December Wonderland ✵ One Direction

Da 17-årige Rose Anderson tager på 3 ugers længe ventet ferie til London, er en vinterforelskelse ikke det, hun har forventet. Hun vælter praktisk talt ind i kærligheden, og pludselig bliver juleferien i England bedre og bedre i takt med tiden, hun er der. Som den friske og dog lidt generte og tilbageholdende person, hun er, formår hun alligevel at give plads til en ekstra person i hendes hjerte den vinter. Men hvordan vil det gå, når hun bliver nødt til at tage tilbage til USA, og kan de holde sig fra hinanden i den mørke tid? *mit bidrag til konkurrencen "Jul med stjernerne"*

501Likes
552Kommentarer
34311Visninger
AA

12. 11. We had a nice time

Jeg vågnede af en eller anden grund op rimelig tidligt  og jeg forbandede mig selv langt væk for det. I stedet for at slå øjnene op, som normale mennesker ville gøre, puttede jeg mig ind til Niall, som stadig havde den ene arm om mig, imens han trygt lå og sov.

Det var så tidligt, at det stadig var mørkt udenfor, så jeg blev enig med mig selv om, at jeg ville ligge mig til at sove igen, selvom det nok ville blive svært. Jeg var ikke god til at vågne og så falde i søvn igen, men på den anden side elskede jeg at sove, så det ville nok være muligt.

Lige da jeg var ved at falde ind i søvnen igen, blev døren til værelset smækket op, og jeg var lige ved at skrige højt op, da et drengehoved med et lidt for kækt smil kom til syne. Jeg stønnede nærmest ved synet af det, og det samme gjorde Niall, som var blevet vækket. Det var så nu, jeg fortrød, at vi tog hjem til Niall og sov, og ikke bare blev hos Misty og jeg.

”Louis for helvede,” vrissede han træt og hvilede igen hovedet på puden. Louis grinede højt, før han pludselig kaldte højt igennem huset, og det gik op for mig, at de andre drenge også var her. Jamen det var bare helt, helt perfekt, når jeg lige var vågnet, og når Niall og jeg lå sammen.

”Jeg har fundet dem,” bekendtgjorde Louis så, og jeg havde lyst til at slå ham + alle de tre hoveder, der nu også kom indenfor, efterfulgt af deres kroppe. Niall havde lagt sig helt ned igen og hevet mig endnu mere ind til ham, hvis det overhovedet var muligt, og jeg orkede slet ikke at protestere. Og jeg havde heller ikke lyst.

”Det ser hyggeligt ud, og I virker trætte. Har I haft travlt i nat?” kom det kækt fra Harry, og jeg drejede mig igen, så jeg kunne kigge på ham.

”Harry, kig ud af vinduet,” sagde jeg så, og han kiggede hen på det og derefter dumt og forvirret på mig. Jeg sukkede højt. ”Det er stadig mørkt udenfor, hvem ville ikke være træt, hva? Hvad laver I overhovedet her så fucking tidligt?” jeg skar det ud i pap for ham, og det var først der, at det så ud som om, det gav nogenlunde mening oppe i hans krøllede hjerne.

”Der fik du den, Harry,” sagde Zayn med et skævt smil, før Louis brød ind: ”Vi er her med morgenbrød og tænkte, at vi ville bruge den undskyldning. Altså, at vi ville være søde og komme med mad, men I har nok regnet ud, at vi bare gerne ville glo på jer,” sagde han så, og jeg spærrede øjnene op.

”Nå, I er kommet forgæves, og nu må I gerne gå. Jeg skal sove, og det er jeg sikker på, at Niall er med på,” sagde jeg så, da jeg hørte en dæmpet snorket fra ham, der indikerede, at han var faldet i søvn igen. Liam løftede et øjenbryn, før han rystede lidt på hovedet.

”Nej, nu er vi her, så I skal hjælpe med at spise maden,” sagde han så.

