24 Reasons why (One Direction julekalender)

Harry Styles er forsvundet - sporløst. Ingen ved hvor han er, eller om han overhovedet er i live. Politiet er på bar bund, og utrolig tæt på bare at opgive det hele. Lige indtil Niall Horan en dag kommer hjem og ser en mystisk kasse stå åben på gulvet. I den ligger 24 kassettebånd, ét bånd til hver dag i december. De kan hjælpe med at få deres ven tilbage, men er de villige til at give alle deres dybeste hemmeligheder og løse svære gåder, for at finde deres ven?
Kan de nå det inden den 24? Hvad sker der hvis ikke de når det? Og hvordan kan 24 kassettebånd hjælpe dem på vej?

Den er med i julekonkurrencen :)
Anstødende sprog/scener kan forekomme.

96Likes
133Kommentarer
10723Visninger
AA

20. 22 december

Louis' synsvinkel

De sidste to dage havde nærmest slæbt sig af sted.

Det havde været to dage på sygehuset, med strenge ordrer om at blive liggende i sengen, og for alt i verden ikke at anstrenge mig.

Tsk, ja som om jeg kunne det...

Men jeg havde gjort det så godt jeg nu engang kunne, og noget havde jeg da også fået ud af det, udover at lægerne mente at jeg ville klare mig et stykke tid igen nu.

Jeg fik min betingede frihed tilbage.

Altså forstået på den måde, at jeg nu var helt fri til at tage hjem i min lejlighed igen, hvor der kun ventede minder, jeg ikke havde det store behov for at få bringet frem igen. Minder, jeg et eller andet sted godt kunne være foruden lige nu.

Suk.

Jeg stod foran døren ind til opgangen i den bygning der husede min lejlighed, og bare stirrede på døren, som om jeg forventede at den ville gå op af sig selv, og have slettet alt det jeg ikke ville have smækket i hovedet lige sådan pt.

Som for eksempel de sidste tre bånd, der lå og ventede på mig oppe på bordet i stuen helt henne ved mit store vindue.

Tre bånd, der helt sikkert ville forandre mig - og situationen - mere end den i forvejen var, hvis man altså skulle lytte til - og tro på - Harry's ord.

Brr... Den kolde vind snoede sig blidt omkring mig, og rodede forsigtigt med sine lange kølige fingre i mit hår.

Jeg rystede på hovedet, som for at ryste den væk, før jeg tog mig sammen, og åbnede døren ind til opgangen.

Du tror sikkert at jeg bor i en eller anden fancy bygning, med den flotteste og mest stilsikre opgang. Men tro du bare om igen min kære.

Min - eller vores - opgang, lignede til forveksling alle andre folks opgange, og var nøjagtigt lige så kedelig og grim som dem.

Ja, jeg synes opgange er grimme, and so what?

Langsomt traskede jeg op ad trappen, til jeg nåede den rigtige dør. Et øjeblik stod jeg bare og betragtede den. Ved siden af den massive træ-dør, hang et skilt med navnet Louis Tomlinson skrevet på. Nedenunder kunne man - hvis man kiggede ordentligt efter - ane ordene & Harry Styles.

Også selvom det efterhånden var et godt stykke tid siden at han 'forlod' mig.

Jeg trak langsomt nøglen op fra jakkelommen, stak den i låsen, og drejede den en halv omgang, så døren åbnede sig med et lavt og dog tydeligt 'klik' fra låsen.

Jeg trådte indenfor, lukkede og låste døren igen, tog mit overtøj af, og satte så kursen direkte hen imod bordet ved vinduet.

Jeg kunne forstå på Liam, at der efterhånden var opstået en mindre tradition med at lytte til båndene ved lige netop dét bord.

Altså var det dér jeg satte mig, og fiskede efter båndene der endnu lå i æsken de var kommet i, for hvad der føltes som flere år siden efterhånden.

Jeg tog de to bånd der var tilbage deri op, og studerede dem lidt tid.

Den første gang havde det været så let bare at sætte båndet i og trykke play, men efterhånden som måneden var skreden frem, var det blevet sværere og sværere, for nu at virke som noget der var næsten umuligt.

