December Wonderland ✵ One Direction

Da 17-årige Rose Anderson tager på 3 ugers længe ventet ferie til London, er en vinterforelskelse ikke det, hun har forventet. Hun vælter praktisk talt ind i kærligheden, og pludselig bliver juleferien i England bedre og bedre i takt med tiden, hun er der. Som den friske og dog lidt generte og tilbageholdende person, hun er, formår hun alligevel at give plads til en ekstra person i hendes hjerte den vinter. Men hvordan vil det gå, når hun bliver nødt til at tage tilbage til USA, og kan de holde sig fra hinanden i den mørke tid? *mit bidrag til konkurrencen "Jul med stjernerne"*

501Likes
552Kommentarer
33993Visninger
AA

14. 13. Partying back home

Jeg var utroligt træt, da jeg var kommet ud af flyet og stod og kiggede på båndet, hvor min kuffert meget gerne skulle komme. Dog kunne jeg ikke holde mine tanker væk fra Niall – det var som om, at han sad fast derinde, lige meget hvad jeg gjorde.

Sidste gang jeg havde været i en lufthavn, var da jeg var ankommet til London fra USA, men nu var det omvendt. Det mindede mig præcis om det samme, og jeg kunne ikke lade være med at blive rimelig trist til mode. Sidst jeg var i en lufthavn, gik jeg ubevidst Niall og tiden med ham i møde, hvis man kunne formulere det på den måde. Det var deprimerende at tænke på.

Hurtigt kom mine tanker væk fra det spor, da jeg fik øje på min kuffert, som trillede ligeså fint og bare ventede på at blive taget af mig, så den kunne komme hjem. Hjem. Det lød underligt for mig at sige hjem, når jeg var blevet så vant til at være i England.

Det var for resten også først, da jeg sad i flyet, at det gik op for mig, hvad der var sket. Jeg var blevet forelsket på tre uger, og det kom voldsomt meget bag på mig, når det ikke var noget, som jeg havde gjort særlig mange gange før. Jeg havde svært ved at blive forelsket, som der også tidligere var blevet nævnt, og så skete det kradtedme på tre uger. Jeg forstod næsten ikke, hvordan det var muligt.

Med et suk hev jeg kufferten ned af båndet, og derefter trillede jeg den efter mig ud mod parkeringspladen, hvor min mor meget gerne skule holde og vente på mig – ganske rigtigt; det gjorde hun også. Det tog mig intet mindre end to sekunder at få øje på den grimme, gule bil, som vi desværre var i besiddelse af.

Jeg smed hurtigt kufferten og bamsen ind bag i og smækkede frustreret bagsmækken i for at komme lidt ud med mine frustrationer. Så gik jeg om til passagersædet, hvor jeg hurtigt satte mig en ved siden af min mor. Duften af jordbær, som hun altid bar med sig, indhyllede mig, og jeg smilede træt til hende.

”Hej min skat,” mumlede hun og gav mig et kort kram, der blev rimelig akavet på grund af manglen på plads, som der jo var i denne lille bil. ”Hej mor,” sagde jeg og lød langt fra så glad, som jeg egentlig gerne ville. Faktisk var jeg nysgerrig for at vide, om hun havde hørt noget om, at jeg var sammen med Niall, men jeg havde ikke rigtig lyst til at spørge hende lige ud.

”Du lyder ikke så glad, Rose. Er der sket noget? Mellem dig og Misty?” hun kiggede kort på mig med et bekymret blik, imens hun fik vendt bilen og kørt væk fra pladsen. Jeg gabte lidt og rystede på hovedet med et svagt blik.

”Nej, der er ikke noget i mellem Misty og jeg,” sukkede jeg, og hun rynkede lidt på panden og kiggede sigende på mig. Fordi jeg altid havde haft et rimeligt åbent forhold med min mor, og fordi jeg gerne ville snakke med hende om det.

