Sometimes you just gotta let shit go

Det er som en tam due: du tør ikke at gå for tæt på, for du vil ikke se den flyve væk, men alligevel er du nødt til at udforske pga. din nysgerrighed og for at tjekke duens grænser.
Hver person har fået en skæbne, han har fået sin, jeg har fået min og uanset hvad jeg gør, vil jeg ikke kunne lave om på det, for sådan er det nødt til at være.
-Mit bidrag til 'Umulig kærlighed' konkurrencen.

7Likes
3Kommentarer
694Visninger
AA

3. Drengen fra internettet

    De sidste 10 minutter af timen går altid hurtigt, jeg begyndte at pakke selvom min lærer sikkert ville blive stiktosset, hvis jeg fik resten af klassen med på idéen. Der var nogle få mere der begyndte at pakke sammen, og da der kun var 5 min til vi havde fri, pakkede resten sammen hvilket gjorde læren stresset. Ikke fordi jeg er bøllen i min klasse, men fordi jeg vil hjem til Maebara Keiichi. Sjovt navn, ikke? Men han kommer fra Japan, så hans navn er vendt omvendt, dvs. efternavn, fornavn. Man udtaler hans efternavn med rul på r’et og fornavnet udtaler man: ’Kei ichi’
     Klokken på skolen lød, vi var løsladt og kunne endelig komme til at stikke af i hver vores retning. Jeg ville hurtigst muligt hjem, så jeg valgte at bruge turen hjem som en løbetur. Jeg havde taget mit headset i inden for jakken, så mine arme ikke ville vikle sig ind i det det imens jeg løb. Jeg satte i løb ved skoleporten og ignorerede folk der ville i kontakt med mig, for enten at sige god weekend eller ’vi ses på mandag, Diana’. Alt det var lige meget, for det var ikke vigtigt.
     Da jeg kom hjem, gjorde jeg den daglige rutine: Ind, sig hej til ligegyldig mor, smid taske, åben computer, ud og se efter mad der ikke frister, ind igen og åben hjemmesider. Men ingen hjemmesider denne gang, kun skype og al min opmærksomhed gik på det. Klokken var 14:16 her, så det vil sige at klokken var 22:16 ved ham. Vi havde aftalt dagen før, at vi skulle snakke på det her tidspunkt også selvom at det ville tage meget af hans energi til skolen efter.
     Jeg tjekkede min onlineliste igennem, men inden jeg nåede at finde ham, havde han allerede skrevet.
     ’konnichiwa Diana-kun’ Jeg smilede af den måde han tiltalte mig.
     ’Hej Keiichi’ Jeg hilste på ham på mit sprog, som han gjorde på sit.
     ’Do you have time for a call?’ Ja vi bliver nødt til at skrive engelsk til hinanden, desværre.
     ‘Yea, of course! Always when it’s you.’
     Maebara Keiichi ringer til dig. Jeg trykkede på accepter, og ventede på at hans stemme.

     ’Hello, did you have a nice day?’ Der er en svær samtale at holde igang, men jeg vil gøre mit bedste. Hans stemme lød blid og var.
     ’Hi! Fine, what about yours’ Ja jeg ved det.
Det er akavet.
     ’Good, no homework for us today.’
     Vi snakkede noget mere frem og tilbage, til at det ikke blev akavet til sidst. En akavet stemning noget af det værste som jeg kendte til. Der var bare et eller andet over det som, gjorde at en eller anden form for ubehag bredte sig.
________________________________

Undskyld fordi der ikke er så meget handling endnu, men det er en opbyggende historie. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...