December Wonderland ✵ One Direction

Da 17-årige Rose Anderson tager på 3 ugers længe ventet ferie til London, er en vinterforelskelse ikke det, hun har forventet. Hun vælter praktisk talt ind i kærligheden, og pludselig bliver juleferien i England bedre og bedre i takt med tiden, hun er der. Som den friske og dog lidt generte og tilbageholdende person, hun er, formår hun alligevel at give plads til en ekstra person i hendes hjerte den vinter. Men hvordan vil det gå, når hun bliver nødt til at tage tilbage til USA, og kan de holde sig fra hinanden i den mørke tid? *mit bidrag til konkurrencen "Jul med stjernerne"*

501Likes
554Kommentarer
33549Visninger
AA

13. 12. It's time

 

Jeg vågnede op i verdens dårligste og samtidigt bedste humør. Det var godt, fordi Niall lå ved siden af mig, og den var dårlig, fordi i dag var dagen, hvor jeg skulle hjem. Hjem, som i helt hjem til USA, og jeg ville ikke. Jeg havde virkelig ikke lyst.

Mit blik studerede det nøgne loft, som sagde mig ligeså lidt, som USA gjorde lige nu. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at når jeg sagde farvel til Niall – også Misty for den sags skyld -, så ville der gå lang tid, før jeg så dem igen. Måske ville jeg slet ikke se Niall igen.

”Godmorgen, babe,” sagde Niall pludselig ved siden af mig, og jeg drejede med det samme hovedet hen mod ham. Han kiggede lidt på mig, og hans blik så ikke særlig begejstret ud - selvfølgelig vidste jeg godt, hvorfor.

”Jeg vil ikke hjem,” jeg trillede tæt hen mod ham og fik skubbet mit hoved ind under hans arm, så den lå om mine skuldre i stedet for. Niall kyssede mig i håret, imens jeg lå og lyttede til hans hjerterytme.

”Du må heller ikke tage hjem,” sukkede han, og hans stemme lød helt skrøbelig, i forhold til hvordan den plejede at lyde. Jeg lagde armen om ham, før jeg drejede mit hoved en anelse, så jeg kunne kigge op på ham.

Hans øjne var bedrøvede, og jeg kunne ikke lade være med at løfte en hånd, så jeg kunne stryge ham over kinden. Hans hånd greb fat i min, og han lod sin tommelfinger stryge henover min håndryg.

”Hvad skal du så lave i dag? Noget særligt?” spurgte jeg så og skubbede en smule af dynen af mig, så jeg ikke havde det så varmt. Han kiggede på mig med et undrende blik, før han svarede.

”Tror du selv på, at jeg skal lave noget, når du skal hjem? Jeg fortalte drengene, at jeg ikke kunne komme med til interviewet, som vi skal til. Eller de skal. Jeg skal med dig i lufthavnen, hvis det er okay? Jeg kan jo ikke vide, om der kommer nogen fans, og hvis du ikke vil have det, så forstår jeg det go-” ”selvfølgelig må du da komme med. Jeg er ligeglad med de fans, hvis du gerne vil med i lufthavnen,” sagde jeg så, og han lyste op, da jeg sagde det.

”Så synes jeg da, at vi skal få noget dejligt morgenmad fra bageren, og så skal vi for en gangs skyld nyde, at vi er sammen her til morgen, uden nogle larmende drenge, der vækker os,” sagde han og hentydede helt sikkert til dengang, hvor de kom ind og vækkede os med morgenmad.

”Ja, det lyder da som en meget god idé,” grinede jeg, ”men det må være fyren, der henter. Jeg skal også pakke lidt.. Og finde ud af, hvor Misty er, for hun er da ikke hjemme,” sagde jeg så, og han rynkede på panden.

”Hvordan ved du, at hun ikke er hjemme?” spurgte han, og jeg smilede lidt. Jeg havde nær glemt, at han ikke rigtig kendte Misty, som jeg gjorde.

”Misty er et morgenmenneske, og man kan let høre, hvis hun er stået op. Bare så du ved det,” sagde jeg, og Niall grinede lidt, før han skubbede mig væk, så han selv kunne rejse mig. ”Hvordan kan man være et morgenmenneske?” sukkede han.

