24 Reasons why (One Direction julekalender)

Harry Styles er forsvundet - sporløst. Ingen ved hvor han er, eller om han overhovedet er i live. Politiet er på bar bund, og utrolig tæt på bare at opgive det hele. Lige indtil Niall Horan en dag kommer hjem og ser en mystisk kasse stå åben på gulvet. I den ligger 24 kassettebånd, ét bånd til hver dag i december. De kan hjælpe med at få deres ven tilbage, men er de villige til at give alle deres dybeste hemmeligheder og løse svære gåder, for at finde deres ven?
Kan de nå det inden den 24? Hvad sker der hvis ikke de når det? Og hvordan kan 24 kassettebånd hjælpe dem på vej?

Den er med i julekonkurrencen :)
Anstødende sprog/scener kan forekomme.

96Likes
133Kommentarer
10693Visninger
AA

5. 6. December

Nialls synsvinkel

Det var nu sjovt.

Sjovt så underlig hemmelighedsfuld og positiv Louis pludselig var blevet. Jeg kunne ikke begribe det, og jeg er heller ikke sikker på at jeg havde lyst.

Hmm... Noget sagde mig, at det havde noget at gøre med det brev han fik i tirsdags. For det var lige efter han havde læst det, at han blev sådan der.

Sådan helt.... Alt for positiv.

Det var næsten til at knække sig over, så slemt var det.

Tag nu bare i går for eksempel, da vi havde været ved Mattias. Vi andre havde været ved at flå hovedet af ham Mattias fyren, så snart han åbnede døren, udelukkende fordi vi vidste hvad han havde gjort ved Harry.

Men Louis?

Louis gik smilende hen til ham, gav ham et kram, og snakkede i et væk med ham, om alt muligt ligegyldigt.

Og så Louis af alle mennesker! Ham og Harry havde altid haft det utrolig godt sammen, og var helt igennem uadskillige. Jeg havde været helt forberedt på at han ville nægte at gå med ind eller at han slog ham eller sådan et eller andet i den stil, så snart vi så ham.

Men nej nej du!

Og da vi ville køre igen, insisterede han på at vi skulle have Mattias med os!

Det var dér jeg satte en grænse. Altså c'mon! Han havde hjulpet med at skubbe Harry derud hvor han stod nu - jaja, det havde Liam og Eleanor også, men det virkede ikke til at være helt så galt som det HAN havde gjort.

Det var endt ud i en lang diskussion, men Louis havde til sidst fået os overbevist. Han sagde at vi bare skulle stole på ham.

Så, så naive som vi nu engang er, lod vi Mattias komme med os, mod at han ville undskylde til Harry og - mod Harry selvfølgelig ville have det - fortalte alle i Holmes Chapel hvem der egentligt havde skrevet det digt dengang for det der føltes som så længe siden.

Altså sad han nu sammen med os, på en café i centrum af Holmes Chapel. Vi sad lidt og samlede kræfter til at få hørt det næste bånd, der kunne fortælle os om vi skulle køre hele den lange tur tilbage til London, eller om vi skulle blive i Homles Chapel noget tid endnu. Vi - eller louis - havde aftalt med Mattias at vi kunne overnatte der, hvis det var nødvendigt, så derfor lå alle vores ting nu i hans hus. Jeg var noget nervøs ved det, men Louis forsikrede mig om at vi måtte stole på ham.

Så det gjorde vi.

Vi drak vores the færdig, og begav os så tilbage imod Mattias' hus.

***

Vi sad nu i den lille stue i Mattias' hus, og ventede udelukkende på at Louis ville komme med båndene. Mattias holdte en smule afstand fra os andre, og havde sat sig så langt væk han kunne komme. Det var tydeligt at han fortrød at han havde holdt sin mund lukket så længe.

Louis trak alles opmærksomhed hen til ham, da han kom ind i stuen med den lille walkman og båndet. Han gik direkte hen til mig, og slog sig ned ved min side. Derefter lagde han walkman'en på bordet, og skulle lige til at trykke på play, da Mattias pludselig afbrød stilheden.

