A One Direction Christmas

Rebekka Hornet, bor i det fattigste kvater i London. Det er den 1 december, og hun skal finde en gave til sin lillesøster. Men hun mister sine penge, og hun vælger at ville væk. Men hun bliver stoppet af en bekendt dreng. Hvad fører det til, det er december, der er magi i luften og julemirakler.

7Likes
1Kommentarer
595Visninger
AA

2. 2 December.

Jeg vågnede og kiggede mig forskrækket om, jeg blinkede og så at Niall lå ved siden af mig, det var ikke virkeligt. Jo. Og hvad gør jeg... Falder ud af sengen med et ordentligt skrig. Jeg lander med fronten ned, imod gulvet. Jeg lå viklet ind i dynen og prøvede at komme ud.

"Øhm? Hvad laver du?"

Jeg stivnede og drejede hovedet så jeg kunne kigge på Niall, han så helt forvirret ud... uden trøje. Jeg satte mine hænder op for øjnene og rødmede bag mine hænder.

Han begyndte at grine. Jeg lå og sparkede med benene for at komme ud fra dynen.

"Hallo prinsesse. Hvad laver du."

Jeg havde ikke lagt mærke til at han havde rejst sig, før han tog fat i mine arme og hev mig op at stå. Mine hænder faldt ned af mine sider, da jeg ikke gad ligne en idiot længere.

"Tak Niall." mumlede jeg og gik et skridt bagud.

Seriøst. Vi stod nærmest næse til næse til næse. Awkward. Jeg tror bare at jeg skal til at komme hjem og få redet tingene ud med min mor.

"Jeg.. Jeg må nok hellere komme hjem." sagde jeg og kiggede ned.

"Rebekka, klokken er kun 5." sagde han.

Jeg kiggede på uret, og sukkede, jeg var træt endnu. Men jeg var bange for hvad min mor ville gøre. Jeg satte mig i sengen med et kæmpe suk. Jeg satte mine hænder foran mit ansigt og begyndte at græde, uden nogen grund.

"Hey.. Hey Rebekka, hvad sker der, du må ikke græde!" sagde Niall og satte sig ved siden af mig.

"Jeg kan bare ikke mere." flæbede jeg.

Jeg hadede at græde. Jeg hadede det, det var værre end at sulte, min mor sagde altid at jeg var svag når jeg græd. Hun har ret, jeg er svag. Jeg er ingenting.

"Det er okay, bare få det ud!" hviskede han og hev mig ind til et kram. 

Jeg stortuder, helt vildt, jeg hader mig selv og verden, jeg gider ikke være her!

"Kom lig dig ned." sagde han.

Han lagde sig ned, og det samme gjorde jeg, men jeg lagde mit hovede på hans brystkasse, det virkede underligt. Men jeg faldt til ro, ved lyden af hans hjerte. Det var rart. Jeg lå nu bare og snøftede.

"Undskyld" mumlede jeg.

"Det er i orden!" hviskede han.

Han lå og nussede mit hår, og hurtigere end nogensinde før, faldt jeg i søvn igen.

***

Da jeg vågnede var Niall væk, klokken var 10 og jeg stod ud, helt uden bøvl. Jeg gik ind i stuen, og kunne mærke at jeg var sulten. Uden at tænke over hvor jeg var. Satte jeg mig med en mave der brølede.

"Er du sulten?"

Jeg fik et kæmpe chok, jeg vendte mig om og der stod Niall og spiste en sandwich.

"Arrh Ja!!" sagde jeg.

Han gik ud i køkkenet og kom tilbage lidt efter med en sandwich i hånden, jeg tog den og begyndte at spise.

"Det der med din gave til din søster, vi har ordnet det, vi havde et eksemplar af begge cd'er så vi skrev vores autografer på begge. Tro du hun bliver glad fir dem?" spurgte han

Han rakte mig to cd'er og jeg var ved at græde igen.

"Tak, Niall. Det betyder alt for mig." sagde jeg.

Han smilede og trak på skuldrende, men han så lidt trist ud.

"Tak, for maden. Den smager godt. Men når jeg er færdig må jeg hellere komme hjem!" sagde jeg med et lille smil.

"Ja, jeg følger dig hjem, det er nok bedst!" sagde han og prikkede mig på kinden.

