24 Reasons why (One Direction julekalender)

Harry Styles er forsvundet - sporløst. Ingen ved hvor han er, eller om han overhovedet er i live. Politiet er på bar bund, og utrolig tæt på bare at opgive det hele. Lige indtil Niall Horan en dag kommer hjem og ser en mystisk kasse stå åben på gulvet. I den ligger 24 kassettebånd, ét bånd til hver dag i december. De kan hjælpe med at få deres ven tilbage, men er de villige til at give alle deres dybeste hemmeligheder og løse svære gåder, for at finde deres ven?
Kan de nå det inden den 24? Hvad sker der hvis ikke de når det? Og hvordan kan 24 kassettebånd hjælpe dem på vej?

Den er med i julekonkurrencen :)
Anstødende sprog/scener kan forekomme.

95Likes
133Kommentarer
10574Visninger
AA

4. 4 + 5. December

Louis' synsvinkel

Vi kørte hjem til Niall efter de næste bånd, da vi ikke var sikre på hvornår vi ville komme tilbage dertil igen, og fortsatte derefter hjem til mig.

Eller... Altså det var vel egentligt Harry og mig, men fuck nu det.... I ved hvad jeg mener.

Ellers er det bare ærgeligt for jer...

Klokken var efterhånden ved at være mange, da vi endelig samledes i køkkenet, hvor vi nu sad og overvejede hele situationen.

Det var ikke svært at BESKRIVE situationen i hvert fald.

For den var skræmmende - meget skræmmende endda.

Vi tænkte på bare at spille det næste bånd med det samme, men med Harrys advarsel i baghovedet, droppede vi det, da vi jo selvfølgelig gerne ville se ham igen.

Og helst i live.

Derfor blev vi enige om at få lidt søvn, indtil datoen ville ændre nummer.

Som sagt så gjort. Jeg trak mig tilbage til mit værelse, imens de andre drenge og Eleanor delte sofaerne og vores ene lænestol.

Ingen nærmede sig Harrys værelse.

Jeg lagde mig i sengen, og lukkede forsigtigt øjnene, bange for hvad natten kompineret med fantasien ville bringe den nat.

***

"Lou. Kom, det er den 4." Mumlede en person pludselig med læberne helt nede ved mit øre.

Og et øjeblik. Bare et kort øjeblik, troede jeg at det var Harry.

Jeg kunne se det for mig. Se hvordan Harry sad - trøjeløs - bøjet indover mig, med læberne plantet i mit hår, ventende på at jeg slog øjnene op og mødte hans blik. Jeg kunne se det hele for mig. Se hvordan hans muskler i hans overarme langsomt spændtes da jeg vendte mig om imod ham, for at kunne kærtegne mit ansigt.

Men så slog jeg øjnene op, og så at det var Niall der sad med et kærligt/bekymret blik i øjnene. Det var tydeligt at se hvor meget det tog på ham alt dette her vanvid med Harry, og det var også meget tydeligt at han var nervøs for hvordan jeg tog det og havde det.

En skuffet følelse jóg igennem kroppen på mig, men jeg ved ærligtalt ikke hvad jeg havde regnet med.

Niall så mit skuffede ansigt, og undskyldte. Jeg sagde at det ikke gjorde mig noget, men da den skuffede følelse blev erstattet af smerte, ødelagde det ligesom lidt det hele.

Jeg svang benene udover kanten af sengen, og trissede så ud i stuen, hvor de andre endnu béfandt sig. Zayn sov stadigt, men da han var blevet vækket utallige gange, endte vi med bare at sætte os til at høre det næste bånd med det samme.

Eleanor og Liam havde hørt båndet fra dagen før imens vi andre sov, og satte sig så langt fra os andre som muligt. Det var derfor med en underlig følelse i kroppen at vi satte os ned for at afspille det næste bånd.

"Nå venner. Er i klar på endnu en opgave?

Endnu en hemmelighed jeg har båret rundt på for længe?

Er i klar?

Det håber jeg, for nu begynder vi igen.

I sidder i lejligheden nu ikke? Det er jeg rimelig sikker på at i gør, for hvis jeg kender jer ret, så fandt i min ledetråd i går.

Hvis i kigger ud af vinduet nu, ser i sikkert direkte ned i parken. I parken er der med garanti en masse børn, der løber ubekymrede rundt, med grin og leger med hinanden.

Det var der Mattias og jeg startede.

