December Wonderland ✵ One Direction

Da 17-årige Rose Anderson tager på 3 ugers længe ventet ferie til London, er en vinterforelskelse ikke det, hun har forventet. Hun vælter praktisk talt ind i kærligheden, og pludselig bliver juleferien i England bedre og bedre i takt med tiden, hun er der. Som den friske og dog lidt generte og tilbageholdende person, hun er, formår hun alligevel at give plads til en ekstra person i hendes hjerte den vinter. Men hvordan vil det gå, når hun bliver nødt til at tage tilbage til USA, og kan de holde sig fra hinanden i den mørke tid? *mit bidrag til konkurrencen "Jul med stjernerne"*

501Likes
552Kommentarer
34317Visninger
AA

4. 3. Christmas shopping

 

”Niall!” udbrød jeg med et grin, da han endnu engang skubbede lidt til mig, så jeg var ved at glide i sneen. Jeg var ikke sikker på, hvordan det her var startet, men det var det i hvert fald. Vi havde besluttet os for, at vi ville tage hjem og spise aftensmad hos Niall. Spørg mig ikke, hvordan han havde fået mig overtalt, men det havde han.

”Hvad er der? Jeg tænkte bare, at du måske havde lyst til at tage en tur ned i sneen. Den er jo så flot og hvid og alt det der,” grinede han, og jeg skulede ondt til ham, da han sagde det. Han kunne da selv vælte, men problemet var bare, at jeg havde prøvet, og jeg havde hurtigt fundet ud af, at jeg ikke var stærk nok. Snøft.

”Ja, ja, ja, ja Niall. En eller anden dag skal jeg nok sørge for, at det er dig, der ligger nede i den sne, ok?” sagde jeg så, før jeg fortsatte: ”jeg må nok hellere ringe til Misty og sige, at jeg ikke spiser hjemme så. Eller.. hos hende. Det ville være synd, hvis hun var begyndt at lave mad,” nej, det sidste mente jeg ikke, for det ville være en glimrende hævn, når man tænkte på, hvad jeg vågnede op til i morges.

”Hej Rose,” kvidrede hun, da hun tog den. Jeg bed mig lidt i læben, da jeg kunne ane lidt madlavningsstøj i baggrunden. ”Jeg spiser hos Niall,” sagde jeg så, og der blev stille lidt tid – ergo var hun i gang med at lave mad til os. ”Ros-” ”hej, hej,” sagde jeg og lagde på. Det var hende, der ville sætte mig op med Niall, så hun burde bare være glad.

Niall kiggede lidt sært på mig, og jeg var rimelig sikker på, at han godt kunne fornemme, at det ikke havde været den mest intelligente samtale.

”Nå.. Hvad er dine fremtidsplaner egentlig?” spurgte han så, da vi havde gået i stilhed i lidt tid. Jeg kiggede overrasket på ham, da jeg af en eller anden grund ikke helt havde ventet, at han ville stille så seriøse spørgsmål. Jeg overvejede hans spørgsmål lidt.

”Jeg tror gerne, at jeg vil være kok eller politibetjent,” sagde jeg så efter lidt tids overvejelse. Han kiggede overrasket på mig. ”Det var ellers ikke lige det, jeg havde regnet med,” sagde han så, og jeg kiggede undrende på ham.

”Hvad havde du så regnet med?” spurgte jeg nysgerrigt, og han kiggede genert ned mod hans hvide sko, der matchede den kridhvide sne.

”Det ved jeg ikke.. Du ligner sådan en.. Model eller sådan noget,” sagde han så og kiggede flovt op på mig igen. Jeg kunne ikke forhindre det smil, der kom frem på mine læber, og jeg fik en sær lyst til bare at kramme ham, fordi det var så sødt.

”Fuck, du smigrer. Tak,” endte det med, at jeg sagde, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg ellers skulle svare på det. Det var virkelig noget af det sødeste, nogen havde sagt til mig længe. Niall grinede lidt, før han stoppede op ved en dør, som så åbenbart måtte være der, hvor han boede.

Jeg var næsten ved at dø, da jeg havde gået op af de fire trapper, som vi skulle op af, og det var så et tydeligt bevis på, hvor dårlig min kondition var. Faktisk blev jeg overrasket over, hvor dårlig den var.

”Nå, hvad vil du have at spise? Jeg har ikke så meget,” indrømmede han, og jeg synes godt nok, at det var lidt for sødt, at han havde inviteret på mad, hvis han ikke rigtig havde noget. En underlig lyst til pizza skød frem i mig.

”Jeg ved godt, det lyder sært, men jeg har virkelig meget lyst til pizza,” sagde jeg så og kiggede lidt ned, da jeg syntes, det var lidt meget at bede om.