Jeg kunne ikke lade være med at grine, så rejste han sig og gik, han kom tilbage med mit tøj. Jeg kiggede på det, og rejste mig. Jeg gik ind og tog det på og kom så ud igen.

Jeg ved at jeg vil fryse, men jeg har jo ingen jakke. Så jeg var faktisk klar.

"Her er en lille julegave fra os drenge, sådan lidt før tid" sagde Niall genert.

Jeg tog den og åbnede kassen, der lå en vildt varm og dejlig jakke indeni. Jeg tog den ud af og på. Jeg kunne ikke stoppe med at smile. Jeg hoppede hen til Niall og slog armene om ham.

"Tak Niall, i er de bedste!" sagde jeg og kyssede ham på kinden, da jeg trak mig ud af krammet.

Han rødmede, og jeg så ikke engang at han havde jakke på.

"Skal vi få dig hjem?" spurgte han.

Jeg nikkede og han tog min hånd, han hev mig hen til døren og skubbede mig blidt ud af den da han havde åbnet den. Han lukkede døren og låste efter os. Jeg grinede og han tog min hånd igen. Han hev mig ind i elevatoren som en dame lige var kommet ud af. Han trykkede på lobby og dørene lukkede.

Vi stod og ventede på at den ville nå ned i lobbyen. Heldet var ikke med os. Elevatoren gik i stå, alt blev mørkt, og så blev lyset tændt igen.

"Hvad skete der?"

"Elevatoren gik i stå, jeg tror det har været en kortslutning." sagde Niall.

"Men, hvordan kommer vi så ned?" spurgte jeg dumt.

"Det... det tror jeg ikke vi kan." sagde han og slap min hånd.

Nej fandme nej, at jeg skal blive herinde. Jeg gik hen og begyndte at banke på dørene, og råbe men efter et stykke tid gav jeg op.

"Det er jo umuligt, de kan jo ikke høre os! Vi kommer ikke ud. Vi kommer aldrig ud!" sagde jeg panisk.

Niall satte sine hænder på mine hofter og kiggede mig i øjnene mens jeg stod med hænderne på hovedet. Jeg kunne ikke lide små rum i forvejen, og nu er den lorte ting stoppet!

Han hev mig hen til væggen og fik mig sat ned, han satte sig ned ved siden af mig og holdte om mig. Så hev han hans mobil  ud og tastede et nummer ind. Jeg kiggede ventende på mobilen som han holdte ved øret.

"Ja, hey Harry, kan du ikke lige komme forbi og sige at vores elevator er stoppet, og vi sidder fanget herinden i, for jeg tror snart at Rebekka går amok!" sagde han hurtigt.

"Jo, jeg skynder mig!" hørte jeg en lav stemme sige.

"Tak!" sagde Niall.

Så lagde han på, og kiggede bekymret på mig.

"Så må vi bare vente!" sagde han.

Jeg gravede mit ansigt ned i hans jakke og holdte nærmest vejret. Jeg var bange. Meget bange og jeg var ved at blive kvalt inde i den her tingest!

Så begyndte Niall at nynne, og så med et sang han, han sad og sang Frank Sinatra, det fik mig til at falde til ro, for det var altid ham min far sang.

"Hvorfor synger du den?" hviskede jeg ned i jakken.

Han stoppede og begyndte at køre sin finger frem og tilbage over min arm. Det føltes rart.

"Fordi jeg elsker den sang, og du lå og nynnede den i nat!" sagde han stille.

Jeg tænkte ikke over det længere, Niall var perfekt. Han var dejlig!

"Er du sød at synge den igen?"

Han sang i lang tid. Og han blev bare ved med den samme sang igen og igen.

***

"De sidder inde i den elevator, åben den dør nu! Der sidder en derinde med klaustrofobi." Harry arrived!

"Det er Harry! HARRY" skreg jeg.

Niall grinede og jeg så dørene åbne, lige så stille. Jeg har aldrig været gladere i mit liv! Jeg styrter ud af elevatoren og krammer luften, det fik de fleste til at grine. Jeg kiggede strengt på Niall.

"Trappen!" sagde jeg stille.

