Uendelig lykke -Oneshot-

Den her historie er måske lidt rodet... jeg skrev den sidste år eller forige år, så jeg håber at I vil nyde den....

den handler om en dreng med et helt almindeligt liv, men som pludselig begynder at se underlige ting

Ps. der er nok en del stavefejl... Men det må I nu altså bare leve med =;)

2Likes
0Kommentarer
427Visninger

1. Evnen

 

Det var jo ikke min skyld at Natali ikke forstod hvad jeg mente, da jeg sagde at jeg havde set en pige, gå tur med sin hund som pludselig fik et nyt ansigt??? Natali er min bedste veninde som jeg kan sige alt til. Vi plejer at dele alt mellem os, men lige det her skulle jeg måske ikke have fortalt hende. Det lyder måske lidt underligt at skolens mest sporty og seje fyr har en bedsteveninde, men sådan er det altså med mig. Mit navn er Mike Von Mctendire, jeg bor i en fed villa i Seattle, og som du kan hører i mit navn er min mor fra Skotland, jeg har et par små tvillingesøstre og selvfølgelig en mor og en far. Jeg går på Seatle West High, sammen med min bedsteveninde og bedsteven, Natali og Justin (som er gay)

 

Det var lørdag, og jeg var ude og gå en tur i parken. Jeg satte mig på en bænk for at tegne landskabet. Der kom en lille pige med en hund forbi, jeg smilede til hende og hun smilede tilbage, jeg kiggede ned på hunden og så at den smillede, og jeg mener det den smilede så at mundvigen næsten sad helt oppe ved ørene. Jeg fik et chok og skyndte mig hjem. Jeg sendte straks min oplevelse til Natali, og hun besvarede den med en utrolig underlig smiley. Lørdag aften da jeg lå i min seng, tænkte jeg at jeg måske bare havde set syner.  Søndag var alt nærmest glemt, for jeg var til Baseball. Senere på dagen kom Justin, for han er jo så ”super” kreativ som han selv siger, og jeg skulle bruge hjælp til at indrette mit nye værelse. ”Nåå?? Nata sagde til mig at du skrev at du havde set en lille spookey hund??” sagde Justin. Jeg vidste jo selvfølgelig godt hvad han mente, så jeg svarede:” Jaa, det havde jeg måske også, men jeg tror, bare at jeg så syner,” svarede jeg med et skævt og måske lidt for fake smil. Justin gennemskuede mig med det samme, men smilede bare og lod emnet ligge. Da værelse var færdigt, så vi en film og drak nogen dåser cola. Senere på aften da Justin var kørt skulle vi spise den ”store familie middag” det er noget min mor har fundet på, så at weekenden slutter på en rigtig måde. ”Nåå Mike, hvordan har din weekend så været??” spurgte min mor. ”Jaaaa, den var da meget god,” sagde jeg med munden fyldt med kartofler. Og efter hele bordet rundt med weekend snak, gik jeg fra bordet og op i seng. Efter at have ligget i en 20 minuters tid, kom min far op og sagde: ”Hvaa Mike, er der noget galt??” ”Næææh” svarede jeg. ”Jeg er bare lidt træt, det har været en lang dag.”

Hele natten lå jeg og var urolig, jeg drømte om hunden og alle andre levende væsner, og at de alle blev til noget fra en anden dimension. Mandag morgen havde jeg det ikke så godt, jeg havde feber så min mor sagde at jeg skulle blive der hjemme. Jeg fordrev tiden med at spille FIFA på X-box, og se tv. Da kl var lidt over 15:00 kom Justin og Natali, for at se til mig, og de havde i dagens anledning vingummi bønner med, det er en tradition at man kommer med slik til den syge.