"Er det virkelig nødvendigt at jeg lytter med? Jeg mener, altså kan det ikke være ligemeget om jeg også høre det?" Spurgte han nervøst, og et hånligt smil spredte sig omkring min mund.

"Fortryder du?" Spurgte jeg med en stemme dryppende af had til denne fremmede dreng. Louis, Zayn, Liam - ja endda Eleanor - kiggede forundret på mig, for ingen af dem havde nogensinde hørt et sådan had i min stemme.

Men der var noget ved denne dreng, der gjorde mig utryg - utilpas. Jeg brød mig ikke om ham, og efter alt det Harry havde fortalt i går, havde hadet eksploderet i maven på mig.

Nej ikke kun i maven - i hele min krop og sjæl. Et had, til en dreng jeg end ikke kendte.

Og dog. Jeg havde det som om jeg havde kendt denne forræder i flere år. Det var så forvirrende det hele, og når jeg oven i det hele var så presset og så nervøs som jeg nu engang var - takket være en vis Hr. Styles - skulle der næsten intet til at vække min mistro, hvis ikke jeg kendte personen.

"Fortryder hvad? At jeg lader jer være her?" Spurgte han forvirret. ´Før jeg kunne nå at svare ham, trykkede Liam hurtigt på play, og et enkelt blik fra ham, fik mig til at tie.

Uanset hvad Liam havde gjort, ville han stadig være som min storebror.

" Hey Mattias?

Kan du holde til det? Holde til at høre på det her? Din fortvivlede ven - eller i hvert fald tidligere vens - desperate og forvirrende ord, optil hans DØD?

Nej det tænkte jeg nok. Men du har fortjent det - synes du ikke selv det, hvis du skal være helt ærlig?

....

Men lad os nu komme videre med legen, skal vi?

Er du klar Miss. Gouldings?

Er du klar Ellie?

Ellie, du var mit første kys.. Ikke at du eller nogen andre for den sags skyld, nogensinde har vidst det. Ikke før nu i hvert fald.

På skolen var jeg pigernes ven - i ved? Den slags dreng der helt sikkert havde fået sit første kys som 10 årig ikke? Men sådan var det ikke i praksis. Faktisk, fik jeg som sagt mit første kys af Ellie, i en alder af fjorten år.

Du - i - ved heller ikke det jeg vil dele med jer nu. Men da jeg inviterede dig ud dengang for fire år siden, var du den første pige jeg inviterede ud. Tro det eller lad være, men sådan er det nu engang.

Jeg havde været forelsket i dig i et helt år i forvejen, og havde trods meget besvær, tilmed fået dig skoleskeme udleveret igennem fælles venner. Jeg havde det ALTID på mig, og for at det ikke engang skal være løgn, ligger det stadig på mit værelse i vores lejlighed. Hvor det ligger må i selv gætte jer frem til, for det er ikke en vigtig pointe i det her.

Men jeg havde aldrig været modig nok til at tale med dig. Ikke før den dag jeg inviterede dig ud.

Jer der sidder og lytter med, som sjovt nok ikke hedder Ellie, undrer jer sikkert over hvad Harrys første kæreste laver på disse bånd.

Hmm... Men som jeg sagde i sidste bånd, har alle historier en begyndelse, og det er nu MIN historie starter. Jeg ved, at dette bånd sikkert skulle have været det første, men i kunne lige så godt få de tre andre først, da jeg ikke var sikker på hvor jeg ellers skulle putte dem ind henne.

Så lad os begynde fra starten nu skal vi ikke?

Det synes jeg vi skulle.

Når vi når enden af disse bånd, håber jeg i alle vil forstå Ellies rolle i det her. For lige nu virker det sikkert bisart at en pige jeg end ikke har omtalt overfor jer drenge - pånær Mattias - skal kunne have gjort noget der kunne få mig til at ville tage mit eget liv ikke?

Men en sommerfugl der bakser med sine vinger, kan være starten på en storm.

Og det var du Ellie.

Du var den sommerfugl der startede min storm. Okay en smule digter er der stadig i mig....

