Anoreksi

"Jeg kiggede eller rørte ikke ved min mave.
Jeg havde absolut ikke lyst til at indse det faktum at jeg ikke så ud som alle andre, og det gav mig en mikroskopisk lyst at gøre nogle af de to ting. Min brede krop der så stor ud lige meget hvornår eller hvordan og for slet ikke at tale om de masser deller der mest af alt lignede en stor klat dej, der var på vej i skraldespanden, fordi den var alt for ubrugelig"

40Likes
65Kommentarer
1463Visninger
AA

1. Fra anorektiker til lykkelig kvinde.

Et eller andet sørgede godt og grundigt for at jeg følte jeg skulle eksplodere inde i denne her kjole. Grunden var simpel, også alligevel indviklet. Eller, det var nu mere hvorfor jeg ikke kunne komme ud af min situation der var indviklet. Jeg vendte mig hysterisk rundt og stirrede på mit enorme spejlbillede. Den eneste mulighed jeg havde for overhovedet at se mine fødder, for in real life var det alt for besværligt.

Nogle mennesker havde nævnt at jeg havde tabt mig en anelse på det sidste, men det havde kun gjort mig vred. Ærligtalt forstod jeg ikke hvorfor de løj mig op i ansigtet, når jeg alligevel vidste at de kun sagde det for at tro de viste omsorg, også selvfølgelig fordi at det var en uskreven familieregel, som de absolut ikke måtte overtræde. Jeg turde ikke kigge længere ned end på min brystkasse, hvor der, efter min mening, sad to alt for store bryster. De dinglede af alt det fedt der ligefrem hang fast, selve tanken gav mig kvalme.

Én gang havde jeg prøvet at se forbi de to bryster der stod i vejen, men jeg var blot mødt af en endnu større mave, som var så ulækker, at jeg slet ikke havde rørt ved den, medmindre det var nødvendigt. At mine fingre skulle røre noget så.. fedtet, føltes stødende, grunden til hvorfor jeg var begyndt på en ikke-spis-overhovedet-slankekur kom derfra.
Jeg kiggede eller rørte ikke ved min mave.

Jeg havde absolut ikke lyst til at indse det faktum at jeg ikke så ud som alle andre, og det gav mig en mikroskopisk lyst at gøre nogle af de to ting. Min brede krop der så stor ud lige meget hvornår eller hvordan og for slet ikke at tale om de masser deller der mest af alt lignede en stor klat dej, der var på vej i skraldespanden, fordi den var alt for ubrugelig.

Endnu engang snurrede jeg rundt om mig selv, selvom det føltes klaustrofobisk når rummet var så småt. Eller snarere fordi jeg var så stor i forhold til prøverummet. Irriteret og besværligt fik jeg supersize kjolen af, den gad slet ikke røre min krop fordi den åbenbart var for stor. Et faktum jeg ikke formodede at forstå; jeg lignede en der brugte XXL, men alligevel kunne jeg dårligt nok passe mit eget tøj mere, fordi det sad alt for løst.

Kjolen gled langsomt ned af min krop, dog alt for hurtigt til at jeg kunne følge med. Det lyserøde stof flød nede på gulvet sammen med det tøj jeg havde haft på, på vej herover. Jeg havde ikke en eneste kjole jeg kunne passe til at tage på til juleballet, ergo kunne jeg ikke se på Johannes. Selvom han nu alligevel ikke ville opdage at jeg overhovedet eksisterede. I det mindste sparede jeg mig selv for at se Johannes sammen med en anden tøs, der nok var tyndere end mig. Måske fordi alle andre end jeg var tynde, ellers ved jeg ikke grunden. Andre grunde så dog ikke ud til at kunne være særlig sandsynlige.

Jeg sendte mit spejlbillede et olmt dræberblik, og undlod desperat at lade mine øjne kigge videre ned end på mit ansigt. Jeg havde ikke lyst til at se hvor forfærdelig jeg var, det gjorde mig utilpas. Det var noget jeg ikke havde lyst til at indse, men en sandhed som jeg udelukkende vidste alt om.
Jeg bøjede mig ned for at tage mit tøj nede fra gulvet, da jeg ved et uheld kom til at støde min albue på min mave, i en fart trak jeg hånden til mig. Ligesom mit spejlbillede fik min mave et dræberblik, dog fokuserede jeg ikke på den.