”Nååå, dit lille pus!!” sagde Natali da jeg havde åbnet døren for dem.  ”Arrh, lige nu går det faktisk ok godt, jeg har fået det bedre,” ”Det siger du jo bare så du også kan få noget af slikket, inden vi spiser det alt sammen,” svarede Justin, med et rigtig Justin smil.  Det endte med at vi så Justin’s yndlings serie Gossip girl. Da alt slikket var spist og vi havde set 2 afsnit af Gossip girl, spillede vi gæt og grimmaser.

Mens at vi spillede kom min mor op, ”Justin og Natali skal I spise med???” spurgte hun, Hvad er klokken, da??” spurgte Natali, og min mor svarede:”18:00, hvorfor???” ”Arrrrhhh, allerede!! Jeg skal passe min lillebror” stønnede Natali, ”vi ses drenge, farvel Mrs Mctendire.” ”SEEEES!!!” sagde mig og Justin i munden på hinanden.”Ja farvel Natali” sagde min mor og vinkede.

Justin gik cirka 10 minuter efter, pga en opringning fra sin mor, som sagde at han skulle komme hjem med det samme og forklare et eller andet. Så endnu en aften gik og det blev tirsdag……

 

”Mike….MIIKEE!!!! MAAAIIIKKE!!!!” Det var min far der vækkede mig, ”Mike klokken er næsten otte, du skal møde om et kvarter.”

Og efter det blev der bare skovlet cornflakes ind. Jeg nåede lige at finde en parkeringsplads og komme ind på skolen inden det ringede ind. Jeg havde matematik prøve i første time og jeg syntes at jeg fik gennemført den selvsikker og bevidst, men i fjerde time da jeg havde biologi og vi skulle desikere frøer så jeg min sidemakkers frø dreje hovedet hen mod mig, og så virkelig skræmt ud…. Og det var der at jeg fandt ud at jeg ikke bare så syner, nej det var virkeligt, men hvorfor var det kun mig der kunne se det?????

Efter skole pjækkede jeg fra baseball. Jeg kørte direkte hjem og lagde mig på min seng, lidt efter faldt jeg i en dyb søvn. Jeg drømte om at alle dyr skiftede ansigt fra hvilket humør de var i, og jeg så en kakadue i sit bur, og fuglen græd rent faktisk, med tårer og det hele. Det var forfærdeligt at se dyr i den tilstand, men samtidig også rart at se glade dyr. Pludselig greb en hånd fat i min skulder, jeg stivnede i hele min krop, og drejede mig lige så stille om, jeg endte med at se et venligt kvinde ansigt. Hun sagde:” Mike, du har fået en gave, og du skal dele ud af dens goder!”

Jeg forstod ingen ting, og da jeg ville spørge hende om hvad hun mente, var hun på vej væk. Jeg løb efter hende men nåede ikke at fange hende før at hun var væk…..

Jeg vågnede med en eneste tanke i hovedet: skal jeg hjælpe dyrene???

Efter aftensmaden gik jeg op på mit værelse for at researche lidt om klinikker der ligesom kunne forstå dyr, men jeg fandt ingen ting…

Da jeg gik i seng faldt jeg hurtigt i søvn og jeg drømte igen om dyrene, og igen kom damen. "Jeg hedder Paronna” sagde hun ”og du vil gerne vide hvad jeg mente med at det var en gave og at du skulle være gavmild med den???” jeg kiggede lidt små forfærdet på hende og nikkede så.             ”du skal i morgen kl 10 tage ned til seatles undergrunds bane, så vil du møde mig.” Og igen gik hun bare. Min nat fortsat drømmeløs.

Da jeg vågnede lå jeg badet i sved og da min mor så det skyndte hun at komme med termometret, og jeg havde feber???

Efter klokken otte når at jeg havde huset for mig selv kunne jeg mærke at feberen var gået væk, sikke et heldigt sammentræf…????

Jeg stod nede i på en af undergrunds stationerne, og ventede. Pludselig var der en der prikkede til mig, jeg vendte mig om, og regnede med at se den middelaldrende kvinde fra mine drømme, men da jeg kiggede, kiggede jeg på en smuk ung pige ca. på min alder.

