24 Reasons why (One Direction julekalender)

Harry Styles er forsvundet - sporløst. Ingen ved hvor han er, eller om han overhovedet er i live. Politiet er på bar bund, og utrolig tæt på bare at opgive det hele. Lige indtil Niall Horan en dag kommer hjem og ser en mystisk kasse stå åben på gulvet. I den ligger 24 kassettebånd, ét bånd til hver dag i december. De kan hjælpe med at få deres ven tilbage, men er de villige til at give alle deres dybeste hemmeligheder og løse svære gåder, for at finde deres ven?
Kan de nå det inden den 24? Hvad sker der hvis ikke de når det? Og hvordan kan 24 kassettebånd hjælpe dem på vej?

Den er med i julekonkurrencen :)
Anstødende sprog/scener kan forekomme.

96Likes
133Kommentarer
10710Visninger
AA

8. 9 December

Louis synsvinkel

Jeg havde gjort præcist som Harry havde sagt, og var kørt hen til denne kirkegård. Hvad jeg skulle her, var mig et kæmpe mysterie.

Havde det noget med hans farmor at gøre? Havde han gemt noget der? Et spor? Something? Skulle jeg gætte mig frem til hvor hun lå eller sådan et eller andet sygt?

Det ville ikke undre mig hvis jeg skulle.

Jeg mener? Efter alt det sære der efterhånden var sket for os, ville det her end ikke være det vildeste. Og dog.

Tjaa.. Der var vel kun én måde at finde ud af det på.

Jeg stak hånden i lommen, og fiskede det kassettebånd frem med nummeret 9 skrevet på, frem, fandt mig en bænk midt inde på den enorme kirkegård, satte mig til rette og trykkede play.

"Tjaa... Nu vi er ved døden, synes du så ikke at vi skulle fortsætte der Louis?"

Nej Harry. Det synes jeg faktisk ikke.

"Sikkert ikke,men det synes jeg, og nu er det jo engang mig der bestemmer ikke?

Jeg elsker børn. De er så... Fulde af energi. Af glæde. Og de er fuldstændigt uvidende omkring de hårde og barske ting der kan forekomme i løbet af livet. De lever deres liv én dag af gangen, og tænker ikke over om de ting de gør, kan få konsekvenser for hverken dem selv eller andre, medmindre de ser det ske, og at det sker på cirka samme tidspunkt som det de har gjort.

Men når nu det er sagt, så tror jeg at et barn er mere værd end et dusin voksne, alene af den grund, at de ved og forstår mere end man lige skulle tro udfra første øjekast.

Et barn jeg engang passede, forsvarede sin storesøster, da hun sprang ud som homoseksuel, foran en gruppe voksne. Hans argument var at kærlighed er kærlighed. Du ved der er noget specielt ved et barn, når han forstår noget som end ikke voksne har evnerne til at forstå.

Dette er bare en af de grunde til at jeg føler mig så skyldig over det jeg har været med til at gøre. En grund til at jeg skammer mig over at hjælpe til med at sørge for at der var ét af disse skønne væsner der ikke kom til verden.

Bare rolig, det var ikke mit barn. Det er dog én af de ting jeg aldrig har gjort - gjort nogen gravid. Hvis det HAVDE været mit, ville tingene nok se lidt anderledes ud ikke? Men som sagt, var det ikke mit barn - men en god vens, og jeg så mig nødsaget til at hjælpe hende.

Du undrer dig sikkert over hvorfor jeg pludselig taler om børn. Men jeg har skam mine grunde. Mine gode grunde endda.

Hun var nitten. Nitten, og bange - meget bange endda.  Hendes kæreste ville sikkert have været utroligt støttende og forstående hvis han havde vidst det. En smule forvirret og ked af det, men helt sikkert støttende, hvis jeg kender ham ret.

Jo, barnet var hans.