”Ja, jeg forstår det sku heller ikke helt, må jeg nok indrømme. Jeg ville ligge i sengen hele dagen, hvis jeg fik lov til det,” betroede jeg ham så, og han erklærede sig hurtigt enig. Vi var simpelthen så ens, at man skulle tro, det halve var nok.

Niall trak i de samme par bukser, som han havde haft på i går, og jeg kunne ikke lade være med at studere hans overkrop, imens han lukkede hans bukser.

”Du stirrer, babe,” sagde han efter lidt tid, og det var først der, det gik op for mig, at han havde opdaget det. Jeg løsrev hurtigt mit blik fra hans søde overkrop, imens jeg kunne mærke en rødmen brede sig i mine kinder.

”Hovsa,” sagde jeg så, og han grinede af mig, da jeg sagde det akavede.. ord? Derefter tog jeg mig selv sammen til at få rejst mig op, og jeg gik straks hen til min taske, så jeg kunne finde mine yndlingsjoggingbukser.

”For resten husker du at tage bamsen med hjem, ikke?” Niall stod pludselig henne ved min den bamse, som han havde købt til mig, en af de første gange vi var sammen. Jeg kiggede kærligt på den. ”Selvfølgelig gør jeg det. Den er et minde om dig,” sagde jeg så, og han smilede stort.

”Det bliver sjovt at have den med i flyet,” han smilede skævt til mig, da jeg sagde en underlig pff lyd. Lige meget hvad skulle jeg nok finde en måde at få den med på, for den skulle under ingen omstændigheder blive her.

”Jeg lover dig for, at jeg dræber folk, hvis de siger, at jeg ikke kan have den med,” sagde jeg, og han grinede højt. ”Skulle jeg hente den morgenmad, eller hvad? Så du lige kan finde ud af, hvor Misty er?” sagde han så, og jeg nikkede.

”Men jeg vil rigtig gerne lige have et morgenkys først,” sagde jeg kækt, og han var hurtig til at gå hen til mig i få store skridt.

”Hvis prinsessen insisterer,” sagde han med et charmerende smil, og jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt, da han blidt tog fat i min hage. Forsigtigt løftede han mit hoved helt op, så jeg ikke kunne andet end at kigge på ham, og han smilede skævt.

”Du er den bedste,” mumlede han, og jeg nåede at se et snert af sørgmodighed, før han pressede sine absolut perfekte læber mod mine. Jeg kunne ikke lade være med at smile under kysset, og jeg glemte alt om, at jeg garanteret havde den mest forfærdelige morgenånde nogensinde.

”Okay, nu går jeg ned efter det morgenmad, som vi har snakket om,” grinede han og trak sig lidt væk. Jeg nikkede kort og smilede efter ham, indtil jeg hørte døren blive smækket ude i entréen.

Jeg fik endelig taget mig sammen til at gå ud af værelset og finde min mobil, som jeg havde ladet ligge ude i stuen, da vi gik i seng. Jeg hadede at blive vækket af den, og det var jeg blevet for mange gange i mit liv.

Da jeg fik fisket den op og så, at der ikke var nogen beskeder eller opkald fra Misty af, rynkede jeg lidt på panden. Hun plejede for det meste at ringe og skrive til mig, når vi ikke var sammen, og vi altså var sammen. Forstå mig; når vi var sammen, som at vi var  samme land. Ikke at vi var sammen, som i at vi var ved siden af hinanden. Det var mere forvirrende end noget andet at forklare det.

Jeg tastede hendes nummer ind, fordi det var hurtigere end at gå hele vejen ind i min kontaktbog, og kort efter lød de velkendte biplyde i mit øre. Jeg lyttede afventende på dem, og lige da jeg skulle til at give op, blev den taget.

”Hej Rose!” fnes hun sært, og jeg rynkede overrasket på panden. Hvad havde hun at fnise sådan over? Det var for det meste noget, hun gjorde, når der var noget, der var flovt. Jeg blev sku nysgerrig.

”Øh.. Hej Misty. Hvad laver du, siden du fniser sådan? Og hvor er du henne?” spurgte jeg undrende, og der blev stille i et kort stykke tid, før hendes stemme igen lød: ”jeg er.. ude. Jeg kommer snart hjem, så kan vi snakke der i stedet for,” sagde hun, og så smækkede hun på. Ja, tøsen smækkede satme på! Jeg var forarget.