”Jeg er på. Jeg har virkelig meget lyst til pizza også,” sagde han så, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt over det. Det beviste bare noget om, hvor meget vi havde tilfælles, for min kærlighed til pizza var virkelig, virkelig, virkelig stor. Jeg ville kunne æde det hvor som helst, når som helst. Og det kunne jeg sige uden nogen form for tvivl.

”Hawaiipizza,” sagde jeg så, og han kiggede lidt på mig, før han så nikkede og hev sin mobil frem. Jeg kunne se, at han havde et pizzerias nummer indtastet, hvilket nærmest måtte betyde, at han brugte det relativt ofte. Og så havde de bare at lave nogle gode pizzaer.

”Nå, lad som om, du var hjemme,” sagde han så og slog ud med armene, og jeg nikkede lidt, før jeg rent faktisk tog mig sammen til at hænge min jakke op på knagen og lagde så min hue, vanter og halstørklæde ovenpå. Og det var faktisk muligt, ja.

Jeg gik for mig selv ind i det, som jeg fandt ud af var stuen, for Niall havde efterladt mig ude i entréen. Og doven og nederen, som jeg nu engang var, fik jeg øje på en sofa, der så komfortabel ud, så selvfølgelig skulle den prøves. Ikke? Hvem ville dog ikke gøre det? Hvis Niall spurgte, kunne jeg bare sige, at det var fordi, jeg var amerikaner. Det lod vidst til, at alt med ordet ’Amerika’ indeni ville få Niall til at forstå. Smart trick.

”Har du en kærlighed for sofaer, eller er du bare doven?” grinede Niall, da han kom ind rummet. Jeg drejede hovedet og kiggede fornærmet på ham. ”Jeg er amerikaner, om jeg må be’. Det plejer sku og være undskyldning nok til dig,” tilføjede jeg, og han kiggede underligt på mig, før han satte sig ved siden af mig.

”Har du egentlig ondt efter i går?” spurgte han så drillende, og jeg kiggede fornærmet på ham, før jeg grinede. ”Ja, det har jeg,” sagde jeg opgivende, og han hævede et øjenbryn. ”du var heller ikke helt skarp til det. Men det kommer en dag,”

Jeg skulede ondt til ham og skulle til at tjatte til ham, men det nåede jeg ikke, for det ringede på døren, og så gik der ikke lang tid, før Niall var væk fra sofaen. Der var vidst en, der godt kunne lide pizza.

 

***

 

”Det blev sent i går, hva? Du ringede da i hvert fald på, da jeg allerede sov. Hvad skete der? Havde I hed sex?” Misty kiggede på mig og ventede garanteret på det nyeste sladder, men problemet var, at jeg blot ville skuffe hende.

”Nej, vi havde hed mundsex med den pizza, vi spiste,” betroede jeg mig så, og hun kiggede skuffet på mig. ”Helt ærligt, når du dropper min gode mad, så kan du da i det mindste sørge for at spise noget ordenligt. Og det er da endnu mere, når du så også skuffer mig ved ikke at have sex med ham!” udbrød hun, og jeg kunne ikke lade være med at kigge underligt på hende.

”Alt handler ikke om sex, Misty. Jeg vil gerne lære ham et kende,” sagde jeg alvorligt, og hun himlede en enkelt gang med øjnene. ”Du er altid så ordentlig!” brokkede hun sig, og jeg trak ligegyldigt på skuldrene.

”Det er godt, Misty. Du kan jo bare gå ud og finde en eller anden fyr, du kan knalde synder i sammen i stedet for at have travlt med mig,” sagde jeg så, og hun sukkede tungt. ”Ja, ja, ja! Jeg har da en fyr. Et sted,” sagde hun, og jeg kiggede mistroisk på hende. Hun plejede mindst at have gang i fyrre, hvis det var det. – Overdrivelse fremmer forståelse.

Jeg valgte at gå ind på mit værelse, hvor min mobil lå og ventede på mig. Det gjorde den altid, når jeg ikke var i nærheden af den, og sådan var det bare – basta. Okay, jeg skulle bruge min mobil, og det var ganske enkelt fordi, jeg skulle skrive til Niall.

Det lignede ikke mig at ville skrive til en fyr efter så kort tid, men eftersom jeg vidste, at der kun var tre uger, til jeg skulle hjem til USA igen, så ville det være dumt at trække tiden ud og gå glip af en chance. Det kunne da være hyggeligt med en vinterromance. Ikke?

”Hejsa du! Hvad siger du til at ses igen? Jeg er fri hele dagen, hvis du ikke har nogen planer!” skrev jeg hurtigt. Jeg blev overrasket over mig selv og min ivrighed, og jeg overvejede ligefrem muligheden om, at jeg kunne være blevet besat af en alien eller sådan.

