24 Reasons why (One Direction julekalender)

Harry Styles er forsvundet - sporløst. Ingen ved hvor han er, eller om han overhovedet er i live. Politiet er på bar bund, og utrolig tæt på bare at opgive det hele. Lige indtil Niall Horan en dag kommer hjem og ser en mystisk kasse stå åben på gulvet. I den ligger 24 kassettebånd, ét bånd til hver dag i december. De kan hjælpe med at få deres ven tilbage, men er de villige til at give alle deres dybeste hemmeligheder og løse svære gåder, for at finde deres ven?
Kan de nå det inden den 24? Hvad sker der hvis ikke de når det? Og hvordan kan 24 kassettebånd hjælpe dem på vej?

Den er med i julekonkurrencen :)
Anstødende sprog/scener kan forekomme.

96Likes
133Kommentarer
10687Visninger
AA

21. 23 december

Louis' synsvinkel

For en gangs skyld, sov jeg faktisk den nat. Ikke let og uroligt som jeg efterhånden havde gjort det i lang tid nu, nej derimod havde jeg rent faktisk fået sovet igennem, og følte mig nu mere udhvilet end jeg længe havde gjort.

Ikke frisk, men udhvilet.

Om det evt. kunne have noget at gøre med de sovepiller jeg havde set mig nødsaget til at sluge, vil jeg ikke svare på, men pointen er, at jeg følte mig mere eller mindre klar til at se dagens bånd i øjnene.

For uanset hvad det var, måtte det være slemt. Han havde jo trods alt sagt at tingene ville blive værre i løbet af måneden, og da det jo nu var den 23, gik jeg udfra at det her måtte være slemt.

Meget slemt.

Jeg lå i det mørke rum jeg kaldte for mit værelse, og stirrede på en lille plet der var kommet lige over mig. Hvor den kom fra, og hvad det var, var jeg faktisk rimelig ligeglad med lige der.

Jeg kiggede på den, og lod mine sanser vandre frit omkring.

Jeg lyttede til bilerne der susede forbi lige neden for mig, lyttede til hvordan der lød vrede råb, når en forgænger valgte at haste over vejen uden at se, og lyttede til mundtre stemmer, der snakkede om hvor meget de manglede, før de var klar til julen.

Hmm... Ja.

Julen nærmede sig pludseligt utrolig hurtigt, og tanken om at det var min fødselsdag dagen efter, stressede mig en smule.

Han ville da komme til min fødselsdag - ikke? Han ville da ikke svigte mig lige netop den dag - ville han? Han ville da komme og fejre det med mig - ikke?

Selvom jeg kendte svaret på det spørgsmål, vidste jeg at jeg måtte lyve for mig selv hvis jeg skulle kunne gennemføre det jeg havde gang i.

Selvom det ikke var lige direkte let.

Suk.

Jeg lukkede øjnene igen, og lod hørelsen opfange lydene på gaden neden for igen.Bilerne drønede fortsat forbi, og fra tid til andet blev bilhornet hamret i bund. Pludselig lød lyden af en bil der accelererede, og kort efter lød den hvinende lyd af bilen der fik hamret bremserne i. Cirka tre sekunder efter blev en bildør hamret op, og hamret i igen. En eller anden fyr bandede lavt, og trampede -eller jeg gik ud fra at han trampede - væk fra den pakerede bil.

Det var vidst ikke kun mig der havde en dårlig dag i dag.

Eller, altså min var ikke dårlig endnu, men det ville den. Helt klart og uden tvivl.

Jeg blev pludselig opmærksom på lyden af trampende trin ude på trappen, og kort efter lød der en hamren på min dør.

Var det en der ville ind til mig, der var så sur?

Jamen fedt, fedt da..

Træt kom jeg op fra sengen.

Den hårde banken lød endnu engang på døren, og den dybe lyd blev rungende kastet rundt i hele den store lejlighed.

"Jajaja..." Mumlede jeg lavt.