Da vi var små, var vi naboer og som de små drenge vi nu engang var, legede vi selvfølgelig sammen. Trods vores mindre aldersforskel,var vi sammen stortset hver dag, og da det kom frem at Mattias skulle have skoleudsættelse, var vi ovenud lykkelige, da vi så skulle gå i samme klasse..."

"Okay hvad fanden skal vi bruge det der til?" Mumlede Zayn søvndrukkent fra sofaen. "Næh!" Udbrød Niall. "Er der puls?!" Sagde han 'overrasket'. Zayn mumlede et eller andet utydeligt, og satte sig så op, så han kunne høre med.

" Men for at være ærlig, blev vi faktisk venner i en bogklub. Ja tro det eller lad være, men Harry styles KAN faktisk godt læse når det slår ham.

Nå, men hvis i kigger på det kort i fandt i går, kan i se at der er tegnet en BLÅ streg omkring en bygning - felt nummer 4J - gå derhen, og hør resten af båndet der." Fortalte Harry

Vi kiggede forundrede rundt på hinanden, og sad bare sådan et stykke tid.

"Hvem har papiret?" Spurgte Niall pludselig.

Igen kiggede vi bare spørgende rundt på hinanden, men ingen sagde noget. "Hallooo?" Spurgte Niall igen.

Intet svar. Igen.

Jeg løftede det ene øjenbryn, og lagde blikket på Liam.

"Var det ikke dig der havde det sidst?" Spurgte jeg. Han rystede forudrettet på hovedet,  og sagde så bestemt, at det havde været Zayn.

Det næste lange stykke tid gik med at skændes, indtil Eleanor lige pludselig også åbnede munden.

"Jeg... Jeg tror faktisk at det ligger i min taske...?" Sagde hun, nervøs for hvordan vi ville reagere. Jeg åbnede munden for at sige noget flabet, men ét blik fra Niall fik mig til at tie.

Han havde ret, selvom han intet havde sagt.

Vi havde ikke tid til flere skænderier. Klokken var allerede næsten fire, så vi begyndte at få en smule travlt.

Eleanor gik ud i køkkenet hvor hendes taske lå. I den fandt hun så det lille stykkede afrevede papir.

"Her drenge!" Sagde hun, og kom ind i stuen med det.

Hun rakte det til Niall, der straks begyndte at analysere det lille stykke kort.

"4J... 4J.... 4.. DER!" Sagde han pludselig og sprang op, så vi andre fik et enormt chok.

Han spurtede ud i gangen imens vi andre bare sad og kiggede totalt lost efter ham.

Lidt efter kom hans blonde hår til syne i døråbningen igen.

"Altså kommer i eller hvad?" Spurgte han, og sendte os alle alvorlige blikke.

***

"Er det her?" Spurgte Zayn mistroisk omme bagfra. "Det er i hvert fald det der er mærket med 4J." Sagde Niall og trak på skulderen.

Vi befandt os ude foran en monster stor bygning, der ikke kunne være andet end et bibliotek. Vi sad lidt og kiggede på bygningen i noget tid, før vi tog os sammen og steg ud af bilen.

Vi traskede langsomt og mistroiske ind i biblioteket, og gik ned til et stort studiebord der var allerbagerst i hele det enorme bibliotek -vi ville knap så gerne have fans rendende omkring os sådan lige nu her.

For det vi skulle til nu, var altså vigtigt.

" I sidder ved et studiebord nu. I sidder og kigger undrende på hinanden, og kan ikke forstå hvordan jeg kan vide det. Og måske er svaret faktisk at jeg er der?

Okay det var ondt.

Men nu til det jeg egentligt ville fortælle jer.

Shh hvis du sidder på biblioteket.

Shh hvis du er bag scenen.

Og nogengange Shh... Hvis du er helt alene.

Hvis du SKULLE gætte, hvem var så min yndlingsforfatter?

Kom nu. Du kan godt.

Eller hvad?"

Harrys stemme havde knap været højere end de små lyde båndet selv lavede, og vi skulle alle anstrenge os meget for at høre hvad han sagde.

Jeg havde aldrig rigtigt set Harry læse særlig meget, og hvis han havde, så havde det været klamme krimier, der gav mig lyst til at løbe hjem og gemme mig under sengen derhjemme. Jaja jeg ved godt at jeg lyder en smule tøsedrengs agtig, men helt ærligt, så tror jeg du ville gøre det samme hvis det var dig der læste dem.

For jo, Harry havde skam fået mig lokket til at læse dem også.

Og tvunget mig med ind at se filmen senere.