”Og så skal vi høre om jeres spændende aften/nat. Jeg er sikker på, at der er masser ting at fortælle, er der ikke?” Louis kiggede håbefuldt på mig, imens han snakkede, og det endte med, at jeg bare stirrede måbende på ham. Hvorfor var de drenge så skide åbne omkring sådan noget?

”Hvis I endelig vil vide det, så var det ikke lige i går, at vi lavede noget,” sagde jeg irriteret, og da jeg hørte deres ’uuuuh’, endte det med, at jeg blot hev dynen op over hovedet, så jeg kunne lukke deres stemmer en lille smule ud af mit hoved.

Pludselig kunne jeg mærke, hvordan Nialls krop blev rusket frem og tilbage, og så droppede jeg ærligtalt at sove mere eller få dem ud af lejligheden. De var åbenbart kommet for at blive, og det var tydeligvis lige meget hvad, jeg gjorde for det.

”Så lad os dog æde den fucking lorte mad,” sukkede jeg irriteret, og Zayn klappede begejstret sine hænder sammen, før han gik ud i køkkenet – nok for at gøre maden klar, så den kunne spises. Niall smaskede sært ved siden af mig, før hans blik ramte mit. Han var tydeligvis irriteret over, at drengene havde vækket ham også.

Jeg slog dynen til side og var glad for, at jeg havde Nialls store t-shirt på, så den ikke ville afsløre alt for meget, som jeg ikke ville have, at de andre skulle se. Ikke fordi jeg var en genert pige omkring min krop som sådan, men derfor var jeg stadig flov over at vise den til folk, som jeg ikke kendte godt igen.

”Tag nogle bukser på,” kommanderede Niall med sin trætte morgenstemme, der nærmest blev overdøvet af drengenes latter ude fra køkkenet af. Jeg kunne ikke lade være med at smile skævt og kigge afventende på ham, så han forstod, at jeg ville have en begrundelse. Han kiggede bebrejdende på mig, før han slog ud med armene.

”De kigger, okay?!” sagde han så, og jeg kunne se, at han rødmede en lille smule. Jeg kunne ikke lade være, og jeg gik hen til ham. Min ene hånd blev lagt på hans bryst, så han opmærksomt kiggede på mig med glitrende, smukke øjne. Jeg smilede kort til ham, før jeg ligeså kort pressede mine læber mod hans.

”De kan kigge alt, hvad de vil. Det er dig, der får mig i sidste ende,” sagde jeg så, før jeg gik væk igen og ud i køkkenet, hvor de andre sad. Jeg fnes lidt ved tanken om, hvad Niall måtte tænke, og hvordan han stod smigret tilbage, og det resulterede i et underligt blik fra Liam.

”Hvad fniser du sådan af?” spurgte han nysgerrigt, så jeg trak på skuldrene og samtidig rystede på hovedet. Det ville nok være en anelse flovt, hvis jeg begyndte at sidde og sige det højt, så det havde jeg ikke i sinde at gøre.

”Fuck, jeg er sulten,” lød det pludselig bag os, og Niall kom til syne. Han fløj nærmest hen til brødkurven og tog en bolle op, og jeg kunne ikke lade være med at følge ham med et kærligt blik. Louis fulgte så uheldigvis mit blik og et kærligt ’aw’ undslap ham.

”Hvor ser du dog bare mega forelsket ud. Har du nogen intentioner om at flytte til England, fordi du har mødt Niall?” spurgte han nysgerrigt, og jeg følte mig helt ond, da jeg rystede på hovedet.

”Nej.. Mit liv er lidt i USA, og det ville være underligt at flytte herover for en – sorry Niall – fyr, som jeg har kendt i tre ugers tid. Det ville være meget, meget stort. Desuden har jeg også en eller anden underlig frygt for at flytte fra USA, jeg ved ikke helt hvorfor,” jeg studerede bordet på det groveste, fordi jeg ikke rigtig havde lyst til at kigge hen på nogen, og da slet ikke Niall. Stemningen var blevet irriterende anspændt.

