24 Reasons why (One Direction julekalender)

Harry Styles er forsvundet - sporløst. Ingen ved hvor han er, eller om han overhovedet er i live. Politiet er på bar bund, og utrolig tæt på bare at opgive det hele. Lige indtil Niall Horan en dag kommer hjem og ser en mystisk kasse stå åben på gulvet. I den ligger 24 kassettebånd, ét bånd til hver dag i december. De kan hjælpe med at få deres ven tilbage, men er de villige til at give alle deres dybeste hemmeligheder og løse svære gåder, for at finde deres ven?
Kan de nå det inden den 24? Hvad sker der hvis ikke de når det? Og hvordan kan 24 kassettebånd hjælpe dem på vej?

Den er med i julekonkurrencen :)
Anstødende sprog/scener kan forekomme.

95Likes
133Kommentarer
10566Visninger
AA

18. 19 december

Louis' synsvinkel

Der var mørkt og stille i værelset. Det eneste der hørtes, var drengenes dybe vejrtrækninger.

Jeg havde ingen idé om hvad klokken var, men jeg havde en fornemmelse af at jeg heller ikke ville få meget søvn den nat.

"Niall. Psst. Niall?" Mumlede jeg.

Han satte sig op, og kiggede i min retning. Jeg kunne ikke se ham nej, men han bevægede sig som en skygge i natten hen imod min seng, så jeg kunne fornemme hvor han var.

"Hvad så?" Spurgte han. Det var ikke det mindste spor af træthed at spore i hans stemme, så jeg gik ud fra at han heller ikke havde sovet endnu.

"Ved du hvad klokken er?" Spurgte jeg.

Han luskede tilbage til de stole han havde skubbet sammen til en mindre seng, og fandt sin mobil et sted i dynen. Han pressede knappen ned, og et blødt lys bredte sig over hele rummet. Han missede med øjnene, og aflæste tallene.

"Den er halv to." Sagde han, med blikket hvilende på mig.

"Hvorfor?" Spurgte han.

Jeg ignorerede hans spørgsmål, og lagde mig i stedet tilbage i sengen igen. Tanken om at sove havde jeg efterhånden opgevet, så jeg vendte mig mod Niall, der stadig stod ovre ved hans 'seng' og betragtede mig i stilhed.

"Så.. Det er vel den 21 nu ikke?" Mumlede jeg, med blikket hvilende på Niall.

Han løftede eftertænksomt det ene øjenbryn, og forsøgte tydeligvis at følge mine tanker.

"Hvad tænker du da Lou?" Spurgte han undrende.

"Jamen jeg tænkte bare, om ikke vi skulle finde nogle flere ledetråde så?" svarede jeg henledende.

Jeg tror han fattede min hentydning, for straks blev han tavs og eftertænksom.

"Såå... Du har tænkt dig at lytte til et bånd. Nu?" Spurgte han mistroisk.

Jeg nikkede bestemt, og kunne ikke se hvorfor det være et problem. Jo, klokken var ganske vidst lort om natten, men hvad så? Det kunne vel være komplet lige meget?

"Ja? Er det et problem?" Spurgte jeg undrende.

Han rystede hurtigt afværgende på hovedet. "Nej nej, jeg mente bare. Altså. Klokken er bare meget meget tidligt - eller sen - og vi har brugt hele dagen på at lede efter de skide bogstaver.. Er du slet ikke træt?" Spurgte han.

"Nææh.... Jeg har jo lagt her i et stykke tid efterhånden, uden at være oppe at stå såå..." Sagde jeg, og lod sætningen hænge i luften.

Han rystede på hovedet og mumlede noget om, at det måtte jeg selvom, før han lagde sig i 'sengen' igen. Da han slukkede mobilen igen, og mørket lå over rummet igen, rakte jeg ud efter tasken med bånd, der lå i den nederste skuffe i det natbord der var blevet stilt ved siden af min seng.

Jaja det er standarten på et hospital, men alligevel!

Jeg fandt walkman'en og hev den op til mig. Jeg havde været så smart at sætte det næste bånd i, umiddelbart efter jeg havde hørt det andet bånd færdigt, så det eneste jeg skulle gøre var at trykke play.

Så det gjorde jeg.

" Skulle vi ikke tage at prøve noget nyt?

Skulle vi ikke tage at starte lige på og hårdt?

Godt så!

Og nu vi er hos dig Ed, skulle vi så ikke tage at blive her lidt længere? Vi har det jo lige så hyggeligt - ikke?

Som sagt tidligere, byttede vi sange. Det lyder ikke som noget vildt og voldsomt, og det var det faktisk heller ikke.

Ikke lige det med at bytte sange i hvert fald.

Men du var jo heller ikke helt fri for problemer vel hr. Sheeran?

Ligesom alle os andre, havde du jo dine ting du kæmpede imod. Og jeg må sige at du var god til det - at kæmpe imod.

Hatten af for det, for du var bedre end os andre.

Men alligevel ikke god nok.

