Spøgelses pigen

Pil er en pige på tretten år og danser ballet. En aften hun optræder sammen med sit hold brænder hele salen!
Hun når ikke at komme ud og bliver brændt inde...
Da Pil kommer til sig selv er hun et spøgelse. Hun finder ud af at der er to verdner. Menneskenes verden og spøgelsernes verden. Spøgelser kan være i begge verdner, men mennesker kan kun være i deres egen. Pil vil være menneske igen og længes efter at danse.
Heldigvis får hun en ven der bliver kaldt Gabbi der vil hjælpe hende tilbage.
Men det store spøgelses råd vil ikke tillade det.
Pil bliver ført ud på en farefuld rejse hvor hun får venner og fjender...

3Likes
3Kommentarer
750Visninger

1. Dansen

Der var intet i mit hoved. Kun musikken og Lilians stemme: "Fint piger. Piruette, drej rundt. Frem med brystet. Smil!, husk at se glade ud! Godt! Sådan, piger. Op med hagen, ud med armen. Tak. Rigtig flot arbejde piger. Vi ses i morgen. Pil, jeg vil gerne have at du bliver lidt."

Jeg kastede et blik over på Amalie. Hun nikkede og gik ud for at vente. "Pil du var virkelig dygtig i dag. Du overasker mig gang på gang." "Mange tak Lilian," sagde jeg og nejede. "Jeg vil gerne have at du danser lidt for mig." Jeg så underligt på hende. Havde jeg ikke lige gjord det? "Jeg spiller på klaveret så danser du bare det der falder dig ind." Jeg nikkede og gik ud på dansegulvet.

Klaveret gik i gang og jeg dansede. Jeg kunne mærke at jeg ikke dansede med kroppen, men med hjertet. Jeg følte at dansen ikke var i hovedet, men i mit hjerte. Jeg bevægede mig rundt i hele rummet. Hvorfor kun bruge to kvadratmeter når man har et helt rum? Jeg drejede rundt og prøvede på at se majestætisk ud. Jeg kunne høre at Lilian sukkede gang på gang. Jeg kastede et blik over på hende. Hun smilte og hendes øjne var blanke. Mine øjne fulgte hendes fingre på klaveret. Jeg dansede videre. Var det virkelig mig der var inde i spejlet? En pige med en sort fletning der dansede ballet. Hun var jo smuk! Hendes øjne var dybt blå. Hendes blik mødte mit. Hun så meget majestætisk ud og vendte sig hurtigt væk. Jeg drejede rundt og sprang...                                             

Jeg nærmest svævede over gulvet. Jeg ramte det gyldne trægulv let. "Jamen Pil!," udbrød Lilian. Jeg åbnede øjnene. Jeg sad på gulvet som en smidig pige der lige var gået i spagat.

"Pil gjorde det ondt? Kan du rejse dig op?" "Øhh," jeg tøvede, men kom på benene igen. "Det var fantastisk! Du er en sand kunstner." Hun sprang hen til mig og omfavnede mig som aldrig før. "Hvor er jeg stolt. Tænk at du er min elev!" Hun stod og så mig i øjnene et stykke tid. "Skynd dig hjem og få hvilet benene. De skal være klar til i morgen." Jeg nikkede og listede ud.

Amalie sad på bænken og læste i et blad. Da jeg lukkede døren så hun op. "Hejsa," sagde hun muntert. "Hvad ville Lilian?," spurgte hun. "Jeg skulle danse for hende." "Jamen havde vi ikke lige gjord det?" "Jo, men jeg skulle bare danse det der faldt mig ind," Forklarede jeg i mens jeg skiftede tøj. "Hvordan var det?" "Det var bare helt fantastisk," sagde jeg og så drømmende ud af vinduet.