”Nå.. Ja.. Okay! Spis noget,” endte det så med, at Harry sagde og skubbede den næsten tomme brødkurv hen til mig. Jeg sendte ham et kort smil og tog hen bolle op, selvom mine tanker kredsede om noget helt andet. Der var få dage til, jeg skulle hjem, og jeg havde ikke lyst. Jeg ville mest af alt bare blive her hele julen.

Jeg fik endelig taget mig sammen til at kigge hen på Niall, men han havde travlt med at sidde og kigge ned i hans bolle, helt uden at spise den.

 

Nialls synsvinkel:

Jeg mistede totalt appetitten, da Louis fik mindet mig om, at hun snart skulle tilbage til USA. Der var kun meget kort tid til, og jeg anede virkelig ikke, hvordan jeg skulle reagere. Hun kiggede ned, imens hun svarede på hans spørgsmål, og selvom svaret ikke kom bag på mig, kunne jeg ikke lade være med at mærke et stik i mit hjerte.

”Skal du ikke have din mad, Niall?” spurgte Liam forskrækket over min manglende appetit, og jeg rystede lidt på hovedet. ”Nej, jeg er ikke så sulten,” løj jeg, og det lagde Harry vidst mærke til.

”Du sagde da før, da du kom ind, at du var sulten,” han lød helt uforstående, og jeg kunne have slået ham for ikke bare at støtte ham. ”Nå, men nu er jeg altså ikke sulten,” sukkede jeg og kiggede op fra min bolle igen, da den ikke var særlig spændende. Mit blik faldt straks på Rose, og til min overraskelse kiggede hun direkte hen på mig.

Hendes smukke øjne var bedrøvede, og jeg vidste, at hun havde det præcis, som jeg havde det. Måske var det dette, der viste, at det ikke havde været smart at indlede starten af et forhold, men jeg kunne ikke lade være. Hun var så speciel. Så meget sig selv og alligevel så genert og tilbageholdende, og jeg kunne ikke stå for hende.

”Ødelagde jeg stemningen?” lød det forvirret fra Louis, og jeg havde lyst til at slå ham, fordi han var så dum. Harry kiggede også dumt på ham, før han rystede på hovedet.

”Jeg troede sku, at du bare havde en lille smule situationsfornemmelse,” sagde han så, og Louis kiggede fornærmet på ham, imens han selv tog en bid af hans mad. Imens smilede Rose opmuntrende til mig, før hun med et nærmest lydløst suk rejste sig og gik hen til mig. Hurtigt rykkede jeg mig, så hun kunne sidde på mit skød, og en rolig følelse fandt straks sted i mig.

”Jeg ville ønske, at jeg boede her,” hviskede hun lavt ind i mit øre, før hun lænede sit hoved op af min skulder. Jeg kunne ikke lade være med at stramme mit greb omkring hende en smule, og et smil gled over hendes læber, før hun så kyssede mig på halsen. Så fjernede hun igen sine læber og nøjedes med at læne hovedet mod min skulder.

Hendes vejrtrækning var rolig og rytmisk, og hendes varme hud varmede mig helt op, lige meget hvor klichéagtigt det lød. Endelig tog jeg mig sammen til at tage fat i min bolle igen, og det fik Liam til at smile lettet og kærligt til mig. Jeg var sikker på, at han godt vidste, at hun havde en god virkning på mig.

 

***

 

Roses synsvinkel:

”Fryser du?” mumlede Niall mod mit hår, da vi kort kiggede op for at kigge ud på den bakke, der var fuldstændig kridhvid af sneen. Jeg rystede på hovedet med et lille grin, før jeg trak mig lidt væk fra ham. Han kiggede underligt på mig, indtil jeg tog ham i hånden.

