♥ Loved You First - 1D ♥

Carly og Liam havde været et par i et år, da Liam vælger at slå op med hende, fordi han har mødt en ny pige (Danielle) til hans X-Factor Audition. Carly kan ikke glemme Liam helt, men da hun finder ud af at han er blevet medlem af boybandet One Direction beslutter hun sig for at prøve at vinde Liam tilbage, selvom hun egentlig ikke er forelsket i ham. Carly møder Liam igen, da bandet skal til at på tour i USA, men One Directions berømmelse breder sig mere og mere, så hun får mere og mere lyst til at blive kærester med Liam igen, kun fordi hun ville være berømt. Hendes plan mislykkes totalt, for hvad sker der når hun bliver forelsket i den forkerte?

31Likes
29Kommentarer
3354Visninger
AA

2. Kapitel 1

Kapitel 1

Carlys synsvinkel

”Caaarly!” råbte min irriterende bror Michael gennem hele huset, så jeg selvfølgelig vågnede fra min skønhedssøvn. Jeg vendte mig om i min seng, og træk min Hello Kitty dyne (ja Hello Kitty dyne) op over hovedet, så han slap for at se mit klamme morgenansigt, hvis han nu skulle prøve på at komme herind.

”Hvad?” råbte jeg tilbage, en smule irriteret, for det var bare ikke en god idé at vække mig om morgenen. Jeg var et monster. Et monster med morgenhår og badekåbe. Michael stod nu i min døråbning, med dagens avis i hånden. Monsteret knurrede af ham. Han ignorerede det selvfølgelig.

”Se hvem der er i avisen i dag,” sagde han bare, og smed avisen på min seng. Så forlod han rummet igen.

Jeg tittede op fra min dyne og kastede et hurtigt blik på avisen. Jeg udstødte et lille gisp. Liam. Det var jo Liam der var på forsiden. Sammen med fire andre drenge. Hvad var det her for noget? Jeg studerede teksten lidt nærmere, og fandt ud af at det var noget med det der åndssvage band han var med i. One Direction. De var vidst nok kommet på 3. pladsen i X-Factor. Ikke noget at prale af efter min mening. Hvad skulle jeg overhovedet med det her? Liam havde jo droppet mig, til fordel for den perfekte Danielle Peazer (som vidst både var danser og model og alt muligt), som han stadig var sammen med. Så hvad ragede det egentlig mig, at hans band skulle på tour i USA? Ikke en skid kan jeg fortælle dig. Liam ragede mig ikke en skid. Hey vent var det til USA de skulle? Hvad skete der lige, for et halvandet år siden eksisterede de knap nok. Hvad fanden, har jeg sovet det seneste stykke tid eller hvad? USA. Var han virkelig så berømt? Det var jo sindssygt. Tænk at min ekskæreste var verdensberømt. Eller i hvert fald USA berømt. Det var jo ikke til at fatte. Det var jo stort. Det var jo det jeg altid havde drømt om. Jeg havde altid drømt om at blive berømt, og gå på den røde løber. Jeg læste lidt videre i artiklen. ’Det bliver hårdest for Liam og Louis at være væk, da de jo har kærester derhjemme’ så var der et billede af Danielle og Louis’ smukke kæreste Eleanor. Deres navne stod også under. Så hvis folk læste den her artikel, så ville de jo finde ud af hvem Danielle og Eleanor var. Og så ville de jo blive kendte. Det var jo det. Det der skulle til. Jeg blev nød til at vinde Liam tilbage.

 

* * * * *

 

”Jeg tager til London,” sagde jeg bestemt og satte mig ved spisebordet i vores lille mørke køkken. Det var som om far gik i stå henne ved køleskabet.

”Du hvadfornoget?” spurgte han overrasket. Selvom jeg godt vidste at han havde hørt det første gang, gentog jeg alligevel min sætning.

”Tager du til London? Sådan helt alene?” Jeg nikkede.

”Jamen lille skat dog, hvad skal du dog i London? Vi har det da fint her i Wolverhampton,” sagde far og rystede på hovedet.

