24 Reasons why (One Direction julekalender)

Harry Styles er forsvundet - sporløst. Ingen ved hvor han er, eller om han overhovedet er i live. Politiet er på bar bund, og utrolig tæt på bare at opgive det hele. Lige indtil Niall Horan en dag kommer hjem og ser en mystisk kasse stå åben på gulvet. I den ligger 24 kassettebånd, ét bånd til hver dag i december. De kan hjælpe med at få deres ven tilbage, men er de villige til at give alle deres dybeste hemmeligheder og løse svære gåder, for at finde deres ven?
Kan de nå det inden den 24? Hvad sker der hvis ikke de når det? Og hvordan kan 24 kassettebånd hjælpe dem på vej?

Den er med i julekonkurrencen :)
Anstødende sprog/scener kan forekomme.

96Likes
133Kommentarer
10690Visninger
AA

23. 24 december

Louis' synsvinkel

"SHIT!" Råbte jeg og sprang ud af sengen.

Det var den 24 december.

Det i sig selv var skræmmende, for gal man den her måned var gået hurtigt. Men... Jeg tror godt du ved hvorfor jeg syntes det var skræmmende og forfærdeligt på andre måder end fordi tiden gik hurtigt.

I dag var vores aller sidste chance. Vores sidste chance for at redde vores..... vores Harry.

Klokken fire ville tiden være løbet fra os alle.

Klokken fire ville vi ikke længere kunne kalde os selv for One Direction. For uden Harry, var der intet One Direction.

Det ville ikke kunne fungere ordentligt.

Men i hvert fald, var det klokken fire vores sidste chance bød sig, og så havde jeg sovet til klokken HALV TOLV!

Og nej, det stressede mig ikke bare, det fik det hele i mig til at ramle sammen, og gjorde mig til et stort omvandrende nervevrag.

Ikke at det var decideret nyt for mig, men... Alligevel.

I hvert fald sprang jeg ud af sengen, og styrtede ud i stuen, hvor Liam, Niall og Zayn hurtigt løftede hovederne og kiggede spørgende på mig med rolige blikke.

Hvad f****n?!

Hvordan kunne de være så rolige?

Og hvad lavede de i det hele taget her?

"Hvorfor så travl?" Spurgte Niall undrende.

Jeg kiggede mistroisk på ham - ja hvorfor mon?

Jeg håbede virkelig ikke at han mente det alvorligt.

"Hvorfor tror du?" Sagde jeg i en langt spydigere tone end tiltænkt.

Niall løftede øjenbrynet igen, men da jeg virkelig ikke orkede at diskutere med ham, skubbede jeg mig forbi ham, og satte mig ved bordet.

Du ved godt hvad det er for et bord jeg snakker om, hvis du tænker dig bare en lillebitte smule om - right?

Okay undskyld, dårlig dag.

Jeg tog en dyb indånding, og kiggede spørgende på de tre drenge der havde slået sig ned i sofaen, og nu sad og snakkede lavmælt med hinanden.

"Hvad laver i egentligt her?" Spurgte jeg.

Straks stoppede de deres snakken, og vendte deres hoveder mod mig.

"Det er den fireogtyvene?" Svarede Niall ligegyldigt. Som om svaret var - eller burde være - indlysende for mig.

Men det var det altså ikke.

Hvad snakkede han om?

Lige præcist fordi det var den fireogtyvene, burde de jo ikke kunne sidde der sådan helt lige så stille og snakke, som om en persons liv ikke afhang af os.

Det irriterede mig grænseløst at de kunne være så afslappede, og Nialls ligegyldige tone, var nok det der fik bægeret til at flyde over for mig.

"Hvad fanden snakker du om?! Hvis ikke du har opdaget det, er klokken nu...." Jeg holdte en kort pause, for at skæve til uret, der informerede mig om at klokken var nået de tolv.

Shit.

"... Den er tolv, og i tilfælde af at du skulle have glemt det, har vi faktisk en Harry der er ved at dø - ja som måske dør i dag, hvis ikke vi finder ham! Hvordan fanden kan i være så rolige?!" Spurgte jeg ophidset, og stirrede dem alle én efter én i øjnene med et hårdt og spørgende blik.

De kiggede forvirret op på mig.

"Lou.. Louis det ved vi godt. Vi tænkte bare... Altså du ved... Det er jo din fødselsdag og alt det der, og så tænkte vi at du jo nok ikke ville være alene...?" Mumlede Niall lavt, med blikket limet fast til gulvet.