”Nej, det gør jeg ikke. Der var jo nogen, der proppede det ene lag tøj på mig efter det andet,” påpegede jeg, og nu var det hans tur til at grine. Han havde insisteret på, at jeg skulle have strømpebukser på indenunder mine bukser, og uden over de to lag, skulle jeg altså have et par overtræksbukser på, som i øvrigt var alt for store.

”Jeg tænkte da bare, at du ikke skulle fryse,” forsvarede han sig, imens vi begyndte at gå, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt.

Efter vi havde spist, var vi begge hurtigt blevet enige om, at vi gerne ville en smule væk fra de rimeligt nærgående drenge, og dermed var det så endt med beslutningen om, at vi gik en tur. Niall havde også sagt, at der var et smukt sted, som han gerne ville vise mig.

Jeg kunne nærmest ikke lade være med at gå og smile og ligne en lalleglad idiot, men jeg var fuldstændig ligeglad. Nialls hånd, der lå trygt i min, gjorde mig glad, og det kunne jeg absolut ikke benægte på nogen om helst måde. Jeg følte mig nærmest helt lille igen, som om jeg aldrig havde prøvet at holde af nogen før, og det var en rar følelse.

”Hvad tænker du på?” spurgte Niall så, og jeg kunne mærke, at mine kinder blussede op. På den ene side ville jeg da ikke have noget i mod at sige, at det var ham, men jeg var lidt småbange for, at han syntes, at det var for meget, når han alligevel var lige ved siden af mig.

”Ehm.. Lidt af hvert,” endte jeg med at sige, men Nialls øjne fangede mine, og jeg kunne godt se, at han mere ledte efter et konkret svar. Jeg sukkede lidt. ”Dig. Og kærlighed,” sukkede jeg så og kiggede væk, så jeg ikke kunne se hans reaktion. Jeg blev overrasket, da han slap min hånd, og mit hjerte skulle lige til at synke hele vejen ned igennem min krop, da han pludselig lagde sin arm om mig i stedet for.

”Det er jeg glad for. Hver aften inden jeg sover, ligger jeg også og tænker på dig,” betroede han mig, og jeg blev fuldstændig fyldt op med varme indeni, da han sagde det. Jeg lød virkelig som en forelsket tumpe, der bare gjorde de værste ting, men jeg kunne ikke lade være.

”Det var sødt,” sagde jeg dumt, og Niall grinede højt, før han igen trak sig væk og tog min hånd. Han hev mig ned af en lille vej, der var utrolig glat, og jeg måtte flere gange klamre mig til ham for ikke at falde.

”Niall, behøver jeg minde dig om, hvor dårligt det gik på skøjter?” mumlede jeg, imens jeg koncentrerede mig om at sætte den ene fod foran den anden. Niall grinede og rystede på hovedet.

”Nej tak, det husker jeg rimelig fint selv,” grinede han, og jeg kiggede fornærmet på ham, inden min fod endnu engang gled. Dog nåede jeg at redde mig selv, inden skaden skete, og jeg faldt eller noget i den stil. ”Præcis. Så hvorfor tror du, at jeg er bedre til at på is?” spurgte jeg så, og han trak på skuldrene.

”Det kunne da godt være, at du havde et talent indenfor et eller andet,” sagde han uskyldigt, så jeg slog ham hårdt på armen. Okay, det var, det, som jeg mente, var hårdt, for Niall reagerede dårligt nok på det.

Vi gik lidt i tavshed, før Niall så guidede mig ned mod det, som jeg kort efter kunne se, var en sø. Han smilede stort til mig, da vi kom frem, og jeg måtte virkelig anstrenge mig for ikke at stå med åben mund og glo, fordi her var så smukt.

Det var en kæmpe sø, som var fuldstændig dækket af sne, der direkte glitrede, fordi decembersolen smukt stod lige på. Ved siden af var der en masse grantræer, som også havde et hvidt lag over sig, og jeg kunne bare slet ikke beskrive, hvor skide smukt det så ud.