Jeg tog denne gang forsigtigt mit tøj fra gulvet og trak mig selv ned i de grå bukser jeg stod med i hånden. Dernæst fik jeg den varme striktrøje i karrygul på, også min jakke. Min grå hue kom op på toppen af mit hoved, mens mit leverpostejfarvede hår hang løst nedad jakkens skuldre. Jeg lod kjolen blive liggende på gulvet og tog så min Ipod og høretelefoner, samt vanter i hånden.
Jeg trak forhænget fra, og en lille brise slog mod mit ansigt. Døren til tøjbutikken var åben, så kulden udefra trængte let indenfor.
Jeg gik med stive skridt hen mod udgangen, men på vejen derhen, blev jeg stoppet af en medarbejder. Hun kiggede medlidende på mig og stoppede så hendes blik ved mine ben. Jeg følte at hun nedstirrede dem, blot fordi de havde mere fedt på sig end andre. Måske kunne hun godt se igennem mine løse bukser, ind til alt fedtet? Jeg følte en ubehagelig følelse strømme op gennem min krop og rømmede mig så.
Medarbejderen spurgte mig om noget, men jeg hørte det ikke, så jeg rystede ligegyldigt på hovedet. Dernæst fik jeg mig selv ud af den indeklemte butik, der alligevel var så stor. Mørket var allerede faldet på, nok fordi det blev tidligt mørkt om vinteren. Kulden slog mod mit ansigt og efterlod små brandmærker på mine kinder. De var sikkert allerede lyserøde, men jeg ignorerede det. Jeg satte kursen hjemad, altså forbi McDonald’s. Jeg begyndte at gå i et normalt tempo, men satte så tempoet en smule op, i håb om at noget af fedtet ville ryge af fordi det ikke kunne følge med. Selvom jeg allerede vidste hvor tåbelig en ide det var, og at selvfølgelig ville det forbandede fedt ikke ryge af på nogen som helst måde. Jeg tog mine høretelefoner på og satte noget musik på.
Det var den bedste måde at holde mig fra den giftige fastfood restaurant, som jeg ville passere om få minutter.

Jeg stødte ind i noget hårdt og slog min fod. Jeg kiggede op og lagde mærke til at jeg var gået ind i en skraldespand. Med hovedet drejet til siden, lagde jeg mærke til at flere piger var standset op og kiggede indtrængende på mig. Det mindede mig om medarbejderens blik, så jeg veg hurtigt hovedet væk. Jeg fortsatte med at gå videre og kiggede gennem hele vejen ned i asfalten, og heldigvis stødte jeg ikke ind i nogen anden form for metalliske ting.

Lugten af fastfood havde dog tiltrukket min opmærksomhed en del, så de 10 meter det tog at komme videre, kiggede jeg på McDonald’s vinduer, hvor jeg kunne se en masse fede mennesker æde og drikke sig meget mere end mætte. Jeg forstod ikke hvorfor de ikke tænkte på hvad folk syntes om dem, det var jo ligefrem ulækkert at se på. En ubehagelig klump landede i maven på mig, tanken om at andre tænkte sådan om mig var ubærlig. Jeg rystede på hovedet, lukkede øjnene, åbnede dem, også gik jeg med hovedet nede mod jorden resten af vejen hjem.

 

Lige i det øjeblik jeg åbnede hoveddøren strømmede duften af mad helt ud til mig og jeg måtte beherske mig selv for ikke at springe ind i køkkenet og spise det hele. Det krævede mig ufattelig mange kræfter at lade være og modstå den fantastiske, men ulækre duft. Jeg råbte et ’jeg er hjemme’, også gik jeg ind i køkkenet og videre ind på mit værelse. Jeg skænkede ikke maden et eneste blik, lige indtil min mor spurgte om jeg ikke spiste med. Hun havde lavet kylling og kartofler og ved siden af havde hun bagt pandekager, selvom det var aftensmad.