”Jamen far, jeg er sytten år og jeg skal bare besøge nogle venner,” plagede jeg. ”Jeg kan altså godt selv.” Jeg lod være med at nævne at den ’ven’ jeg skulle besøge var verdenskendt, og at jeg ikke havde set ham i godt et år.

”Jamen har du råd? Altså hvor skal du bo og hvad med mad og sådan? Hvis du skal af sted bliver du nød til at tage Michael med,” sagde far bestemt. Nej, nej, nej, nej. Sig det ikke er sandt. Michael. Jeg skulle bare ikke have Michael med på min tur til London. Jeg ville ikke. Hele turen ville blive totalt og mega meget ødelagt. Jeg smækkede hårdt min kop ned i bordet.

”Jeg skal bare ikke have Michael med er du syg i hovedet?” sagde jeg surt, men bestemt.

”Carly du får ikke lov til at tage af sted alene,” sagde far bestemt. Jeg indså at jeg ikke kunne gøre noget ved det. ”Og desuden kan har Michael kørekort, så i kan køre derhen i stedet for at skulle tage toget.” Nok det eneste gode ved det. Hellere side i en bil (også selvom det var med Michael) end i et eller andet ildelugtende tog i næsten tre timer. Ok to en halv så.

”Godt,” sagde jeg så endelig. ”Sig til ham at vi kører om tre timer præcis.” Så rejste jeg mig fra bordet og gik ud i bad.

Hvorfor skulle vores badeværelse absolut være så lille? Alting var jo småt her i huset. Jeg havde et lille værelse, køkkenet var lille, ja selv stuen var miniputstørrelse. Ok overdrivelse. Men stadigvæk. Jeg var mere til det der luksus, men havde der ikke været meget af, siden mor havde forladt os, og flyttede til Florida, for at leve i sus og dus. Ja, mor lignede mig meget. Faktisk havde jeg ikke set hende i to år. Hun sendte altid lækre gaver fra Florida til jul og fødselsdage, men det var bare ikke det samme. Jeg savnede hende meget. Jeg var åbenbart så langt væk, at jeg slet ikke havde lagt mærke til at jeg havde stået i badet en halv time eller sådan noget. Hvis jeg også skulle nå at pakke, så måtte jeg skynde mig nu. Jeg tørrede mig hurtigt med et hvidt håndklæde, og smuttede i tøjet. Sorte leggins og en halvlang bordeux t-shirt med jing og jang tegnet på. Skoene ventede jeg med, men det blev sikkert bare mine elskede sorte converse. Jeg smuttede ind på mit værelse for at pakke. Der var faktisk pænt rodet på mit værelse. Tøjet flød på gulvet, min seng der stod under vinduet var uredt, det lå skolebøger over alt på mit skrivebord, mit skab stod halvt åbent, fordi der sad en sok i klemme, så det ikke kunne lukkes. Jeg hev en sportstaske frem fra skabet og puttede lidt forskelligt tøj ned i den. Lidt festtøj tog jeg også med. Altså hvem ved om der er party i London? Jeg tog også et par shorts med, for selvom vi kun havde påskeferie, var her faktisk ret lunt. Jeg kunne lige akkurat lukke min taske, men så kom jeg i tanke om at jeg ikke havde pakket ting som toilettaske, sminke, hårtørre og glattejern endnu. Og det fyldte faktisk pænt meget. Ny taske. Heldigvis skulle vi jo også køre i bil, så der var rigeligt med plads.

 

* * * * *

 

Michael stod ved bilen og ventede, da jeg kom slæbende med mine tre tasker. Ja, det var blevet til tre, da jeg jo også skulle have ting som iphone og oplader med. Jeg håbede inderligt på at Michael ikke havde særlig meget oppakning med, da der jo ikke var oceaner af plads i familiens lille Fiat 500. Men helt ærligt han var jo en dreng. Hvor meget bagage kunne en dreng have?

”Hold da op Carly, skal vi være væk i et år eller hvad?” var Michaels platte kommentar, da han så mig komme slæbende med alle taskerne.

