Skæbnen

En danskstil til skolen. Emnet var "Den vanskelige kærlighed". Enjoy.<3

1Likes
0Kommentarer
473Visninger

1. Hanna Haverly

”Kære Hanna,

Jeg kan huske første gang, jeg så dig. Det var en smuk sommermorgen, fuglene sang, vinden blæste blidt og legede med dit lange, lyse hår. Det var morgenen efter juleferien, dit første år på gymnasiet. Du var spændt på, hvad der ventede rundt om hvert hjørne. Du glædede dig til det nye kapitel der skulle til at åbne sig foran dig. Jeg var ung, ligeså naiv som du. Jeg var også i gang med mit første år, da du flyttede til byen. Byen, hvor ingen hemmelighed kunne forblive hemmelig. Men jeg vidste, at med dig kunne alle hemmeligheder overleve.

”Mit navn er Hanna Haverly,” sagde du, første gang vi mødtes. Det var i dansktimen, vi var blevet sat ved siden af hinanden. Jeg havde aldrig været særlig populær. Jeg var hverken flot eller klog, havde få venner. Vi var nederst i fødekæden over alt på gymnasiet, uanset om det var i kantinen, i timen eller på toilettet. Men du, du var en éner fra første gang, jeg så dig. Alle omsværmede dig, og du var lige venlig mod dem alle. Uanset om det var tabere som mig og mine venner, eller de populære; dem der altid fik, hvad de ville have. Jeg prøvede at holde øjnene fra dig hele timen, men uanset hvad jeg gjorde, så blev mit blik ved med at falde på dig. Dit lange, skinnende hår. Dine hvide, perfekte tænder. Dine blå øjne, der fangede alt og alle der kiggede i dem. Din stemme, så lys og sød som honning, og så dine kinder, fyldt med freg-ner. Du var noget helt for dig selv. Du var i din helt egen kategori.

”Mit navn er Mattias,” sagde jeg for første gang til dig i musik. Vi var i gang med at analysere en sang, noget om ulykkelig kærlighed. ”Jeg har aldrig været forelsket,” sagde du, mens du sukkede dybt. ”Det har jeg heller ikke,” prøvede jeg at opmuntre, og dit smil forbløffede mig. Det var svagt og sårbart. Du lagde forsigtigt din hånd oven på min, og vi begyndte sammen at analysere sangen. Den var sørgelig, og du fortalte, hvordan du fik ondt af ham der sang. Hans pige var død af kræft, og han havde mistet hende så pludseligt. Jeg nikkede medstemmende, og prøvede at finde gode ting ved sangen. Alle minderne, alle de stunder de havde haft sammen. ”Tror du nogensinde, vi finder kærligheden?” spurgte du, og jeg grinte. ”Selvfølgelig,” sagde jeg med et smil. Jeg var sikker på, du nok skulle finde kærligheden en eller anden dag. Det var skæbnen.

Jeg kan huske første gang, jeg så dit værelse. Hver lugt, hver følelse jeg følte, da jeg sad på din bløde seng for første gang. Der stod stadig flyttekasser, selvom du snart havde boet der i tre måneder. Vi var blevet gode venner på de få måneder, havde tilbragt meget tid sammen. Du bød mig på din mors specielle lemonade, den vi altid fik, når vi hurtigt havde været forbi dit hus. Jeg takkede ja, og du gik ud i køkkenet, mens jeg sad og kiggede på alle dine fotografier. Du tog billeder i din fritid og fortalte altid om, at du skulle være fotograf efter gymnasiet. Værelset var fyldt med billeder af vinterlandskaber og blomster. Med et smil gik jeg hen til dit skrivebord. Der var billeder af dine to veninder, du tit havde snakket om. Der var også billeder af dine hunde, og dine forældre der omfavnede dine to søstre. Og der, i rammen helt forrest, stod jeg og smilede. Jeg kan tydeligt huske den aften. Vi var til den der store fest hos Mikkel fra parallelklassen. Hans bror boede ved en stor sø, og han havde fået lov til at låne huset. Billedet var taget lige ved søen, og månen spejlede sig i vandet bag mig. ”Jeg elsker det billede,” sagde du pludseligt, da du stod ved min side. Du havde en bakke med gul lemonade i hænderne, og dit smil var større end noget andet, jeg nogensinde havde set. Du satte bakken på bordet og samlede billedet op. ”Du er meget fotogen,” sagde du med et stille smil og kiggede koncentre-ret på billedet. Jeg kan tydeligt huske den lille rynke, du fik mellem øjnene, da du klemte dine øjne sammen for at kigge endnu nærmere på billedet. Jeg elsker den lille rynke.

Jeg kan huske det første kys. Det var på stranden, ved det lille træ du elsker så højt. Vejret var varmt, og nattehimlens stjerner blinkede, højt over os. Det store bål brændte varmt bag os, og de andre fra vores årgang snakkede højlydt i baggrunden, mens musikken spillede højt ud af højtalerne fra en bil tæt ved. Alle nød sommerferiens sidste dage, inden vi skulle i skole igen. Vi snakkede om alt og intet, da du pludseligt kiggede på mig med seriøse øjne. Jeg kiggede tilbage, og uden et ord lænede du dig frem og kyssede mig, som var det sidste dag vi begge levede. Vi lænede os tilbage, og kiggede begge lidt forlegent hen mod bålet, hvor alle de andre grinede og hujede ad os. Vi blev siddende der resten af natten, og først da bålet brændte ud, rejste vi os og gik en tur hen ad stranden hånd-i-hånd, mens vi kiggede på solopgangen.

