig
Sun Riah, en 19-årig fattig studerende, har været igennem lidt af hvert. Som barn var det mobning, og den første kæreste hun havde droppede hende på en rigtig ubehagelig måde. Siden har hun kæmpet med sin selvtillid, og er nu endelig nået til det punkt i livet, hvor hun har det nogenlunde godt med sig selv.
Dog er hun begyndt at følge sig meget alene, og kan ikke lade vær med at ønske, at det var hende, der rendte rundt og flettede fingre med en fyr, når hun ser par gående sammen på gaden, side i parken, handle ind, i skolen.. ja over alt.
Hendes eneste ønske til jul er derfor, at hun gerne vil blive forelsket, og forhåbentligt at hendes følelser vil blive gengældt... men er det muligt at finde kærligheden på 24 dage?

37Likes
102Kommentarer
3552Visninger
AA

10. 10. december: Spilledag

 

”Born in the winter
this beautiful you”

      Sangen gled stille hen over mine læber, mens jeg ihærdigt forsøgte, at synge ligesom min mor plejede at gøre over for min far.

“Clean like snow
you who belong to me”

      Foran mig sad en dreng, der ikke kunne være mere end 10 år gammel eller derunder, og så på mig med et forventningsfyldt ansigt.

“Born in the winter
my 
lover”

      Jeg kunne dog ikke se hans ansigt. Alligevel vidste jeg bare, at hans blik var fyldt med forventning, og smilet omkring hans læber var stort.

“Clear as snow
you who belongs to me”

      “Riah!”

      Mine øjenlåg sprang op og jeg satte mig ret op ved mit bord i klassen, mens jeg kunne høre, hvordan alle grinede ad mig. Min lærer så på mig med et strengt blik, mens mine kinder blot blev mere og mere røde.

     Jeg var faldet i søvn i timen, da jeg havde brugt hele natten på at sidde og lave lektier. Jeg kunne også bare have valgt at gå i seng, men så snart jeg tog hovedet væk fra bøgerne, var episoden tilbage i SHINee’s lejlighed dukket op for mit indre blik, og jeg derfor havde tvunget mig selv til at forsætte lige til den lyse morgen. Nok ikke det klogeste valg igen, når jeg i stedet for sad og faldt i søvn i timerne.

     Jeg skyndte mig at undskylde over for min lærer, der valgte at se igennem fingre med det denne gang, selvom det ikke ligefrem var første gang det var sket. Igennem hele sidste uge havde jeg måttet blive oppe til langt ud på natten for at få lavet mine lektier, når jeg først, havde været færdig med mit arbejde i SHINee’s lejlighed, hvilket betød at jeg tit var faldet i søvn i en eller anden time.

     Distræt klappede jeg mig selv et par gange på kinderne, inden jeg igen begyndte at tage noter, velvidende at et par skarpe øjne borede sig hånligt ind i ryggen på mig.

     Da timen var færdig, pakkede jeg stille mine ting sammen og begav mig ud på gangen. Desværre havde Mi-cha været hurtigere, og stod pænt og ventede på mig med sit falske smil spillende på sine læber. Var der noget, jeg ikke var i humør til i dag, var det hende, og hendes latterlige forsøg på at fjerne min selvtillid fuldstændig. Min selvtillid var godt nok ikke så stor på nogen punkter, men på andre var der ingen, der kunne røre mig, og hun var én af dem.

     ”Faldt du i søvn igen? Er det fordi, du har fået en kæreste på?”

     Hendes stemme var lige så slimet og skinger, som den plejede, men alligevel stak hendes kommentar lidt. Vi vidste jo begge to, at jeg ingen kæreste havde, og vi vidste også godt hvorfor. Jeg valgte dog blot at ignorere hende, hvorefter jeg passerede hende for at komme ned til mit skab. Jeg havde heldigvis ikke flere timer den dag, fordi min ene lærer var blevet syg, men det forhindrede desværre ikke Mi-cha i at blive ved med at forsøge at stikke til mig.

     ”Når nej… for der er jo ikke nogen fyre, som vil have sådan en grim lille brilleabe, vel?”