Fedt, nu havde jeg også såret ham. Jeg ville helt sikkert ende i helvede, så meget som jeg sårede alle folk for tiden, og så ville jeg brænde op i hel....

Hey vent lige 3,5 sekunder.

Hvad var det han havde sagt?

Gud ja! Det var sku da min fødselsdag i dag!

Hvordan havde jeg kunnet glemme det?!

Øjeblikkeligt steg mit humør et par grader, og et smil gled ustoppeligt over mine læber. Men kun indtil jeg igen kom til at tænke på hvad der også ville ske i dag.

Måske, men alligevel.

Harry ville forlade mig. Og af alle de 365 dage han havde at vælge imellem, valgte han at tage livet af sig selv på min fødselsdag.

Hullet i mit bryst brød frem igen, og truede med at bryde igennem.

Jeg kunne ikke forstå hans tanker - for første gang nogensinde.

Jeg satte mine albuer i bordet, og skjulte mit ansigt i mine hænder. Ikke fordi jeg græd, men jeg havde brug for at få samling på mig selv, før jeg kunne gøre noget som helst andet.

En hånd lagde sig på min skulder, og jeg var slet ikke et sekund i tvivl om hvem det var.

"Det er okay Louis. Det skal nok gå altsammen bare rolig." Mumlede han, og strøg blidt sin hånd op og ned ad min ryg.

"Og hvordan kan du så være så sikker på det Liam...?" Mumlede jeg, og drejede mig i stolen, så jeg nu sad med fronten imod ham.

Han lod en hånd løbe igennem det hår han efterhånden havde fået tilbage, og kiggede halvnervøst over på Zayn og Niall, der stadig sad i sofaen.

"Er der noget i gerne vil fortælle mig?" Spurgte jeg forvirret. Jeg havde en sjov følelse af at de holdte et eller andet skjult for mig.

Et eller andet... Jeg burde vide.

Zayn og Niall kiggede på hinanden, for derefter begge at kigge på Liam.

Liam selv tog en dyb indånding, og kiggede mig så alvorligt i øjnene.

"Tjaa... Altså... Vi har på en måde lyttet til det sidste bånd, og fundet det manglende bogstav. Vi ved ikk hvad det skal stå for endnu, men vi har dem alle ni.." Sagde han.

Kender i den der følelse der, hvor man ikke helt ved om man skal grine eller græde?

Sådan havde jeg det på det tidspunkt.

På den ene side var jeg glad for at de havde hørt mit bånd for mig, og at de havde fundet alle bogstaverne, men på den anden side havde jeg lyst til at græde, fordi... Tja...

Det havde jeg bare.

"Jamen hvad venter i så på?! Kom med de bogstaver!" Sagde jeg bestemt, og så snart det sidste ord havde sluppet ud imellem mine læber, rejste alle sig.

***

"Okay skal vi lige tage den en gang til?" Spurgte Liam.

Vi havde siddet med de skide bogstaver i en time snart, men vi kunne virkelig ikke finde ud af hvad vi skulle gøre med dem.

"O-E-L-Y-N-O-E-D-N." Fortalte Liam.

Hvad skulle det volapyk betyde?

Jeg kunne virkelig ikke få det til at give nogen logisk mening. Og det frustrerede mig helt sindssygt.

Men det var kun indtil Niall sagde noget helt genialt.

"Men... Hvad nu hvis det ikke er sådan de skal være? Hvad nu hvis det slet ikke er rækkefølgen? Hvad nu hvis de faktisk danner et ord der giver mening?" Sagde han.

Noget sagde mig at han bare tænkte højt, men i det samme han sagde, gik det op for mig at han havde ret.

Bogstaverne ville selvfølgelig danne et ord der skulle lede os til Harry! Ja! Det måtte være det!

Tænk engang at vi ikke havde tænkt over det før!

Hurtigt gik vi igang med at sætte bogstaverne sammen på 100.000 forskellige måder.

"Vent lige lidt... L-O-N-D-O-N - altså London right? Og hvad siger de sidste tre bogstaver så?" Udbrød Niall pludseligt, og lagde blikket på mig.

"E-Y-E..... Harry er ved London Eye!" Råbte jeg, sprang op fra stolen, og ud i gangen, hvor jeg med lynets hast fik mit overtøj på.