”Der var den her fyr..” begyndte jeg, og min mor kiggede straks nysgerrigt frem for sig, imens hun kørte bilen. ”og han bor sjovt nok henne i England, og han er måske lidt.. verdenskendt,” sagde jeg så og holdt vejret, samtidig med jeg studerede mine negle og ventede på hendes reaktion.

”Hvordan kan han måske være lidt verdenskendt?” hun hævede et øjenbryn og kiggede på mig med et grin, så jeg igen slappede af. Det havde hun tydeligvis ikke noget i mod.

”Okay, han er med i One Direction, og jeg ved godt, at du ved, hvem det er. Ikke?” jeg kiggede på hende, og hun nikkede frem for sig. ”Jo, det ved jeg godt. Men fortæl hvad der er med ham,” hun lød virkelig interesseret, og det gjorde mig faktisk utroligt glad.

”Jeg er bare ked af det. Ked af, at han bor der, og jeg bor her, og at vi ikke kan være sammen. Jeg tror virkelig, at det har været nogle af de bedste uger meget, meget, meget længe, og så skal vi bare skilles. Det er for resten også ham, som jeg har fået den skide bamse af,” jeg grinede lidt, og hun grinede med mig.

”Mhmm. Jeg kan godt se dit dilemma. Er du meget ked af det? Var du forelsket i ham?” hun lagde en hånd på mit lår, og jeg mærkede, hvordan tårerne pressede for at komme ud. En klump havde sat sig fast, og jeg vidste, at min stemme ville afsløre mig.

”Det tror jeg,” sagde jeg så, og min stemme knækkede over, så hun gav mit lår et klem. Det var tidspunkter som disse, hvor jeg virkelig kunne være glad for, at jeg kunne snakke med hende om sådan nogen ting. Der var så mange, der ikke kunne snakke med deres forældre, men det kunne jeg, og det havde de altid gjort meget ud af at forklare mig.

”Åh, skat. Det er jeg vældig ked af at høre. Jeg ved godt, hvor svært det er for dig i starten, men på et tidspunkt kommer du videre, ikke? På et tidspunkt bliver det bedre, og du vil finde en mindst ligeså sød fyr, som bor her henne i USA,” sagde hun trøstende, men jeg rystede voldsomt på hovedet.

”Jeg vil ikke have nogen anden, mor. Jeg vil have Niall,” hikstede jeg, og det gik endnu engang op for mig, hvor ked af det jeg egentlig var. Det var ikke meningen, at jeg skulle have en tur, der ville ende op i, at jeg var så ked af det, men jeg kunne ikke gøre for det. Man bestemte desværre ikke, hvor og hvornår man blev forelsket, selvom det ville være meget lettere. Alting ville være meget lettere for alle, hvis blot det hang sammen på den måde – men det gjorde det selvfølgelig ikke.

”Det ved jeg godt min skat. Jeg forstår dig godt, det gør jeg virkelig. Men I kan vel stadig snakke lidt i telefon engang imellem, kan I ikke?” spurgte hun så, og jeg åndede tungt ud, imens jeg nikkede.

”Jo, det kan vi vel godt,” jeg tørrede mine kinder, imens jeg svarede. Selvfølgelig kunne vi snakke, men det ville da slet ikke være det samme som at være sammen med ham. At mærke hans beskyttende arme omkring mig, og hans læber, der fik en brændende følelse til at være over hele min krop. Det ville slet ikke være det samme, som det havde været.

Min mor smilede opmuntrende til mig, og jeg smilede hurtigt igen for hendes skyld, selvom jeg slet ikke var glad. Lige nu virkede det bare som om, at det ville blive den værste jul nogensinde, fordi Niall ikke ville være der. Jeg havde gjort alle de normale juleting sammen med Niall, og jeg ville ikke være sammen med ham hverken d. 23 eller d. 24 – det gjorde ondt.