”Mike…. Kom med mig” sagde hun, mens hun trak mig op til overfladen igen. Jeg hev lidt imod, men da hun kiggede mig i øjnene kunne jeg se at det var hende fra mine drømme. Jeg fulgte efter hende hen til et lidt forfaldent hus, men det virkede som om at hun følte sig rigtig hjemme her.

Da vi kom ind kunne jeg se at det her det var hendes hus, alt så moderne ud, men alligevel føltes det som at der var noget skjult, noget hun ikke ville have at andre skulle vide noget om. Hun gik ud i køkkenet for at lave noget te.

”Øhhhmmm…” stammede jeg, ”Paronna?” ”åhh undskyld, jeg havde helt glemt det, jeg hedder faktisk ikke Paronna, men det gjorde den kvinde du så i dine drømme. Jeg hedder Sabine, og Paronna er bare min drømme skikkelse, du ved når at jeg rejser i drømme, ligesom en profil i et computerspil.”

Hun satte sig ned og nikkede hen mod stolen overfor, jeg satte mig og kiggede rundt i køkkenet. ”Men hvad vil du mig så, Sabine?” spurgte jeg, ”jo, du har jo nogen særlige evner ikk?? Og jeg ved hvordan at du kan hjælpe verden med dem.” svarede hun så. ”men hvorfra kender du egentlig mit navn fra?? Og hvordan vidste du at jeg havde evnerne??” spurgte jeg, og bare ventede på at hun ikke vidste hvad hun skulle svare.

”jo ser du jeg har fulgt efter dig, i mange af dine drømme og i meget af dit liv,” sagde hun meget direkte. ”hvor gammel er du egentlig??” spurgte jeg, ” jeg er 143 år,” hviskede hun, ”men lov at du ikke siger det til nogen!!”

”hvordan kan du være over hundrede år og så stadig ligne en på sytten??!!!” udbrød jeg. ” som seksten blev jeg fanget i en tidslomme da jeg rejste i drømme,” sagde hun og kiggede op på mig som om at hun skammede sig. Jeg havde faktisk bare lyst til at gå over og trøste hende, men i stedet spurgte jeg kejtet:” men hvordan har du så lært at rejse i drømme???”

”mine forældre var magikere, så da jeg var 5 lærte min far mig at rejse i drømme, så at jeg kunne ændre by mesterens mening om magikere.” svarede hun.

Jeg kunne se at hun begyndte at se et flashback……

 

 

 

”Jamen Far, jeg vil ikke, JEG VIL IKKE!!! MOAAR sig til far at jeg ikke vil!!” sagde Sabine.  ”jamen lille skat, det er for dit eget bedste, hvis ikke at du gør det igen så…. Så kan vi ikke leve her mere,” sagde hendes mor ”okay mor,” sagde Sabine en smule trist, ”men jeg vil bare gerne blive her hos jer.” Sabines mor trak hende ind til sig, og sagde: ”bare rolig skat vi vil altid være hos dig, lige meget hvad der sker, lige meget hvor at du er,” ”ja Sabi, vi vil altid være der for dig<3<3<3<3” sagde hende far og knugede sig ind til dem begge to. ”Du skal bare huske at komme ud, inden by mesteren vågner.”

Hun tog af sted, og løb hen mod by mesterens hus. Da hun stod foran hans seng, sagde hun de magiske og rørte ved hans pande, og hun røg ind i hans drøm som Paronna.