 

***

 

Jeg skulle lige til at bide sammen om den femte bolle eller noget i den stil, da en lyd, der mest af alt mindede om en nøgle, der blev drejet rundt i en lås, lød. Til min egen fortrydelse var jeg ved at tabe bollen, fordi jeg blev forskrækket, og Niall grinede højt af det.

”Hvordan kan du blive bange for det?” grinede han højt, imens han lystigt tyggede på hans bolle, der i øvrigt måtte være den 7 – mindst. Okay, det var måske lidt af en overdrivelse, men det var ikke helt langt fra. Det var rart at være sammen med en, der spiste ligeså meget, som jeg gjorde. For jeg spiste altså langt mere, end rigtig mange piger gjorde.

Jeg skulle lige til at svare ham på en flabet måde, da Misty nærmest væltede ind i køkkenet med helt røde kinder, der viste, at hun havde været udenfor. Med det samme forsvandt min opmærksomhed fra Niall og hen på hende, fordi hun havde en del at forklare mig.

”Misty! Nu hvor du endelig har tid til at komme herhen i din egen lejlighed, den sidste dag jeg er her, så må du gerne forklare mig, hvor du har befundet dig henne. Du har ikke engang ringet eller skrevet,” jeg lød mest af alt som en overbeskyttende mor, men det var meget hyggeligt. Hun måtte virkelig føle sig elsket.

”Jeg var henne hos en.. fyr,” sagde hun og slog sig ned på en stol overfor os. Jeg kiggede kort hen på Niall, der  åbenbart havde travlt med at studere hans overdrevet spændende bolle, og så kiggede jeg igen hen på Misty.

”En fyr siger du? En tilfældig fyr eller en fyr? Som i en fyr, som du har set flere gange og ikke har fortalt mig noget om?” jeg hævede og sænkede mine øjenbryn et par gange, imens jeg snakkede. Hun rødmede lidt.

”Jeg har måske set ham et par gange, et par af de dage du har været sammen med Niall. Jeg mødte ham på skøjtebanen, da jeg var henne og hente mad til os to..” indrømmede hun, og det fik både Niall og jeg til at kigge overrasket på hende.

”Så du siger.. at I begge to mødte en fyr på præcis den samme dag og på præcis den samme skøjtebane?” spurgte Niall mistænksomt, og Misty smilede og nikkede. ”Ja, det er korrekt forstået, makker. Det er faktisk lidt spøjst. Og overraskende. Ingen af os er særlig gode til at få fyre,” sagde hun, og jeg kunne have slået til hende.

”Er I ikke?” Niall kiggede overrasket på mig, og jeg kunne ikke lade være med at rødme lidt over det. Nu skulle Misty vel nok sørge for at fortælle ham om, hvor lang tid siden det var, at jeg havde været forelsket i nogen, og at han skulle føle sig beæret.

”Rose er i hvert fald ikke. Jeg kan ikke huske, hvornår hun sidst har haft selvtillid nok til at turde snakke til en fyr. Og jeg kan virkelig ikke huske, hvornår hun sidst snakkede om, at hun var forelsket eller snakkede så meget om en fyr, som hun snakker om dig,” hun blinkede til mig.

Niall kiggede overrasket på mig, og jeg kunne let se, at han havde svært ved at holde sit smil inde. Efter jeg havde kigget lidt på ham, kiggede jeg hurtigt ned, fordi jeg syntes, at det var for flovt.

”Så jeg skal føle mig.. beæret?” gættede han, og Misty nikkede hurtigt. ”Ja. Derfor er det noget lort, at I bor så langt fra hinanden,” sukkede hun, og jeg kiggede hurtigt op.

”Vi siger tak til dig, Misty. Jeg tror, at det er okay nu,” sagde jeg med blussende kinder, og Niall grinede hæst ved siden af mig, før han rejste sig fra sin stol og gik hen til mig. Jeg kunne forbande mig og mine rødmende kinder langt væk, fordi det gjorde det endnu mere akavet.