Jeg var faktisk rimelig ond, fordi jeg i princippet bare dumpede Misty, men hun lod ikke til at have noget i mod det. Hun brugte tid på at sove, spise, kigge mine ting igennem (she told me) og arbejde. Så hun havde travlt, og jeg nød min ferie fuldt ud.

”Jeg skal faktisk ud og shoppe om fem minutter – er lige på vej ud af døren. Du er meget velkommen til at tage med,” svarede han hurtigt, og jeg var nærmest allerede på vej ud af døren. Jeg skulle nemlig også selv have shoppet en del. Jeg skulle lige til at spørge Niall om, hvor vi skulle mødes, men da der tikkede endnu en sms ind, hvor han skrev, hvor vi eventuelt kunne mødes, fik jeg hurtigt svaret ham tilbage og sagt, at jeg ville være der.

Jeg stormede ud af værelset, fordi jeg kun havde joggingbukser på, og panisk hev jeg Mistys klædeskab op, der stod inde i stuen, så hun forskrækket kiggede på mig.

”Har du fanden i hælene, eller hvad sker der lige for dig?” spurgte hun forbavset og hævede et øjenbryn, imens jeg fortsatte med at rive tøj ud fra hendes tøjskab. Jeg rystede på hovedet af hende, indtil jeg endelig fik fat i et par bodorøde bukser.

”Jeg skal mødes med Niall om fem minutter,” sagde jeg opgivende, imens jeg hev mine bukser ned, så jeg kunne få de andre på. Hun nikkede straks forstående, før hun rejste sig for at lede efter en trøje, som jeg kunne tage på. Til sidst hev hun en sort undertrøje frem, og en trøje, der havde trekvartærmer. Den var lidt kort foran, så den ville have afsløret min mave, hvis ikke jeg havde noget indenunder, og så var den en anelse længere bagpå. Meget enkel og flot.

”Du er en skat,” mumlede jeg, imens jeg gik hen til spejlet og rettede på mit hår, der sad i en hestehale. Jeg kunne ikke nå at gøre noget ved det, og det samme var gældende for makeuppen.

”Hvad skal I lave?” spurgte hun nysgerrigt om og fulgte efter mig ud i entréen, hvor jeg var i gang med at tage mine sorte vinterstøvler på. Jeg kiggede kort på hende, før jeg hev fat i den lange, beige vinterjakke, som jeg var i besiddelse af. ”I hvert fald ikke det, du tror. Juleshopping. Vi ses!” jeg lænede mig frem og gav hende et kort kys på munden, hvilket var noget vi tit gjorde, og så forvandt jeg ellers ud af døren og videre ned på gaden.

Det var lang tid siden, jeg sidst havde gået så hurtigt, som jeg gjorde, da jeg gik af sted, og jeg blev lettet, da jeg fik øje på Niall og dermed kunne sætte farten ned, imens jeg gik det sidste stykke hen til ham.

”Davs med dig,” sagde han glad og trak mig ind i et kram, som jeg hurtigt gengældte ved at ligge armene om ham også. ”Hellooooo. Har du savnet mig?” drillede jeg og prøvede med vilje at snakke med en britisk og samtidig irsk accent, som han havde – og det var nok noget af det sværeste, jeg længe havde prøvet, hvis jeg skulle være ærlig.

”Det klarede du ikke særlig godt,” indrømmede Niall, imens han grinede halvt, og jeg kiggede skuffet på ham. ”Så er det der, du skal bakke mig op og sige, at jeg næsten er der. Eller nej, bare glem det igen,” endte jeg så med at sige, og han smilede bare til mig.

”Nå, skal du så også have juleshoppet?” spurgte han, og jeg nikkede ivrigt, imens vi gik ned mod en slags gågade agtig. Jeg kiggede op, hvor der hang sådan nogle slags.. tykke kæder af gran hen over, der var sat fast på huse på begge sider, og jeg anede virkelig ikke, hvordan jeg skulle forklare det.

”Fuck, der er meget jul over det her,” sagde jeg glad og snurrede rundt om mig selv en enkelt gang, så han ikke kunne lade være med at grine af mig. I dag havde han en sød, blå cap på, og den klædte ham simpelthen så godt, at man ikke skulle tro, det var muligt.

”Ja, velkommen til London,” sagde han sjovt, og jeg kiggede lidt på ham. Faktisk savnede jeg slet ikke USA, som jeg plejede, når jeg var væk derfra. Jeg havde haft det overraskende godt de dage, jeg havde været her. Hvis jeg skulle være helt ærlig, så havde jeg slet ikke tænkt på USA.

”Jeg kan overraskende godt lide London. Altså, jeg har været her før, da jeg var mindre, men ellers har jeg faktisk holdt mig hjemme,” sagde jeg, og han smilede lidt. ”Ja, og hvis du var i tvivl, så har jeg været i USA mange gange,” han blinkede til mig, og jeg fnes kort.

