December Wonderland ✵ One Direction

Da 17-årige Rose Anderson tager på 3 ugers længe ventet ferie til London, er en vinterforelskelse ikke det, hun har forventet. Hun vælter praktisk talt ind i kærligheden, og pludselig bliver juleferien i England bedre og bedre i takt med tiden, hun er der. Som den friske og dog lidt generte og tilbageholdende person, hun er, formår hun alligevel at give plads til en ekstra person i hendes hjerte den vinter. Men hvordan vil det gå, når hun bliver nødt til at tage tilbage til USA, og kan de holde sig fra hinanden i den mørke tid? *mit bidrag til konkurrencen "Jul med stjernerne"*

501Likes
552Kommentarer
33975Visninger
AA

2. 1. Well I started Christmas with a new friendship

 

Jeg var træt efter den lange flyvetur, men alligevel blev jeg helt frisk, da jeg kom ud fra flyet og ind i lufthavnen. Det var svært at forklare, men sådan var det bare. Jeg satte mit irriterende hår, der blev ved med at falde ind foran øjnene på mig, op i en hestehale, før jeg med besvær fik hevet min kuffert ned fra båndet, der kom rullende på.

Det var næsten helt utroligt, så meget jeg havde glædet mig til den her juleferie, som jeg havde. Tre uger i London og så i selskab med min veninde Misty, der var flyttet fra USA til London, da vi var 16, hvilket ville sige, at det var et år siden.

”Rose!” Mistys velkendte stemme skar igennem lufthavnen, så jeg så samtlige mennesker kigge på hende, imens jeg slap, hvad jeg havde i hænderne for at vende mig om. Jeg så en løbende Misty komme i mod mig og var i et kort øjeblik bange for, at hun ikke ville kunne bremse, når hun nåede hen til mig, men det gjorde hun heldigvis.

Hun slyngede sine arme om mig, og jeg gjorde hurtigt det samme omkring hende, så vi begge begyndte at grine uden, at vi gav slip på hinanden. Da vi havde stået sådan i et kort stykke tid, og jeg havde fået indsnuset hendes dejlige, velkendte duft, slap jeg hende, og da jeg fik kigget på hendes ansigt, kunne jeg ikke lade være med at løfte mine hænder og nive i hendes kinder.

”Ligeså irriterende, som jeg husker dig,” fik hun sagt, inden jeg slap hendes kinder med et grin og hev op i min gigantiske kuffert. Hun skævede ned til den og himlede med øjnene. ”Du tager altid halvdelen af dit hus med,” mumlede hun med et smil, og jeg nikkede ivrigt.

”Jeg er ikke amerikaner for ingenting,” gav jeg igen, selvom jeg ikke rigtig vidste, hvordan det hang sammen. Det var ligesom nok bare piger fra alle steder i verden, der fik sådan noget at vide, ikke? Jeg burde nok have sagt noget i stil om, at jeg ikke var en pige for ingenting.

”Mhmm.. Hvordan går det med fyrene?” hun skiftede emne, da vi begyndte at gå, og jeg trak på skuldrene med et sørgeligt smil. Det gik ikke specielt godt, og det var ikke engang noget nyt. Jeg var til dels meget genert, når det kom til fyre, og ellers fungerede det bare aldrig. Jeg var altid dårlig til at møde nye, hvis jeg skulle være helt ærlig – og jeg hadede mig selv for det!

”Ehm. Det kunne gå bedre,” indrømmede jeg med et skævt smil, og hun sukkede højt og dramatisk af mig. Hun havde altid gerne villet have mig i et forhold, fordi hun syntes, at jeg skulle finde ’en der elskede mig og passede på mig’, hvilket jeg ikke havde brug for. Jeg havde klaret mig rimelig godt alene indtil videre.