”Har jeg sagt, at du er sød, når du rødmer?” mumlede han mod min hals, da han havde stillet sig bag mig, og han virkede fuldstændig ligeglad med Misty. Jeg fnes lidt.

”Det tror jeg måske, at du har nævnt,” grinede jeg, og han grinede også hæst. Misty kiggede på os med hævede øjenbryn, før hun gjorde mine til, at hun ville vende sig om og smutte ind på hendes værelse.

”Jeg burde pakke,” jeg vendte mig om mod Niall og støttede min pande mod hans. Han sukkede tungt ved mine ord, før han nikkede. ”Desværre. Jeg ville ønske, at du kunne blive her 3 uger endnu,” sukkede han, og jeg nikkede, før jeg trak mig væk. Jeg blev nødt til at pakke, ellers ville jeg ikke kunne nå det.

 

***

 

Mest af alt havde jeg lyst til at dø, da jeg satte mig ind i taxaen ved siden af Niall og med Misty på passagersædet oppe foran. Jeg havde ikke på nogen tænkelig måde trang til at komme hjem, og det var lige før, at jeg overvejede at afbestille billetten hjem.

”Jeg vil virkelig ikke hjem, Niall. Så skal jeg hjem til USA og alt det derhjemme. Mine veninder, der kun tænker på, hvordan de ser ud, og om de har nok alkohol til aftenens bytur. Det er så stresset på en eller anden måde,” mumlede jeg, og det var vidst først der, at det gik rigtig op for mig, at jeg havde været mere mig selv, end jeg var, når jeg var i USA. Derhjemme var jeg mere dullet op, hvis man kunne sige det på den måde. Det var svært at forklare.

”Mhmm. Jeg forstår dig godt. Jeg kommer virkelig til at savne dig, ved du godt det? Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville møde nogen, som jeg ville blive forelsket i på kun tre uger,” sukkede han, og jeg kunne kun erklære mig enig. Hvis der var noget, som jeg ikke havde regnet med, så var det at blive forelsket. Og da ikke på kun tre uger og endda i England. Det var bare et bevis på, at kærlighed kom, når man mindst ventede den – desværre.

Jeg sukkede og lænede mig indtil ham med et lille smil. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget chaufføren havde kigget på os, da vi kom slæbende med den skide bamse, men det var lige meget. Den gjorde mig allerede glad, fordi den mindede mig om Niall.

Han lagde en hånd ovenpå min og begyndte at nusse min håndryg på præcis samme måde, som han havde gjort, da vi vågnede om morgenen. Misty kiggede på os via bakspejlet, og hun smilede til mig, da hun så, at jeg lå op af ham.

Vi sagde ingenting til hinanden nogen af os, men det var der ikke brug for. Jeg havde en underlig trang til at græde, og jeg vidste, at det ville blive værre, hvis jeg begyndte at snakke. Det var ydmygende nok, at jeg ville græde, når jeg skulle sige farvel, for det var jeg sikker på, at jeg ville.

Jeg lukkede øjnene, imens jeg lå op af ham, og jeg var lige ved at falde i søvn, da Niall prikkede til mig.

”Vi er her nu,” mumlede han blidt, og jeg nikkede træt. Så gabte jeg, før jeg fjernede mig fra ham og strøg en hånd igennem mit hår. Mit hjerte bankede utrolig hårdt og hurtigt, og det mindede mest af alt om den følelse, man havde, når man var nervøs. Hvorfor jeg havde det på den måde, anede jeg ikke.

Jeg fik taget mig sammen og trådt ud af bilen, tæt efterfulgt af Niall, der ikke så helt glad ud ved synet af et par paparazzier, som stod og tog en masse billeder af os. Selv var jeg dog rimelig ligeglad med det, for det var ikke det, der betød lige nu. Lige nu var det afskeden med ham og Misty, der betød noget.

Før jeg selv kunne nå det, var Niall gået om og havde fået fat i min kuffert, og han insisterede på at trille den hele vejen ind i lufthavnen, selvom jeg protesterede. Han skulle da også bare smigre mig endnu mere, end han havde gjort i forvejen, altså.

Det var som om, at jeg gjorde alle tingene i trance, da vi gik igennem den sædvanlige rutine. Det var som om, at det ikke rigtigt var mig, men derimod en anden, og jeg brød mig ikke om det. Det føltes ikke som mig.