Eller nej, det var jo egentligt ikke ligefrem det at trykke på en knap der var svært.

Det var mere bevidstheden om den smerte og fortvivlelse du ville høre, så snart båndet satte igang. Mere, alle de følelser der blev pumpet igennem én hele båndet igennem.

Jeg vendte mig mod den taske jeg havde med hjem fra hospitalet - den taske hvor båndene der var blevet sat til mig dér havde været i - og trak walkman'en op nede fra dybet.

Et stykke papir fulgte med op derfra, og nysgerrigt skimmede jeg teksten.

'L-O-E-D-O-Y-N' stod der derpå. Det var tydeligvis Niall der havde skrevet det, og hurtigt gik det op for mig at det var de bogstaver - de ledetråde - vi indtil videre havde fået samlet os.

Men hvad de skulle stå for, havde jeg absolut ikke den mindste anelse om.

Desværre.

Jeg åbnede walkman'en, puttede båndet nummereret med 22 deri, og trykkede play, før jeg kunne nå at tænke over det.

" Jul.

 December.

Hvad forbinder du som regel med de to ord?

Gaver? Sne? Mad? Hygge? Glæde? Samvær?

Eller noget helt syvende?

Dette spørgsmål er jeg ofte blevet stillet, men for at være ærlig, har jeg aldrig rigtigt kunnet finde ud af hvad jeg skulle svare til det. For det meste er det endt ud med at jeg har udbrudt et eller andet helt bisart, og folk har derefter stirret underligt på mig.

Ord som: Forræderi, langtrukken og pinefuld er blevet brugt langt de fleste gange.

Bisart ikke?

For det er vel ikke ligefrem det man forbinder med noget så fantastisk som julen...

Eller hvad?

Det tror jeg nu alligevel nok du ville gøre, hvis du var - eller i hvert fald havde været - i mit sted. "

Tro mig Harry.

Jeg behøvede slet ikke at være i dit sted for at bruge de ord lige pt.

Det klarede jeg helt fint selv tak.

" I hvert fald.

Jeg regnede med at den december ville blive ligesom alle de andre. Selvfølgelig ville der være sket forandringer, for alle folk i hele den store hvide verden kendte jo stortset til mig, men lige bortset fra det, regnede jeg med at få en normal og rolig december.

Men det skal jeg da lige love for at jeg ikke fik.

Det hele startede med et brag, da vi for første gang optrådte i madison square garden mandag den tredje december.

Eller nej.

Nu når jeg tænker over det, startede det allerede i slutningen af november måned.

Det startede med at jeg blev indkaldt til møde med nogle få personer fra management - ikke noget at være bekymret for dér, var jeg rimelig sikker på.

Puuha...

Hvor tog jeg dog fejl.

Jeg gik derind som 'single' og kom  åbenbart ud i et forhold.

Jeg kom lige direkte ud til dig" Tonen i Harry's stemme ændrede sig markant, da han nærmest hvislede ordet 'dig' ud.

Det her tegnede ikke godt.

" Du ventede på mig, med et smil klæbet fast på dine læber.

Du udbrød et 'Hej Harry!' med en tøset - næsten hvinende - stemme.

Allerede dér, var jeg klar over at jeg ikke ville kunne holde det ud.

Holde dig ud.

Ikke for så lang tid i hvert fald.

Jeg kan huske at jeg bare kiggede vantro på dig, før jeg svarede dig.

Resten af dagen blev brugt med at du klæbede dig sammen med mig. Seriøst, jeg var helt bange for at du ville gå med mig ud på toilettet til sidst, så slemt var det.

Seriøst. Du var virkelig klæbende.

Og hver eneste gang du så bare antydningen af et kamera, skal jeg da nok lige love for at du kunne komme helt tæt ind til mig. Du nærmest kastede dig ind i siden på mig, selvom jeg virkelig prøvede at få dig til at holde bare en lille smule afstand til mig.

Det startede med en tur i parken og i central park zoo, og... Tja... Det endte på dit hotelværelse.

Vi gjorde ikke noget.

Altså ikke udover det vi burde gøre. For det meste sad du på sengen og prøvede at forføre mig, mens jeg stædigt sad på en stol så langt fra dig jeg kunne komme.