Jeg traskede ud til døren, låste den op, og nåede så lige akkurat at flytte mig, før døren blev hamret op i væggen bagved, og en oprevet Niall kom ind.

Okay den havde jeg så ikke lige set komme. Altså at det var Niall der var så hidsig.

Hvis man overhovedet kunne beskrive ham med det ord, for noget sagde mig at han var et stadie eller to over ordet hidsig.

Han stod i gangen og pustede langsomt ud, før han vendte blikket imod mig.

"Louis. Lyt til båndet. Nu." Sagde han bestemt, og før jeg kunne nå at komme med indvendinger eller spørge om noget, var han ude af døren igen, og smækkede den vredt efter sig.

Øh... Hvad skete der lige dér?

Forvirret stirrede jeg på den lukkede dør, før jeg blev enig med mig selv om, at jeg nok måtte gøre som han havde sagt.

Det lød vigtigt.

Lige som jeg skulle til at vende mig for at gå ind i stuen, kom Niall styrtende op igen, og smed noget ind igennem min brevsprække.

"Her!" Råbte han.

Lyden af hans fødder der trampede sig ned af trapperne igen, fortonede sig hurtigt, som følge af at han ligesom forsvandt væk fra min dør.

Jeg bukkede mig forvirret ned, og samlede det op han havde smidt ind.

Det var et billede af ham selv.

Af Niall.

Var bånd 23 også om Niall?

Holy Moly.

Med blikket på billedet, gik jeg ind i stuen, og lod mig dumpe ned på stolen ved vinduet endnu engang. Tanken om at det her ville blive den næstsidste gang jeg skulle sidde her og lytte til et bånd, der gjorde mig mere eller mindre psykisk ustabil, var som et lille plaster på såret.

Jeg tog walkman'en op, satte båndet nummereret med 23 deri, satte mig ordentligt i stolen, trykkede play, og lod blikket hvile på noget ubestemt uden for vinduet.

" Er du klar? Klar på at høre hvad der skete? Klar på at høre endnu en historie der er skræmmende sand?

Kan du huske da jeg i starten fortalte at det her var en historie om kærlighed? Om hvordan jeg sagde at det ikke var en kærlighedshistorie, men en historie der handler om kærlighed?

I så fald, kan jeg røbe for dig at vi nu skal snakke lidt om det igen.

Romeo, Romeo, hvorfor er du Romeo?

Ja altså det må jo så gøre mig til Julie. Men det kunne jeg vel også godt ligne et eller andet sted...

Min - vores - historie ender jo nok også ligesom Romeo og Julies.

Med selvmord.

I hvert fald for mit tilfælde, for jeg håber virkelig ikke for dig at du har tænkt dig at følge efter mig.

Selvom jeg jo nok ikke ville kunne stoppe dig alligevel, hvis det var det du bestemte dig for at gøre.

Men det må du ikke. Det skal du love mig.

Jorden har brug for så smukt og letsindigt væsen som dig, til at lyse deres mørke tider op.

Jeg ved det, jeg ved det. Det var pænt pladderromantisk ikke?

Men det er skam så sandt som det er sagt.

Du har altid haft et særligt talent til at kunne se det, hvis nogen havde noget der gik dem på. Ét eller andet der gjorde dem utilpasse - utrygge, u name it. Du kunne se det, og du var der altid for en, uanset hvad der skete, og uanset hvor meget ens liv fuckede.

Du var der altid.

Det var du også dér.

Da jeg havde dumpet Taylor fordi hun gjorde mit liv om muligt mere uoverskueligt og kompliceret end det var i forvejen, sørgede management for at fortsætte i samme vejbane. De sørgede for at ødelægge mit liv mere og mere. Gav mig flere og flere opgaver jeg skulle løse, og lagde mere og mere pres på mig. Jeg ved ikke hvad de ville have ud af det, men noget måtte der vel være, der kunne få dem til at se nydelsen i at slide et ungt menneske op både fysisk, men i den grad også psykisk.