Tro mig, hvis hun sagde at han var den eneste hun havde været sammen med, så var det helt igennem sandt. For denne pige lyver utrolig sjældent.

Men forestil dig lige engang at du var i denne piges sted. Du var ung og gravid, din kæreste havde et helt igennem rent image. Ethvert lille rygte om graviditet - selv det allermindste lille tweet omkring det - kunne have katastrofale følger for det unge par. I stedet for den tryghed de havde, efter deres offentlige brud, ville de være ret så meget i søgelyset - ja faktisk ville de ikke få en eneste lille stund alene mere.

Hun var rædselsslagen for at nogen skulle opdage det.

Og det er så her, at jeg kommer ind i billedet.

Jeg var af én eller anden grund den eneste hun følte hun kunne komme til, så det gjorde hun. Med mit ry - mente du nok at jeg havde stået i en lignende situation før.

Men som sagt tidligere, så er mit ry jo nu engang bare et ry, og jeg havde aldrig stået i en sådan situation før.

Da vi snakkede, havde du allerede bestemt dig fuldt og fast. Du ville ikke beholde barnet, og faderen måtte for alt i verden ikke få noget at vide. Du tryglede og bad mig om ikke at fortælle ham det. 

Og jeg lovede dig at jeg ikke ville gøre det.

Du ville ikke - turde ikke - tage hen til lægen alene, så du spurgte mig om jeg ikke nok ville tage med dig.

Og det gjorde jeg så."

Jeg var nysgerrig.

Meget endda. 

Den pige Harry havde hjulpet, måtte være én jeg kendte, siden faderen var en berømthed. Dog var jeg også noget nervøs - det KUNNE jo være Eleanor...

Det var utroligt så meget Harry levede sig ind i lige netop denne historie. Som fortalte han den til personen han havde hjulpet. Som kunne han se det hele foran ham endnu engang.

Det var muligt at han kunne, da han havde en helt enorm indlevelsesevne, og en fantasi som ingen anden jeg kender.

" Jeg vil ikke sige at jeg fortryder det jeg gjorde.

For det gør jeg vitterligt ikke.

En kvindes krop er hendes egen, og mener hun ikke at hun er klar til at føde et barn, er det udelukkende hende selv der kan bedømme det.

Dog synes jeg bare at faderen - om ikke andet - så burde kende til det valg den pågældende kvinde har taget. 

Så. Danielle. Synes du ærligtalt ikke at Liam har ret til at kende til jeres første barn? Jeg mener... Nu når i skal giftes og alting?

Det synes jeg i hvert fald."

Øøøh?! Danielle? Danielle PEAZER?!

Nej. Nej det kunne simpelthen ikke passe.

Hende og Liam var - som tidligere sagt - så enormt tætte, at det var til at brække sig over.

Jeg kunne simpelthen ikke tro på at hun ikke ville lade ham vide at hun ventede sig et barn.

" Men Danielle, jeg forstår godt at du gjorde som du gjorde. Du var nitten, gravid - og bange.

Bange for hvad hans management kunne finde på at gøre, hvis de fandt ud af det. Bange for hvad der ville ske med dig - med ham, ja endda med barnet - hvis nogen fandte ud af det.

Du var skrækslagen.

Og jeg var dum nok til at sige ja.

Vi mødtes en tidlig torsdag morgen. Det var koldt og diset, og vi havde begge en form for udklædning på, da det virkelig ikke var den dag vi håbede på at blive genkendt.

Vi havde besluttet os for at tage bussen til lægen, da der så med allerhøjeste sandsynlighed ikke ville være så mange der ville ligge mærke til noget.

Jeg husker hvordan vi satte os helt nede bagi. Du sad ind imod vinduet, med hovedet hvilende på min skulder og med enkelte tåre trillende ned ad dine kinder. Jeg husker hvordan jeg blidt strøg dig over håret og hviskede beroligende ting til dig.

Og jeg husker hvordan folk kiggede medlidende på os.