Jeg ved at det ikke var din mening at svigte mig, men det gjorde du, og det har sat dybe ar indeni mig. Jeg ved at du er i London lige nu Ellie, så du har ikke mulighed for at gå med ned til floden, men jeg ville alligevel aldrig have bedt dig om det. Det ville være omend mere smertefuldt for dig, end det er for mig.

Og tro mig venner, det siger ikke så lidt.

Derimod, synes jeg at I mine kære drenge - og Eleanor pigen hvis hun stadig er med jer - skulle tage at gå ned til den store flod.

Hvem ved, måske venter jeg på jer dernede? Okay det var ondt, men gå nu bare derned!

Det er mærket på det nye kort.... Felt 6J.... See ya!"

Jeg løftede hånden og trykkede på pause, hvorefter alle undtagen Mattias rejste sig. Jeg vendte mig og nedstirrede ham et øjeblik.

"Har du tænkt dig at lette rumpetten eller hvad?" Spurgte jeg flabet. Han svarede ikke, men kiggede bare fortabt op på mig.

"Kom Mattias!" Afbrød Louis muntert, og sendte mig et irettesættende blik. Jeg trak på skulderen, og gik ud til de andre, der allerede befandt sig i entréen.

"Hvad går der af dig Niall?" Spurgte Liam, vrissent.

Ja hvad gik der egentligt af mig? Godt spørgsmål Liam - 10 point til dig!

"Jeg ved ikke... Jeg stoler bare ikke rigtigt på ham..." Mumlede jeg med endnu et træk på skulderen. Han rystede bare på hovedet af mig, og gik så ud af døren.

***

En halvtimestid senere, befandt vi os ved floden. Vi havde besluttet os for at tage den på gå-ben, da vi alle trængte til noget frisk luft.

Klokken var efterhånden ved at være fem, så det var ikke mange mennesker der var i parken, der lå omkring den store flod, der brusede forbi os. Vi fandt en bænk, og slog os ned.

Vi havde diskuteret lidt det fact at andre mennesker kunne høre båndet, hvis de stod tæt nok på, og det var virkelig ikke noget vi ønskede at de skulle. Vi skruede derfor så meget ned, at vi kun lige akkurat kunne høre hvad Harry mumlede.

Der var absolut ingen chance for at andre ville kunne høre det.

" Jeg burde advare jer. Dette er ikke en kærlighedshistorie. Det er ganske vidst en historie der Handler om kærlighed, men nogen kærlighedshistorie kan vi vidst ikke prale med at det er hva´ Ellie?

Hmm... Men lad mig fortælle jer det.

Denne historie i nu skal overhører fandt sted da jeg var knap 15 år. Det var lige op til jul, og som sædvanligt gik jeg og sukkede over Ellie.

Til jer der ikke ved det, var Ellie den mest populære pige i hele årgangen, blandt andet fordi hun havde en kæreste fra overklassen. Men da de slog op godt tre uger før jul, så jeg endelig mit snit til at invitere hende ud. Jeg stammede voldsomt når jeg blev nervøs da jeg var mindre, men du var ligeglad Ellie. Du sagde ja til at gå ud med mig, og den dag var den lykkeligste i min korte femtenårige liv.

Vi aftalte at daten skulle være den efterfølgende søndag, i Chapel Park. Lige præcist den park i forhåbentligt sidder i nu drenge.

Vi tog hen til parken, og jeg samlede mig mod nok til at tage dig i hånden. Du flettede dine fingre sammen med mine, og kiggede smilende på mig, som for at se om det var okay. Da vi havde været der noget tid, blev vi enige om at tage hen til den lille zoo, hvor ALLE børnefamilierne tager hen i weekenderne.

Du trak mig med over til dine yndlingsdyr isbjørnene - efter vi havde brugt næsten tyve minutter i en af de dersens billede-maskiner, med at skære sjove ansigter af kameraet - endnu engang flettede du vores fingre sammen...

Og så kyssede du mig.

Du var mit første kys Ellie, men det vidste du ikke. Ikke før du hører dette bånd. Det var der ingen der gjorde... Ingen udover mig selvfølgelig.

Det var et langt og roligt kys, og du smagte så sødt som de vingummier vi netop havde delt.