Og da Taylor så valgte at skrive ikke bare en enkelt sang, men et helt album udelukkende omkring mig, blev det hele bare mere end nok for mig.

Det var anden gang jeg var tæt på at tage mit liv.

Faktisk, var jeg mere end tæt på. Datoen og det hele var på plads - ja selv afskedsbrevet var skrevet.

Tænk engang.

Havde jeg gjort det dengang, behøvede i ikke lytte til disse bånd, og gå igennem så hulens masse smerte udelukkende på grund af mig.

Men der var én der opdagede mig. Opdagede det, faktisk uden helt at opdage det, hvilket måske nok var heldigt nok endda.

Du kom ind på værelset du havde været så venlig at låne mig igen, da du kunne se det hele ramlede for mig.

Eller... Det er det jeg går ud fra at du kunne.

I hvert fald kom du ind på værelset en aften, og spurgte om ikke jeg ville sove i mit gamle værelse. Eller... Det var vel mere vores gamle værelse.

Jeg indvilligede, og lagde mig ind til dig.

Den nat fik du mig til at tænke over mange ting, selvom det måske aldrig havde været din intention. Du fik mig til at tænke på alt det jeg ville miste hvis - eller når - jeg forlod jer.

Den nat var det kun dig og mig der var på hele kloden.

Dig og mig.

Mig og dig.

Jeg kan huske hvordan jeg lå helt stille og bare lyttede til din sagte vejrtrækning, og hvordan jeg pludselig mærkede en hånd i min.

Ubevidst - ja faktisk helt igennem bevidstløst - viste du mig omsorg og kærlighed.

Og selvom du ikke var klar over hvad du gjorde, hjalp det mig på en vis måde.

Ikke nok, men du hjalp mig.

Det blev sent før jeg også endelig faldt i søvn. Med min hånd flettet sammen med din.

Dagen efter vækkede du mig tidligt, og fortalte mig med et kæmpe smil om læberne, at jeg havde travlt.

Jeg forstod ikke helt hvad du mente, for det havde jo været meningen at jeg skulle være alene den dag. Du havde udtrykkeligt fortalt mig utallige gange, at jeg ville være nødt til at være alene selvom det ikke var med din bedste vilje.

Jeg selv havde faktisk også planer den dag. Planer, der kun ville gøre det hele langt mere overskueligt for mig.

Planer, der ville ændre alt.

Men jeg fik aldrig lov til at gennemføre de planer.

Du trak mig op fra sengen, trak t-shirten over mit hoved - t-shirten der faktisk var din - og stak et helt sæt tøj i hånden på mig, før du forlod mig med en streng ordrer der lød på at skynde sig så meget som menneskeligt muligt.

Jeg gjorde som du sagde, og kom derefter ud til dig. Du havde allerede jakke og sko på, ja faktisk også hat og halstørklæde for at det ikke skal være løgn.

Du så simpelthen så sød ud, som du stod der helt seriøs, imens du kæmpede for at holde den seriøse maske på plads.

Det var ikke svært for mig at regne ud, at vi skulle være udendørs da jeg havde set din påklædning, så jeg skyndte mig ud for selv at trække i overtøjet.

Da jeg langt om længe var færdig, og vi sad i bilen, spurgte du om jeg stolede på dig. Du spurgte helt seriøst, om jeg stolede på dig.

Hallo,hvis der er noget jeg gør, så er det fandeme at stole på dig. Faktisk, tør jeg godt våge den påstand at sige, at du er den eneste jeg rigtigt stoler på.

Den eneste jeg tør åbne mig helt overfor, uden at føle mig blottet og nøgen.

Så jeg svarede ja.

Du smilede hemmelighedsfuld og dog lykkeligt, før du bandt et klæde for mine øjne. Du formanede mig om ikke at kigge, og så kørte du.

Jeg havde ikke den mindste idé om hvad vi skulle, men jeg stolede på dig, og det er jeg uendeligt glad for at jeg gjorde.

For det viste sig nemlig at blive den bedste dag i hele mit dengang 18-årige liv.