Tiden gik alt for hurtigt i lufthavnen, og selvom Misty prøvede at holde humøret højt ved at snakke løs om alt muligt, så var der bare ikke nogen speciel god stemning. Der var en anderledes stemning, som jeg ikke kunne sætte ord på, for den var hverken god, dårlig, anspændt, glad eller akavet. Den var ubeskrivelig.

”Du skal hen til flyet nu.. Så.. Vi skal sige farvel,” mumlede Misty, og nu lød hun langt fra ligeså glad, som hun havde gjort før. Det virkede mere som om, at det først gik op for hende nu, at jeg altså skulle hjem. Jeg rejste mig op med en klump i halsen og kiggede lidt på dem, før jeg gik hen til Misty først.

Mine arme lagde sig om hende, og ligeså hurtigt lå hendes om mine. Jeg indåndede hendes dejlige duft, og da jeg mærkede mine øjne blive blanke, blinkede jeg utrolig mange gange, selvom det hverken hjalp eller gjorde det værre.

”Shit, hvor kommer jeg til at savne dig,” mumlede hun og strøg mig over hovedet. Hun trak sig væk fra mig kort efter, og jeg kunne se en tåre trille ned over hendes kind. ”Jeg kommer virkelig også til at savne dig,” mumlede jeg og skulle anstrenge mig for at holde tårerne inde.

Så kiggede jeg hen på Niall og allerede ved synet af ham, var jeg ved at give slip på tårerne. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå hen og sige farvel. Bare ordene ’farvel’ ville være svært at få over mine læber, for jeg vidste ikke, hvor lang tid det farvel ville indebære. Om det var for altid eller om det kun var for en stund – jeg vidste det ikke.

”Rose..” mumlede Niall og trådte hen til mig, da jeg ikke kunne få mine ben til at bevæge sig. Jeg nåede ikke at sige noget, før et hulk undslap mine læber, og jeg borede mit hoved mod hans skulder. Hurtigt lagde jeg mine hænder omkring ham, og jeg blev overrasket, da jeg mærkede, at hans skuldre rystede. Han græd.

Jeg holdt hårdere omkring ham og lod den ene hånd glide op i hans hår, så jeg kunne presse det tættere på min skulder, hvor det lå. Det gjorde ondt at sige farvel til ham – mere end jeg havde regnet med.

”Rose,” sagde han igen, denne gang mere bestemt, og jeg rystede på hovedet, da jeg trak mig væk fra ham. Jeg vidste, at jeg måtte se forfærdelig ud, men det var også sådan, jeg havde det. Jeg havde det forfærdeligt, fordi jeg ikke vidste, hvad der ville ske med os.

Jeg nåede ikke at svare ham, før han lagde en hånd på min kind og pressede sine læber mod mine. En salt smag bredte sig i min mund, og jeg vidste godt, at det var tårerne, der var gledet ned over vores læber, men det gjorde mig ikke noget. Alt, som jeg kunne tænke på, var, at nyde det kys, der måske blev vores sidste. Det ville jeg ikke glemme.

”Jeg vil nødig skille jer ad, men du begynder at få lidt travlt, Rosie..” lød det fra Misty, og jeg trak mig hurtigt fra Niall, imens endnu en tåre trillede ned over min kind. Jeg havde den største trang til at hulke højlydt, fortælle ham, at jeg ville blive her, at jeg ikke ville tage nogen steder hen, men det var ikke tilfældet.

”Tak for de her tre uger. Nogen af de mest perfekte uger nogensinde,” sagde Niall og krammede mig igen, før han kyssede mig i panden. Jeg var ude af stand til at sige noget, og da jeg igen gav Misty et kram, kunne jeg ikke lade være med at hulke mod hendes skulder.

Da det lød over højtaleren, at det var sidste udkald til flyet, hev jeg mig væk og kiggede kort på dem begge to, før jeg vendte mig. Såå tog jeg fat i min kuffert og begyndte at gå. Jeg havde ikke lyst til at vende mig om, fordi det ville gøre det hele værre. Jeg havde nu sagt farvel til dem. Til ham

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...