Mandag morgen da vi kom i skole igen, lød rygterne på at vi næsten var blevet opdaget på toilletterne. Jeg var ikke sikker på hvordan jeg skulle reagere overfor det, så jeg lod det fare - jeg hverken be-eller afkræftede det. Men Ellie... Ja hvad er der egentligt at sige?

Du opmundtrede dem.

Det blev fredag, og du kom hen til mig. Du spurgte om vi kunne gå en tur ved floden, og jeg svarede ja. Vi brugte hele dagen der, og lavede bål med de andre unge der var der.

Lige indtil mørket faldt på, og vi sneg os væk fra de andre, og ind i mørket.

Og jeg ved hvad du tænker nu. Hvad I tænker nu.

Og det er okay, for i ved ikke bedre.

Kom nu, sig det bare - sig det i tænker.

Trækkerdreng.

Jeg havde ikke datet pigen i mere end en uge, og vi sneg os allerede væk? Jeg ved at du tror vi gik for os selv, for at have sex. Tja hvad skal jeg sige? Mit omdømme kommer før alt andet.

Men Jeg lover jer - forsikrer jer om - at Harry Styles ikke ER og aldrig HAR været en trækkerdreng. Hvilket så leder til et nyt spørgsmål: Hvad er det egentligt jeg har hørt/ved om Harry?

Du har hørt at jeg er klar til at have sex med enhver der er villig nok til at sprede benene det mindste. Og du troede det selvfølgelig. Jeg bebrejder dig ikke. Jeg ville nok også selv have troet det, hvis ikke lige det var fordi det var om mig, og jeg ligesom ved bedre.

Det er ikke godt for mit ry det her, det ved jeg... Hvis altså det var DET der skete.... Men det var det ikke... Slet ikke...

For det var dér du spurgte mig.

Og nej.... Hun spurgte mig ikke om det i TROR hun spurgte mig om...

Hun spurgte om jeg ville være hendes beard.

Vi har snakket om det med at være et beard.... Kan i huske da jeg fortalte at jeg kendte til følelsen?

Nu ved i hvorfor.

Det største chrush jeg nogensinde havde haft, valgte endelig at blive min...

Men som et Beard.

Ved i godt hvor underlig en følelse det er, når ens første kys viser sig at være med en lesbisk? Det er selvfølgelig først nu her jeg har tænkt over det, for før var jeg jo ovenud lykkelig for at hun overhovedet gad at være sammen med mig... Selvom hun bare brugte mig...

Men Ellie... Det var ikke det der satte gang i mine selvmordstanker. Men det fik mig til at tvivle på min egen seksualitet.

Som det "par" vi nu engang var, brugte vi jo naturligvis lang tid sammen. Vi snakkede om alt, og vi snakkede om intet...

Og så var det at du kom med et forslag der ændrede hele mit liv. Jeg husker præcist hvad, hvor, hvornår og hvordan du sagde det.

Det var aften - en ganske almindelig torsdag aften - vi havde været sammen hele dagen, og mørket var efterhåndet begyndt at sænke sig over os. Klokken var nær 20:00, og den sidste times tid havde vi brugt på at snakke om vores yndlingsmusik. Pludselig smilede du overdrevent, og kiggede flirtende på mig. Og ud af det blå kom det så:

"Harry. Jeg synes du skulle tage at stille op til X Factor." Sagde du. Du sagde det i en let tone, og brød så sammen af latter bagefter. Vi snakkede lidt om det, og så var det du sagde:" Du tør ikke."

Og som i helt sikker ved, så skal man IKKE udfordre mig, for jeg gør det. Jeg er så stort et konkurrencemenneske, at jeg ikke tænker over det jeg har gjort - før bagefter i hvert fald. Altså gjorde jeg det, og Ellie støttede mig hele vejen igennem.

Så, mine damer og herrer! Dette er grunden til at jeg er så kendt som jeg er i dag - at jeg ER der hvor jeg er i dag. På grund af en udfordring fra min lesbiske kæreste/bedste veninde!

Hmm... Men det er jo ikke engang her historien stopper.