Vi gik i gennem byen og hjem til mig. Jeg kendt Amalie lige side jeg var fire. Vi var startet på det samme hold. Vi tumlede rundt og kunne ikke finde ud af hvad det var vi skulle gøre. Men nu var vi store og kunne det hele. Og i morgen skulle vi optræde. Jeg fik sommerfugle i maven bare ved tanken. Da vi kunne se huset fiskede jeg mine nøgler op ad lommen og smilte til Amalie. "Nååh Amalie? Skal vi løber om kap?" Hun smilte et lusket smilt. "Klar parat løb!," råbte hun og spurtede op ad gaden med mig lige efter sig. Men hun kom lidt bag ud da havelågen skulle op. Vi løb videre op på verandaen. "FØRSTE!," råbte hun og grinede. Jeg standsede for at få vejret. Amalie havde altid været lidt hurtigere end mig. Jeg låste op og smækkede døren efter os. Vi hang vores frakker på knagerne og gik ind i stuen.

"Vil du have en kop varm kakao?," spurgte jeg hende. "Ja tak," svarede hun og satte sig på en af bar stolene. "Glæder du dig til i morgen?" "Selvfølgelig, men jeg er også ret nervøs!," sukkede jeg.

Da kakaoen var færdig satte vi os op på mit værelse og fladede ud i sengen. "Hvad syntes du enlig om Tim?," spurgte Amalie. Tim gik på et andet ballethold. Han var mega dygtig. "Han er vel okay," sukkede jeg og tog en slurk af min kakao. "Kan du godt lide ham?" "Hvordan lide ham?" "Du ved li-li." Min hjerne knagede. Kunne jeg li-li Tim?...                                           "Neej ik rigtig. Kan du?" Amalie rødmede en lille smule. "Måske lidt," hviskede hun og så ned i gulvet. "Det kan jeg godt forstå. Det vil jeg også nemt gøre. Men ved du hvad? Jeg kender noget du bestemt ikke kan lide," sagde jeg og et stort smil bredte sig over mine læber. "At blive kildet!," råbte jeg og kastede mig over hende. Amalie havde altid været så kilden.

Men pludselig kom jeg til at kigge på et billet der hang på vægen. Jeg blev stiv som is. "Hvad er der?," spurgte Amalie og fulgte mit blik. Hun tog min hånd og knugede den ind til sig. "Jeg savner hende også. Men det var jo ikke vores skyld." "Men jeg kan ikke vænne mig af med den tanke. Jeg føler ofte at jeg skulle have gjord noget. Stoppet hende." "Ingen af os vidste at bilen kom." Amalie så mig dybt i øjnene og tørrede tårerne væk. Hun trak mig tæt ind til sig. I lang tid sad vi bare og holdte om hinanden. "Her," hun rakte mig min kop. "Vi har vidst brug for noget kakao," hun smilede.

Resten af tiden sad vi bare og snakkede. Lige indtil telefonen ringede. Det var Amalies mor der bad hende om at komme hjem. Jeg fulgte hende ned til døren. "Husk nu at få sovet godt i nat," sagde hun. "Og glem nu ikke din kjole," drillede jeg. Jeg åbnede døren og vinkede indtil jeg ikke kunne se hende mere. Så gik jeg ind i stuen og tændte for fjernsynet. Jeg skiftede lidt fra kanal til kanal, men der var ikke noget spændende. Pludselig hørte jeg stemmer uden for og døren blev låst op.

"Hej skat," råbte mor der kom ind med indkøbsposer. Min lillebror Samuel var med og han spænede ind til mig. "Vi har handlet ind. Og vi har købt en masse guf." "Nå der var du nok heldig, men du skal ikke spise for meget for ellers bliver du bare oppustet," sagde jeg grinende og begyndte at kilde ham. Han skreg, råbte og grinte på samme tid. "Pil kan du ikke hjælpe mig med varerne?," bad min mor spørgende. Jeg rejste mig op og gik hen for at hjælpe hende. Jeg bukkede mig ned mod en stor, gul Netto-pose, men min mor stoppede mig. "Nej Pil ikke den! Den er alt for tung du for bare ondt i ryggen. Tag den ved siden af." Så tog jeg en blå Irma-pose i stedet for. Jeg bar den ind i køkkenet og begyndt at sætte på plads. "Hvordan gik det til ballet i dag?," spurgte mor. Jeg tænkte tilbage på dansen jeg blot havde danset for et par timer siden. "Helt perfekt." "Roste Lilian dig igen?" "Helt op til skyerne. Bagefter bad hun blive. Hun spillede på klaveret og jeg skulle bare danse det der faldt mig ind. Det var den bedste følelse jeg nogen sinde har haft inden i mig. Til sidst sprang jeg og endte i spagat nede på gulvet." "Gjorde det ikke ondt?" Jeg rystede på hovedet. Da vi havde sat alle varerne på plads gik jeg op på mit værelse. Jeg satte en cd på med klaverspil og øvede nogle grundtrin.