Vi lagde ud med at tage på Madame  Tussauds, London eye, og alle de andre turistattraktioner vi aldrig rigtigt havde set, selvom vi efterhånden havde boet i byen i over to år.

Du hev mig med ind og ud af de forskellige ting, og selvom vi nåede så meget på så forholdsvis kort tid, føltes det ikke som om vi havde specielt travlt. Ej heller som om vi hastede os igennem tingene.

Det var som en guds gave til mig.

Du var som en guds gave til mig, sendt for at få mig til at blive lidt længere.

Og det virkede da.

Jeg er her endnu.

Sådan mere eller mindre.

Men vent. Der er skam mere endnu.

Da klokken slog fire, fik du pludselig utrolig travlt. Vi havde lige været oppe i London Eye, og nu skulle vi noget jeg ikke måtte få at vide. Sådan havde det været hele dagen, men det var noget andet denne gang kunne jeg mærke.

Jeg havde ingen idéer om hvad det var vi skulle, og for at være ærlig, så prøvede jeg heller ikke at gætte. Jeg lod ham bare hive mig med igennem mængden, stoppe mig ind i bilen - endnu engang med et klæde for øjnene - og køre af sted med mig.

Da vi nåede derhen hvor vi nu engang skulle hen, spurgte han mig endnu engang om jeg stolede på ham.

Og endnu engang var svaret ja.

Altså, trak du mig ud af bilen, tog mig hånd, og trak mig igennem et sted jeg ikke vidste hvor var.

Jeg kunne intet se overhovedet, men lydene der - eller de manglene lyde var det vel nærmere - fik mig til at skyde på at vi var i en skov. Lugtene passede også meget godt med den forestilling, og jeg havde da også helt ret.

For da vi havde gået et stykke tid, gik du om bag mig og fik mig til at træde et par skridt frem, før du fjernede båndet fra mine øjne.

Synet der mødte mig glemmer jeg aldrig.

Det er det smukkeste - mest fantastiske - syn jeg nogensinde har set med mine to øjne.

Vi befandt os på hvad der lignede verdens ende, med en stor sø, liggende roligt hen for foden af den skråning vi befandt os på. Oppe over trætoppene i det fjerne, havde solen begyndt sin rolige nedstigning, og sendte lyserøde, orange, gule ja selv en smule violette stråler ud over hele himlen.

Det var så ubeskriveligt smukt, at man skulle tro det var løgn.

Synet har ætset sig fast i min hjerne, sammen med alle de andre syn jeg har set.

Dog skal det siges at dette må være et af de eneste smukke syn jeg har gemt dér.

Jeg var helt mundlam, og satte mig bare ned i græsset der. Jeg husker tydeligt hvordan du bekymret forklarede mig at græsset var vådt, og at jeg sikkert ville blive syg hvis jeg satte mig.

Men jeg lyttede ikke. For første gang den dag lyttede jeg ikke til dig. Jeg satte mig med hagen hvilende på mine knæ, og armede spændt omkring mine ben, og bare... Kiggede... Betragtede... Opslugte det hele.

I lang tid sad jeg sådan, og pludselig opdagede jeg at du sad sammen med mig. Vi sad begge to og kiggede ud på solnedgangen i det fjerne, og uden ord fangede du min ene hånd, og flettede den sammen med din egen.

Hele scenen var så smuk, og selv efter solen var forsvundet ned under træernes kroner, blev vi siddende sådan i lang tid.

Indtil du pludselig brød stilheden og fortalte mig at du havde en sidste lille overraskelse til mig, før du var klar til at vi kunne komme hjem.

Du rejste dig, og trak mig med dig væk fra den lille lysning på skråningen, der for evigt vil være mit tilflugtssted. For evigt være det sted man vil kunne finde mig siddende med hovedet vendt ud imod søen.

For evigt det sted jeg finder ro.

Men i hvert fald trak du mig med dybere og dybere ind i skoven, til vi nåede en slags lejrplads. Bålet stod og knitrede, og et tæppe var bredt ud til os.