De resterende drenge fulgte lynhurtigt mit eksempel, og snart var vi ude af døren, og på vej til London Eye, hvor Harry forhåbentligt ville være.

Vi løb så hurtigt vi kunne, og ikke en eneste gang tænkte vi på at standse og tage en bus eller en taxi, selvom vi ville have sparet utrolig meget tid, hvis vi havde gjort det.

14:38

Da vi langt om længe nåede London Eye, havde vi langtfra tiden med os. Vi stod for foden af det kæmpe hjul, og havde absolut ingen idé om hvad vi nu skulle gøre.

Det hele var så skide forvirrende.

Vi stod som fire idioter, og stirrede op på hjulet der langsomt drejede rundt, i den tiltagende solnedgang.

"Såå... Hvad så nu?" Spurgte Niall, med blikket hvilende på hjulet.

"Hmm... Måske skulle vi dele os, og se hvad vi kan finde?" Svarede Liam, og rev blikket væk fra hjulet, for at ligge det på mig i stedet.

"Niall og Louis i går den vej rundt om hjulet, så går Zayn og jeg den anden vej, og så ses vi på den anden side om lidt!" Sagde han, og efter hans tone at dømme, var det ikke til at diskutere.

Selvom jeg nu var spændt på at se om vi virkelig ville få tilladelse til at gå rundt om hjulet.

Faktisk tvivlede jeg en del, men jeg satsede på at det nok skulle gå.

"Hvad venter du på?" Spurgte Niall utålmodigt, og tog fat i min arm, så jeg automatisk blev revet ud af mine tanker.

14:56

Vi havde nu gået rundt om hjulet tre gange, uden at se det mindste til Harry.

Før du begynder på noget - jo, vi havde også tjekket i gondolerne, og han var heller ikke i nogen af dem nej.

Jeg kiggede på en lille pige, der stod i kø for at komme op i hjulet.

Hun havde et stor slikkepind i den ene hånd, og holdte sin mors hånd i den anden.

Idet den lille pige ville træde frem for at komme ind i gondolen, snublede hun, og tabte sin slikkepind der med et knas gik i flere hundrede stykker. Pigen begyndte at græde, men med moderens ord om at hun ville få en ny så snart de var færdige, gik hun alligevel med ind i gondolen.

Og det var cirka dér det slog mig (spørg mig ikke hvorfor).

Hvad nu hvis det slet ikke var Harry vi skulle finde, men derimod det der kunne redde ham? Hvad nu hvis det her bare var en fælde af en slags?

"NIALL!!" Råbte jeg, for at overdøve lyden af hjulet der drejede rundt, og de enormt mange mennesker der stod i kø for at få deres tur i 'øjet'.

"Hvad så?" Spurgte han.

Jeg satte han hurtigt ind i min teori, og han nikkede eftertænksomt.

"Så... Du mener måske at det er modgiften vi skal finde her eller hvad?" Spurgte han.

Modgiften.

Gud ja! Jeg havde helt og aldeles glemt at vi manglede en modgift for at få ham rask igen.

"Ja, noget i den stil! Kom!" Sagde jeg hektisk, og endnu engang strøg vi rundt om hjulet - denne gang dog med hovederne vendt søgende imod jorden.

Pludselig fik vi øje på Liam der stod på den anden side af hjulet, og pegede bydende til Zayn. Jeg kiggede i den retning Liams finger pegede, og så til min store overraskelse en lille metalbeholder ligge helt inde under hjulet, ja faktisk helt inde ved den pæl der holdte den til jorden.

Jeg kiggede igen op på Liam, og i de tre sekunder vi havde øjenkontakt, var det som om vi kunne læse tanker.

Hurtigt - hurtigere end vagterne kunne nå at stoppe os, sprang vi over sikkerhedshegnet, og løb alt hvad vi kunne ind til den lille metalgenstand.

Det var tydeligt at høre de mennesker der fulgte efter os, og de råb der skulle have fået os til at stoppe, men i stedet for at stoppe op og lytte til vagterne - og muligvis have fået dem til at hente beholderen - satte vi farten op, og hurtigt havde vi fået fat i beholderen.

Et hurtigt blik i hans øjne fortalte mig at vi seriøst skulle skynde os, hvis vi skulle væk fra vagterne uden at blive taget.

Så det gjorde vi.

Vi styrtede hen imod det sted hvor der ingen vagter var, sprang over hegnet, og forsvandt i mængden af mennesker.