Jo mere der gik af dagen jo mere blev jeg nervøs. Jeg havde hele tiden en tanke i hovedet om at jeg ville glemme dansen. Eller at der ville ske et eller andet forfærdeligt i mens vi optrådte. Jeg smed mig på sengen og prøvede at tænkte glade tanker. Men alle tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Og de kunne hverken finde hoved eller hale på sig selv. Til sidst blev det for meget og jeg faldt i søvn.

Jeg vågnede ved at nogen råbte et eller andet. "Faaar," råbte Samuel. Jeg kløede mig i øjnene og gik neden under. "Jamen der har vi jo min lille ballerina der skal optræde i morgen!," sagde han med et smil og løftede mig højt op i luften. Jeg smilte og lavede balletben. Så satte han mig ned og vi så hinanden i øjnene. Jeg har altid bedste kunne lide min far frem for min mor. Hun bliver let stresset og frustreret og så ender hun bare med at blive deprimeret. Hun er alt for skrøbelig. Men min far der i mod er altid klar og frisk. Han er næsten lige som en storebror.

"Glæder du dig til i morgen?" "Hvad skal vi i morgen?," spurgte Samuel og løb hen til far der blev løftet op. "Pil skal optræde sammen med sit ballethold. Og vi skal ind og se hende danse," forklarede far til Samuel. "Jaah," sagde han med sin spinkle stemme og klappede i hænderne.

"Maden er ved at være færdig," kaldte mor henne fra køkkenet. Jeg satte mig til bords sammen med Samuel og far hjalp mor med at bære over. "Hvad skal vi have?," spurgte vi i kor. "Vi skal have farsbrød," sagde mor og satte fadet på bordet. "Ratatouille," sagde far stolt. Jeg stirrede på farsbrødet. Pludselig havde jeg ingen appetit. De dårlige tanker vendte tilbage og fyldte mit forvirrede hoved. De andre begyndte at spise og sludre. "Jamen skal du slet ikke have noget at spise?," udbrød mor. Far lagde en hånd på min pande. "Du er ikke varm," sagde han bekymret. "Jeg har bare ingen appetit. Jeg er hele tiden bange for at jeg glemmer dansen. Eller at der går et eller andet galt i mens vi optræder." "Jamen det er en naturlig reaktion. Selvfølgelig bliver du nervøs dagen inden du skal optræde," beroligede mor. "Du er den bedste på dit hold. Det eneste der kan gå galt er at du synes vi er for pinlige," sagde far og gav mig et dask på skulderen. Jeg grinte lidt og skubbede tilbage. Men jeg kunne stadig ikke spise noget.