 

***

 

Jeg blev vækket af min mobil, der ringede på mit bord. Det var stadig mørkt udenfor, så det kunne simpelthen være alle tider af døgnet. Okay. Det kunne være nat, det var nok mest indlysende. Irriteret på den person, der kunne finde på at ringe til mig midt om natten, greb jeg ud efter mobilen. Dog forsvandt min irritation lige så snart, jeg læste navnet, og jeg fik vældig travlt med at tage telefonen.

”NIALL!” nærmest råbte jeg ud, da jeg tog den, og jeg blev i et kort øjeblik bange for, at jeg ville vække mine forældre og mine to yngre søstre. Nialls let genkendelige latter kunne let høres, og selvom han ikke kunne se mig, vidste jeg, at jeg rødmede, fordi jeg havde reageret så voldsomt.

”Hej smukke,” sagde han hæst og hostede en enkel gang for at få stemmen på plads. Han lød lige så dejlig, som han altid gjorde, og jeg kunne ikke lade være med at smile stort over hele ansigtet, imens jeg kiggede direkte hen på bamsen, der nærmest stod lige foran min seng.

”Hvordan har du det? Var det en god tur?” spurgte han så, da jeg ikke sagde noget til ham, og jeg tog mig selv i at nikke, selvom han sjovt nok stadig ikke kunne se mig. ”Ja, det var en fin tur. Lidt.. tårevæddet i starten, men den var fin,” sagde jeg så, og Niall grinede lidt, selvom det var et bedrøvet grin.

”Jeg savner dig allerede, Rose. Her føles helt.. underligt på en måde,” sukkede han, og jeg sukkede lige bagefter. Han sagde præcis det, som jeg tænkte. Vi lå højst sandsynligt måske begge to i vores seng, så langt fra hinanden, hvor vi alligevel var sammen i vores tanker. Det var underligt at tænke på.

”Du drømmer ikke om, hvor hårdt jeg allerede har det. Det gik allerede galt for mig, da jeg kom ind i bilen til min mor, så jeg blev nødt til at fortælle hende alting. Jeg havde bare brug for at komme ud med det,” mumlede jeg og pillede ved det kridhvide dynebetræk, imens jeg snakkede.

”Åh. Ja.. Jeg snakkede også med Liam. Han kom hjem, da de havde været til interview. De havde heldigvis forklaret, hvorfor jeg ikke var der,” sagde han afslappet, og jeg smilede lidt. Jeg kunne stadig ikke komme mig over, at han havde droppet et af hans interviews, fordi han ville tage med mig i lufthavnen. Det var virkelig sødt.

”Det var da meget godt. Hvad sagde Liam? Til det hele?” tilføjede jeg, da jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg ellers skulle sige. Hvis det var op til mig, så ville Niall blive ved med at snakke, så jeg blot kunne ligge og høre på hans dejlige stemme. Og jeg var ligeglad med, hvor klamt og forelsket det lød.

”Han sagde ikke så meget egentlig. Han spurgte bare om, hvordan jeg havde det, og så måtte jeg bare svare, at jeg har haft det sjovere,” hans stemme fadede en lille smule ud, da han sagde det, og jeg kunne ikke lade være med at bide mig lidt i læben, da han sagde det.

Selvfølgelig var det ikke noget at smile over, når han sagde, at han havde haft det bedre, men alligevel kunne jeg ikke lade være. Og det var udelukkende fordi, at det ligesom lidt beviste, at jeg betød noget for ham, når det kunne gøre ham ked af det på den måde.

”Hmm..” jeg tav lidt, imens jeg lå og tænkte over et spørgsmål, som jeg ikke anede, om jeg ville spørge om. Jeg var lidt bange for, at det var for meget at spørge om på en eller anden måde, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at spørge ham, da han forvirret nævnte mit navn.

”Ehm, Niall?” begyndte jeg, men jeg fortsatte, før han kunne nå at svare: ”jeg ved godt, at det måske er lidt underligt, ikke? Men kunne du ikke have lyst til at synge for mig? Du ved.. bare indtil jeg sover igen, for jeg har ikke lyst til at skulle ligge på, og så kunne det være hyggeligt at falde i søvn til… dig. Når nu du ikke kan være her, ved siden af mig,” tilføjede jeg, og mærkede nærmest mine øjne blive blanke, da jeg sagde det.

