Drømmen

Drømmen handler om en pige, der gentagende gang har den samme drøm, uden at forstå dens betydning. vi hører om hvordan hendes liv, er faldet fra hinanden efter hendes mors død, og om hvordan hendes "nye mor" hjælper hende tilbage til et godt liv igen.

0Likes
0Kommentarer
401Visninger
AA

3. Elsker dig mor!

 

Dagen efter gik vi hen til det samme sted, hvor hun havde trænet. Vi trådte ind af døren, og mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig. Jeg var vildt nervøs. Træningen var allerede begyndt, men Sofie sagde at det var okay, for jeg kunne jo bare nøjes med at kigge på i dag, og se, om det virkelig var noget for mig. Mit hjerte sank lidt længere ned igen. Vi gik sammen hen imod døren ind til træningsrummet, jeg havde ikke mere end lige sat min fod ind, før hun tog ved min skulder.
”hehe, du skal altså bukke, før du går ind skat” sagde hun, og så på mig som om det var logik for burhøns. Jeg tog et skridt tilbage, og lod lige hende vise mig, hvordan man gjorde. Hun smilede til mig, gik ind foran, satte begge fødder hen til døråbningen, lod armene hænge slapt ned langs kroppen, bukkede dybt, men kiggede hele tiden frem for sig, rettede sig op, og gik ind. Jeg prøvede og gøre det sammen som hende, og tror det lykkedes fint for mig. Vi satte os hen til en væk, så vi ikke sad i vejen for dem. Jeg sad bum stille, og så på. Det var fedt. Jeg var helt sikker på, at det var det jeg ville. Træneren satte dem i gang med at træne nogle spark, og kom så hen til os. Han smilede hele vejen. Sofie rejste sig op, da hun så ham kommer hen imod os. Jeg rejste mig lige efter hende. Hun bukkede for ham 
”hej Sabum-nim. Længe siden. Ser at De har fået et par snit mere end sidst jeg så dem”
”hej Sofie. Ja det er ved at være noget tid siden. Er det din datter du har taget med”
Han kiggede på mig og smilede.
”og hvad hedder du så min ven?”
Jeg var lidt nervøs. 
”Mille hr.” sagde jeg forsigtigt.
”hej Mille. Mit navn er Kasper. Kunne du tænke dig at begynde til taekwondo?”
Jeg smilede lidt nikkede.
”ja. Syntes det ser vildt fedt ud!”
Kaspers smil voksede, da han hørte mit svar.
”hehe det er det skam også. Hvis du vil så må du gerne træne med nu?”
”det vil jeg meget gerne!”
”sådan skal det lyde. Hvis du lige venter her lige 2 sekunder så laver vi lige en plads til dig”
Da han havde sagt det, gik han tilbage til den anden ende af salen, og sagde at de skulle stille sig ind på 4 rækker, og vinkede mig op til ham.
”godt alle sammen. Vi har fået en ny på holdet. Hun hedder Mille. Tag godt imod hende, og få hende til at føle sig velkommen”
Jeg stod bare, og kiggede på alle de bælter de havde. Der var 1 med rød og 2 sorte streger på, 2 med 1 sort streg på, 3 blå bælter, 2 grøn, 1 gul og 2 med hvid. Jeg skulle stå bagerst ved siden af den ene hvidt bælte. Kasper sagde, at vi skulle træne parader, og viste hvad for nogle. Det så ikke så svært ud, men han kom ret hurtigt hen, og rettede på mig.

Da træningen var færdig, og vi sad i bilen, på vej hjem igen, sad jeg med et stort smil på

”nåå, var det noget for dig skat?”
”jah det kan du tro. Det var vildt fedt. Må jeg ikke nok gå til. Pleeeease?”
”selvfølgelig må du da det. Det vil også være godt til dig”
”1000 tak mor!”

Jeg er nu 15 år og har aldrig haft det bedre. Jeg fortalte min mor om hvordan jeg havde det i skolen, og hun fandt, med det sammen, en ny skole til mig. Jeg har fået min den mest fantastiske bedste veninde, en masse vildt godt venner og en vidunderlig kæreste! Er blevet meget tættere til min familie og især min dejlige mor. Har heller ikke haft den drøm, jeg nævnte i starten, mere. Jeg tror også godt jeg ved hvad den betød nu. Den lille dukke der lå på stenen. Det var mig. Jeg var omringet af ingenting. Der var ingen, der bekymrede sig for mig, eller kunne lide mig. Nu ,da jeg er startet forfra, og har fået venner, kæreste og er blevet tættere med min familie, så er den helt holdt op.

Grunden til at jeg skrev alt det her ned, er nok at jeg ikke vil have andre skal komme i den situation, som jeg selv var i. Det kan naturligvis ikke undgås, at nogle bliver mobbet, for sådan er vi mennesker bare. Men jeg vil gerne opfordre til, at hvis I bliver mobbet, eller nogen I kender bliver, så sig det til nogen. Jeres lære eller forældre. For de kan virkelig hjælpe jer. Tro mig. Efter jeg havde den snak med min mor, er det kun gået fremad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...