"Her," mor rakte mig en fuld tallerken. "Ta' det med oven på. Så kan du spise når du bliver sulten." Jeg to modstræbende i mod tallerknen og gik oven på. Jeg satte tallerknen på mit skrivebord. Jeg fik nærmest kvalme af at se den ellers velsmagende mad. Jeg sad og vuggede mit tunge hoved i mine fugtige hænder. Hvad skulle jeg lave? Mine øjne var lige ved at falde i søvn af ked som hed. Så fik jeg en ide´. Jeg ville tegne en ballerina. Papir, tuscher, farveblyanter og blyanter kom på bordet. Jeg tog en blyant og begyndte at tegne. Først kjolen så benene så hovedet og til sidst armene. Hun fik en rosafarvet kjole og en lys fletning. "Den er da ikke så dårlig," sagde jeg til mig selv. Så hang jeg den op ved siden af de tusind andre jeg havde tegnet tidligere i mit liv. Jeg stak lidt til maden med gaflen, men jeg kunne ikke få mig selv til at spise. Kunne jeg ikke gøre et eller andet så jeg blev sulten? Lektier! Jeg blev altid sulten af at lave lektier. Jeg fandt mit matematik hæfte frem og begyndte at regne. Det var nu lidt svært. Jeg kløede mig i håret og tænkte mig godt om. Efter noget tid var jeg færdig. Det havde nu været lidt hårdt, men så behøvede jeg ikke at lave dem senere. Jeg så hen på maden. Min mave knurrede, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Heldigvis blev mine tanker ført et andet sted hen da det bankede på døren.

"Kom ind." Døren knirkede lidt og et hoved dukket op bag døren. "Hej skat har du spist?," spurgte mor og så hen på bordet. Jeg prøvede at læse hendes ansigt og det var tydeligt at hun var ved at blive frustreret. "Pil du bliver nød til at spise noget!," skældte hun. "Spis! Spis nu barn! Spis nu den mad!," hun pegede hen på tallerknen. Hun trampede ind på værelset og to en stor mundfuld op på gaflen. Den blev ført op til min mund, men jeg blev ved med at nægte. "Spis nu barn!," hun faldt ned på knæ.

Og tårerne løb ned ad kinderne. Hun nærmest skreg. Jeg hørte hurtige skridt på trappen og far flåede døren op "Hvad i al verden sker der?!," råbte han vredt. Mor rejste sig op. "Barnet vil ikke spise." Hun gik hen til far og ruskede ham svagt i skjorten. "Hvad skal vi gøre?!," hylede hun. Far så hen på mig. Jeg rejste mig op og lagde armene over kors og så vredt på ham. Lidt for at sige: "Rør mig ikke. Det her er ikke min skyld og jeg gør som det passer mig."                                                                                                                                            

Mor løb ud i stuen og tog telefonrøret op til øret. "Jeg ringer til lægen," sagde hun som en fornærmet finke. Far løb ud til hende og smed røret på. "Vi skal ikke gøre noget. Pil spiser når hun har lyst. Og det skal nok glide ned inden klokken ti. Nu sætter vi os ned og tager det roligt." Så satte de sig begge i sofaen og far gav tegn til at jeg skulle gå ind på værelset.               Typisk! Jeg var altid det sorte får i familien og jeg havde ikke en gang gjord noget. Jeg trampede ind på værelset og smed mig på sengen. Jeg lagde armene over kors og så op i loftet. "Hvorfor kunne alt ikke være som før? Den gang jeg var lille og mor ikke var så ustabil," spurgte jeg mig selv.

Mit blik blev fanget af noget uden for. Det begyndte at sne igen. Det hvide lag ville blive større og vække glæde hos alle børn. Men der blev ikke vækket nogen glæde inde i mig. Kun sorg. Tårerne løb ned af mine kinder. Det var ikke begrund af det der med mor. Men sneen mindede mig om den værste dag i mit liv. Den dag Marie døde. Da jeg startede til ballet var jeg på hold med Marie og Amalie. Vi var de bedste venner. Intet kunne skille os ad. Men for tre år siden skete der noget forfærdeligt. Sneen faldt præcis som den gjorde nu. Vi var på vej hjem til Amalie. Vi gik igennem byen for den vej var den der var mest hyggelig. Men bilerne kørte stærkt og var uopmærksomme. Vi skulle til at gå over en vej. Marie var lidt hurtigere end os andre. Hun så ikke bilen og blev kørt ned.

