24 Reasons why (One Direction julekalender)

Harry Styles er forsvundet - sporløst. Ingen ved hvor han er, eller om han overhovedet er i live. Politiet er på bar bund, og utrolig tæt på bare at opgive det hele. Lige indtil Niall Horan en dag kommer hjem og ser en mystisk kasse stå åben på gulvet. I den ligger 24 kassettebånd, ét bånd til hver dag i december. De kan hjælpe med at få deres ven tilbage, men er de villige til at give alle deres dybeste hemmeligheder og løse svære gåder, for at finde deres ven?
Kan de nå det inden den 24? Hvad sker der hvis ikke de når det? Og hvordan kan 24 kassettebånd hjælpe dem på vej?

Den er med i julekonkurrencen :)
Anstødende sprog/scener kan forekomme.

97Likes
133Kommentarer
10874Visninger
AA

24. Epilog

I lang lang tid sad jeg grædene ved hans side.

Sekunderne føltes som minutter, minutterne som timer, og timerne som år. Præcist hvor lang tid der gik ved jeg ikke.

Jeg havde hørt da Liam havde overbragt nyheden om Harrys død til de mange mennesker der sad i stuen netop nu, og jeg havde hørt hvordan stuen nærmest eksploderede i gråd og sorg. Havde hørt hvordan folk var brudt grædene sammen.

Det var gået op for mig hvorfor han ville have os til at samle alle menneskene.

Han havde fortalt mig at han vidste vi ikke ville nå det i tide - nå at redde ham - men at det ville være tæt på.

Altså måtte han have regnet ud at vi ville forstå den besked han havde sendt ud til os, og hente alle menneskerne, og når de så kom, ville han være væk for altid.

Han måtte have set det som en slags hævn for alt den smerte og alt det pres der var blevet lagt på ham.

Men jeg havde aldrig nogensinde regnet med at Harry ville være så ond. For det han havde gjort var ondt.

Ledt, forfærdeligt, frustrerende, forvirrende.

Og noget af det mest smertefulde du kunne udsætte et menneske for.

For uanset hvordan man vendte og drejede den her situation, så var alle menneskene derude fælles om én ting.

De elskede alle Harry på den ene eller den anden måde.

De... Elsker Harry på den ene eller den anden måde.

Og at se nogen man elsker tage livet af sig selv, er noget af det værste du kan udsætte et menneske for.

Mit hovede lå stadig imod hans stille bryst, og den hvide T-shirt han havde på, var efterhånden gennemvæddet af mine tåre.

Jeg brugte tiden på at finde ud af hvordan jeg skulle følge efter ham. Det var en form for lettelse at vide at det ikke var længe jeg skulle undvære ham.

De andre behøvede ikke at vide noget.

Jeg ville ikke gøre noget stort ud af min død, som Harry havde gjort det. En dag ville jeg bare være væk, og jeg skulle gerne få det til at se ud som en ulykke, hvis det kunne hjælpe dem på nogen måde.

*Dunk... Dunk*

Ellers måtte jeg få en eller anden til at hjælpe mig, der var sikkert nogen hatere rundt omkring, der med glæde ville hjælpe mig med at forsvinde helt fra jordens overflade.

*Dunk.. Dunk*

Hmm... Eller tage en eller anden med op på et tag et eller andet sted, hvor jeg så kunne kaste mig ud fra, så det ville ligne at personen havde skubbet mig.

*Dunk. Dunk*

Så skulle det være en jeg ikke kunne lide.

*Dunk-Dunk*

Hey vent lige lidt!

*Dunk-dunk*

Et håb skød igennem mig, selvom jeg for et øjeblik var bange for at jeg var blevet skingrende sindssyg.

Jeg pressede hårdt mit øre imod hans bryst, og ganske rigtigt, lød den bløde lyd af et levende hjerte derinde fra.

*Dunk-Dunk*

Sagde det, og jeg kunne blidt mærke det lille tryk det lavede imod hans brystkasse.

"Liam! Niall! Zayn!" Råbte jeg, og sprang op fra sengen.

Snart efter hørtes lyden af løbene fødder imod gulvet, før døren gik op bag mig.

"Hvad nu?" Spurgte Liam bekymret.

Uden svar pegede jeg på Harry, hvis brystkasse nu hævede og sænkede sig i takt med hans vejrtrækning igen.

Øjeblikkeligt blev der helt stille i værelset. Ja faktisk så stille, at det eneste der hørtes var vores vejrtrækninger, der harmonisk faldt sammen så det lød som én.

I lang tid stod vi sådan.

Jeg kom pludselig i tvivl om, om han overhovedet ville vågne igen.

Jeg havde engang læst noget om at være hjernedød, og symptomerne på det, var nogenlunde de samme som dem Harry havde.

Eller... Altså... Symptomer og symptomer... Jeg ved ikke lige hvad jeg ellers skulle kalde dem...

"L..." Lød det pludselig hæst, og straks stod jeg henne ved sengen, bøjet ind over Harrys sammentrukne ansigt.

En lille bevægelse - ikke andet end et lille spjæt i den ene finger, fik os igen til stirre forbavsede på ham.

Døren gik op, og ind trådte Gemma. 

Og i det samme døren lukkedes igen, kom endnu et lille spjæt frem på Harry.

Alle holdte på deres vejr, og så...

Grønne øjne blinkede missende imod det skarpe lys.

"Louis?" Mumlede han.

"Jeg er lige her. Og aldrig skal jeg lade dig i stikken igen." Svarede jeg, og tog hans hånd i min.

Dette kunne kun beskrives som et smukt julemirakel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...