Min far og mor sad begge rundt om bordet, begge med deres tynde skikkelser og en kniv og gaffel i hver hånd. Der var stillet et aflangt stearinlys i midten af bordet, som tegn på at julen kun var få dage væk. En tradition vi havde herhjemme, stearinlys symboliserede simpelthen den åndssvage dag, hvor alle skulle spise sig stopmætte i alverdens usunde sager til de ikke kunne gå mere, en dag jeg afskyede lige siden jeg fandt ud af at min krop var langt mere tyk end alle andres. Jeg svarede nej og sagde jeg havde spist en hotdog på vej herhen, selvom det var løgn.

Min far nikkede blidt og vendte tilbage til maden, mens min mor kiggede på mig, som kunne hun læse mig som en åben bog. Jeg krympede mig under hendes blik, og sendte hende et prøvende smil. Mit smil forsvandt dog med det samme, da hun fortalte at jeg blev nødt til at spise juleaften, og at jeg ikke kunne være den eneste som ikke spiste. Tanken gav mig kvalme, og jeg prøvede ihærdigt at lade være med at skære en grimasse ved hendes ord. Jeg nikkede, og da hun vendte sit blik væk rystede jeg på hovedet. Dernæst fortsatte jeg op mod mit værelse for at gøre mit badetøj til i morgen klar, jeg skulle trods alt forbrænde en masse kalorier endnu.

Jeg lagde mig udmattet ned i min seng, uden at tage mit tøj af. Jeg gad ikke kigge på min overklamme krop endnu engang, det havde jeg gjort alt for mange gange i dag. Tanken om at jeg skulle svømme sammen med en masse andre mennesker føltes ikke godt, men jeg blev nødt til det. Det var den eneste chance for at jeg overhovedet kunne tabe mig, hvilket jeg i den grad havde brug for. Også havde jeg også brug for en ny badevægt. 43 kilo til en 16-årig som mig kunne ikke passe, det var jeg mere end bare sikker på.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Jeg rumsterede rundt i køkkenet, mens jeg ventede på at vandet i elkedlen, ville blive varmt. Imens satte jeg en kop over, samt nogle forskellige teblade ved siden af. Da elkedlen begyndte at udstøde en rumlende lyd og der steg damp ud af den, gik jeg hen til den for at slukke for den med det samme. Et klik lød, og jeg løftede op i den, for at bære den ind i stuen. Jeg stilte elkedlen på stuebordet, og gik så ind i køkkenet for at hente koppen og tebladene. Efter også at have båret det ind i stuen, valgte jeg det mest duftende teblad og lagde det ned i koppen. Dernæst hældte jeg vandet op, og rørte blidt rundt i koppen med den ene hånd, mens den anden varmt havde lagt sig omkring koppen.

Det var fredag morgen og jeg havde taget fri fra arbejde hele dagen. I dag var en vigtig dag, meget bedre end min fødselsdag. Det var lillejuleaften, og min 3-årsdag samen med Johannes. Han skulle på arbejde alligevel i dag, men det passede mig helt fint. Det var også først senere på aftenen at vi skulle fejre dagens anledning. Jeg smilte ved tanken om Johannes’ funklende brune øjne der havde hver deres eget skær i sig. Hans pjuskede hår som han altid satte på plads ved at lave et hair-flip. Hans rødmende kinder når han fik komplimenter, også hans lykkelige og livsglade smil der kunne få alle andre til at smile.

Vores historie var egentlig ret mærkværdig. Jeg husker tydeligt hvordan vi mødtes, men det var ikke selve mødet der betød det meste. Det var tanken, den underlige kemi der havde været mellem en anorektiker og en lækker dreng. Vi mødtes første gang på mit indlagte hospital, hvor jeg med det samme havde gemt mig bagved en plante af skam. Alligevel havde han stået der med sit kække smil og nusset min overarm, selvom det nok var noget af det mest akavede man kunne gøre på en næsten fremmed. I hvert fald havde vi flere gange snakket sammen, grundet at hans kusine også var indlagt derinde, bare grundet en anden form for psykisk sygdom. Nogle små hemmelige møder var hvad det blev til derinde. Men da jeg kom ud igen havde han fundet min husadresse samt telefonnummer, og inden længe kom vi sammen. Der var ikke noget frækt over vores forhold, det var specielt på vores egen måde. Han var den der tog min mødom, men først et helt år efter vi mødtes første gang. Jeg havde beundret hans tålmodighed meget, og jeg gør det stadig. Det viste bare at han var den rette for mig, hvilket jeg var hundrede procent enig i.
Sidste år til vores 2-årsdag gav han mig en scrapbog i gave, og det var nok den bedste gave jeg overhovedet kunne få. Scrapbogen indeholdte alle de billeder vi havde taget sammen, og hvilke datoer vi lavede hvad. Jeg var overrasket over at han egentlig kunne huske de små begivenheder vi have været på, også endda på de rigtige datoer. Det var sødt.