Det var måske ikke noget specielt, set igennem en andens øjne, men for mig var det fantastisk.

Endnu engang havde du gjort det.

Givet mig tryghed og styrken til at fortsætte, også selvom det måske slet ikke var din hensigt. Faktisk, ved jeg slet ikke hvorfor du gjorde alt det for mig den dag. Jeg havde ikke fortalt dig noget, og havde været så omhyggelig med at få gemt alle beviser af vejen, så du burde ikke have opdaget noget.

Medmindre det simpelthen endnu engang var din sjette sans der spillede dig et puds omkring det. Fortalte dig at der var noget du burde være yderst opmærksom på.

Jeg ved det virkelig ikke.

Men jeg ved at vi i lang tid sad ved bålet, helt smeltet sammen på - og under - det samme tæppe, stirrende ind i ilden, uden at tale mere end højest nødvendigt sammen.

For... Vi behøvede ikke ord.

Vi behøver ikke ord.

Alt vi behøver at gøre, er at være sammen.

Da vi havde siddet der i hvad der føltes som timer, begyndte jeg at fryse, så du trak mig tættere ind til dig, og vi rykkede en tand nærmere ilden.

Jeg... Jeg ved faktisk ikke helt hvad der skete.

Men pludselig lænede du dig længere og længere ind imod mig, og på et tidspunkt følte jeg dine læber imod mine.

Og jeg fandt det rart.

Også selvom jeg sikkert burde have fundet det frastødende, eller om ikke andet så ubehageligt.

Men det gjorde jeg ikke.

Det var dér det gik op for mig, at jeg havde følelser for dig.

At jeg i al den tid havde haft følelser for dig.

Og for at det ikke skal være løgn... Så har jeg det stadig.

Jeg ved jeg ikke burde sidde her og fortælle dig det, i tilfælde af at i ikke når at redde mig, men jeg syntes du burde vide det.

Jeg er ked af at du er havnet på disse bånd, og jeg håber du forstår at du ikke er en af grundene til at jeg mere eller mindre har valgt at forlade jer, men derimod en af de få grunde til at jeg endnu er her.

Men. Når nu det er sagt, kender du helt sikkert også til den anden del af grunden til at din - eller vores om du vil - historie er havnet herpå.

For vi er jo ikke selv styrende over hvad vi laver eller ikke laver med hinanden vel?

Men dén dag.

Den ene dag, vil altid være noget specielt for mig. Vil altid betyde uendeligt meget for mig.

Ligesom du gør.

Louis Tomlinson.

Jeg elsker dig.

Slut på bånd 23."

Jeg fokuserede igen på menneskene på gaden, selvom det var svært, med den uendelige strøm af tåre der langsomt og rytmisk banede sig vej ned ad mine kinder.

Dagen Harry havde beskrevet stod utroligt klart for mig.

Og nu stod én ting mere klar for mig.

Jeg ville ikke kunne overleve uden Harry.

____________________________________________________________________________

Hvis der er én eneste der siger noget ondt om det her kapitel, så slår jeg personen.... Ej det gas, men alligevel.

Tror virkelig aldrig jeg har brugt så lang tid på et skide kapitel, men jeg ville sørge for at det hele blev beskrevet så godt som overhovedet muligt for jer, og jeg er stadig ikke helt sikker på at jeg har fået gjort det.

Jeg er ikke tilfreds - nej - men aww ja...

Hvad synes i? Seriøst please svar mig - i'm begging you.

ER I KLAR TIL JUL, OG DET SIDSTE KAPITEL I MORGEN? TROR I HAZZA KLARER DEN? TROR I LOUIS FØLGER MED HAM, I TILFÆLDE AF AT HAN IKKE KLARER DEN? Kom med jeres håb og tanker omkring det! :D

GOD LILLEJULEAFTEN!

- E xXx

PS. Undskyld 196238923790487 gange for at det endnu engang udkommer så irriterende sent :((

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...