Fall Again - One Direction

'Der var engang..' Sådan begynder Gina Jacksons liv ikke. Der er ikke noget slot, og der er ikke en umådelig smuk prins i vente. Eller er der? Gina er et mønsterbarn i skolen, og hun er mors særlige datter derhjemme. Men i fritiden er hun alt andet end det. Hun hænger på 4 lede, og følelsesløse piger, der udfordrer hende til uforglemmelige ting. At hun er skyld i, at hendes egen far døde for 6 lange år siden, er ikke noget man uden videre glemmer. Men det næstværste sker, af den konsekvens hun senere får. Gina er ikke typen der går rundt og sårer folk, men hun vil ikke vise, at hun ikke tør. Hun får senere en konsekvens, som altid vil sidde fast i hendes nethinde. Hvilke uhyrlige konsekvenser opstår der ikke, når man bliver udfordret til at udnytte sin egen bedste veninde? Det opdager Gina, da hun udnytter sin anden halvdel, Gemma Styles, til det værst tænkelige.

7Likes
1Kommentarer
613Visninger
AA

3. No, not her

"Jeg er altså sikker på, at Mason kiggede på dig. Meget!" sagde Gemma og sendte mig et kækt smil. Jeg rystede hurtigt på hovedet af hende. 

"Selv hvis han gjorde, som han-"

"-gjorde."

"-ikke gjorde, er jeg ikke interesseret i ham." Gemma åbnede munden og lavede store øjne. "Hvorfor ikke?" sagde hun skingert, "han er jo helt vildt lækker. Også er han lidt af en bad boy," sagde hun næsten drømmende. Jeg trak på skuldrene. "Jeg er ikke til bad boys," sagde jeg. 

"Jeg synes det gør ham fræk," kom det uventet fra hende. Jeg kiggede overrasket på hende, men hun kiggede bare uskyldigt på mig.

"Det passer! Han er så hot, at jeg med glæde ville kysse hans peni-" 

"Ja tak, Gem. Det er lidt for meget info," sagde jeg gøs ved lidt ved hendes ord. Hun så undskyldende på mig og kiggede ligegyldigt hen på vejen, hvor vi plejede at gå hver vores vej.

"Ses i morgen," sagde hun.

"Ses," svarede jeg.

* * *

 

"Hvordan gik det i skolen, skat?" Min mors høje stemme lød fra køkkenet, idet jeg trådte ind i vores varme hjem. Straks følte jeg mig tryg, ved duften af sikkert velsmagende mad. Med en bevægelse gled min jakke af mine skuldre, og med en elegant bevægelse hang jeg den på knagen, ved siden af min mors mørkebrune jakke. Jeg bevægede mig med slappe skridt hen mod køkkenet, og smed mig træt i den lidt for hårde stol. 

"Hård dag?" gættede min mor med et smil, mens hun rørte i en rød sovs. Jeg trak næsten duften ind til mig, og mine underligt spændte skuldre faldt på plads. 

"Mon ikke, men jeg fik 10 i matematik," sagde jeg, kun fordi jeg vidste, at det ville gøre hende glad. Som forventet smilede hun et strålende smil, der afslørede hendes lidt gule tænder, på grund af de mange cigaretter. 

"Du er jo også så dygtig og begavet," sagde hun smilende, og gav mig et kort kys på kinden. Jeg smilede lidt falskt tilbage, da det ikke passede helt. Vidste hun, alt det jeg vidste, ville hun sige nogle andre ord. Jeg rystede hurtigt skyldfølelsen af mig, og satte mig til rette, da hun hældte maden ned på den hvide tallerken. Jeg tog fat i gaflen ved siden af, og begyndte at spise som jeg altid gjorde. Uden at smaske, lukket mund og ryggen rettet op. Jeg var blevet opdraget til at sidde ordenligt når jeg spiste, fordi mine far plejede at gå meget op i det. Og da han gik bort, stoppede jeg ikke.

"Går det godt med veninderne?" spurgte min mor og kiggede på mig. Jeg nikkede langsomt, og kom straks i tanke om Daisy. Et gys gik igennem mig, hvilket fik mig til bide mig i læben. 

"Hvad med drengene? Er der nogen du er lidt lun på?" sagde hun med et drillende smil. Varmen skød op i mine kinder; ikke fordi jeg var forelsket i nogen, men fordi det var pinligt, at hun spurgte.

"Nej mor," sukkede jeg.

"Så der er ikke nogen overhoved?" spurgte hun lidt skuffet om.

"Mor!" sagde jeg irriteret, hvilket fik hende til at smile undskyldende.  

"Tak for mad," sagde jeg, da det begyndte at blive akavet. Jeg rejste mig op, vaskede min tallerken og gik ind i mit værelse. Jeg sukkede højt da jeg så min seng, og smed mig udmattet i den. Jeg smilede stort, og lagde mig i fosterstilling. Dagen havde været lang, og jeg var udmattet end nogensinde før. Mine øjne faldt langsomt i, og mørket omsluttede mig. 