Han nikkede og Harry gik med os hjem til mig. Vi gik i godt og vel 45 minutter og så stod vi ude foran min dør. Jeg åbnede den og gik ind.

"Mor, det er mig! Jeg er hjemme!"

"REBEKKA!! MIN REBEKKA!" råbte hun, hun kom styrtende ud og blev forskrækket over Harry og Niall.

"Har du taget nogle venner med hjem?" spurgte hun nervøst.

"Øhm, tjo det kan man vel godt sige." sagde jeg bange.

"Vi kan.. du ved jo godt!"

"Mor, de reddede mit liv!" sagde jeg irriteret.

"Den tone unge dame!" sagde hun strengt.

"Fint ja... Becky! Hvor er du, jeg har en overraskelse!" råbte jeg.

Hun kom slentrende ud og gik lige forbi mig, så vendte hun sig om og skulle lige til at skrige. Jeg slog en hånd over munden på hende.

"Skrig og jeg kaster dig ud på gaden!" sagde jeg.

Hun nikkede og jeg slap hendes mund. Men mine hænder røg op for mine øre.

"Møgtøs." vrissede jeg for mig selv.

"DET ER HARRY OG NIALL FRA ONE DIRECTION!!" skreg hun.

"Siger du at de er kendte, Rebekka, vi skal have os en lang snak" sagde min mor strengt.

Jeg kiggede tomt på hende.

"Hørte du ikke hvad jeg sagde, eller er du ligeglad." spurgte jeg.

"Og hvor har du fået den jakke fra!" sagde hun vrissende.

"MOR hører du efter eller hvad!" råbte jeg.

"Hvor vover du at bruge den tone imod mig!" råbte hun tilbage.

"Becky.. vil du med?" spurgte jeg.

Hun kiggede forvirret på mig, men nikkede så.

"Gå ind og tag din jakke og sko på, skynd dig." sagde jeg, alt imens jeg nidstirrede min mor.

"Hvad snakker du om Rebekka." spurgte min mor koldt.

"Tro du ikke godt jeg ved hvorfor vi ingen penge har. Tro du virkelig jeg er så dum!" sagde jeg.

"Tro du ikke godt at jeg ved hvad han kommer her for." tilføjede jeg.

Så kom Becky klædt på og jeg tog hende i hånden.

"Jeg vil hellere sove på gaden, eller på et herberg i stedet for at bo sammen, med en der er så.. så.. så falsk!" sagde jeg.

Jeg gennede Harry og Niall ned af trappen, lod Rebekka gå ud først, og så smækkede jeg døren efter mig.

"SYNTES DU STADIG JEG ER SVAG!" råbte jeg ind igennem døren.

Drengene kiggede forvirrede på mig da jeg gik forbi dem og tog Beckys hånd igen.

"Rebekka, hvor skal vi hen. Mente du det du sagde." spugte hun skræmt.

"Becky, hvorfor tror du vi ikke kan gå i skole lige som alle andre, eller kan få noget at spise? Mor er narkoman. Hun bruger vores penge på stoffer, så når jeg om kun 22 dage, bliver 18, får jeg mig et ordentlig job, og så bor vi sammen! Indtil da.. Herberg!" sukkede jeg.

"Ikke tale om, i skal ikke bo på et herberg i december!" sagde Niall.

"Niall, hvor vil du ellers have at vi bor, prøv og kig dig tilbage. Vores mor vil ikke engang prøve at komme efter os!" sagde jeg.

"Hos ham!" sagde Becky.

"Hvad er det for en latterlig ting at sige. Du er altså 14." sagde jeg irriteret.

"Nej, hun har ret, hos mig!" sagde han.

"Eller mig!" sagde Harry.

"Det kan jeg ikke bede jer om!" sagde jeg trist.

"JO! Og først. Nu skal vi ud og have noget nyt kluns til jer. Harry ring til Louis og sig at han skal møde os ved Starbucks!" sagde Niall og sendte mig et stort smil.

"I to er nogle skiderikker.. Nogle fucking fantastiske drenge som er engle sendt fra gud, og jeg hader jer!" sagde jeg.

"Med det mener hun. I er nogle helgene. Nogle fantastiske drenge, engle sendt fra gud og hun elsker jer!" sagde Becky. "Og nej du hader mig ikke for at oversætte." sukkede hun.