Jeg skævede til uret der viste ti minutter over ti. Jeg drak den sidste slurk af min te og begav mig så endnu engang ind i køkkenet med de ting jeg før havde båret ind i stuen. Jeg stilte tingene enten ind i skabene eller opvaskemaskinen og gik så ovenpå. Anden dør til højre var Johannes’ og mit soveværelse, og jeg trådte hurtigt indenfor eftersom døren var åben. En klam lugt mødte mig og jeg rynkede på næsen for at holde lugten væk fra mine næsebor. Hurtigt med en hånd oppe ved næsen der heftigt trykkede næseborene ind mod hinanden, var jeg henne ved vinduet og åbnede det på vid gab. Derefter stak jeg hovedet helt ud, for at trække noget friskt luft ind i mine lunger. Jeg trak hovedet hen til mig selv igen og kiggede så rundt i værelset. Mit blik mødte mit spejlbillede, hvor jeg var iført en sort og hvid prikket morgenkåbe, nogle gamacher ned til knæene og en beskidt top. Mens jeg stadig kiggede ind i spejlet rakte jeg ud efter snorene på morgenkåben og bandt dem så sammen til en sløjfe foran. Dernæst lavede jeg et lille hop som faktisk var svært at se, fordi jeg var gammel og ikke orkede at kunne gøre sådanne ting længere. Rigtigt nok orkede jeg det ikke længere, men jeg var nu ikke rigtig gammel. 
Jeg gik hen til mit sminkebord og satte min mobil til højtaleren og skruede så en smule op for musikken. Et beatet nummer brølede lavt ud af højtalerne, vinduet var trods alt åbent så det kunne nemt høres udenfor hvis der blev skruet yderligere op for musikken. Jeg gik hen til min dobbeltseng og begyndte at rede sengen, mens jeg nynnede med til sangen. En gammel 90’er sang, som snart var af mode overhovedet at kende til.

Tilfredst med hvor godt der duftede på soveværelset og at der ikke længere var rodet, gik jeg nedenunder for at vaske spejle og små vinduer rundt omkring i huset. Jeg skulle gøre rent i hele huset, det var trods alt juleaften i morgen og både min og Johannes’ familie var inviteret over på stor julemiddag. Så hvis jeg ikke ville høre på min mors langtrukne råd om hvordan man får støvsugeren til at suge hver eneste mikroskopiske stykke støv, skulle jeg hellere komme i gang med at gøre rent. Jeg have en masse andet jeg også skulle nå, og selvom jeg havde 3-årsdag med verdens bedste kæreste og havde fri fra arbejde, var der en masse andre ting på listen som jeg skulle udfylde, inden for cirka 4 timer.

 

 