Jeg fik helt kuldegysninger bare af at tænke på det.

Men ligefrem hans yndlingsforfatter? Der måtte jeg melde pas.

De andre drenge - og Eleanor - kiggede på mig, som forventede de at jeg kendte svaret på Harrys spørgsmål. Jeg trak på skulderen.

"Jeg har ingen idé." Sagde jeg lavt.

Jeg følte deres bebrejdende blikke på mig, og for at slippe for dem, rakte jeg indover bordet, og tændte endnu engang båndet.

" Jeg tør vædde på at ikke en eneste af jer gættede på Keats. Har jeg ikke ret?

Selvfølgelig har jeg det.

Nu tænker du sikkert at det bare er noget jeg finder på for at lyde intelligent - højrøvede nar - ikke sandt?

Med det ry jeg har, burde jeg da aldrig så meget som at have hørt om Keats vel?

Men det har jeg altså, og uanset hvad du siger eller hvordan du vender og drejer den, så er Keats min yndlingsforfatter.

Der er noget... Fantastisk over at læse et digt fra en person der vidste at han skulle dø, men alligevel fortsætter med at skrive - for hans kæreste. Ja ja jeg er romantisk - og hvad så? Prøv en gang at lyt til det her:

Darkling i listen; and, for many a time.

I have been half in love with easeful Death

Call'd him soft names in many a mused rhyme

To take into the air my quiet breath

Now more than ever seems it rich to die

To cease upon the midnight with no pain

In such an ecstasy!...

Det er fra 'Ode to a Nightingale' .

Det er mit yndlingsdigt.

Keats skrev det da han var fireogtyve. Han startede med at skrive da han var nitten.

Han døde to år efter han havde skrevet digtet.

Men mig?

Jeg har skam også skrevet. Romantiske dumme ting.

Men det er det der gør mig til en nogenlunde god sangskriver. Selvom langt de fleste af jer sikkert ikke aner det, fordi jeg nægter at skrive mere. Men for at være ærlig, så savner jeg det faktisk.

Poesi er magisk synes i ikke? Og jo mere abstrakt jo bedre. Du kan aldrig være helt sikker på hvad forfatteren bag digtet mente. Men det er noget af det jeg elsker så meget ved poesi. Du kan have helt dine egne meninger om et digt, selvom den originale mening måske var en helt anden - ingen ved det hundrede procent. Et enkelt ord kan betyde tyve forskellige ting - og de kunne alle være rigtige. Det er som et puslespil med uendeligt mange brikker, der kan sættes sammen på uendeligt mange måder. Du kan beskrive enhver følelse med en håndfuld ord, men det er ikke altid det er nok. For at være helt ærlig, så findes der ingen bedre måde at beskrive sine følelser på, end igennem poesi.

Mattias. Ingen vidste det bedre end dig - det var jo dig der stjal min notesblok fyldt med digte, og fremlagde det for klassen, den allerførste gang jeg gik med selvmordstanker.

Ingen af jer har sikkert hørt det her digt, da det mere eller mindre forblev i Holmes Chapel. Men alle i byen kendte til det, og havde en mening om det. Alle undrede sig over den virkelige mening, og om hvem forfatteren bag digtet var, men jeg indrømmede aldrig at det var mit. Så nu, for jeres skyld, den første og eneste gang i hører Harry Styles læse sit digt op.

Broken  Hearts:

No such a thing as happy endings

No such a thing as once upon a time

Just a thousand, thousand lies

A million times i've lied, "i'm fine"

I swear to you this is new

I swear i never meant goodbye

I could tell you i want to stay

 But any words i speak are lies

I'm slowly slipping away

Into the deep inviting black

Time makes no sense anymore

It's not worth it to look back

I blame you now for the words i now think

Thoughts i never thought before

Words i desperately want to say

Music i can't hear anymore

This has been a long time coming

I knew it would be happen because

Sometimes i think it would be better if

I simply never was

Det er ikke meget, det ved jeg godt, men det var derhjemme i Holmes Chapel.

Hvad var det nu vores lære sagde Mattias? Nå jo - det er som at analysere en død digters tanker, for vi kan ikke spørge ham om den egentlige mening.

Klassen blev splittet i mindre grupper, der hver havde deres mening omkring digtet, og jeg må sige at de var kreative når det slog dem. De rev digtet fra hinanden imens de ledte efter nye meninger, og fandt meninger jeg aldrig havde vidst var der.

