I'll kiss you under the mistletoe - One Direction.

Julen er altid en af de hyggeligste tidspunkter på året, og det synes Victoria Hudson i den grad også. Sneen, gaverne og det mystiske der en gang i mellem kan ske, er noget af det hyggeligste og mest spændende på året, synes Victoria i hvert fald. Men vil hun stadig synes det, når det mest værste hun nogensinde kunne tænke på, sker den 24 november 2012, præcis en måned før juleaften. Hendes elskede far dør. Men vil hun klare sig igennem julen, hvis bare hun har sin mor, bror og bedsteven, Liam Payne, ved sin side?

3Likes
2Kommentarer
785Visninger
AA

4. Del 2.

Jeg vågnede tidligt næste morgen, af solen der skinnede lige ind i mit ansigt. Mit værelse var på den side af huset, der altid blev ramt af solen først. Det irriterede mig normalt, men i dag var jeg egentlig pænt ligeglad. Jeg følte at jeg ingen glæde havde i mit liv mere, og min energi var fuldstændig væk.
Jeg fik rejst mig op og taget noget afslappet tøj på, og tog mine sorte converse på. Efter det gik jeg ud af mit værelse og ned af trappen, og ind i køkkenet hvor min mor sad og kiggede tomt ud af vinduet. Hun kiggede over på mig da jeg kom ind af døren, og smilte falskt til mig.

”Jeg har ikke fået lavet morgenmad skat, men det kan du jo selv lave. Du er jo så dygtig.” mumlede hun til mig og vendte blikket hen mod vinduet igen.

”Jeg er ikke sulten, men jeg går lige en tur mor. Jeg kommet tilbage om nogle timer.” svarede jeg bare og gik hen til den sorte hoveddør.

Hvad var det dog for en lorte verden jeg levede i? En verden hvor min far ikke længere var på jorden mere. Jeg begyndte at gå ned at stien, der endte ved parken tæt på hvor jeg boede. Jeg endte med at sætte mig ned på en af de mange brune bænke, som stod rundt omkring i parken.
Den person jeg aller mest havde brug for lige nu, var Liam. Han forstod mig virkelig altid hvad jeg sagde, lige meget hvor latterligt det var. Han ville gøre alt for mig, lige meget hvor åndssvagt det var. Han var en ægte ven, og jeg havde allerede skubbet ham en smule fra mig. Allerede inden begravelsen var færdig i går, løb jeg min vej. Jeg kunne ikke klare det. Jeg var svag. Og jeg ved godt at jeg burde have været der, for min fars skyld. Men han ville have forstået mig, han ville havde sagt at det var okay at jeg gik, ligesom da min bedstemor skulle begraves. Jeg kunne bare ikke klare al den smerte og sorg på en gang, og det vidste han. Det var også den eneste grund til at jeg gik. Fordi han ville havde forstået det. Han var den bedste far nogen nogensinde kunne forestille sig. På grund af den tanke, begyndte smilet at titte frem selvom tårerne stadig løb ned af mine røde, kolde kinder. Han ville aldrig blive glemt.

Efter den lange tankevrimmel på bænken, havde jeg gået videre. Hvor hen vidste jeg dog ikke. Jeg gik bare, og jeg havde allerede gået i 1½ time, da jeg pludselig ramte ind i en eller noget. Jeg faldt bagud og ramte jorden hårdt.

”Av for helvede… Så pas dog på din…!” råbte jeg, men stoppede mig selv da jeg så hvem personen var. Han havde lyst hår, blå øjne og bøjle på. Og jeg kendte ham, jeg havde snakket med ham et par gange når han var sammen med Liam. Hvis i ikke allerede kan gætte jeg frem til hvem han var, så var det Niall. Niall Horan.

”Oh, hej Victoria! Det må du virkelig undskylde jeg så dig slet ikke. Gik i mine egne tanker, you know.” sagde han med et kæmpe smil, men det blegnede hurtigt. Og så kom spørgsmålet jeg selvfølgelig havde ønsket ikke kom.

”Er du okay? Jeg fik dét af videre af Liam..” sagde han svagt, og prøvede tydeligvis at gøre alt for ikke at gøre mig ked af det. Selvfølgelig gjorde han det, han var sådan en type der aldrig ville gøre en flue fortræd, og tænkte på andre før han tænkte på sig selv. En fantastisk dreng. Men jeg kunne jo ikke lade være med at blive lidt trist til mode, og jeg vendte hurtigt blikket mod jorden i mens jeg rystede på hovedet. Hvad nyttede det alligevel at lyve? Han vidste jo godt jeg ikke var okay, så det var egentlig et skide åndssvagt spørgsmål. Jeg kunne mærke vreden komme frem i mig. Men jeg var ikke vred på ham. Jeg var vred på den Gud jeg altid havde troet på. Den Gud der tog min elskede far fra mig. Den Gud jeg aldrig ville tro på igen. Niall trak mig hurtigt ind til sig, og jeg fandt hurtigt ud af at tårerne var begyndt at løbe ned af mine kinder igen.

”Kom søde, lad os tage hjem til mig..” hviskede han kærligt ind i mit hoved og trak sig fra mig, men han tog i stedet min hånd i sin, og så gik vi tilbage fra det sted han kom fra. Hans hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...