”Ih altså Rose. Du er 17 år gammel, du har udseendet, du har kroppen, du har hjertet – du har ikke en kæreste,” hun rystede på hovedet af mig og sagde en underlig smældende lyd tungen, så jeg grinede. ”Bare fordi du bader i fyre herhenne i England, så betyder det ikke, at jeg gør,” sagde jeg alvorligt, og hun rakte barnligt tunge af mig.

”Hvordan var flyveturen så? Var du bange?” hun kiggede udfordrende på mig, fordi hun godt vidste, at jeg engang havde været bange for at flyve, hvilket bestemt ikke var noget problem mere. ”Det gik helt fint, tak. Hvis du endelig vil vide det, så sad der sådan en soldat halløj ved siden af mig, tror jeg. Han havde i hvert fald sådan en af de der tasker, som man har, når man er soldat,” sagde jeg hoverende, og hun stirrede på mig, som om jeg lige havde disset hendes hund.

Misty havde den her svaghed for soldater, og hun havde op til flere gange fået scoret et par, hvilket imponerede mig. Og grunden til, at jeg sagde, at hun kiggede på mig, som om jeg havde disset hendes hund, var, at hun havde en sød schæferhund derhjemme. Og det var hendes baby, så man måtte virkelig ikke sige noget som helst ondt om den.

”Nå, men så kigger du da i det mindste lidt efter fyrene,” hun prikkede mig i siden, så et hvin undslap mine læber. ”Jeg kigger da altid efter dem. Hvis du finder ham Olly Murs der, så skal jeg da med glæde vise mine scoreskills,” udbrød jeg alvorligt. Olly Murs var da en skat, det var der ingen, der kunne komme uden om.

Vi kom udenfor, og kulden lagde sig om mig med det samme. Det havde sneet, og der lå et meget tyndt lag sne, men det luften var isnende kold, og jeg trak min jakke tættere omkring mig.

”Er der bare allerede jul i den lufthavn, eller hvad sker der?” udbrød jeg, da vi var kommet lidt væk. Da vi havde gået derinde, kunne jeg ikke lade være med at ligge mærke til, at der var totalt pyntet op til jul, så man skulle tro, at der var to dage til juleaften.

”Ja, det er hyggeligt ikke? Jeg elsker jul! Og det gør du da også!” hun tjattede til mig for anden gang, siden vi mødtes, og jeg rykkede mig protesterende væk og ømmede mig, før jeg svarede.

”Jo, jeg elsker da jul. Jul er kærlighedens tid, som man siger. Er det ikke det, man siger? I så fald har det ikke passet så godt for mig,” jeg grinede højt, da hun også lod sin smukke latter klinge ud. Jeg havde faktisk altid været ekstremt jaloux på hendes latter, øjne, hår, krop, alt. Hun var virkelig smuk.

”Du skal bare gøre lidt mere for det skatter. Men det er okay. Vi skal hygge os i den her jul! Jeg ved ikke, hvad vi skal lave, men vi skal i hvert fald bare nyde, at vi er sammen, og at det er jul,” sagde hun, og jeg kunne ikke lade være med at grine. Ingen af os havde lagt nogle planer, men det ville blive hyggeligt. Det var der ingen tvivl om, at det ville.

 

***

 

Misty havde tvunget mig med ud og skøjte, selvom jeg egentlig var utroligt træt, men det tog hun ingen notis af, nej. Vi skulle bare starte fuldt på åbenbart, og hun vidste endda, at jeg ikke var særlig sikker, når jeg var på is.

”Misty, det her kan jeg jo ikke!” klagede jeg, da jeg fik foden i et par virkelig slemme skøjter, som hun mente, at jeg skulle have på. Mine fødder var ikke rigtig indrettet til skøjter, og jeg forudså allerede, hvor meget de ville komme til at klemme, når jeg havde kørt i bare en time.

