Karolines Julekaldender

Dette er en julekaldender til min kusine Karoline <3

Håber at du kan lide den :-D

6Likes
10Kommentarer
1216Visninger
AA

1. 1. December

 

Du var på vej hjem fra Astrid… Der lå høj sne, så det var umuligt at cykle. Robert og Susanne var i Berlin den næste uge, så de kunne ikke hente dig.
Stamp, stamp. Hvorfor var der så langt hjem? Du var sulten, så det virkede som om at der var en uendelighed, til at du ville sidde ved spisebordet, og spise Mathildes hjemmelavede tærte.
De lange skygger på Åhavevej skræmte dig, og du satte i småløb. Men pludselig stødte du ind i noget, nogen! Du kiggede op og så et sødt ansigt, smilende og venligt. ”Undskyld,” sagde du hurtig, og trådte et skridt tilbage, med blussende kinder. Du kiggede igen på drengen. Det lignede… Nej, det kunne ikke passe… Men… ”Niall?!” Du var sikker på at det var ham! ”Øh, ja, hej,” smilte han, en smule genert. ”Men hvad laver du her? Hvad laver du i Danmark? Hvorfor..?” Du havde ingen ord. ”Jeg trængte bare til at komme væk… Det var faktisk ret spontant! Eller, jeg havde tænkt på at tage væk i lidt tid, men vores management sagde nej. Men så en dag var jeg alene, og så kørte jeg bare hen til den nærmeste lufthavn, og tog det næste fly, som så førte mig til Danmark!” Du var målløs… ”Men hvordan er du så lige endt i Silkeborg?” Han kiggede på dig med sine smukke, blå øjne. ”Jeg spurgte taxachaufføren om en by som er lidt mindre en Billund, men så kørte han mig til Ikast, tor jeg det hedder, men det er altså for småt til mig. Og so kørte han mig her hen… Og her vil jeg gerne blive!” Jeg kiggede ned i jorden… Det var ved at gå op for mig, at je stod og havde en samtale med mit største idol, og crush, igennem næsten et år. ”Men. Hvor. Bor. Du. Så. Henne?” Jeg blev nødt til at tage en indånding efter hvert ord, for ikke at hyperventilere.
Han smilte fjoget til mig og sagde: ” Hotel Dania.”
Hans mobil ringede. ”Det er Paul… Shit!” Han tog mobilen, og gik et par skridt væk, og vendte ryggen til. Han snakkede meget lavt, jeg kunne ikke høre hvad han sagde.
Pludselig proppede han mobilen tilbage i lommen, og tog to lange skridt hen til mig igen.
”Jeg bliver nødt til at tage tilbage til hotellet, vi ses!” Jeg vinkede til ham. Han gik ti meter, og kom så løbende tilbage til mig. ”Jeg glemte lige at spørge efter dit nummer!” Jeg grinede, snuppede hans mobil, og lavede hurtigt en ny kontakt. ”Karoline…” sagde han, da jeg gav ham mobilen tilbage. ”øh ja, det er mit navn” jeg smilede genert. ”Sikke et smukt navn,” hviskede han. ” Vi ses, Karoline.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...