 

* * *

 

Jeg slog træt mine øjne op, og det første jeg fik øje på, var klokken. 19:43. Jeg rejste mig hurtigt op i sengen, og rynkede brynene. Havde jeg sovet i så lang tid? Jeg så ud af vinduet, hvor det allerede var blevet mørkt udenfor. Pludselig lyste min mobil op, og hurtigt havde jeg fået fandt i den. Det var en besked. Jeg skrev min kode ind, og fik hurtigt øje på navnet. Min mave vendte sig hurtigt, og mit hjerte begyndte at banke hårdere. Det var Daisy.

#Mød os i det sædvanlige sted. Kom forsent, og det bliver værst for dig selv. D#

Jeg så lidt irriteret på beskeden. Sidste gang da jeg kom forsent, havde de truet mig. Jeg var kommet med en god undskyldning, men jeg kunne ikke bruge den samme undskyldning hele tiden. Jeg skyndte mig op af sengen, og kastede et hurtigt blik på mit spejlbillede, hvor en pige stod med stort hår. Jeg sukkede, og skyndte mig at børste det, så det så nogenlunde normalt ud. Jeg løb næsten ned af trapperne, så jeg var ved at falde ned. 

"Hvor skal du hen?" lød min mors stemme. Jeg stivnede hurtigt, men smilede så til hende. "Jeg skal bare hen til .. Gemma. Vi har et fysikprojekt, som vi skal lave." Det var kun lidt løgn. Vi havde faktisk et fysikprojekt, som vi skulle lave. Vi havde aftalt at lave det i morgen, for i dag fik hun åbenbart et besøg af hendes bror, som forresten var verdenskendt. Harry Styles. Jeg havde dog aldrig mødt ham, og jeg var også ret ligeglad. Det sidste jeg ville, var at møde en forkælet dreng, der tydeligvis var en hjerteknuser. Jeg vendte hurtigt tilbage til den ting, vi kaldte virkelighed.

Hun så lidt på mig, før hun nikkede. "Kom ikke sent hjem," sagde hun hurtigt og strengt. Jeg nikkede lidt for ivrigt, og skyndte mig hen til hoveddøren. I en ualmindelig fart fik jeg mine sko og min jakke på.

Jeg vidste, at der ventede mig en konsekvens, da jeg så deres diskrete blikke. Jeg havde faktisk vidst det fra starten, da jeg så beskeden. De brugte mig kun for selv at få noget sjov ud af det, og jeg lod dem gøre det. Hvis jeg sagde dem i mod, ville de bare blive vrede, og hvis jeg aldrig dukkede op igen, kunne de bare overfalde mig i mit eget hjem. Jeg var bange for dem, og jeg hadede det. Jeg ville ønske jeg kunne sige dem i mod, og fortælle dem hvor stort mit afsky til dem var. Jeg ville ønske, at jeg kunne tage hævn over de gange, hvor jeg sårede nogen af mine nærmeste. Der var dog stadig et håb om, at de ikke ville be mig om noget, jeg meget snart ville fortryde. Men inderst inde, vidste jeg, at det var præcis det, de ville. 

"Godt du ikke kom forsent," lød det fra Daisy, da stod med en cigaret i munden. Hun tog den langsomt ud af munden, og pustede røgen direkte hen i min retning, så jeg fik det i munden. Jeg begyndte at hoste lidt voldsomt, hvilket fik dem alle til le. Jeg sukkede lavt, og følte mig allerede som den største taber. 

"Hva, kan du ikke tåle lidt røg?" kom det spydigt fra Janice, der grinede højt og hånligt. Jeg valgte ikke at svare på det, men bare trække ligegyldigt på skuldrene.

"Nok med det," sagde Daisy lidt irriteret og smed cigaretten væk, hvor hun derefter trådte hårdt på den.

"Hvordan har din dag været?" kom det overraskende nok fra Chloe, men der var stadig en ond klang i hendes stemme. Jeg kiggede nervøst på hende. "Den var fin nok," sagde jeg med lidt angst i stemmen. Daisy smilede stort.

"Nu bliver den bedre, med den nye konsekvens.." Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, da jeg jo vidste, at hun ikke mente det. Mine håndflader blev svedige, og jeg bed mig hårdt i underlæben, da hun sagde de ord, som var de sidste jeg ville høre.

"Det kommer til at gå ud over din veninde, Gemma." 

Jeg rystede hurtigt på hovedet, og min hjertebanken blev højere. "Nej.. Nej.." sagde jeg lavt, og rystede hurtigt igen på hovedet. Daisy så lidt vred ud, da hun hørte de 2 ord, hun hadede at høre af alle.

"Der findes ikke noget nej. Du har ikke noget valg, for jeg bestemmer." Hun gik tættere på mig, og rev i den nederste del af min trøje. "Og hvis du ikke høre efter-

"-nej."

"-skal vi nok gøre det for dig." Hendes ord fik min krop til at gå i stå, og mit hjerte til at banke hurtigere end før. Det kunne ikke passe, kunne det? Jeg vidste, at hun var led, men Gemma? Jeg havde kendt Gemma siden jeg var 6 år gammel, og jeg ville aldrig gøre hende ondt på nogen måder. Men hvis jeg ikke gjorde det, ville de gøre det, samtidig med at de ville ødelægge mit liv. Jeg trak vejret dybt ind.

"Hvad er konsekvensen?"

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...