De troede sikkert vi var et kærestepar der lige havde mistet et barn eller et eller andet.

Men de tog fejl. Det var ikke langt fra, men de tog fejl.

Da vi ankom til lægen, havde du knuget din hånd om min, og sagt til mig hvor meget det betød for dig at jeg tog med dig.

Da vi kom ind, hjalp jeg dig med at udfylde alle papirene, og jeg forfalskede endda din kærestes underskrift, da der stod om faren kendte til - og var enig i - beslutningen der nu engang var blevet taget.

Jeg undrer mig faktisk stadig over at papirene endnu ikke er blevet gravet frem. 

Selvom jeg nu ikke tror at sådanne abortpapire er offentlige.

En sygeplejerske kom og hentede dig, og jeg blev skubbet ind i et venteværelse.

En time senere kunne vi forlade klinikken igen - denne gang kun os to.

Du sagde ikke et ord, men tårene flød hæmningsløst fra dine øjne. Vi gik forbi en kirkegård på vejen hjem - vi var denne gang på gåben, da det virkede som om det var det der ville give dig mest ro i sindet - og det var her du brød helt sammen.

Jeg husker hvordan jeg havde holdt dig tæt ind til mig, da det virkede som det eneste du virkelig havde brug for, men da folk begyndte at kigge, hev jeg dig med hen til en ledig bænk der var et stykke inde på selve kirkegården.

Her sad vi i lang tid, bare os to. Dig og mig.

En ældre dame kom forbi os, og sagde at hun gerne ville udtrykke sin sorg over at vi to - som de unge mennesker vi var - allerede havde mistet et barn.

Det var dér at det gik op for os, at vi sad på noget der lignede en børnekirkegård.

Vi takkede damen, der sendte os et opmundtrende smil, inden hun forlod os igen. Vi besluttede os for at gå lidt rundt på kirkegården, men dette fortrød jeg dog hurtigt at vi gjorde.

For på et tidspunkt kom vi forbi en tilsyneladende ny gravplads. Det var tydeligvis en lille piges, da der var lyserøde silkebånd og forskellige "pige-farvede" blomster og ting. 

Vi havde stået og kigget på gravstedet et stykke tid, da det pludselig gik op for mig hvad der stod på den lille gravsten.

"Guds have har brug for små blomster." Og så et navn.

"Lucy Payne."   "

Jeg kunne slet ikke forestille mig hvordan det måtte have været for Danielle at se lige netop dét navn på gravstenen.

Specielt ikke, når man tænker på at Liam tit og ofte havde fortalt os at hvis han fik en pige, så skulle hun hedde Lucy.

Jeg skælvede en enkelt gang, og besluttede mig for at høre båndet færdigt.

" Du brød helt sammen.

Mere end du havde gjort hele dagen til sammen. Jeg stod ved siden af dig, og mumlede beroligende ord, og da du endelig havde grædt færdigt, fortalte du mig at du gerne ville hjem.

Siden den dag har jeg - vi - ikke talt om det. Ikke før nu i hvert fald.

Dette bånd handler ikke om anger. Dette bånd handler om de tanker jeg gjorde mig efter jeg havde fulgt dig hjem.

Det gik op for mig hvor syg denne by gør mig. Jeg siger ikke at det nødvendigvis var din skyld Danielle. Men den hemlighed var bare endnu en ud af de i forvejen tusinde jeg gemte på. Og fordi tingene tilsyneladende bare blev ved med at bygge sig op, vidste jeg knap nok hvad jeg skulle tænke længere.

Nej, det her bånd handler heller ikke om "hvad nu hvis" eller "hvad kunne der være sket hvis...". Du kan ikke ændre på fortiden - heller ikke selvom du har en stor lyst til det. Men du kan ikke ændre på de tanker der er i dit hovede.

Dem der handler om hvordan det hele havde kunnet være, hvis tingene havde udviklet sig anderledes.

