Past ~ Aki and Hiro's Love Story Extra

(drengxdreng - don't like, don't read) Vi er rejst tilbage i tiden, til dengang, hvor Akihiro opdagede, han var forelsket i sin bedste ven. Og at kærligheden var gengældt - men umulig.

4Likes
2Kommentarer
537Visninger

1. 1

 

”Aki-chan, skal vi være sammen efter skole?” Matthew kiggede efter ham, men Akihiro rystede beklagende på hovedet.

”Desværre, Mew-chan, men jeg har en anden aftale!” En aftale. Med Hiro. Donk… donk… donk…

Det havde stået på i en månedstid nu. Hans hjerte slog underligt hurtigt, når han tænkte på ham. Hiro. Først havde han slået det hen, som ingenting, men efterhånden, blev han så overvældet, hver gang han så drengen, at det ikke kunne være andet. Han var håbløst forelsket i sin bedste ven.

Akihiro, tretten år gammel, var godt klar over, at det ikke var en normal forelskelse. Havde det været normalt, havde Hiro ikke været en flot, ung japaner – dreng. Nogle af de ældre elever på skolen, talte grimt om de mennesker, der forelskede sig i deres eget køn. Kaldte det unaturligt. Vulgært. Klamt. Og de lo af det.

Det fik Akihiros mave til at krympe sig sammen og gøre ondt. Rigtig ondt. Han ville ikke have, at Hiro skulle tænke den slags om ham. Så hellere holde følelserne hemmeligt for altid.

Men det var… umuligt.

 

Yanase Hiroshi var smuk. Han var kun halv japaner, grunden til hans lyse hår og blå øjne. Akihiro vidste, at det havde skabt problemer for drengen i de yngre klasser, men som de blev ældre, havde det gode udseende blot fået hans popularitet til at stige positivt. Derfor var det ikke altid, Hiro havde tid til ham mere.

De mødte hinanden første gang, da de startede i skolen. Akihiro, der var rigtige gode venner med Matthew allerede dengang, havde forsøgt at introducere drengene til hinanden i løbet af de efterkommende år. Han havde tænkt, at eftersom hverken Hiro eller Matthew var af hundrede procent japansk blod, ville de måske blive gode venner, selvom Matthew stort set kun skilte sig ud på grund af sit navn. Det viste sig dog hurtigt, at de ikke brød sig om hinanden.

Først gjorde det Akihiro ked af det, eftersom han ekstremt godt kunne lide dem begge to, men de forklarede ham hurtigt, at bare fordi de to ikke var venner, betød det ikke, at Akihiro ikke kunne være venner med dem begge to.

For resten er Hiro et år ældre end de to, men det betød ikke noget i starten.

Ikke før de nåede puberteten, og Hiro begyndte at gå ud med en pige.

Akihiro og Matthew forstod sig ikke på den slags. De legede stadig med deres biler og klatrede i træer. Det gad Hiro ikke mere.

En dag i et frikvarter fangede Akihiro Hiro og pigen gå i gården, mens de holdt i hånd. Dette satte en helt masse tanker i gang i hovedet på ham.

Det blev dog aldrig seriøst, deres forhold, og det endte kort efter, hvilket efterlod Hiro som målskive for resten af klassens piger.

Så populær var han blevet.

Det ene år var den værste tid, Akihiro husker. De var adskilte, forstod ikke hinanden, gad ikke de samme ting. Det var næsten ødelæggende.

Men en dag forærede han alle sine biler til sin lillebror. Han tog sine lommepenge og cyklede ind til centrum. Med pengene købt han en ny trøje til sig selv i et mærke, han havde set de ældre elever gå rundt i.

Først var det mærkeligt at sidde med den nye trøje på værelset i stedet for en kasse med biler. Han prøvede den på, og den var faktisk meget pæn. Lidt genert listede han ud på badeværelset. Med vand fra vandhanen forsøgte han at sætte sit hår på forskellige måder. Han blev ved, indtil hans hår var helt vådt, og et lettere sus gik igennem ham.

Det var… måske noget, han kunne vende sig til.

Den følgende dag i skolen havde han sin nye trøje på. Han satte dog først håret, da han nåede ind på drengetoilettet.

Fra det øjeblik, begyndte tingene at ændre sig, og da han ramte de tretten, var han ikke anderledes end de andre.

På nær den lille ting, han var forelsket i en anden dreng.

Hvis det slap løs, ville de hade ham. Dem alle sammen. Også Hiro.

Det var i hvert fald, hvad han tænkte.

Og Hiros vrede ville være det værste af alt.

Hiro.

Hiro.

Hiro…

 

Han var efterhånden alt, han kunne tænke på.

Han var alt, han kiggede efter.

Han var alt, han hørte.

Og når de rørte ved hinanden, om end det var et klap på skulderen eller et enkelt strejf, når de passerede hinanden, var det som hele verden stod stille et øjeblik og holdt vejret.

Den eftermiddag, de tilbragte sammen hjemme hos Hiro, vendte op og ned på alting. Hiros forældre og lillesøster var taget i biografen, og drengene var blevet hjemme for at spille videospil. De sad ved siden af hinanden på gulvet. Deres skuldre rørte hinanden.

Akihiro havde svært ved at koncentrere sig om spillet, da hans opmærksomhed hele tiden blev afledt af drengen ved siden af ham.

Hans hjerte slog hurtigt. Og højt. Han håbede, at det ikke røbede ham.

Måske gjorde det. Måske ikke.

Hiro lagde stikket fra sig og skævede mod Akihiro, der ikke forstod, hvorfor han havde pauset spillet.

”Hiro…?”

Men den blonde sagde ikke noget. Holdt blot kontakten mellem deres øjne.

En anspændt stilhed lagde sig mellem de to.

”S-Skal vi lave noget andet?” spurgte han, nervøs under Hiros blik. Stilheden var blevet for meget for ham, og hans hjerte galoperede af sted som en flok vilde heste.

Hiro lagde en hånd mod Akihiros bryst, lige der hvor hjertet sad. Varmen steg op i hans kinder, da Hiro roligt lagde ham ned på gulvet og kravlede op på ham.

Et øjeblik efter kyssede de.

Stille.

Forsigtigt.

Afventende.

Da kysset stoppede, fangede Hiro igen hans øjne. Akihiros hjerte var vildere end nogensinde før, og det gjorde næsten ondt. Den konstante banken mod brystet.

”Skal vi gøre det igen?” spurgte Hiro med sin rolige stemme.

Først var han som forstenet. Kunne det... være rigtigt? Havde Hiro opdaget hans følelser og besluttet sig for at gøre grin med ham? Var han ikke vred?

Men Hiro lignede ikke en, der var vred, eller lavede sjov.

Han smilte. Varmt.

Akihiro nikkede.

Og de kyssede en gang til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...