     Jeg åbnede blot mit skab og fik stukket de bøger ned i min taske, som jeg havde brug for, inden jeg fik lukket det igen, og begav mig udenfor.

     ”Jeg hører, at nogen af de andre så dig rende rundt med en fyr den anden dag. Var det én af dine kunder?”

     Den sved. Jeg satte blot farten op og forsatte ud ad porten, uden at se mig tilbage. I morgen ville der gå rygter på hele universitetet om, at jeg faldt i søvn i skoletiden, fordi jeg brugte natten på at sælge mig selv. Den dæmon… En eller anden dag skulle jeg nok vise hende. Desværre virkede det som om, at den dag stadig var meget langt væk.

"I don’t need a man,

I don’t need a man,

What?”

     “Annyonghaseyo?“

     Jeg havde ikke engang kigget på nummeret på min mobil, inden jeg svarede den. Jeg ville blot gøre alt, for ikke at tænke mere på Mi-cha. Ligesom jeg ville med så mange andre ting, men så meget held ville skæbnen ikke flytte over på min side.

     ”Annyong Riah. Det er Jonghyun”

     Jeg kunne høre på hans stemme, hvordan han måtte ligne den smilende hundehvalp, som han plejede, når jeg snakkede med ham. Så han var da ikke sur over i går lod det til.

     ”Jeg tænkte på, om du laver noget lige nu?”

     ”Næh, egentlig ikke..”

     Endnu en gang svarede min mund hurtigere, end jeg tænkte mig om. Jeg havde faktisk ikke lyst til at se nogen af dem i dag. Jeg ville bare tage hjem og læse nogle flere lektier, eller ligge mig under dynen og se en film eller noget i den stil.

     ”Cool, eller.. du ved.. men i hvert fald: Jeg keder mig! De andre har bookede skemaer for resten af dagen, og jeg er her helt alene… Vil du ikke komme og spille et spil med mig? Please!!”

     Jeg havde allerede skiftet retning og traskede stille af sted igennem gaderne.

     ”Så lad gå da… men det kommer lige til at tage lidt, da jeg er på gå ben i dag.”

     Endnu en ting der ikke ligefrem havde gjort min dag meget bedre. Min cykel havde nemlig været væk, da jeg gik ud for at cykle til skole, ergo var der nogen, som havde stjålet den, hvilket betød, at jeg nu måtte gå hele vejen til og fra universitetet. Irriterende nok.

     I det mindste spurgte Jonghyun ikke mere ind til det, men sagde blot at han ville sørge for, at gøre noget kakao klar til jeg kom så, så jeg kunne få varmen. Sødt. Alligevel kunne jeg ikke lade vær med at tænke på, hvad Key ville gøre, hvis han fandt ud af, at Jonghyun havde brugt køkkenet. Ikke noget godt i hvert fald.

     Det tog mig godt og vel en lille times tid at gå de ca. 5 km., der var fra skolen af og over til lejligheden, og derfor åndede lettet op, da jeg kunne stige direkte ind i elevatoren, og lade den køre mig op til lejligheden. Bare tanken om at skulle have taget trapperne, gjorde mig endnu mere træt, end jeg var i forvejen.

     Stille gav jeg mig over og en smule tøvende bankede på døren til lejligheden. Jeg havde ikke lyst til at lukke mig selv ind i dag, nu hvor jeg var blevet inviteret, så jeg stod pænt og ventede, lige indtil døren gik op og en smilende Jonghyun kom mig i møde.

     ”Jeg troede, at du aldrig ville komme! Hvorfor er du også på gå ben?”

     Han gjorde plads til mig i entréen, så jeg kunne få taget mit overtøj af, mens jeg forklarede ham, hvordan jeg var gået udenfor om morgenen, for at finde ud at min cykel var blevet stjålet, som start på den perfekte dag jeg havde haft. Han nikkede blot af det, og sendte mig et opmuntrende smil, hvorefter han nærmest sprang ind i stuen, så vi kunne komme i gang med at spille.

     Jeg blev dog en smule overrasket, da jeg så, at han rent faktisk havde lavet varm kakao, og så havde han fundet nogle tæpper frem, som vi kunne sidde under, mens vi spillede. Et smil spredte sig på mine læber, hvorefter jeg gik over og satte mig godt til rette med et tæppe om mine ben, og stille tog det ene af de to krus varm kakao i mine hænder.