Da vi var nået et godt stykke væk fra hjulet - og var næsten helt sikker på at vi var kommet af med alle vagterne - stoppede vi op et øjeblik for at få vejret igen. Lettede og smågrinende, kiggede vi på hinanden.

"Okay det der gør i så ALDRIG igen!" Var der pludselig en der råbte vredt.

Det var Zayn, der kom gående hen imod os med Niall på slæb. "Er i klar over hvor galt det der kunne have gået? I kunne være blevet slået ihjel! I kunne have ødelagt vores karriere i..."

"Men det gjorde vi ikke Zayn. Skal vi stå her og diskutere resten af dagen, eller skulle vi tage at finde Harry?" Afbrød Liam skarpt.

Zayn mumlede noget utydeligt, før han helt holdt mund.

I et par minutter stod vi bare og kiggede på hinanden uden rigtigt at vide hvad vi skulle gøre, indtil Niall endelig brød stilheden.

"Så... Burde vi ikke se hvad der er deri?" Spurgte han med et nik imod beholderen.

Som sagt så gjort. Langsomt hev Liam låget af beholderen, og hældte indholdet ud i sin hånd. Et bånd landede med et blødt bump i hans hånd, efterfulgt af en lille flaske med noget grumset væske i.

Et bånd.

Et fucking bånd!

Et øjeblik stirrede vi bare vantro på båndet, før Zayn fandt en walkman frem fra sin inderlomme. Jeg løftede spørgende et øjenbryn, men han rystede bare på hovedet.

Han puttede båndet deri, og så ventede vi ellers et øjeblik, før Harrys stemme lød.

"Tillykke! I er nu enormt tæt på at kunne redde mig!

Men i mangler jo stadigvæk at finde mig, ikke?

Jaja... Men jeg glæder mig da til at se jer igen - hvis i når det.

Der er et helt bestemt sted her i byen, hvor jeg plejede at komme rigtig meget tidligere. Et sted, jeg fandt og finder tryghed. Et sted jeg savner at komme til, men som er mig et bandlyst sted at komme til - ifølge management.

Hov! Nu har jeg vidst talt lidt over mig.

Men hvis i finder ud af hvor det er, finder i også ud af hvor jeg er.

Men skynd jer.

For klokken fire bliver den sidste gift udledet, og der vil ikke mere være en person ved navn Harry Styles på denne jord.

Vi  ses forhåbentligt snart."

Båndet kørte over i stilhed, og det eneste vi nu skulle gøre, var at fatte hans hentydning.

"Et sted han plejede at komme meget, men som nu er bandlyst for ham..." Mumlede Liam lavt.

Som ved et trylleslag slog det mig, hvor han var.

"Venner? Jeg ved hvor han er." Mumlede jeg, før jeg vendte mig, og styrtede i den retning vi var kommet fra.

15:37

 

Forpustet stoppede jeg op, og kiggede mig over skulderen, hvor jeg så Zayn, Niall og Liam komme drønende helt røde i ansigterne alle tre.

Havde det ikke været fordi jeg var pænt nervøs, stresset og bange, havde jeg sikkert grint af synet. Men lige nu kunne jeg ikke finde mit glade og muntre humør.

Af rimelig gode grunde alligevel.

Drengene kom langt om længe hen til mig, og stoppede op for at få vejret.

"Hvad... Hvad... Hvad får dig til at tro at han skulle være her?" Spurgte Liam forpustet.

"Er det ikke indlysende? Engang var han her hele tiden - nu er det bandlyst for ham at være her i alt for lang tid af gangen?" Svarede jeg.

Han svarede ikke, men nikkede bare kort og eftertænksomt for sig selv.

"Skal vi stå her, eller gå op og finde ud af om han rent faktisk er her?" Spurgte Niall til sidst, da vi havde stået og stirret op på lejlighedskomplekset lidt tid.

Og jo. Det var mit lejlighedskompleks.

Min teori var nemlig at det var her Harry gemte sig, hvilket faktisk skræmte mig en smule.

Pludselig blev jeg opmærksom på noget der kom dalene ned fra himlen. Et stykke papir fløj roligt og målbevidst ned imod os, og hurtigt sprang jeg op for at få fat i det, så det ikke landede i den våde sne.

"I har glemt noget.... Eller nogen." Stod der derpå, og det var ikke svært at se hvem der havde skrevet det.