De fandt meninger der skræmte mig halvt til døde - og mere til.

'Jamen Harry, det var jo slet ikke så dårligt!' Tænker du sikkert. ' Det var jo fremlagt anonymt!'

Det er præcist det jeg mener. Det var det digt jeg skrev den første gang jeg følte mig håblæs og hjælpeløs.

Jeg var femten.

Der er gået fire år nu Mattias. Fire år hvor du vidste hvor ked af det jeg fortsat var. Fire år hvor du vidste præcist hvor meget jeg kæmpede for at holde det falske smil på plads.

Fordi jeg var dum nok til at vise dig mine digte. Naiv nok til at tro på at du aldrig ville svigte mig på den måde som du gjorde!

Efter 'Broken Hearts' blev offentlig gjort, stoppede jeg med at skrive. Jeg tog tit mig selv i at række ud efter notesblokken, for i stedet at gribe fat i mine matematikbøger. Men jeg stoppede ikke med at læse. Jeg læste Keats' digte om og om igen, indtil jeg kunne hele digte udenad - Ode to a Nightingale er én af dem.

Nu når jeg sidder og kigger tilbage, kan jeg se at jeg stoppede med at skrive fordi jeg var bange for mig selv. Bange for mine følelser og for konsekvenserne der kunne komme ud af mit skriveri.

Hmm... Lad mig omformulere det lidt, så i måske kan føle hvad jeg mener.

Hvis nu vi siger at du hører eller kender en sang der får dig til at græde, men du ikke har LYST til at græde, hvad gør du så?

Svaret er simpelt: Du stopper med at lytte til sangen.

Men du kan ikke stoppe med at lytte til dig selv og dine følelser. På det ene eller det andet tidspunkt bliver du nødt til at se dig selv i øjnene, og selvom du måske ikke har lyst til at græde, vælger du at høre sangen alligevel, så du KOMMER til at græde.

Det gik op for mig at jeg stoppede med at skrive fordi jeg havde brug for en pause... For mig selv.

Måske var det også derfor at jeg den første dag jeg var sammen med de andre drenge fra bandet, fandt min notesblok frem igen, og gav mig til at skrive.

Dog først efter jeg havde revet det første digt ud, og sendt det - uden returneringsadresse - til dig Mattias. Dog er jeg rimelig sikker på at du vidste hvem digtet var fra, for få uger senere modtog jeg et brev fra min mor.

Har du nogensinde tænkt over hvad der følger med det at have et omdømme Mattias? Hvad man kan tillade sig og ikke tillade sig, når man bliver stemplet som trækkerdreng? Hvad man kan - og må - kommentere på, og hvad man ikke kan tillade sig at kommentere på?

Selvfølgelig har du det, for du så det. Du så hvordan mine digte blev mørkere og mørkere.

Og du så de første ar."

AR?! Hvor mange ting havde han rendt rundt med, som vi - som jeg - ikke anede det mindste om?! Igen - jeg havde boet med ham i 2 år. Jeg havde delt seng med ham utallige gange, og havde tit set ham uden den mindste trevl af tøj på kroppen.

Hvordan kunne det være MULIGT?!

"Lou er du okay?" Spurgte Niall nervøst.

"Ja gu er han så, han tænker sku da bare på det fact at Harry sad og sk...." Mere nåede Liam ikke at sige før jeg havde langet ham en på siden af hovedet.

Kald det hvad du vil, men jeg kalder det hævn.

"Ookaaay... Ja altså den der havde du vidst fortjent Liam - sorry to say - men skulle vi ikke se at få hørt det bånd færdigt?" Spurgte Zayn nervøst, og kiggede over på Eleanor der sad med åben mund, og bare stirrede på mig.

"Hvad glor du på?" Spurgte jeg arrigt. Hun blinkede et par gange, og vendte sig så imod Liam, der sad og ømmede sig over slaget.

Det så ud til at have gjort ondt.

Godt.

Niall kiggede anspændt rundt på os, og pressede endnu engang playknappen ned.

"Åh er man overrasket? Men du hørte rigtigt - i kan spole tilbage og tjekke efter hvis i ønsker?

Harry Edward Styles gjorde skade på sig selv. Med lighter.. Med et skarpt barberblad.... Det var så forskelligt.

Men Mattias. Du så hvert. eneste. ar. Og hvad gjorde du ved det?

Intet.