”Wow,” mumlede jeg til Niall, og han nikkede med et smil, der så en anelse stolt ud. Nok fordi han kunne vise mig sådan et flot sted. Pludselig blev der lagt et par stærke, velkendte Niall-arme om mig, og før jeg nåede at tælle til to, blev jeg hevet ned i sneen, halvt ved siden af ham og halvt ovenpå/opad ham.

”Jeg vil ikke have, at du tager hjem,” mumlede han mod min hals, da han havde fået mig placeret i mellem hans ben, så jeg kunne læne mig op af ham. Jeg mærkede en klump samle sig i min hals, og hurtigt rystede jeg på hovedet af det.

”Jeg vil heller ikke hjem igen.. Men nu havde jeg jo heller ikke regnet med at møde dig,” sukkede jeg, og det fik et smil til at trække i hans mundvige. ”Rettelse: Du havde ikke regnet med at slå mig ned,” han grinede over hans ultra sjove joke, som ikke var særlig sjov, men jeg grinede.

”Okay, okay. Fuck dig fordi du var ude og skøjte,” sagde jeg så, og Niall smilede igen. ”Ja, fuck dig, fordi du slog mig ned, da jeg var ude og skøjte,” sagde han så, og jeg sukkede. Faktisk var det næsten lige før, jeg ønskede, at jeg ikke havde været ude og skøjte. Så ville jeg i hvert fald have sluppet for, at det ville blive så svært at tage hjem igen.

Jeg skulle lige til at læne mig ind mod ham, men i stedet sprang jeg op og hev ham med op, så han forvirret kiggede på mig.

”Jeg vil gå på søen! Den er ligesom frosset rimelig meget til is, tror jeg,” sagde jeg så og begyndte at gå ned mod søen. Der gik et par sekunder, før jeg kunne høre, at Niall fulgte efter mig ned mod søen. Jeg havde altid haft et eller andet med at gå på søer, der var frosset til is, og jeg anede ikke hvorfor. Jeg have gjort det, siden jeg var helt lille.

”Hvorfor vil du gerne gå på isen?” grinede han, og jeg trak på skuldrene. Jeg vendte mig om og sendte ham et kæmpe stort tandpastasmil, før jeg forsigtigt trådte ud på isen, der overhovedet ikke brokkede sig under min vægt. Det gjorde mig mere sikker, og jeg trådte endnu et skridt ud. Og så endnu et. Og endnu et igen.

”Rose, pas nu på, at du ikke falder i vande, hvis isen knækker eller noget i den stil!” råbte Niall advarende, men jeg rystede blot på hovedet. Faktisk følte jeg mig helt elegant, når jeg gik på den her is, i forhold til da jeg gik herned mod. Jeg var åbenbart gode venner med sø-is.

”Kom her ud,” råbte jeg ind til Niall, da jeg var kommet et godt stykke ud. Han sukkede lidt, før han så trådte et skridt ud på isen. Han gjorde det på præcis samme måde som mig, og kort efter stod han sammen med mig. Lige over for mig.

”Du er smuk, når man kan se, at du har været udenfor. Du er altid smuk,” mumlede han og strøg en tot af mit hår om bag mit øre. Jeg rødmede en anelse ved hans ord og trådte tættere på ham, imens jeg flettede mine fingre ind i hans.

”Mhmm. Du er heller ikke så slem selv, Niall,” mumlede jeg. Forsigtigt lagde jeg mit hoved lidt på skrå, før Niall tog den sidste afstand i mellem os og lod hans læber ramme mine. Så stod vi her; midt på en sø, der var utrolig smuk, imens vi nærmest bare delte vores følelser, igennem vores læber. Det var smukt. 

______________________________________________________________

Hvad synes I så om de to søde pussere? Personligt elsker jeg dem, ahah, de er så søde :')

Men hvad tror I, der sker, når hun tager hjem? Eller hvis hun tager hjem? Tror I overhovedet, at hun tager hjem til aftalt tid? 

Mirah xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...