”Hold kæft, og sæt dig ind i bilen,” sagde jeg bare, som den dejlige søster jeg var.

”Nå nå, hvis det skal være med den tone, så er jeg ikke sikker på at jeg har lyst til at tage med,” sagde Michael flabet.

”Undskyld kære rare bror,” sagde jeg ironisk. Michael smilede lidt af mig, og satte sig så ind i bilen. Jeg smed mine tasker ind på bagsædet, og satte mig så op på forsædet ved siden af Michael.

”Så kører vi,” sagde jeg og spændte min sikkerhedssele. ”Og du har bare at stoppe ved den næste tankstation, for vi havde intet slik i huset, og jeg er ved at gå sukkerkold.”

 

* * * * *

 

Vi ankom til London ved firetiden om eftermiddagen. Jeg havde kun været her et par gange før, så det var stadig stort for mig at komme herind. Der var mange mennesker på gaderne, og jeg fik selvfølgelig trang til at shoppe.

”Øh Carly?” spurgte Michael. ”Hvor skal vi egentlig bo?”. Fuck, tis, lort, røv, nøgler. Vi havde ikke noget sted at bo. Hvad fuck gjorde vi?

”Æhm… kan du ikke bare lige køre mig hen til Lia… jeg mener min veninde, og så kan du lede efter et ledigt hotelværelse i mens jeg siger hej til hende,” foreslog jeg. Ja, det var meget egoistisk bare at overlade problemerne til Michael, men jeg blev altså lige nød til at komme hen til Liam med det samme. Hvad jeg ville sige til ham vidste jeg egentlig ikke helt, men jeg plejede at være god til at lukke lort ud, så jeg skulle nok finde på noget.

”Okay så siger vi det, men hvor bor din veninde også kaldet Liam?” sagde Michael, og lød virkelig stolt over at han havde regnet ud at jeg skulle besøge Liam. Narrøv.

”Hvordan vidste du...?” udbrød jeg, men ombestemte mig så. ”Hvad snakker du om, jeg skal sgu da ikke besøge Liam.”

Michael grinede lidt. ”Ja, ja så siger vi det,” sagde han bare. ”Men hvor bor din ’veninde’ så henne?” Jeg hev et papir op af tasken, hvorpå jeg havde Liams adresse. Jeg vidste det til Michael, og han begyndte at køre. Jeg kunne mærke sommerfuglene i maven. Gad vide hvad Liam ville sige til at jeg bare sådan kom brasende?

Jeg kunne se Michael køre væk nede på gaden, og tog mig så sammen og ringede på døren. Der gik lidt tid. Jeg ringede igen. Og ventede. Måske var han ikke hjemme? Jeg ringede en sidste gang, og denne gang blev der åbnet. Det var Liam der åbnede. Han havde ændret sig meget. Han havde ikke mere det der Justin Bieber agtigt grydehår, som han havde sidst jeg så ham. I stedet var det lidt krøllet, nok ikke naturligt, og med masser af voks i kunne jeg se. Han var også blevet højere. Han så ældre ud. God han var egentlig lækker. Jeg kunne godt forstå at jeg havde været helt skudt i ham engang. Tænk at jeg virkelig havde kysset ham og alt det der. Det var virkelig underligt og akavet at tænke på. Han havde virkelig forandret sig meget på det ene år der var gået, så meget at jeg følte mig som en kartoffel, med mit stadig brune hår, og den samme højde og alt det der.

Liams stemme rev mig væk fra mine tanker.

”Carly? Hvad laver du her?”

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det var så første kapitel!

Hvad synes i om det?

Er Carly alt for egoistisk eller ville i have gjort det samme?

Ved godt at kapitlet ikke er sådan helt vildt godt, men jeg ville ikke lade jer vente længere.

Det næste kapitel bliver skrevet af Minna, som skriver fra Liams synsvinkel.

Håber at i læser med, i må meget gerne like og sætte på favoritlisten. Noget brugbart feedback kunne også være fedt.

xxjuliexx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...