Det undrer mig faktisk at ingen af jer har lagt mærke til det, når nu man tænker på at jeg for det meste går rundt uden specielt meget tøj på kroppen. Men creme imod ar, kan dog gøre underværker kan jeg forsikre jer om. Enten det, eller også så så i dem simpelthen ikke, fordi i ikke ØNSKEDE at se dem.

Jeg er spændt på om du kommer til min begravelse Mattias, eller om du er for bange for mine venner og familie, til at vise dit hæslige fjæs.

Bliver ar mere tydelige efter døden Mattias? Eller bare i løbet af tiden?

Ja det finder vi vel snart ud af.

Ja drenge, i kan vel nærmest regne ud hvad jeg vil have jer til at gøre med dette bånd ikke?

Det tager jeg som et ja.

I én af bøgerne her på biblioteket, gemmer sig endnu en stump kort.

Det vil føre jer til Mattias, og jeg vil have jer til at vise ham dette bånd, og spille det for ham, så han kan finde ud af hvordan jeg føler.

Hvis i tænker jer om, og tænker over hvad dette bånd primært har handlet om, vil i lynhurtigt gætte hvor kortet ligger skjult.

Nu har jeg vidst også hjulpet jer tilstrækkeligt.

Åh og drenge? Dette er også båndet for i morgen. Så hvis i mangler at få handlet lidt julegaver eller sådan noget, vil jeg råde jer til at gøre det der.

I kan jo eventuelt gøre det i Holmes Chapel, nu når i jo alligevel er der, for hvem ved hvornår i kommer tilbage dertil?

Slut på bånd 4 og 5"

Så snart Harrys stemme blev erstattet af stilheden, sprang Zayn op, og nærmest løb ned til poesi afdelingen.

Folk kunne nu sige hvad de ville, for knægten havde da virkelig noget imellem ørene.

Kort tid efter, kom han tilbage med en tyk bog i hænderne.

"John Keats samlede værker" Stod der med sirlige små guldbogstaver på forsiden af det store værk.

"Hvad var det nu for et digt han fablede sådan om?" Spurgte Zayn, da han havde åbnet bogen, og ladet øjnene feje blidt over indholdsfortegnelsen.

"øøøh...." Sagde jeg. "Øøøh... Bøøøh... Ooo..." Fotsatte jeg usammenhængende.

"Ode to a Nightingale!" Afbrød Eleanor.

Zayn nikkede som et tak, og fandt digtet.

Dér vendte han bogen, og sendte den over til mig. Hvorfor han gjorde det, forstod jeg ikke, før jeg læste det lille brev der lå smukt sammenfoldet midt på siden.

"Til LOUIS!" Stod der derpå.

"Louis det er vigtigt at du læser det her.

Lov mig det min skat, men du må for alt i verden ikke sige noget til de andre drenge omkring hvad der stod/står heri.

Men Louis. Jeg er blevet bortført. Kidnappet om du vil. Det er dem der har fået mig til det her.

De ved hvordan jeg har haft det i alle disse år, og har lovet at hjælpe mig. Hjælpe mig med at slutte det hele.

Men du må ikke være ked af det. Og du må ikke græde, for jeg er overbevist om at vi vil se hinanden igen - i levende live.

Jeg kan ikke fortælle dig hvorfor eller hvornår, men du må stole på mig, og sørge for at alle drengene er med den fireogtyvende.

Alle drengene, og de andre personer i hører om på disse bånd.

Det er MEGET vigtigt, hvis du vil se mig igen.

Jeg stoler på dig.

Kortet er på siden efter denne.

- Din Harry."

Med et snøft tog jeg brevet ud, og lagde det i min lomme.

Derefter fandt jeg kortet, og med ny kampgejst, fandt jeg denne Mattias' hjem.

Han skulle komme til at betale for det han havde gjort ved min Harry.

På den ene eller den anden måde.

___________________________________________________________________________

Okaaaaaay....

Undskyld for at i intet kapitel fik i går, men har ligget/ligger syg, og hvis jeg bevæger mig det mindste, knækker jeg mig (Okay ligegyldig info. i know)

Men hvad håber i der kommer til at ske?

Tror i de finder Harry?

Og til jer skarpe mennesker - jo... Jeg har fået indspiration til denne movella, og specielt til dette kapitel, da jeg var kørt en smule fast :(

Novellen jeg har fået inspiration fra hedder 13 reasons why. Og så en smule fra bogen: Døde piger lyver ikke. :)

Håber i fortsat vil læse med :)

OG AT I HAR EN FANTASLASTISK DECEMBEEEER!!! :D

- E xXx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...