”Det siger du ikke,” sagde jeg så, før jeg hev ham hen en butiksrude, hvor der var et par vildt fede sko udstillet. Det var Jeffrey Cambell, og hvis der var noget, som jeg elskede, så var det dem. Den der lidt tykke hæl og ummmm. Jeg kunne ikke få nok.

”Kom,” sagde jeg friskt til Niall og begyndte at gå hen mod døren, så vi kunne komme ind og se på prisen. Men heldigvis for mit eget vedkommende, havde jeg arbejdet utroligt meget op til den her tur, så jeg ville have råd. Jeg havde mange penge med.

”Åh gud, jeg havde helt glemt, hvordan det var at shoppe med en pige,” sukkede han, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt over det. Hvis han syntes, at det var hårdt nu, så skulle han da bare vente og se!

 

***

 

”Aww, Niall, se!” udbrød jeg og fløj nærmest hen til den store nissebamse, der var i det store shoppingcenter, hvor vi var i nu. Jeg havde mindst fem poser, imens Niall havde to, og jeg kunne ikke lade være med at synes, det var lidt komisk. Niall grinede træt af mig og fulgte efter mig hen til bamsen.

”Er du helt forelsket i den, eller hvad?” spurgte han med et skævt smil, og jeg nikkede. Jeg sendte ham sådan et blik, som et lille barn ville sende sine forældre, hvis de så en bamse, og han grinede højt af det.

Vi havde shoppet stort set hele dagen og var nu ved at være færdige, så det var meget godt. Jeg havde også ondt i mine fødder, men det var så den anden side af sagen. I øvrigt var vi kun blevet stoppet meget få gange af nogle fans, og det havde været helt okay, da vi snakkede med dem. De havde overraskende også snakket med mig og spurgt ind til, hvordan jeg kendte Niall fra – og selvfølgelig skulle de vide, om vi datede, hvilket jeg – til deres glæde – måtte fortælle dem, at vi ikke gjorde. Og dermed kom jeg så også ud med at gøre mig selv til grin, fordi jeg fortalte skøjteepisoden.

”Er den ikke sød? Og blød?” jeg kiggede på prisen. ”og den koster fucking alt for meget til, at jeg gider investere i den!” jeg lod som om, at jeg var lige ved at græde, imens jeg kiggede på bamsen. Pludselig blev den revet væk for næsen af mig, og jeg blev overrasket, da jeg så Niall stå med den.

”Skal du have en bamse?” spurgte jeg skeptisk, og han rystede lidt på hovedet. ”Nej, men det skal du,” sagde han så, og da det gik op for mig, hvad han sagde, kunne jeg ikke styre det smil, der brød frem på mine læber.

”Ej, mener du det?” udbrød jeg højt, og han nikkede. ”Ja. Så dyr igen er den heller ikke – når man er mig. Ikke for at lyde højrøvet. Men så kan du tage den med hjem som et minde om, at du mødte mig og som et minde om din tur til London i julen 2012. Det er da meget blæret, ikke?” han tog den under armen, imens han begyndte og gå.

”Jo.. Det er det da. Tak!” tilføjede jeg, før jeg småløb efter ham, så jeg ikke ville blive væk. Hvis der var noget, jeg ikke havde lyst til, så var det da nok lige at blive væk i London. Det ville satme være nederen, og jeg havde ikke overskud til det.

”Det var så lidt. Men så skal du også kalde den Niall, ellers bliver jeg skuffet,” sagde han, og jeg nikkede ivrigt af det. Selvfølgelig måtte den hedde Niall, når nu Niall gav mig bamsen – det var sødt. Jeg var faktisk utroligt smigret, når det kun var tredje gang, vi mødte hinanden. Jeg mener – helt ærligt? Hvem ville måske have gjort det for jer, hva?

Vi gik side om side hen til køen, og jeg hev nærmest bamsen fra ham, imens han fandt sit kort frem. Dog skulle jeg lige så hurtigt aflevere den tilbage, fordi kassedammen skulle bippe den ind. Niall fik betalt, og selvom kassedamen kiggede meget underligt på ham, gik det vidst ikke op for hende, at det var Niall. Det var dejligt.

”Er vi så færdige nu?” spurgte han, da vi endelig stod ude foran centeret. Mig med min bamse under armen og de fem andre poser i hænderne, så jeg var rimelig meget ude af stand til at gøre noget. Derfor anede jeg ikke, hvordan jeg skulle få låst op hjemme hos Misty.

”Niall, du bliver nødt til at følge mig hjem og låse op for mig, ok?” 

___________________________________________________

JULESHOPPING! YAY! Hvad synes I om movellaen indtil videre? Jeg kan allerede nu sige, at det ikke bliver en på 24 kapitler og så videre, den bliver på 15 kapitler, hvis jeg har talt rigtigt inde i mit hoved. 

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...