”Stop nu med at brokke dig. Vi skal bare have det sjovt!” sagde hun, før hun med ekstremt sikre fødder og ben fik rejst sig op på isen. Hun havde gået til skøjtning i 5 år, så det var faktisk ikke fair, at hun tvang mig med ud på isen, når det slet ikke var min stærke side.

Hun tog fat i min hånd og hev mig op, og jeg svajede usikkert frem i luften. Det blev ikke bedre, da hun hev mig af sted, og siden jeg hverken kunne bremse eller noget andet, blev jeg nødt til bare at stå dumt på skøjterne og sørge for ikke at falde.

”Prøv at slip mig,” sagde jeg så, da jeg følte, at det gik nogenlunde. Hun kiggede spændt på mig og slap mig. Jeg skulle til at smile stolt over, at jeg kunne stå, da jeg pludselig fik overbalance, og kort efter lå jeg på isen. Hun grinede højt af mig, og med et suk lage jeg bare hovedet ned på isen og kiggede op i luften.

”Du ved godt, at det er noget af en opgave, du har begivet dig ud på, ikke?” sagde jeg så, da jeg i det mindste fik sat mig op på knæ. Jeg børstede lidt sne-is-halløj af min jakke og sukkede, imens jeg overvejede, om jeg egentlig orkede at rejse mig op. Jeg ville garanteret falde lige på snuden igen, og det brød jeg mig ikke om.

Misty rakte en hånd ned til mig, og da jeg ikke kunne sidde på skøjtebanen for evigt, valgte jeg at tage i mod den, og forsigtigt fik hun hjulpet mig op, uden jeg faldt. Jeg tog en dybindånding og tog fat i hende, så hun kunne køre med mig igen, for jeg turde ikke tage chancen lige nu. Jeg skulle lige have noget af min selvtillid tilbage, det var da helt sikkert.

Vi fik ført os selv hen til et hegn, hvor jeg kunne støtte mig til, og da jeg fik lænet mig op af det, fiskede jeg mine vanter frem, som jeg først havde husket på, at jeg havde nu. Det var allerede ved at blive mørkt, selvom klokken kun var fem, og der var blevet tændt lys i sådan nogle julestjerner, der var placeret rundt om på skøjtebanen, og i øvrigt kunne jeg se min egen ånde. Og jeg kunne da også let mærke, at det var så koldt.

Vi fortsatte med at skøjte i et godt stykke tid, og jeg kunne nogenlunde skøjte selv. Det gik ikke hurtigt, det var ikke elegant, og jeg lignede nok mest af alt en gammel kone, der var kommet ud på is, men jeg var ligeglad. Jeg var stolt over, at jeg nogenlunde kunne stå lidt og kun faldt hvert kvarter eller noget i den stil.

”Er det okay, hvis jeg går over til den der lille bod og køber noget mad til os?” spurgte Misty, og med lidt tøven nikkede jeg. Hvis jeg kunne skøjte sammen med hende, kunne jeg vel godt klare mig i ti minutter uden hende, ikke?

”Ja gør du det. Vælg noget, som jeg kan lide,” sagde jeg, så hun grinede, før hun skøjtede hen til udgangen af skøjtebanen.

På egen hånd begyndte jeg forsigtigt at rykke lidt på mine fødder, så jeg kunne køre lidt rundt, og jeg blev overdrevet stolt, da det lykkedes mig at køre rundt i fem minutter, uden jeg faldt. SYV, NI, TRETTEN *bank under bordet*, eller hvad det nu var, man plejede at sige.

Men så skete det, der ikke måtte ske; jeg fik på en måde sat min højre fod ind foran min venstre, og da jeg mærkede, hvordan jeg vaklede til højre, fægtede jeg panisk med armene, så jeg ikke ville falde, men det lykkedes mig ikke. Jeg røg halvt til højre og halvt bagud, og der gik ikke lang tid, før jeg lå på jorden, selvom jeg havde mærket, at jeg var faldet ind i en på vejen. Personen havde dog holdt balancen.