”Selvfølgelig vil jeg det. Er der noget specielt, du gerne vil have, at jeg synger?” han lød afventende, og jeg tænkte mig godt om, før jeg svarede.

”Hvad med ’Wake me up’? Den, som Ed har lavet,” tilføjede jeg, hvis han nu af en eller anden grund skulle være i tvivl. Han grinede kort, før han så svarede. ”Jo. Det kan jeg godt,” sagde han så kærligt, og jeg smilede for mig selv, imens han langsomt begyndte at synge.

Jeg lukkede øjnene i, imens han kom længere ind i sangen, og jeg kunne føle en tåre glide over min kind, men det var ikke fordi, at jeg var ked af det. Sangen rørte mig. Det, at det var Niall, der sang den for mig lige nu, rørte mig. Langsomt blev jeg mere og mere søvnig, imens jeg lyttede til hans stemme. Det sidste, jeg nåede at høre, inden jeg faldt helt i søvn, var, ’and you will never know just how beautiful you are’.

 

***

 

”Kom nu skatter! Du virker så trist! Har det virkelig taget så hårdt på dig at være i USA?” min veninde Birdee stod og kiggede opgivende på mig, imens hun viftede frem med en flaske små blå. Irriteret over hendes ivrighed rykkede jeg mig en anelse væk, så hun fornærmet kiggede på mig.

”Jeg er virkelig ikke særlig meget i humør til at drikke i dag, Birdee. Det er fint nok, at jeg tager med dig i byen, men jeg orker ikke at rende rundt i morgen og ikke kunne huske, hvad jeg har lavet,” sagde jeg alvorligt, så hun blev mere irriteret.

”Helt ærligt, tag dig nu sammen og fortæl, hvad det er, der er sket med dig henne i England. Du er blevet helt deprimeret, og du plejer da at være den vilde af os,” brokkede hun sig, og jeg kunne desværre kun give hende ret. Det plejede jeg, men som jeg havde sagt til Niall, så var det ikke den pige, som jeg rigtig var. Jeg var generelt mere den rolige, men her i USA, var det som om, at jeg blev nødt til at være med på alt det her.

”Der er ikke sket noget, okay? Jeg har bare ikke lyst til at drikke,” sukkede jeg, men greb alligevel ud efter flasken, da det gik op for mig, at hun ikke ville lade mig gå uden at drikke. 

”Det var godt. Nu ligner du mere dig selv,” roste hun nærmest, imens jeg lod flaskens indhold glide ned i min mund. Da jeg fjernede flasken fra mine læber, kunne jeg ikke lade være med at lave en underlig grimasse, fordi det var sådan en stærk lakridssmag.

”Jeg håber, at du er tilfreds, men så er du selv uden om, at jeg bliver fuld,” advarede jeg, og hun nikkede bare ligegyldigt. ”Skal vi komme af sted? Så kan vi drikke den her på vejen, og så kan vi drikke lidt mere henne på diskoteket,” sagde hun begejstret, og jeg sukkede, før jeg gik hen til mit skab, hvor mine sorte stilletter stod i skabet.

Efter lang tids tøven og overvejelse, havde jeg besluttet mig for, at jeg ville tage en sort, tætsiddende kjole på, men der skulle godt nok også opmuntring fra Birdees side af til, før det lykkedes. Jeg var slet ikke i humør til at skulle have koldt tøj på her i december måned.

Jeg hev min læderjakke ned fra knagen og tog den på, imens Birdee fik sine tårnhøje stilletter på, der var mindst 5 centimeter højere end mine – det sagde altså en del.

Der gik ikke længe, før vi kom ned på gaden og gik side om side. Fordi jeg boede rimelig tæt på diskoteket, kunne man let høre musikken, der pumpede højt derinde fra.