Lige indtil den næste dag hvor vi skulle spille et lykkeligt par igen.

Det var forfærdeligt.

Aldrig har jeg følt mig mere fanget og i bur.

Alle mine ord.

Alle mine bevægelser.

Alting.

Det var altsammen planlagt ned til allermindste lille detalje.

Hvordan jeg skulle holde i hånd med hende, kigge på hende, tale til hende, tale om hende... Kort sagt, det hele.

Og jeg var ikke bare sur.

Ikke bare såret eller fortvivlet.

Jeg nåede så langt ud, at jeg overvejede at tage mit eget liv, bare for at slippe.

Slippe for det.

Og slippe for hende.

Men jeg kunne ikke. Ikke helt.

Ikke endnu i hvert fald.

Så jeg kæmpede for at holde facaden oppe. Kæmpede for at få det til at se troværdigt ud.

Jeg har ingen idé om hvor godt eller dårligt det lykkedes, men jeg ved bare at jeg i hvert fald havde det forfærdeligt.

Jeg ved faktisk slet ikke hvordan jeg skal forklare det ordentligt.

Men forestil dig at være tvunget til at tilbringe enormt lang tid med en person du aldrig rigtigt havde kunnet lide.

Og forestil dig så at være nødt til at virke forelsket og i et forhold med den person. Det lyder ikke specielt rart vel?

Det var vel et eller andet sted ikke din skyld Taylor. Ikke udelukkende i hvert fald, men du var med til det, spillede en hovedrolle i stykket, og jeg kunne - jeg kan - ikke tage det.

Til sidst, efter flere måneder i et falsk forhold, valgte jeg endelig at droppe hende.

I de måneder havde jeg været utrolig meget igennem, bare på grund af det pr. stunt nogle mænd med fornemme titler havde bestemt sig for at jeg skulle igennem.

Efter flere måneder med klæben, skænderier, smerte, gråd og forræderi, valgte jeg at sætte min fod ned.

Jeg fortalte live på storskærm - for hele den hvide verden - at jeg havde droppet Taylor fordi hun havde været for klæbende i længden.

Men det skulle jeg aldrig have gjort.

Hvorfor jeg ikke skulle have gjort det, må du vente med til i morgen at finde ud af.

For det er nemlig med, som en pænt væsentlig rolle derpå.

Forresten, har i fundet alle ledetrådene?

Alle 9?

Nej?

Så burde i nok snart komme igang venner.

For tiden går og klokken slår.

Og jeg render jo ikke ligefrem rundt og får det bedre vel?

Men nu må i have en fortsat god jul.

Vi ses forhåbentligt på mandag....?

Slut på bånd 22."

ÅRGH!

Jeg kunne udemærket godt huske dengang Harry havde 'datet' Taylor.

Kunne udemærket godt huske hvor ked af det han altid var. Hvordan han altid havde brug for mig den december.

Hvordan han havde puttet sig ind til mig, og begravet sit ansigt i ved min skulder, imens han havde grædt sine øjne ud af hovedet, med min arm strygende forsigtigt op og ned ad hans arm.

Vredt rejste jeg mig, så stolen væltede bag mig.

Jeg stormede hen og smed mig på sofaen med hovedet boret solidt ned i puderne.

Jeg savnede Harry, og jeg ville have ham tilbage...

Nu.

___________________________________________________________________________

First of all - tak til jer der svarede før!

Jeg har valgt at springe et par dage frem, så vi med aller højeste sandsynlighed når alle kapitlerne igennem (altså at de sidste i hvert fald passer med datoen).

Vi kan som skrevet nok godt finde ud af noget med at få lagt et nummer 20 og 21 ind på et tidspunkt.

Men lad os nu se engang ikke? :)

Men hvad synes i ellers? Intet ondt om Taylor, jeg bryder mig bare personligt ikke så meget om hende, og shipper langtfra Haylor....

Nok om det.

Skal til byen i morgen og have købt de sidste julegaver, så kapitlet kommer engang når jeg er hjemme igen derfra! :)

 

Hvad med jer? Er i klar til jul? :)

- E xXx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...