”Ehm.. Har du brug for en hånd?” lød en stemme, der var ved at grine, og jeg kunne tydeligt høre, at det var en fyr. Det ville nu også være sært, hvis det var en fyr, der ikke lød som en fyr, hvis I forstår mig. Jeg sukkede opgivende, før jeg kiggede op.

”Okay undskyld mig lige, men du hedder sku da Niall,” fløj det ud af mig, før jeg kunne nå at bremse det, og det kom virkelig meget bag på mig selv. Normalt var jeg ikke typen, der var så åben overfor fyre, og jeg plejede at være rimelig genert, men det var åbenbart ikke tilfældet den her gang. Imens han overvejede sit svar, tog jeg i mod hans fremstrakte arm, og han hjalp mig let op, selvom jeg ikke passede på med at ligge vægt i.

”Jo, det er jeg. Hvordan vidste du det? Du virker ikke som en fan,” påpegede han med et nysgerrigt blik, og jeg var lige ved at grine. ”Ehm.. Altså, du er med i One Direction, hvis jeg ikke tager meget fejl, right? Alle jeg kender hjemmefra er totalt forelskede i jer, så det er derfor, jeg ved, hvem du er,” sagde jeg med et smil. Jeg vil gerne lige gøre opmærksom på, at jeg ikke havde noget i mod deres musik, jeg var bare ikke rigtig fan.

”Ja okay, fair nok,” han greb fat i mig, da jeg var ved at falde igen, og det var altså selvom, jeg stod helt stille. Han grinede en sød latter, og jeg kiggede ned, imens jeg bed mig i læben. Jeg begyndte helt sikkert at blive mere genert, som jeg plejede, nu.

”Er det bambi på glatis, jeg har med at gøre her?” grinede han, og jeg rødmede lidt, selvom jeg grinede højt af det, for det var en sjov sammenligning, han lavede.

”Noget i den stil,” indrømmede jeg, og han grinede lidt. ”Jeg kan godt prøve at hjælpe dig, hvis det er?” tilbød han så, og før jeg tænkte på, at Misty snart ville komme tilbage, nikkede jeg ivrigt. ”Det lyder godt. Jeg er Rose,” sagde jeg så, og han smilede lidt, før han forsigtigt tog fat i mig, så jeg ikke ville falde.

”Okay, du skal nok bøje lidt mere i knæene,” begyndte han og grinede ukontrolleret, da jeg var ved at miste balancen for tredje gang, i de fem minutter jeg havde snakket med ham. Jeg bed mig koncentreret i læben, da det var en vane, jeg havde, og jeg kunne godt se, at han opdagede det.

”Du kommer fra USA ikke? Okay, dumt spørgsmål,” tilføjede han, da det gik op for ham. Det var ikke så svært at høre på mig, hvor jeg kom fra, og jeg fnes lidt af ham. ”Hvis du nu var i tvivl, så jo. Det gør jeg,” jeg smilede lidt, før jeg koncentrerede mig om at stå oprejst, selvom det mere resulterede i, at jeg klamrede mig op af ham.

Vi fortsatte i en halv times tid, og jeg var faktisk blevet helt god, da hans mobil ringede, så han brat stoppede op. For det ikke skulle være løgn, skøjtede jeg bag ham, og da jeg ikke havde øjnene foran mig, skøjtede jeg direkte ind i ham, før jeg væltede.

Niall kiggede ned på mig og grinede voldsomt meget, men i stedet for at hjælpe mig op, hev han sin mobil op af lommen og tog den, imens han grinede.

 

Nialls synsvinkel:

Jeg kunne ikke lade være med at grine sindssygt meget af Rose, som hun lå der og kiggede opgivende på mig, imens jeg tog mobilen frem.