Pludselig føltes mit hjerte så tungt. Mine øjne blev forvandlet til vandfald og tårerne strømmede ned af kinderne. Jeg gled ned på gulvet med ryggen ind mod radiatoren. "Marie. Du var så god. Hvordan kunne han gøre det? Hvordan kunne gud lade det ske?," hviskede jeg. Jeg kastede et blik op på vægen. Der hang et billet af os alle tre. Vi havde ballet kjoler på. Det var første gang vi skulle optræde. Jeg husker det som var det i går. Vi var alle tre vildt nervøse. Og hver gang vi havde et øjeblik alene så øvede vi selv på dansen. Jeg magtede ikke at sørge mere den dag så jeg kryb ind under dynen og skrev i min dagbog.

Da klokken slog ni løftede jeg dynen og kastede et blik rundt i værelset. Jeg rejste mig med min sløve dovne krop og bar maden med over på sengen. Jeg tændte for fjernsynet og begyndte at nippe til den kolde mad. Bvard det smagte ikke godt når det var koldt. Jeg gik hen til døren og trykkede øret ind mod revnen mellem vægen og døren. De eneste lyde kom fra fjernsynet. Det lød som Madagascar-filmen. Mor eller far ville aldrig se sådan noget så måske var de ikke hjemme.

Jeg åbnede døren forsigtigt hvis nu de stadig sad ude i sofaen. Jeg tittede hovedet frem og så derhen. Heldigvis var den store sofa tom. Så kunne jeg let liste neden under. Med tallerknen i hånden smuttede jeg ned til Samuel. "Er mor og far gået?," spurgte jeg. "De gik for ti minutter siden. Far sagde at de bare gik en tur, men at der nok ville gå noget tid inden de kom hjem." Jeg nikkede tilfreds og gik ned mod køkkenet. Maden blev sat i mikrobølgeovnen og snart sad jeg med min lunede mad i skødet sammen med Samuel.

"Hvad var det der skete?," spurgte han forsigtigt med blikket stift rettet mod skærmen. "Årh du ved... Det var bare mor." "Igen?," spurgte han trist. Jeg satte den tomme tallerken på armlænet og lagde en arm om ham. Jeg knugede ham tæt ind til mig. Jeg kunne mærke varmen fra hans krop og de små dybe slag fra hans bryst. Jeg lod en hånd kører igennem hans bløde, mørke hår og kyssede ham på panden. "Du skal ikke være bange. Der er ingen af os der har gjord noget galt. Og det er hvert fald ikke vores skyld." Jeg vuggede ham frem og tilbage imens jeg strøg ham over håret. Jeg kastede et blik på skærmen. Løven Alex havde lige fundet sine løveforældre. Små fine tåre løb ned ad mine kinder. Jeg snøftede og tørrede dem væk igen.

Jeg begyndte at spise. Det var rart at få noget varmt mad i maven. Jeg spiste hurtigere og hurtigere. Jeg havde ikke regnet med at være så sulten. Da tallerknen var tom så jeg over mod køkkenet. Måske var der en lille smule rester tilbage? Jeg slog den tunge dyne til side og straks gik Samuel om bord i den. Jeg to et par hurtige faste skridt hen mod køleskabet. Jo der var bid.

Noget pasta fra i går og noget ratatouille fra i dag. Min sultne mave knurrede høj lydt. "Hvad var det,?" Samuel så forskrækket hen på mig. "Ik noget bare min mave." Så blev den store tallerken fyldt op med spaghetti og ratatouille. Ind i microen med det.

Få minutter efter sad jeg igen med en masse mad i skødet. Samuel så på min mad. "Far siger at du ikke må spise for meget når du skal optræde i morgen."  "Jeg er ligeglad med hvad far siger. Jeg er sulten,!" vrissede jeg og tog en stor mundfuld spaghetti. Samuel greb om tallerknen og hev til. "Hey det er min mad hent din egen!" "Nej for du må ikke spise mere." "Det raver ikke dig! AAAAARGV!" Samuel bed i min arm og fik tallerknen til sig. "Jeg har alle mulige kneb til at få min vilje.

 

                     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...