For jeg var okay med at du "brugte" mig. Du blev jo min bedste veninde. Jeg var okay med det, da du var klar til at komme ud i verden, og møde den med dens foredomme omkring lesbiske. Jeg var okay da du fortalte folk at jeg havde knaldet dig....

Men jeg var IKKE okay med det du gjorde bagefter - du ved udemærket godt hvad jeg taler om!

Du fortalte nogle af dine lesbiske veninder - veninder der endnu ikke var klar til at springe ud - at jeg havde hjulpet dig, og været dit beard, og at jeg sikkert også gerne ville være deres. De sagde til mig at DU havde sagt at jeg gerne ville dække over dem, og som det gode menneske i VED jeg er, indvilligede jeg selvfølgelig.

Har du nogensinde set filmen Easy A? Man skulle nærmest tro den var baseret på mit liv. Bare udskift Oliver med Harry, så har du en film om  mit liv i folkeskolen. Vi har dog ikke samme slutning. Oliver fik drengen, jeg blev kendt...

Men denne gang, var der ikke nogen der fik sandheden at vide, så ja... Det var dér jeg fik mit ry for at have sex med folk.

Ryet som Trækkerdreng.

Gør jeg det virkelig? Nej ABSOLUT ikke! Blev/bliver jeg irriteret når folk spørger mig om jeg er nem at komme i bukserne på? Ja selvfølgelig gør jeg det. Var jeg vred og frustreret over at mit omdømme smittede af på alt det andet jeg foretog mig? Ja meget. Men prøvede jeg så nogensinde at rette op på det?

Nej. For skaden var allerede sket.

Du synes sikkert at jeg giver alt for let op, og jeg orker ikke at diskutere det med dig, da du sikkert aldrig helt hundrede procent ville kunne sætte dig i mit sted.

Så for at samle lidt op på det hele.

Eleanor er vild med Louis, men har også en affære med Liam. Hvilket gør at Liam er Danielle utro. Mattias svigtede mig ved at udgive mit digt - anonymt men alligevel - og bare dolke mig i ryggen.

Og så tænker du sikkert at det her bånd vel må være omkring hvor svigtet jeg føler mig ovenpå det fact at jeg skulle være hendes beard. Men nej. Det er ikke derfor. Det handler ikke engang om at jeg giver dig skylden for noget du for så lang tid siden, eller om hvad du er født til at være.

Mere specifikt handler det om de chokbølger du efterlod i min krop  både efter du sprang ud som lesbisk og da du foreslog mig at stille op til X Factor. Det handler ikke om de ting du aldrig planlagde skulle ske - de ting du ikke havde den mindste chance for at kunne planlægge.

Jeg har lige tjekket listen - og ved du hvad Ellie? Alle disse mennesker kan trækkes tilbage til dig på den ene eller den anden måde. Din del af historien ender her Ellie. Men jer andre - vi er kun lige begyndt.

Jeg vil bede jer finde Ellie. Finde hende og spille dette bånd for hende. Hun vil da vide hvad i skal gøre.

Mattias. Hvis du kigger nederst på det kort i fik i tirsdags, vil du se en kode. Du vil kunne knække den.

Det hele skal jo ikke bare være en dans på roser for jer vel.?

Slut på bånd 5."

Jeg rystede.

Det var utroligt så meget den dreng havde været igennem. Han virkede slet ikke sådan når man snakkede med ham.

Jeg var helt igennem rystet.

Jeg løftede blikket fra bordet, og kiggede på Mattias der havde en koncentreret rynke imellem øjenbrynene.

"Det.... Det er i London." Sagde han forundret.

Vi rejste os alle på stortset samme tid, og begyndte at løbe tilbage til Mattias' hus, hvor bilen holdte og ventede på os.

Vi måtte sidde utrolig mast, men ingen havde noget imod det.

Hvad end det var denne Ellie vidste, måtte det være vigtig viden for os.

___________________________________________________________________________

Knap så godt kapitel i know...

Er i klar på noget jul snart? :D Ved godt der ikke har været meget af det, men det KOMMER! I PROMISE! :D <3

 

GLÆDELIG JUUUUUL :D

- E xXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...