”Hallo?” grinede jeg, og da jeg hørte Harrys forvirrede stemme, blev det endnu værre. ”Niall hvad fanden laver du?” spurgte han forvirret, og jeg grinede en enkelt gang til, før jeg tog mig sammen. ”Jeg prøver at lære en amerikaner at skøjte,” betroede jeg mig så, og der blev helt stille i den anden ende.

”En amerikaner?” lød det så undrende. ”Ja, en amerikaner. Det går ikke skide godt,” fortalte jeg så, og han grinede et underligt grin. ”Nå, men kommer du ikke snart? Du har bare skøjtet hele dagen alene, og vi havde ligesom planlagt, at vi skulle ses i dag,” sagde han så, og jeg bed mig i læben.

”Jo, jeg kommer hjem til dig nu,” sagde jeg så, før jeg lagde på. På trods af at jeg lige var stoppet med at grine, begyndte jeg lidt igen, da jeg kiggede ned og så Rose, der stadig lå på isen og så opgivende på mig. Hun prøvede ikke engang at rejse sig op, og jeg måtte virkelig også indrømme det; hun var elendig til at stå på skøjter.

”Jeg bliver nødt til at smutte, men jeg kan godt lige give dig en hånd op, hvis det er,” jeg kom til at grine midt i det hele. Hun nikkede bedende, og jeg rakte en hånd ned mod hende, som hun kunne tage fat i, samtidig med at jeg støttede hende på ryggen, så hun kom op stå.

Da hun var oppe, børstede jeg sneen af hende, før jeg hjalp hende hen til udgangen, hvor jeg også selv stoppede op. Før jeg nåede at tænke mig om, åbnede jeg munden: ”ehm.. må jeg få dit nummer?” det lød så.. ikke-gentleman-agtigt, at jeg blev helt flov over mig selv.

”Selvfølgelig,” hun smilede skævt, før hun begyndte at remse det op, da jeg var klar til at skrive det ned.

 

***

 

Roses synsvinkel:

Jeg smed min jakke i sofaen, da vi kom hjem, hvorefter jeg satte mig selv ved siden af den og smækkede benene op på sofabordet. Misty kom ind med et drillende smil og satte sig overfor mig.

”Nå…” begyndte hun, og jeg rynkede på panden, da hun blev ved med at have det luskede smil om munden. Så var der helt sikker noget, hun ville vide mere om.

”Nå?” gentog jeg for at få hende til at fortsætte, og hun smilede stort. ”Niall?” hun hævede et øjenbryn, og jeg rystede hurtigt gentagende gange på hovedet, så hun skulle forstå, at hun ikke skulle få for høje forventninger, selvom hun allerede havde det.

”Misty, han er kendt og alt muligt, hvad tror du selv, at det kan føre til? Og så når jeg også bor i USA?” jeg kiggede på hende med et sigende blik, og hun sukkede opgivende. ”Kan du ikke godt bare lige være lidt glad, fordi han har inviteret dig ud?” sukkede hun, og jeg smilede med et nik. Jeg var da glad.

Misty lettede sin fine røv med et tilfredst smil og en sætning om, at hun skulle ud og lave noget te til os, og så forvandt hun i det sekund, som jeg fik en sms. Jeg hev fat i min jakke, hvor min sms-tone havde lydt fra. Jeg hev mobilen op af lommen og kiggede på en sms, der var fra et nummer, som jeg ikke kendte.

”Hej Rose. Niall her,” det var det eneste han skrev – helt let og enkelt, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at smile dumt over det. OG det var sært. Jeg havde været i England en dag, og jeg havde nummeret på en fyr. Og endda en verdenskendt en. Det var ikke særlig normalt at være i England, når man hed Rose. 

______________________________________________________

Jeg fik skrevet første kapitel! Wu! Jeg håber virkelig, virkelig, at I kan lide det alle sammen. Hvis der er nogen af jer, der ikke ved det, så er den også med i konkurrencen "jul med stjernerne" så ja.. I må gerne like.. Men . ja. 

Haha, håber I nyder det!

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...