"Shit." Mumlede Niall.

Det var ikke svært for os at finde ud af hvad - eller hvem - det var vi manglede, for i et lille hus ikke langt herfra, sad utallige mennesker og ventede på at få at vide hvorfor vi havde 'hidkaldt' dem.

Hvordan kunne vi glemme det, når nu vi havde fået det at vide så mange gange? Fået at vide at vi skulle bruge alle personerne til noget vigtigt senere hen?

Suk.

Alt hvad der kunne gå galt denne måned lod til at gå galt.

I et kort sekund mødtes vore øjne, og straks efter kastede jeg bilnøglerne til Liam, der trak både Niall og Zayn med hen til lejlighedskompleksets store garage.

Jeg selv åbnede døren ind til den grimme opgang, og begyndte opstigningen til  min lejlighed.

 

15:46

"Harry?" Lyden af min stemme fyldte endnu engang lejligheden, og endnu engang kom der intet svar. Jeg begyndte at blive en smule nervøs for at vi ikke ville nå det, men på den anden side, blev jeg nødt til at stole på drengene.

Stole på at de ville nå tilbage tids nok til at vi kunne redde Harry.

Hvis altså jeg fandt ham.

Positive tanker Louis!

"Harry?!" Råbte jeg igen, og denne gang var der faktisk et svar. Eller... En lyd i hvert fald.

En hæs lyd lød inde fra Harrys gamle værelse - et sted jeg ikke havde været siden han flyttede ud for så lang tid siden.

Det gik op for mig at han faktisk havde kunnet være i lejligheden hele tiden uden jeg ville have opdaget det hvis han ville.

En realitet der nær skræmte livet af mig.

"Harry?" Spurgte jeg, idet jeg åbnede døren ind til hans værelse.

Der var mørkt derinde - meget mørkt endda. Jeg kunne intet se, men selvom jeg ikke kunne det, skyllede minderne om lige netop dette værelse ind over mig.

En bevægelse i sengen fangede min opmærksomhed. Hurtigt var jeg derovre, og dér. Lige dér foran mig i sengen.

Lå Harry.

Min hånd fandt straks op til min mund. Jeg kunne ikke tro det.

I hvad der føltes som enormt lang tid, havde jeg ikke set den perfekte dreng der nu lå foran mig, og nu - da jeg endelig så ham - lå han på sit sandsynlige dødsleje.

"Hej Lou." Mumlede Harry hæst, og åbnede øjnene.

I det øjeblik jeg hørte hans stemme, var det som om noget i mig faldte til ro - faldt på plads - i mig, og straks blev jeg langt mere afslappet.

"Hej Harry." Mumlede jeg.

En pludselig trang til at røre ham væltede indover mig, og langsomt rakte jeg en hånd ud for at kærtegne hans kind.

"Jeg har savnet dig." Mumlede han, med et kærligt blik i øjnene, der lukkedes da min hånd ramte hans hud.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg stod sådan, men pludselig åbnede han øjnene igen.

"Har du modgiften med dig?" Spurgte han håbefuldt.

Oh.My.Fucking.God.

Jeg sprang fra ham, som havde jeg fået stød. Jeg kiggede rædselsslagent på ham, mens han kiggede forvirret på mig.

"Louis?" Spurgte han nervøst.

Panikken ramlede ind over mig. Men... Men.. Vi havde den jo... Også...

Vent.

Liam!

Det var Liam der havde det!

Hurtigt løb jeg ud af værelset, fandt min mobil og ringede til Liam.

"Liam?! Liam er i på vej?!" Spurgte jeg hektisk da han havde taget telefonen. "Ja. Altså vi er på vej, men der er vild trafik, og over halvdelen er på gå-ben, så der godt nok en ti minutters tid endnu." Svarede han frustreret.

Selv uden at kigge på klokken, vidste jeg at vi ikke havde ti minutter tilbage.

Håbløsheden lagde sig som et usynligt skjold over mig.

"Okay.. Tak.." Mumlede jeg, og lagde røret på, før han kunne nå at sige mere.

Mine ben knækkede sammen under mig, og jeg faldt til jorden med et bump. Mit hoved landede på mine knæ, og tårene begyndte langsomt at pible frem.

Denne måned havde været forfærdelig. I denne måned havde jeg grædt mere end nogensinde før.

Men jeg havde alligevel altid haft håbet med mig.

Håbet om at finde modgiften - om at redde Harry.