     Det føltes godt at få noget varmt indenbords til at varme min krop lidt op, og synet af Jonghyuns bagdel der strittede op i vejret, mens han kiggede på spillene på hylderne under fjernsynet, var da heller ikke nogen dårlig udsigt. Jeg rystede let på hovedet for at tage mig lidt sammen, og kunne mærke mine kinder rødme svagt blot ved tanken om, at jeg havde siddet og stirret på Jonghyuns bagdel.

     ”Hvad siger du til et kampspil?”

     Han så tilbage på mig og sendte mig et sødt smil, som kun gjorde min rødmen værre, og jeg derfor skyndte mig at nikke, så han kunne sætte spillet på og koncentrere sig om dét, i stedet for at bemærke mine brændende kinder.

     Derefter løb timerne ellers let af sted, mens vi sad der og spillede den ene omgang efter den anden. Tekken var et spil, jeg selv havde spillet som lille, så selvom jeg ikke havde spillet det i nogle år, var jeg da ikke helt dårlig. Faktisk vandt jeg de fleste gange, selvom jeg ikke kunne finde ud af, om det bare var fordi, at Jonghyun lod mig vinde eller hvad. Han havde dog et lidt surmule ansigt, når jeg vandt over ham, så et eller andet sted gik jeg ud fra, at han faktisk gjorde sit bedste.

     ”Jeg gider ikke mere, når du snyder!”

     Jeg vendte mig om imod ham i sofaen, efter at jeg endnu en gang havde vundet over ham, og han lidt små fornærmet lagde joysticket fra sig.

     ”Vel gør jeg ej! Du er bare en dårlig taber.”

     Jeg kunne ikke lade vær med at række tunge ad ham, og et skævt smil spredte sig på hans læber, mens hans øjne blev en smule drillesyge.

     ”Nå, så det er jeg?”

     Jeg nåede ikke at gøre mere, inden Jonghyun sprang på mig og lod sine hænder kilde mig i siderne, så jeg var ved at dø af grin. Jeg havde altid været kilden, og det var desværre ikke blevet bedre med årene, men faktisk kun værre. Så der lå jeg og vred mig af grin under Jonghyun, der morede sig gevaldigt over, at jeg var så kilden.

     ”St.. stop… d..det… kil.. kilder…”

     Vi grinede så højt, at ingen af os bemærkede hoveddøren gå op, og en skikkelse begive sig ind i stuen, for at finde ud af hvad der blev grinet af.

     Jeg vred mig så voldsomt, jeg kom til at skubbe til Jonghyun, så han mistede balancen og måtte sætte begge hænder ned i sofaen på hver sin side ad mit ansigt, for ikke at lande direkte oven på mig. Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte accelererede voldsomt, da mine øjne mødte hans mørke varme hundeagtige øjne, og i et ganske kort øjeblik gik tiden lidt i stå.

     ”YA! Kan du så komme væk fra hende!”

     Både Jonghyun og jeg så forskrækkede op, da Key trampede faretruende over imod os, så Jonghyun straks faldt ned på gulvet, og gjorde alt for at komme på benene i en hvis fart.

     ”Rolig nu.. jeg mistede bare balancen..”

     ”Jeg skal give dig balance! Man kan ikke lade dig være alene hele dagen, uden at du prøver på noget din dumme dino! Ya! Kan du så komme tilbage!!”

     Jeg satte mig op i sofaen og betragtede, hvordan Key jagtede Jonghyun rundt i lejligheden, og jeg kunne ikke andet end at grine lidt af det. Mine kinder var dog glohede, og mit hjerte hamrede stadig voldsomt af sted i brystet på mig. Havde jeg ikke vidst bedre, ville jeg have troet, at Jonghyun havde været på nippet til at kysse mig før, men det var jo blot et uheld, at han havnede, hvor han gjorde. Jeg måtte se at få styr på mit hjerte og min tankegang, inden jeg fik rodet mig ud på dybere vand, end hvor jeg kunne bunde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...