Etholaies | Oneshot

Fantasien åbner døre til en ny verden, og fantasien er stærkest i forskellige situationer. Alice er en 15-årig pige, der ikke har det alt for let. Heldigvis har hun Etholaies som mulig udflugt. Det kræver bare sin pris at komme derind. ~ Oneshot. Jeg skrev det i den længde, man skulle skrive på forfatterkurset. Dette var min idé, og uddraget jeg fik skrevet, selvom det meget vel kunne have været meget længere.

20Likes
16Kommentarer
699Visninger

1. Etholaies

Lianerne gled til side, idet jeg spurtede frem mod det udvalgte mål. Jordens lag af nedfaldende blade tog kærligt imod mine bare fødder, og jeg pustede en tot af mit hår væk, som selvfølgelig få sekunder efter igen røg ind i munden på mig. Den lune brise strøg min hud, og de høje træer tårnede sig op til højre og venstre for mig og dannede sammen et tag af mørkegrønne blade over mit hoved.

Bag mig vidste jeg, at Patricks fødder bevægede sig på samme måde som mine, men denne gang var jeg besluttet på at vinde kampen. En flok af fluffies dalede ned fra himlen. De lod deres enorme vinger strejfe mig, hvilket straks bragte et smil frem på mine læber. Intet blødere fandtes.

Lyden af vandfaldet lød højere og højere, for hvert skridt jeg tog. Målet nærmede sig. Jeg hoppede en enkelt gang, inden jeg satte farten så meget op, som overhovedet var mig muligt. Vejrtrækningen hev i lungerne.

Endelig nåede jeg bredden af søen og vadede ud til knæene. Solen skinnede klart igennem her og fik vandfaldet til at glimte i lyset.

En forpustet stemme hørtes pludseligt bag mig. ”Det er vidst første gang, du er kommet først, Alice.” Patricks øjne smilede varmt til mig, og jeg grinede højt som svar, inden jeg langsomt lod mit blik glide ned ad min højre arm, og mit grin svandt hen. Hurtigt fik Patrick fat under min hage og løftede mit hoved og tvang dermed også mit blik til at møde hans. ”Lad være,” bad han.

Jeg rystede sørgmodigt på hovedet og trådte væk fra ham. Mit blik søgte endnu en gang mod det præcise sted på min rene arm. ”Tiden er gået,” hviskede jeg som svar, og straks kom en masse ar til syne. Længden på det blødende sår rundede de 5 centimeter, som svarede til de 5 minutter, jeg havde kunnet tilbringe i Etholaies.

”Alice, din taber, kom nu ud derfra!” lød Bethanys grinende stemme. ”Klokken har ringet.” Toiletdøren skilte os ad, og jeg stirrede stadig blot ned på det nye snit, jeg havde skåret på min arm for at undslippe endnu en fordømt skoledag. Den ville alligevel kun ende i helvede og fortsætte, når jeg åbnede døren til et tomt hjem.

Patrick var væk. Etholaies beholdt mig i den tid, der svarede til længden af et sår. Mit ben i de blodrøde jeans gemte på det længste ar. 35 centimeter, 35 minutter. Et stykke toiletpapir sugede blodet fra armen til sig, og jeg dækkede det hurtigt til med den langærmede hættetrøje.

Snøftende tørrede jeg øjnene med håndryggen, inden jeg tog mig sammen og låste toiletdøren op. Idet jeg trykkede håndtaget ned, og døren åbnede sig, mærkede jeg en vandballon ramme mig i hovedet. Vandet fossede ned ad min hals og videre ned til mit tøj. En pyt samlede sig under mig, og jeg mærkede, mine fødder begyndte at soppe i skoene. Dråber satte sig fast på øjenvipperne, og jeg hørte grinene fra pigerne fortone sig, idet de løb ud fra toilettet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...