Jeg satte mig udmattet ned på sofaen i stuen og pustede tungt ud. Rengøringen var overstået og jeg havde også kigget på julemenuen til i morgen. Jeg havde fundet den perfekte julemenu, men jeg ville gerne høre Johannes’ mening omkring det, så jeg satte et flueben med en parentes rundt omkring, på listen med ting jeg skulle få gjort i dag. Jeg havde snakket i telefon med min mor i en halv time, da hun ville være sikker på at jeg havde det perfekte sæt tøj til at tage på til i aften, når jeg skulle spise med Johannes. Jeg undrede mig over hvorfor hun var ekstra striks omkring det i år, da det virkede en smule mistænkeligt. Men det var min mor, og min mor var en ivrig kvinde, hvor der i hendes selskab ikke måtte være noget der ikke var perfekt. Så at hun ville være hundrede på at jeg havde noget at tage på, var vel forståeligt når man kendte hende.
Jeg var blevet færdig på 3 timer cirka, så mindre end hvad jeg havde regnet med. Derfor følte jeg også at jeg kunne dase lidt i sofaen i en time eller deromkring, men da det ringede på døren, blev den ide desværre slettet. Jeg rejste mig sløvt fra den behagelige sofa jeg sad i, og begav mig ud i entreen. En jakke var faldet ned fra knagerne, så jeg samlede den op og hængte den op på plads igen. Dernæst rettede jeg lidt på mit tøj, selvom jeg stadig havde det samme på som i morges. Anden ring lød, og jeg skyndte mig at få åbnet døren. Ind kom min mor og Karen, Johannes’ mor. Jeg kiggede fortumlet på døren, som de lige før var brast indad og nu var på vej ind i stuen. Jeg lukkede døren efter dem og gik så ind i stuen, hvor jeg mødte dem begge sende hinanden sigende blikke, som jeg ikke forstod noget af. Jeg rømmede mig og fik med det samme deres opmærksomhed. Min mor sad med et anstrengt smil, som prøvede hun at dække over noget, og jeg kiggede videre på Karen. Hun sad afslappet og sendte mig et kærligt blik samt smil, som jeg besvarede med et halvhjertet et. Hun så ud som hun gjorde, i ansigtet, men det var som om der lå et slags låg på hendes brune øjne, som Johannes klart havde arvet fra hende af.
Min mor kiggede endnu engang indtrængende på mig og jeg stirrede forvirret tilbage. Jeg sendte hende et lille smil, men hun begyndte ikke at snakke som jeg ville have hende til. Efter et helt minuts stilhed, brød hun den med hendes moderlige stemme, som kunne få mig til at indse alt det gode jeg havde omkring mig. Jeg var lykkelig i min mors selskab, selvom vi af og til kunne hade hinanden mere eller mindre.

’’Hvorfor har du stadig din beskidte top på? Den har du jo ikke vasket i evigheder, og du har slet ikke skiftet tøj. Åh Gud, har du sovet indtil nu? Karen, jeg sagde jo vi skulle..’’ Mere nåede min mor ikke med hendes ivrige snakken, da Karen rakte en åben hånd op i luften, som tegn til at min mor skulle klappe i. Jeg kiggede forvirret mellem dem, og så også en smule irriteret. Jeg var faktisk virkelig udmattet efter at have bukket mig op og ned utallige gange, da jeg gjorde rent.

’’Hvad snakker du om mor? Jeg har gjort rent i to timer uden pause, også endda ordnet julemenuen til i morgen. Rengøringen indeholder også at støvsuge og vaske tøj og stryge skjorter, og vaske vinduer, og tømme opvaskemaskinen. Du ved da godt hvor hårdt det er at lave stor-rengøring’’ Udbrød jeg anklagende, mens jeg hævede et øjenbryn. Min mor krympede sig slet ikke under mit blik som jeg havde håbet på, tværtimod kiggede hun på mig, mens hun kort trak på skuldrende. Jeg trak vejret dybt ind og åndede tungt ud. Dernæst kiggede jeg ud af vinduet, for at lade det gode humør finde frem til mig igen.
Flere snefnug væltede ned efter hinanden og ned på det allerede snebeklædte græs. Mørket var allerede ved at falde på, trods klokken kun var 15. Alligevel var det forståeligt, når solen gik ned mellem klokken 16 og 17. En gadelygte i det fjerne var allerede tændt, trods der nu stadig var en time til endnu inden det rigtig ville blive mørkt. Gadelygterne på min gade var slukkede, så der bare generelt så hvidt ud. Træet som lige var til at ane når man kiggede ud af vinduet var også beklædt med sne, så dets oprindelige farve kun var til at spore få steder.

Jeg havde været langt væk i mine tanker der beundrede landskabet, så jeg var en smule bagud i Karen og min mors samtale. Min mor sendte mig et halvhjertet smil, som jeg besvarede med et strålende. Mit gode humør var allerede kommet tilbage til mig, og min mor og jeg var jo heller ikke uvenner. Egentlig var det noget vi sjældent blev, selvom vi noget så ofte vrissede ad hinanden.

’’Ja, undskyld vi kom sådan brasende’’ Startede Karen venligt ud med, mens min mor nikkede sig kraftigt enig. Jeg smilte lidt af hvor dumt det egentlig så ud, og vendte så min opmærksomhed tilbage til Karen der var begyndt at snakke videre.

