Det er svært at være enestående - ~¤*1*¤~

"dokter det er nok ikke en god idé.... jeg er jo kun..." Dokter Marius gloede på mig. Hallo? jeg er femten? betyder det ingen ting? dit paphovede! jeg skulle aldrig have sagt ja til en graviditets test! jeg troede jo bare det var et eller andet Crap? et eller andet sundhedsplejersken skulle hjælpe med? så finder man ud af at det gælder om at blive gravid!
"det er sku' da ligegyldigt at du er femten, nogle skal jo prøve det ik'?" sagde Marius "Ja det er jo rigtigt..." kiggede på min nu undervægtige mave. farvel tænkte jeg. nu kan jeg aldrig mere være neutral? Marius kiggede på min skulder
"Det bliver i alt 2 stik !" sagde han. 1 stik "Av!" 2 "AV! 3? "AVV!" råbte jeg. "F*ck!" råbte Marius "F*cking lort!nu for
du nok.... glem det" hvad? hallo hvis jeg nu for et dødfødt barn så dør jeg! "Farvel Marius!"

Jeg skulle som sædvanlig gå hjem. "Hvad gik mon galt?" gik jeg og spurgte mig selv om. Og hvad var det han gjorde galt? nåh. jeg skal jo nok klare det. så længe at jeg holder mig singel.

3Likes
2Kommentarer
735Visninger
AA

5. kapitel 5 (fra cecilies side)

((Set fra Cecilies side))