På trods af alle de gode minder, er det minde jeg husker bedst, dit sidste om os. Det var vores sidste år af gymnasiet, og vi var på vej til vores afslutningsbal. Jeg kørte bilen, havde næsten lige fået mit kørekort, og du sad på passagersædet, halvt vendt, snakkende med dine veninder på bagsædet. Mit smil var som klistret fast til ansigtet, og jeg prøvede at koncentrere mig om vejen, jeg kørte på, i stedet for at koncentrere mig om dig. Du var så smuk. Din lyse kjole, der næsten nåede gulvet. Du havde sat håret på den måde, jeg godt kunne lide. Dine øjne glitrede, og da vi svang rundt i krydset, gav du mig et kys på kinden, som tak for at jeg gad have dine veninder med. Det kys. Jeg kunne mærke det på kinden flere sekunder efter, og det var det første, jeg kunne mærke dagen efter, da jeg vågnede. Mit hoved gjorde ondt, og jeg kunne ikke huske noget efter kysset. Jeg prøvede at føle på min kind efter dine læber, men idet jeg prøvede at løfte min arm, skød en utrolig smerte gennem den. Jeg prøvede at dreje mit hoved, med det eneste jeg kunne se var hvidt. Hvide vægge, hvide gardiner, hvide senge. Jeg drejede mit hoved til den anden side, og der lå du. Du lå i en seng, få meter fra mig. En respirator holdt dig i live, og din hud var bleg. Jeg prøvede at rejse mig, men jeg blev holdt fast af en masse ledninger og slanger der sad i min krop. En sygeplejerske kom ind, prøvede at fortælle mig, hvad der var sket. Det eneste jeg kunne høre var støj. En summen. Mit hoved snurrede rundt, alt blev blandet sammen til én, udvisket klump. Det måtte ikke være sandt. Det var en drøm, det hele. Intet andet end et forfærdeligt mareridt. Jeg lukkede øjnene igen, så dit smilende an-sigt foran mig. Kunne mærke kysset på kinden, kunne se dig i din lyse kjole. Du smilede til mig igen, forsvandt i en stråle af lys, før alt igen blev sort.

Det var ikke en drøm. Det var en ulykke. Vi var blevet påkørt i lyskrydset af en idiot der kørte over for rødt. Jeg havde brækket flere knogler og havde fået en hjernerystelse. Ingen ville sige, hvad der var sket med dig. Du var væk, da jeg igen vågnede op. Jeg havde været i kunstig koma for at sikre, at jeg ikke blev hjerneskadet, fortalte lægen mig. Men ingen ville snakke om dig. Du var som forsvundet. Min mor besøgte mig flere gange men ville ikke sige noget, indtil den dag hun fortalte, at hun havde snakket med dine forældre. Du var i live. Du var okay. Og endnu bedre, du ville besøge mig. Samme dag.

Jeg kan huske, da du trådte ind på min stue. Jeg var lige blevet flyttet over på en fællesstue, og lå sammen med to andre. Du smilede forsigtigt og satte dig ved siden af min seng. Du havde et nærmest lysende ar i panden, og dit hår var kortere og mere tjavset end jeg huskede det. ”Hvordan har du det?” spurgte hun stille, og jeg smilede. ”Jeg har det fint nu.” Jeg kiggede på dig, og lagde min hånd på din. Du kiggede mærkeligt på min hånd, og trak hurtigt din egen til dig. Du gnubbede den forsigtigt, som havde jeg bidt den. ”Mit navn er Hanna. Kender jeg dig?” spurgte du pludseligt, og jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Lad nu være Hanna, jeg er ikke i humør til dine julelege.” Du kiggede tomt på mig, som var jeg helt fremmede. Pludseligt rejste du dig. ”Jeg beklager, men jeg kender dig altså ikke,” sagde du så, og gik. Tilbage var jeg. Målløs. Forstod intet.

Jeg husker alting tydeligt, som var det i går. Jeg forstår stadig ingenting. Flere gange prøvede jeg at komme i kontakt med dig, men hver gang afviste du mig. Du kunne virkelig ikke huske noget. Jeg fik fortalt, at du fik hukommelsestab. Ikke kunne huske de tre år, du havde boet her. Alt og alle du havde lært og mødt var som slettet fra din hukommelse. Jeg har prøvet med alt, der stod i min magt, men nu kan jeg ikke længere. Jeg prøvede alt jeg kunne, for at få din tabte hukommelse tilbage. Nu, fem år efter, kan jeg stadig ikke glemme dig. Jeg ville ønske jeg også havde fået hukommelsestab, men sådan skulle det ikke ske.

Jeg vil altid elske dig, uanset hvad der sker. Jeg håber du har det godt, hvor end du er endt.

Jeg elsker dig,
Mattias.”

Jeg læste det igennem igen. Med tungt hjerte foldede jeg papiret sammen. Jeg ville ønske, jeg havde været der ved hendes side de sidste par år. De sidste måneder, sidste dage, sidste timer. Jeg var den eneste der var blevet tilbage. Med en langsom bevægelse smed jeg papiret ned i hullet, og det lagde sig lydløst på den skinnende, mørke kiste. Hun var for ung. Alt for ung til at livet skulle slutte, men døden kan man ingen stoppe, ej heller skæbnen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...