”By mester, By mester,” råbte hun “ hvorfor har du dog så travlt, med at jage de ma…..” hun nåede ikke at sige mere, for alt blev tåget, og så blev der sort

 

Jeg kunne se at hun begyndte at komme tilbage til virkeligheden, ”Øhmmm…… Sabine??? Men hvordan er du så endt her???” spurgte jeg, ” Da By mesteren døde, blev jeg ligesom skubbet ud ad hans drøm. Jeg fandt mine forældres hus, men men…… alt var væk, der var kun den kolde facade. Jeg opsøgte derfor folk der kendte mig og min familie.” hun begyndte at lysne lidt op ” Jeg endte med at finde mine forældre, og jeg var så glad, og det var de også. Men min mor var syg, meget syg mig og min far passede hende, og sørgede for at hun havde det godt, men til sidst da lod vi hende sove lige så stille ind.” sagde hun og lod en lille tåre falde. ”Jeg spurgte min far om han ikke også bare kunne rejse i drømmende sammen med mig, jeg var kun 14 så jeg vidste ikke bedre, men min far sagde at det kun var mig der havde evnen, gaven som han kaldte det.” hun kiggede op på mig, og vi lod emnet ligge

 

”Øhhmmm… jeg skal desværre hjem nu.” sagde jeg, ”Ok vi ses Mike, jeg kommer i nat!” sagde hun.

 

Jeg gik ud, og fandt undergrunds stationen igen. Jeg nåede lige at komme hjem og lægge mig i min seng da det ringede på, da jeg rejste mig op begyndte det alt sammen at dreje rundt og jeg blev svimmel, jeg gik lidt svajende ud og åbnede døren, ude på trappen stod Justin og Natali. ”Hej” sagde jeg træt, ”Nåå Mike du er jo helt varm,” Sagde Natali og lagde en hånd på min pande. Justin spurgte: ”Skal vi gå igen, eller??”         ”Jeg tror at det er bedst hvis at I går, det er ret heftigt denne her gang” svarede jeg lidt trist.

Da de var gået lukkede jeg døren og jeg ind på mit værelse jeg smed mig i min seng, og faldt i en drømmeløs søvn. Jeg blev vækket af en klirrende lyd nede fra køkkenet, jeg gik ned for at se hvad der larmede, ”Hej Mor, har I spist??” spurgte jeg og kiggede på tallerknerne i vasken, ” Ja Skat, vi prøvede på at vække dig, men du sov som en sten. Er du da sulten??” spurgte hun, ” Nej nej, jeg tror at jeg går op og sover igen.”

 

Da jeg var faldet i søvn kom Sabine i sin Paronna skikkelse igen. ”Mike,” sagde hun, ” du skal bare gøre såda……” Hun var væk helt væk, jeg kiggede over det hele, men hun var væk.

 

Torsdag efter skole tog jeg hjem til Sabine for at spørge hende hvad der var sket, men da jeg stod på fortovet, kiggede jeg bare på en gammel nedbrændt bygning. Jeg skyndte mig hjem, lidt senere kom min mor også hjem. ” Du Mike har du hørt om branden på Sepiria street” spurgte hun, ”det var sørme heldigt at den bygning har være forladt i mange år….”

”hvaa… mmm ja det var da heldigt” sagde jeg med en lille rysten i stemmen……

 

Efter at Sabine var væk, kunne jeg ikke mere se dyrenes følelser.

 

 

Mange år senere da min tid var slut fandt jeg Sabine igen, hun sad på en grøn græs mark, jeg løb hen til hende og selvom at jeg havde en 89 åriges udseende da jeg startede med at komme imod hende, blev jeg ligesom yngre og yngre for hvert skridt jeg tog. Da jeg var kommet helt hen til hende lignede jeg en på sytten igen. Hun sad og smillede op til mig.

 

”Åhh, Sabine hvor er jeg glad for at se dig igen.” sagde jeg med en klang af kærlighed i stemmen, ”men  hvorfor  forsvandt du pludselig??”

”Jeg ved ikke hvad der skete” sagde hun.

”Da du forsvandt, forsvandt mine evner også,” sagde jeg. ” Ja det tænkte jeg nok, jeg tror at det var det min far mente, da han sagde at det kun var mig der havde gaven” sagde hun.

 

Vi fandt alle de mennesker der havde betydet noget for os, og startede på en måde vores liv igen, og vi lever lykkeligt for evigt og altid…..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...