Det var forbi nu.

Jeg vidste det, men jeg ville ikke se det i øjnene.

Langsomt kom jeg på benene, og fik mig trukket ind til Harry igen, der kiggede forvirret og bange op på mig.

"I når det ikke vel?" Spurgte han med en lav og svag stemme. Jeg rystede på hovedet med et snøft, og satte mig på sengekanten.

Et par arme lagde sig om mit bryst, og snart lå jeg ved hans side. Han kørte forsigtigt den ene hånd op og ned over min mave og bryst, inden han alvorligt og utrolig roligt kiggede mig i øjnene.

"Det har jeg altid vidst at i ikke ville. Hvis jeg skal være ærlig Louis, så var det hele planlagt ned til den allermindste lille detalje. I er så forudsigelige at man skulle tro det var løgn. Eller... Det kan jo selvfølgelig også bare være mig der er utrolig god til at gætte..." Udbrød han, og alt stivnede i mig.

Så... Det hele var bare for at vi troede vi havde en chance for at redde ham eller hvad?

"Harry... Harry jeg beder dig. Bliv hos mig." Tiggede jeg med tårene løbende i blide strømme ned ad kinderne.

Hans ansigt blødtes op i et blidt udtryk, og et smil plantede sig på hans læber, imens han langsomt rystede på hovedet.

"Desværre. Min beslutning er blevet truffet. Om..." Han holdt en pause for at tjekke uret.

15:58

"Om to minutter udløses den sidste del af giften, og jeg vil finde ro for første gang i flere år." Sagde han.

"For min skyld." Mumlede jeg.

Hans ansigt blev pludselig malet med tvivl, men udtrykket i hans øjne var ikke til at tage fejl af..

Der var intet at gøre.

"Undskyld." Mumlede han, før han trak mig tæt ind til sig, og plantede sine læber på mine.

Vi blev pludselig afbrudt af en bildør der smækkede, og efter det gik alting utrolig stærkt. Fodtrin lød på trappen, og snart lød Liams ryst igennem hele lejligheden.

"LOUIS! HARRY! HVOR ER I?!" Råbte han.

Jeg rejste mig fra sengen, og spænede ud til ham.

Uden ord tog jeg et fast greb i hans arm, og trak ham med ind til Harry. Liam tændte lyset, og Harry missede kort med øjnene.

"Hey Liam." Mumlede Harry lavt.

Hans ansigt var kridhvidt, og det gik op for mig at tiden var utrolig tæt på at løbe ud.

"Liam! Modgiften!" Hvæsede jeg, da jeg så uret på natbordet vise 15:59. Jeg vidste at tiden var knap, og jeg vidste at vi måtte skynde os utrolig meget, hvis vi ville redde ham nu.

Liam fumlede med flasken, og utålmodigt rev jeg den ud af hånden på ham.

"Giv mig den!" Hvæsede jeg, og styrtede over til Harry, der efterhånden var blevet helt grå.

"Sp... Spar dig Lou... Det... Det er.. For... For sent... J..J..Jeg... Jeg elsker dig Louis." Mumlede han, før hele hans krop spændtes i smerte.

Jeg spurtede over til ham, åbnede hans mund, og hældte modgiften i ham.

"Nej...Nej Harry... Nej, nej,nej, NEJ!" Mumlede jeg for mig selv.

Mine hektiske og paniske bevægelser blev til sidst nok for Liam, som kom hen til mig og lagde en beroligende hånd på min skulder.

"Louis... Det er for sent. Han er væk." Sagde han med gråd i stemmen.

Hårdt slog jeg hans hånd væk.

Han trak sig tilbage, og kort tid efter hørte jeg døren lukke bag mig.

"Harry. Harry kom tilbage til mig." Græd jeg ustoppeligt.

Jeg lagde øret imod hans bryst, og hørte hans hjerte gallopere imod dets sidste slag. Kort efter lød et sidste *Dunk-Dunk* før alt blev stille.

Og i det øjeblik.

I det øjeblik alt blev stille.

Svor jeg at jeg ville følge efter ham.

___________________________________________________________________________

Suk... :'(

Undskyld for at i først får kapitlet nu, og at det er helt igennem elendigt, men jeg ligger med 40 i feber og mavekramper, sååå.... :(

Håber i alle havde en god jul, og fik nogle rigtig rigtig gode gaver!!! :D

- E xXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...