"Lige hendes ord." sagde jeg genert.

Niall kom hen og tog min hånd, Becky blev forvirret og slap min anden.

"Jeg vil også holde en i hånden!" sagde hun og kiggede bedende på Harry.

"Glem det, han er 2 år ældre end dig!" sagde jeg strengt.

"Naah, jeg kan da godt spille hendes storebror" sagde Harry!

"Jeg tror ikke det er meningen at Lillesøstre skal kysse deres storebrors billeder!" sagde jeg og blinkede til Harry.

Hans smil blegnede lidt.

"Men hun er kun 15!" sagde han skræmt.

Jeg grinede bare. Der kom en taxa som Niall gennede hen til os, så vi kunne tage den, vi hoppede ind og Harry tog forsædet. Vi sad og snakkede stille.

"Ja og hvad så hvis jeg kun er 15, jeg bliver 16 om to dage!" sagde Becky.

"C'mon Becky, du ved han er uopnålig!!" drillede jeg.

Harry havde sagt hvor vi skulle hen, og så havde han lige ringet til Louis. Vi var allerede ved starbucks og Harry betalte for turen. Vi hoppede ud og gik indenfor. Niall gik ned og satte sig ned, han havde allerede bestilt, imens jeg snakkede med Becky.

"Må jeg ikke nok få en latte, be be!"

"Jeg har ikke råd!" sagde jeg irriteret.

"Jeg giver, bare gå ned og sæt jer!" sagde Harry og smilede.

Jeg gik derned og satte mig.

"De ser da søde nok ud." sagde Niall.

"Ja, det gør de vel. Men jeg er bare ikke sikker på at Harry er den rette fyr. Altså hun er blevet brugt så mange gange. Jeg kan bare ikke have det hvis nu han.." sagde jeg stille.

"Det må du ikke tro om Harry, han er den perfekte kæreste. Han er vokset op med hans mor Anne og søster Gemma, så han respektere piger fuldt ud." sagde Niall.

Jeg kiggede derop og så at Harry fjernede noget af Beckys hår fra hendes ansigt. Jeg kunne alligevel ikke lade være med at smile. Jeg drejede hovedet om imod Niall igen, og han rakte mig en kop.

"Tak, kakao?"

Han nikkede, og jeg smilede, de andre kom herned og vi sad bare og snakkede i 20 minutter, så kom Louis.

"Klar til shopping." sagde han.

***

"Øhh det var koldt.. Dejligt at være hjemme!" sagde jeg.

"Hjemme, syntes du allerede det?!" sagde Niall.

"HELLER FOR GÆSTEVÆRELSET!!" råbte Becky dernede fra.

"Ja ja!" sagde mig og Niall i munden på hinanden.

Vi grinede bare, det var underligt at bare kunne grine af alt.

"Så du tager sofaen!" sagde hun da hun kom tilbage.

"Nej.. det gider jeg ikke, jeg sover inde i Nialls seng!" sagde jeg flabet.

Hun grinede som om det var en joke, jeg lod det bare ligge. Vi havde over 50 poser hver. Træt..

"Ja, jeg går i seng, soooov gooodt på sofaen." sagde Becky.

"Ja i lige måde.." sagde jeg bare.

Hun gik sin vej, og jeg gik ind på Nialls værelse, jeg stillede poserne i det fjerneste hjørne og tog mit nye nattøj frem, jeg skiftede og gik ud i stuen igen.

"Heey smuksen!" sagde han.

Jeg smilede og satte mig ned. Han sad og så tv.

"Niall, jeg kan stadig ikke fatte alt det i gør for os. Det virker som en god drøm!" hviskede jeg, bare for at Becky ikke hørte mig.

"Det er det ikke, bare rolig. Vi er venner og venner hjælper hinanden.

"Tak, i er de bedste." sagde jeg.

Vent.. Did i just get friendzoned?

"Nå. skal vi gå i seng, jeg er virkelig træt?"

Jeg nikkede og han rejste sig, han løftede mig over skulderen og gik med mig, efter han havde slukket lyset og tvet.

Han smed mig i sengen, og jeg hoppede bare under dynen.

"Godnat" sagde jeg.

Han lagde armen om mig og hviskede i mit øre.

"Godnat smukke"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...