Vi brugte lang tid sammen du og jeg. Specielt efter Niall og jeg måtte stoppe med at ses udenfor den tid der var strengt nødvendig.

Jeg havde brug for nogen der kunne hjælpe mig med at få styr på alt mit lort, og som kunne afholde mig fra at gøre skade på mig selv.

Og det blev så dig Ed.

For som sagt havde du også ting du måtte tumle med. Ting, der virker meget normale sammenlignet med Niall og jeg.

Jeg vil ikke sige hvad dit problem var - ikke endnu i hvert fald.

Men det kommer.

Bare rolig.

Det startede med at vi begyndte at se mere til hinanden, engang efter en fest Olly havde holdt. Vi var en del kendte mennesker samlet - og dermed også en del forskellige former for medier samlet ude foran det hus vi festede i.

Jeg skulle endnu engang køre hjem, og slog mig ned ved Ed's bord. Af en eller anden grund jeg ikke kunne greje, havde han ikke så meget som rørt et eneste glas med alkohol, men drak i stedet sodavand. Han så ud til at more sig fint - det var ikke det.

Men altså. Til fester med kendte mennesker, er kernen af det hele - nøgleordet i det hele - alkohol.

Til fester som den vi var til der, kunne vi drikke og feste som alle andre mennesker, og langt de fleste benyttede sig af den chance.

Men du gjorde ikke Ed, og det undrede mig.

Jeg borede dog ikke i det.

Ikke lige dén aften.

Men da vi få uger senere kontaktede dig - Niall og jeg - fandt jeg ud af hvorfor.

Vi spurgte om du ville indspille en sang for os. En sang der betød - der betyder - utrolig meget for os. Du svarede ja, på den betingelse at vi ville forklare dig hvorfor den var så vigtig for os, og hvorfor vi ikke selv kunne indspille den.

Og at vi så også ville indspille endnu en af dine sange.

Vi var noget nervøse omkring det, men indvilligede dog.

Vi kom til dit hus, og fortalte dig alt omkring sangen, og baggrunden dertil. Ja faktisk helt ned til den allermindste pinefulde detalje.

Vi var ikke stolte af os selv, men du bad os om at fortsætte kampen imod det vi var oppe imod. Specielt mig opfordrede du til at søge hjælp hurtigst muligt, da du rent faktisk kunne se mine ar.

Og selvom det lyder vanvittigt, var det som om det ikke kun var de udvendige ar du kunne se, men derimod også de indvendige, hvor underligt det så end lyder.

Det føltes som om du kunne se direkte igennem mig, som om du kunne direkte ind i min hjerne, og se alle de modbydelige ting jeg bærer rundt på.

Jeg får helt kuldegysninger bare ved at tænke på det.

Vi havde snakket lidt frem og tilbage, inden du valgte at spille det der skulle vise sig at være den single der for altid vil være den mest betydningsfulde for mig.

Du spillede en smuk sang ved navn 'Little Things'.

Og så fortalte du os det jeg virkelig aldrig havde troet om dig. Jeg ved stadig ikke helt om jeg tror dig, selvom jeg et eller andet sted ved at du taler sandt.

For du fortalte os at du - Ed Sheeran.

Var alkoholiker.

Eller nej, undskyld, tidligere alkoholiker!

Jeg blev dybt chokeret da jeg fik det at vide, og er det stadig et eller andet sted.

Du fortalte os at du havde haft problemer med alkohollen siden du var omkring de 16, og først tidligere det år havde du fået kontrol over det igen.

Du forklarede os at det var derfor du ville have at vi søgte hjælp, og at du gerne ville hjælpe os med det hvis det var.

Vi takkede dig, og forlod dit hus med vores nye single.

Og mere er der faktisk ikke i det her.

Jeg er ikke sikker på hvorfor det overhovedet er havnet på disse bånd, men det kan have noget at gøre med de valg jeg senere traf.

Valg, i tids nok skal komme til at høre mere til.

Så... Faktisk har jeg ikke mere til dig for nu Louis.

Trist ikke?

Lig dig til at sove igen, og brug så hele dagen i morgen på at få hvilet ud.

Du får brug for alle dine kræfter i morgen. Ja altså den tyvende.

- Slut på bånd nitten."

Af en eller anden grund - en helt uforklarlig én - gjorde dette bånd et eller andet ved mig, der gjorde det muligt for mig at sove.

Selvom det lyder vanvittigt hvis vi tænker på hvad jeg lige havde fået at vide.

Men måske var det lige netop det der gjorde det.

Det med at det var så vantittigt.

I hvert fald faldt jeg hurtigt i søvn, og drømte drømme jeg ville ønske der ville holde sig langt, langt væk.

___________________________________________________________________________

Har haft lidt problemer i dag, så don't judge me for det dårlige kapitel.

Jeg ved det godt, og jeg er virkelig ked af det.......

Men det er vel bedre end ingenting.... Eller hvad? :)

Tror også selv jeg vil følge Harry's råd, og gå i seng.

OG FORRESTEN!!! LEVER I ELLER HVAD?!?!?! :O

- E xXx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...