Jeg fortryder ikke at jeg tog med Danielle på klinikken, og jeg fortryder ikke at jeg hjalp hende med at få styr på hendes liv. Men jeg fortryder barnets død. Eller ikke-eksistens, hvis du har det bedre med det ord.

Hvordan ville One Direction have været hvis der var kommet en "baby-direction" for godt to år siden nu? Hvordan ville vores fans have reageret? Og... Ville det overhovedet have betydet noget?

Hmm... Det er muligvis endnu et af de utallige spørgsmål jeg har mig, som jeg aldrig får muligheden for at få svar på. 

Jeg tror at den egentlige grund til at det ramte mig så hårdt var, at jeg ikke kunne - ikke kan - forstå hvorfor faren - BARNETS FAR - ikke måtte vide noget om det. Hun behøvede jo ikke at fortælle det til pressen eller noget. Men hvis hun havde fortalt det til sin kæreste - kommende mand - er jeg sikker på at han ville støtte hende. Beskytte hende imod de ting der skræmte hende.

Jeg forstår det ikke....

Men nu ved du det også kære Louis.

OOOOG! Her kommer så det i alle har ventet på. *Trommehvirvel*

Dagens udfordring!

Ved Lucy Paynes gravsten finder du en blomsterkrans.

Eller det vil sige. Der er helt sikkert mange blomsterkranse, men du skal finde MIN.

Hvis du kigger godt efter på den, vil du finde et kort.

Og her er så en lille gåde til hvor du vil finde det kort.

Det er jo jul - ikke sandt? Så derfor:

I nordstjernens lys, vi Jesusbarnet fandt. I nordstjernens lys Lucy barnet svandt.

Men i julestjernens lys thi kortet vil fremkomme.

Tyg lidt på den lille Louis. Måske er der mere hjælp at hente på næste bånd?

Slut på bånd 9."

 

Den dreng var da heller ikke helt normal....

Jeg vandrede rundt på kirkegården i lang tid, uden at se det mindste til en vis Lucy Paynes grav.

Lige indtil det slog mig at jeg var i den forkerte afdeling. Hurtigt satte jeg det ene ben foran det andet, og travede raskt ned til de unge børns afdeling.

Der var det mig ikke svært at finde gravstedet, da Harry havde fortalt og forklaret at de havde siddet på en bænk ikke langt derfra.

Jeg fandt gravstedet, og da jeg så navnet på gravstenen blev også jeg fyldt med sorg - sorg over en lille og uskyldig piges død.

Og sorg over Danielles historie.

Da Harry fortalte at der var mange blomsterkranse løj han ikke. Det var jo sjovt nok snart midt i december, og det betød at folk lagde blomsterkranse ved de dødes grave.

De mennesker der havde mistet lille Lucy, måtte have et hav af venner og familie, for der var mindst et dusin kranse.

Jeg ledte i lang lang tid, men fandt til sidst den der måtte være Harrys. Jeg prøvede at undgå den tanke at den sidste person der havde haft kransen i hånden var Harry, så jeg valgte at tage den med mig hjem, for at undersøge den nærmere der.

Jeg nåede ud til bilen, og ligesom jeg ville til at sætte mig ind, begyndte det igen at sne. Jeg sukkede dybt, smed kransen ind på bagsædet og satte mig ind i bilen.

Dér lod jeg mit blik feje omkring på gårdspladsen.

Og dér. Få meter fra mig. Skjult bag gartnerens lille skur, stak et halvt hovede, med mørke krøller frem fra hjørnet.

___________________________________________________________________________

UUUUUH! Hvem mon det var?! :O

Håber i synes dette kapitel blev en smuuuuule bedre end de foregående dage! :)
Undskyld det kommer så sent, men vi har fejret min - og mine to søskendes - fødselsdage i dag, så jeg har først haft tid til at skrive nu! :)

- E xXx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...