”Rose, fortæl mig nu lige, hvad det er, der er sket henne i England. Der er altså noget galt, det er jeg sikker på. Jeg kender dig trods alt,” sagde hun opgivende, og jeg bed mig i læben. ”Har du fulgt med i medierne?” spurgte jeg så, og det fik hende til at se mere end forvirret ud.

”Øh, ikke rigtigt? Hvorfor?” spurgte hun så og lød som en person, der virkelig troede, at jeg var på stoffer. Jeg kiggede lidt på hende. ”Niall Horan kender du, og jeg har måske været lidt.. sammen med ham. Du ved. Jeg er måske blevet lidt forelsket derhenne,” indrømmede jeg, og hun spærrede øjnene op.

”Niall? Niall Horan? Som i Niall Horan fra One Direction? Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? Joker du med mig?” hun kiggede mistroisk på mig, og jeg rystede hårdt og voldsomt på hovedet.

”Jeg driller dig altså ikke, Birdee. Du er velkommen til at gå ind og slå det op på nettet, hvis det er det. Så kan du let se, at jeg ikke tager pis på dig,” sagde jeg overbevisende, og hun så om muligt endnu mere måbende ud. ”Hvorfor har du ikke fortalt mig noget som helst om det?!” udbrød hun så skuffet, og jeg trak lidt på skuldrene.

”Det ved jeg ikke helt. Jeg havde lidt for travlt med at nyde at være sammen med ham, tror jeg,” indrømmede jeg og kiggede ned. Birdee var ikke en, som jeg normalt snakkede med om de her ting – faktisk snakkede vi slet ikke om følelser på den her måde.

”Så du savner ham? Er det det, der er galt?” hun lød straks helt forstående, og jeg nikkede. ”Ja, det går jeg ud fra. Og hvis jeg kender dig ret, så siger du, at jeg skal drikke det væk, har jeg ret?” jeg grinede lidt, da hendes øjne strålede ved mine ord. Jeg havde i den grad ret i det.

Vi kom hurtigt hen til diskoteket og gik direkte ind uden at blive tjekket – det var så også den eneste grund til, at vi kunne komme ind rent faktisk. Okay, Birdee kendte ham, der ejede stedet, så vi fik altid lov til at komme ind, det var meget godt.

”Kom så. Nu skal vi drikke dine sorger væk,” drillede Birdee og tog mig i hånden, så hun kunne hive mig med op til baren, hvor der allerede sad adskillige mennesker og drak. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, før jeg placerede mig på en stol oppe ved baren.

Jeg kiggede lidt ind over baren og lod blikket glide over de mange flasker sprut, som stod deromme. Til sidst kiggede jeg hen på bartenderen, der stod og studerede mig med et sødt smil. Jeg viftede ham hen til mig.

”Kan jeg bede om en rom & cola?” spurgte jeg og gav ham hurtigt et elevatorblik. Han så godt ud, men det var ingen ting sammenlignet med Niall. Ingen ville være ligeså god, som Niall var. Bartenderen smilede med et lille nik, før han begyndte at lave den.

”Det er på husets regning,” sagde han og blinkede kækt, da han stillede glasset foran mig. Jeg smilede stort til ham, da han sagde det og satte så glasset til mine læber. Nu var jeg her, og nu skulle jeg drikke. Man kunne ligeså godt udnytte det. Og med de tanker tømte jeg nærmest glasset i en tår.

---------------------------------------------------------------------------

Okay, here it is guuuuuuurls! Hvad synes I om det? 

Ehm.. Jeg ved godt, at måske minder lidt om noget fra Perfect Nightmare, der hvor hun vil have ham til at synge for hende, men jeg HAR altså snakket med hende om det, bare så I ved det :D 

Men hvad tror I så, at der vil ske fremover? Og uha, Rose er helt knust - hvad synes I om det? :( 

I må meget gerne like, hvis I kan lide den, det ville være dejligt for mig! 

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...