”Nej!” Skreg jeg. Jeg løb over til hækken. Selvom mine ben var ved at falde under mig.. Din kujon! Sagde jeg til mig selv.
Jeg hørte en sirene, i det fjerne. Den blev højere, og højere. Jeg så over på Rasmus, som var besvimet, efter at han havde løbet fra hunden, rundt om huset, for at den skulle lade Emmy være. Jeg var stille. Meget stille. Jeg kiggede på mit ur. 13:48. ”wow.. tænk lige over, at der er så stille?!.. ud over sirenerne..!?” sagde jeg, stille, til mig selv.
Endelig endte to politibiler, en skadedyrsbekæmpelses bil, og en ambulance foran huset. Tog mænd løb hen til mig, og opdagede at det ikke var Rasmus der stod, og ventede. ”Hvor er ham Rasmus?!” spurgte en politimand. ”han... han er besvimet..!?” sagde jeg, bange. Jeg pegede ind i haven. Et net blev taget frem fra 'skadedyrsbekæmpelsens bil' det var tykt. En mand steg ud af bilen. Han havde en tyk dragt på. ”skynd jeg nu lidt!?” skyndede en læge, på dem. Manden løb ind i haven, med nettet i hænderne. Hunden løb over imod ham, klar til at angribe. Men inden hunde nåede at knurre, havde manden fanget den i nettet. Den pep meget. ”piv, piv, piv...” sagde jeg for mig selv. Hunden blev båret over i et bur, i 'skadedyrsbekæmpelsens bil'. Flere læger løb ind i haven. Og næsten overfaldede Emmy, og Rasmus.
Først nu tog jeg mig, af mig selv. Jeg studerede min krop. Jeg havde flere bidemærker på højrearm. Og jeg kunne ikke rigtig mærke min hånd. Jo men jeg kunne ikke bevæge den. Jeg kunne kun mærke den på grund af alle de smerter. Min trøje var næsten revet midtover. Heldigvis ikke for meget... på mine ben var jeg beskidt, og helt rød på det venstre knæ.
Pludselig fik jeg overbalance, jeg nåede kun at få sagt”hjælp!”hurtigt, og besvimede efter i 3-5 sekunder. Jeg vågnede hurtigt igen, men opdagede at mit ben var halvlammet. To læger løb over til mig. Jeg prøvede at rejse mig. ”Stop! ” sagde den ene. ”Bliv liggende!!?” sagde den anden. En mand, og en dame var det.
En bore kom over til ambulancen. Emmy lå der. Hun så ud til at være i trance af en art.. Rasmus gik efter. Der var nok ikke sket meget med ham... Indtil jeg lagde mærke til hans arm, som nærmest var flået op. Uff.. det måtte gøre ondt..
Damelægen lagde sin hånd over på mit ben. ”Er det her det gør ondt?!” hun prikkede mig rund omkring på benet, indtil jeg skreg ”Av for.. jeg mener.. av..” ”James! Det er her der er noget!” sagde hun. Hun kiggede på mandelægen. Det måtte være James. ”Okay!” sagde James hurtigt. Han var ung. Omkring min alder. Han var lækker. Mega lækker. Men hvad.. han er læge.. hvordan skruer man en læge?! Jeg spørger bare?! ”Send en bore her over!” sagde han. Hans stemme var fortryllende. Som om det var en drøm. Jeg så hvordan mans mund bevægelser gav mig tegn til at lægge mig på boren. ”Hvad er dit navn?” spurgte han, mig. ”Ce—Cecilie” sagde jeg. ”og du er.. James?!” sagde jeg hurtigt. ”Ja..emm.. ja det er mig...”han gloede på mig, som om jeg var et spøgelse, og han overhovedet ikke kunne lide spøgelser...
jeg mærkede et ryk i ryggen, da boren blev løftet. ”Av!” lød det fra mig. Det var ikke lige hvad mit ben trængte til.. ”undskyld...” sagde en af mændene der bar mig, på boren.
Jeg blev boret hen imod legepladsen. Og flere sirener nærmede sig.”Hvad sker der?!” spurgte jeg. ”Dig og Rasmus, skal hentes i andre ambulancer.. så kan i begge blive behandlet..” sagde James. Bare han ikke var så højt oppe. Så kunne man jo have taget et smut forbi hans mund, og give et kys, eller to..? ”Smartis?!” sagde jeg, opmuntrende. Jeg så hvordan hans ansigtsudtryk blev opmuntret. Og hvordan han begyndte at grine for sig selv. Jeg så de perfekte tænders smilen, der fik et smil på mit læbe til at komme frem.
Ude i enden viste nogle ambulancer sig, endelig. Jeg hørte hvordan sirenen skar i min hørelse, og hvordan hjulene nærmest gispede, efter et holde stille.
”Så Cecilie..! så kommer du ind i ambulancen...” lød det fra James. En tredje læge steg ud af den anden ambulance. Lægen gik over til Rasmus, som nu stod alene, efterfølgende at Emmy var blevet kørt..
Mændene begyndte at gå, igen. Altså dem der hold min bore. De gik ind, og parkerede boren i ambulancen. James gik, heldigvis, med. ”Så Cecilie!” sagde han opmuntrende. ”nu tager vi lige forbi hospitalet!? Så for vi kigget på dig, og din ven Rasmus!?” sagde han hurtigt.
Det gav et ryk i mig, da ambulancen stille begyndte at trille. Hurtigere og hurtigere gik det.
”Gør det meget ondt?” spurgte James. ”øhh.. ja.. nææ..lidt? Men du passer jo på mig.. ik'?!” sagde jeg. Jeg var sikker på at jeg lød som et børnehave barn, som var blevet spurgt om hvem hendes eller hans helt var.. og så svare barnet så ”det er dig far! For du passer nemlig på mig” ja mærkelig er jeg.. men hvad? Min bedste veninde ligger på hospitalet.. på grund af en dum, klam, idiotisk kamphunsejer har prøvet at få kamphunde til at blive i Danmark.. derfor har han nok adopteret den fra udlandet.. eller sådan noget.. i vært tilfælde er den end i Danmark, og den bliver aflivet om ikke lang tid. Det møgdyr. Men hvad? Det er et dyr.. de har lov til at leve.. Kamphunde er ved at uddø. På grund af menneskerne på jorden ikke bryder sig om deres opførsel.. det er egentlig synd for dyret. Den kan jo ikke gøre for at den er født psykopatisk? Og at den er skabt til at dræbe? Den er frem avlet.. stakkels dyr...
”jo emm.. ja jeg passer da på dig..?!” lød en mumlende stemme fra James. Han lagde sin hånd på min arm. ”du.. du er pæn..” sagde jeg. Jeg rødmede i hele ansigtet. Og utroligt nok, gjorde han det samme. ”i liggemåde..” sagde han stille. ”men jeg..” han fyldførte ikke sætningen.. ”men hvad?! ” sagde jeg fortvivlet. ”vi kan jo ikke være sammen.. sådan.. her og nu.. men.. efter alt dette hersens hospitals noget.. kunne vi jo mødes?!” sagde han. Ordene lød som en yndlings sang, som aldrig var spillet før, en fortryllelse der gjorde smil... en glæde bredde sig i ansigtet. ”Ja!” Sagde jeg hurtigt..han gav mig noget på mit ben...”Så , undgår vi en mindre blødning?” sagde han til sig selv. Han lagde tæppet, af en art, over benet, stille og roligt gik det. Jeg mærkede hans kolde hænder der rystede af kulde, og hans brede muskler på hans overarm. Han satte sig ned på huk, ved siden af mit hoved. Nu gælder det! Sagde en tanke ivrigt til mig. Jeg kyssede ham, før han nåede at gøre noget. Han så ud til at nyde det. Han så på mig med forelskede øjne. Han kyssede mig igen. Han rejste sig, og mumlede noget med at han var ved at blive skør. ”Du er da ikke skør?!” sagde jeg hurtigt. Min elskling kom over til mig igen. ”Nej nej...” sagde han. ”Prøv nu bare at sove.. der er lidt langt...”
”okay..” jeg lagde mig tilrette, og lukkede øjnene. Jeg mærkede et kys på min højre kind. Han kan virkelig lide mig? Jeg faldt i søvn med den tanke.
Da der var gået noget stykke tid, vækkede James mig med et kys. ”Så er vi her ! ” han blinkede til mig, med et smil på læben.
Jeg satte mig op, og lod min hånd glide igennem mit hår. Fuck hvor er det uglet! Jeg prøvede at re det ud med hånden. ”Lad mig hjælpe!?” lød det fra James. Han nåede ikke at gøre mere, før at døren til ambulancen blev åbnet. ”Darh!” mumlede jeg for mig selv. To mænd kørte min seng ned ad en rampe, af en art. jeg blev kørt hen over imod hospitalet. Mændene åbnede døren, imens James holdt fast i sengen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...