’’Din mor og jeg ville egentlig bare se til dig, om du nu havde nået det hele. Og det ser ud til at du stadig har god tid til at gøre dig klar til i aften. Hvis nu du var for stresset til at nå rengøring og julemenu, så kunne vi nemlig hjælpe’’ Jeg nikkede sødt til Karen og min mor, grundet deres venlige tanker, og takkede dem så, for som Karen lige havde udtalt havde jeg god tid. De rejste sig begge og krammede mig farvel ude i gangen, hvorefter jeg åbnede hoveddøren. Kulden slog sig med det samme omkring mig, og krøb nedad min nakke, så jeg skælvede blidt. Det fik min mor til at grine sødt, inden hun sendte mig et luftkys og gik ud af døren efterfulgt af Karen. Jeg vinkede efter dem indtil de nåede min mors bil, der havde fået sne på forruden. De så ud til at kunne klare sig fint, selvom jeg nu ikke regnede med andet. Derfor lukkede jeg blidt hoveddøren i og gik så ovenpå for at tage et langt forfriskende bad.

 

 

 

Jeg vaklede en smule da jeg gik foran spejlet nedenunder i gangen, mens jeg studerede min kjole helt ned til mindste detalje. Kjolen var i farven lilla, med en indre nederdel til midt på låret. På midten af maven startede et langt lilla slør, som fortsatte helt ned til gulvet, og fløj en smule rundt når jeg bevægede mig. Den var stropløs, og var formet til et hjerte ved mine bryster. En række diamanter startede ved midten af mine bryster, og fortsatte videre ned til min navle på højre side. Dernæst var der et hul i sløret så nederdelen var til at se, hvor der fortsatte med diamanter på den. Alt i alt en virkelig flot kjole, som jeg havde købt i sidste måned sammen med Johannes. Han havde insisteret kraftigt på at det skulle være en ultraflot kjole, hvorimod jeg havde protesteret og sagt at den var alt for fin. Alligevel vandt Johannes, men jeg kunne nu godt lide at have kjolen på. Den føltes silkeblød mod min hud, og jeg kunne godt lide at røre ved den omkring maven.
Kjolen passede perfekt til min krop som var en smule bred nogle steder. Men det faktum var jeg ovre for længst, faktisk lige siden jeg kom på rehab som 16-årig, havde jeg været ligeglad med min kropsvægt. Den betød ikke noget, så længe Johannes var glad for den. Og jeg vidste at han ville elske mig uanset hvordan jeg så ud, så det gik jo egentlig ret godt op.
Ved siden af havde jeg nogle høje stiletter med sølv palietter på, og selvom mine fødder klemte lidt i dem, skiftede jeg dem ikke ud. Det skyldtes at det var længe siden jeg sidst havde gået med stiletter, så det var vel i princippet ret normalt.
Lyden af nøgler der blev fumlet med udenfor hoveddøren lød og jeg haltede/løb ind på badeværelset, for at gemme mig. Jeg ville overraske Johannes, så jeg lod ham komme indenfor først, inden jeg ville vise ham hvordan jeg så ud. Imens jeg kunne høre han smed sine sko og råbte mit navn, rettede jeg lidt på mit hår. Dernæst kunne jeg høre fodtrin der bevægede sig rundt i huset, og da der lød fodtrin mod badeværelset, låste jeg hurtigt op og trådte op foran Johannes. Han så med et øjeblik helt fortumlet ud, inden han sendte mig et stort skævt smil. Jeg drejede fint en gang rundt om mig selv, mens jeg lod ham betragte mig. Han komplimenterede kjolen, ved at fortælle den var smukkere end en solnedgang ved havet, og da jeg altid havde elsket solnedgangene ved havet, havde jeg slået armene ivrigt omkring ham, mens jeg indsnusede duften af ham. Johannes havde grint sin søde latter, der gungrede gennem hans brystkasse og videre op til hans hals. Bagefter havde vi begge fået jakker på, eller jeg gjorde da Johannes havde beholdt sin. Hurtigt var vi ude af døren og hen til den sorte bil der holdte i indkørslen, mens vi begge spurtede alt hvad vi kunne. Kulden sneg sig rundt omkring i min krop og sendte iskolde kuldegysninger. Jeg stoppede op da jeg skælvede et kort øjeblik og satte mig så ind i bilen. Johannes drejede på bilnøglerne så bilen begyndte at brumme, mens jeg med skælvende hænder rakte ud efter knappen ved siden af radioen for at tænde for varmen. Der gik op til et helt minut inden varmen bredte sig i min krop og jeg slappede helt af. Dernæst lagde jeg en halvkold hånd på Johannes’ lår, mens han smilte bredt til mig. Så kørte vi.

 

Lyden af en stol som blev trukket hen ad gulvet lød og jeg skar ansigt af den forfærdelige lyd. Johannes som sad foran mig klukkede, inden han placerede en hånd oven på min. Varmen fra hans hånd strømmede igennem mig og lagde sig som gåsehud på mine arme. Jeg smilte sødt til ham, som han besvarede med et ligeså sødt et. Der var støj rundt omkring os, men det var ikke det helt store. Vi var på en fin restaurant, hvor der sad par rundt omkring, unge og gamle. Vi sad ved en vinduesplads hvor vi havde frit udsigt til den travle gade udenfor, hvor folk rendte rundt med fulde indkøbsposer, hvor de langt fleste indeholdte julegaver. Nogle små drenge kælkede ved en lille bakke, som næsten ikke engang var en bakke. Det var mere en lille sti, som gik lidt skråt opad, så det lignte det var en fejl at den ikke var helt lige.

Johannes havde været en form for hemmelighedsfuld og drillesyg, hvilket jeg syntes var sjovt. Selvfølgelig ville jeg vide hvad hemmeligheden gik ud på, men det varede heller ikke så længe. Vi havde været her i lang tid nu, det var kun desserten der manglede, så han ville nok røbe det om nogle få minutter. Jeg tjattede til Johannes’ hånd som lå blødt oven på min, mens han blinkede kækt til mig. Med et stivnede han og rettede sig så op, så han sad med rank ryg. Han rømmede sig og tog en lille slurk af sit vinglas, og rodede så med sin hånd nedenunder bordet. Jeg kiggede forvirret på ham, stadig smilende. Johannes rakte en lille æske frem, og jeg kiggede forundret på den. Tanken om hvad der kunne være i den strejfede mig slet ikke, dog troede jeg bare at det var en æske han havde fundet på jorden. Søde Johannes havde altid været en ægte gentleman, så hvis han ville gøre hvad han kunne for at aflevere den lille æske tilbage, ville ikke undre mig.

Jeg blev alligevel meget undret, da han rejste sig fra sin stol og satte sig på hug på jorden foran mig. Jeg kiggede forvirret på min sko, da han måske ville rette på den? Jeg fandt straks ud af hvad han ville, da han tog min hånd og kærtegnede den blidt. Dernæst åbnede han æsken og en sølvring med et diamanthjerte på, kom til syne. Jeg gispede og tog min ledige hånd op for munden. De andre par der førhen sad og snakkede lystigt med hinanden, kiggede nu indtrængende på os. Ud af øjenkrogen så jeg en kvinde smile sødt til sin mand og pege på os, som tegn på at han lige skulle være klar over hvor sødt det her var.
Jeg forstod hvorfor både Karen, min mor og Johannes havde været så strikse om at jeg skulle se ekstra godt ud netop i dag.
’’Vil du gifte dig med mig?’’ De seks magiske ord, som havde en ligeså stor betydning som de andre tre ord for mig, kom ud af Johannes’ mund, og jeg kiggede overrumplet ind i hans brune øjne. De kiggede funklende tilbage på mig, og selvom jeg allerede burde have svaret, fløj en tanke gennem mit hoved, som bare var andre ord istedet for mit svar.

Drengen som jeg havde været håbløst forelsket i da jeg var anorektiker, havde vist sig at være sødere end hvad jeg havde forelsket mig i. Han viste sig at kunne lide mig for den jeg var, ikke for den jeg så ud som. Han elskede mig helt til månen og tilbage, og endda mere til. Han havde vist mig livets gode sider, som der var flere af end hvad jeg havde regnet med. Han forstod ikke ordet ondt, han troede ikke på det fandtes. Hvis lige præcis denne unge mand fortalte jer at han elskede jer så højt at han ville være sammen med jer resten af jeres liv, ja hvad ville svaret så egentlig være. Simpelt, og ikke bestående af andet end blot to bogstaver, en enkelt stavelse. J-A!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...