24 Reasons why (One Direction julekalender)

Harry Styles er forsvundet - sporløst. Ingen ved hvor han er, eller om han overhovedet er i live. Politiet er på bar bund, og utrolig tæt på bare at opgive det hele. Lige indtil Niall Horan en dag kommer hjem og ser en mystisk kasse stå åben på gulvet. I den ligger 24 kassettebånd, ét bånd til hver dag i december. De kan hjælpe med at få deres ven tilbage, men er de villige til at give alle deres dybeste hemmeligheder og løse svære gåder, for at finde deres ven?
Kan de nå det inden den 24? Hvad sker der hvis ikke de når det? Og hvordan kan 24 kassettebånd hjælpe dem på vej?

Den er med i julekonkurrencen :)
Anstødende sprog/scener kan forekomme.

96Likes
133Kommentarer
10686Visninger
AA

17. 18 december

Louis' synsvinkel

Jeg sov uroligt den nat. Jeg blev ved med at fokusere på at der var under en uge tilbage til julen, og at vi endnu manglede en del bånd, og det havde en utrolig god evne til at holde mig vågen. Jeg følte mig presset og stresset, også selvom lægen op til flere gange havde bedt mig om at slappe af, hvis jeg snart ville væk fra dette fængsel igen.

Det var ligesom bare lidt svært for mig.

Også fordi min drøm åbenbart havde været rigtigt på et eller andet punkt. Der havde været bånd bag forhænget, og jeg var ikke sikker på at jeg ville vide hvor meget mere af drømmen der havde været sandt.

Doktoren havde sagt at min 'bror' havde været her, og det mistænkte jeg lidt for at være en helt speciel dreng. Faktisk, var det også sådan han havde præsenteret sig i min drøm, og sådan vi flere gange havde omtalt ham - for sjov, men alligevel. 

Jeg ved at det lyder helt sindssygt, men faktisk, mistænkte jeg selveste Harry Styles for at have været her. Doktoren havde nemlig også røbet af drengen havde et stort, mørkt, krøllet hår, og havde næsten lysende grønne øjne, hvis han kiggede på mig.

Han fortalte at han havde været med mig helt fra da jeg kom ind i ambulancen, og havde først forladt mig da de andre drenge kom.

Hans undskyldning havde været, at de andre drenge ikke var så vilde med ham, og derfor følte han sig ikke så godt tilpas i selvskab med dem.

Lægen havde dog stadig ikke set ham forlade sygehuset, og da han fortalte mig det, fik jeg kuldegysninger over det hele.

For sådan havde det også været i min drøm.

Faktisk, nu når jeg tænker efter, så havde min drøm været næsten den samme hver nat (jo, selvom man er bevidstløs, kan man altså godt kende forskel på dag og nat, desuden var jeg jo heller ikke helt bevidstløs vel?).

Drømmen havde i grove træk handlet om at Harry havde siddet ved min side hver eneste nat, holdt min hånd, sunget for mig, og lavmælt mumlet beroligende ord for mig. Han havde også været her de første dage ifølge min drøm, og inden han forlod mig, havde han lagt en taske med bånd til mig, som han ville have mig til at høre - alene. Også selvom jeg ikke kunne gøre det store for at finde de ledetråde han havde spredt ud rundt omkring.

Men så kunne jeg vel altid sende de andre drenge ud efter dem.

For han havde - igen ifølge drømmen - forladt mig natten til i går, natten før jeg brød igennem mit skjold i form af min krop.

Jeg sukkede dybt, og kastede endnu engang et blik på båndene der lå ved siden af mig. Jeg burde sikkert begynde at lytte igen, men jeg havde virkelig ikke lyst. Jeg kunne ikke finde den styrke frem, jeg vidste lå gemt et eller andet sted i mig - den styrke, der havde fået mig til at lytte de andre gange.

Men jeg vidste at jeg var nødt til at gøre det - at jeg var nødt til at bide i det sure æble, og bare få det overstået.

Jeg trak langsomt walkman'en op til mig, satte headsettet i, og holdte min finger over playknappen i lang, lang tid.

Jeg overvejede virkelig at smide det væk, og glemme alt om det, men jeg vidste, at hvis jeg gjorde det, så ville jeg også være nødt til at smide Harrt væk, og glemme alt om ham.

Og det havde jeg ikke tænkt mig.

Derfor fandt jeg alligevel styrke nok til at få løftet min finger, og få den sluppet da den lå henover playknappen. Den landede med et bump på knappen, som blev trykket ned, så båndet gik i gang.

Båndet startede, men der var kun noget lavt skratten i baggrunden. Jeg blev i tvivl om, om det her var en slags test, for at finde ud af om jeg overhovedet hørte båndene.

Indtil lyden af en stol der blev sat i jorden lød, og kort efter startede lyden af en guitar. Jeg var ikke sikker på om jeg kendte melodien, men jeg syntes et eller andet sted at den lød bekendt.

En kort pause, og så startede det igen.

"Give me love, like, her.

'cuz lately i've been waking up alone.

Paint splattered teardrops on my shirt,

Told you i'd let them go,

And that i'll find my corner,

Maybe tonight i'll call ya,

After my blood, turns into alcohol......"

Harry sang på livet løs, med så meget indlevning og følelse, at jeg faktisk kunne føle hans smerte.  Det var utroligt hvordan han kunne leve sig ind i sange - jeg var vandt til det.

Men denne gang, var det helt utroligt.

Jeg sad helt stille, og lyttede til hans smukke hæse stemme, indtil han havde sunget den sidste strofe, som han lod hænge i luften. Han holdt en pause et øjeblik, hvor man udelukkende kunne høre hans mindre besværede vejrtrækning.

"Hvad vil du fortælle mig Harry?" Mumlede jeg utålmodigt, og overvejede et øjeblik at spole en smule frem på båndet.

En indånding dybere end de andre lød, og da han åndede ud, kom det ud som et opgivende suk.

"Ja sådan lyder denne smukke sang.

Du kender den helt sikkert godt.

Faktisk, er jeg næsten hundrede på at du kender den, og ved hvem der synger den.

Lagde du mærke til det? Det lille bitte tryk jeg lagde på synger?

Det er jeg sikker på at du gjorde.

For jeg skal fortælle dig en lille ting skal jeg. Denne sang er ikke Ed´s. Eller jo, for jeg har givet ham den.

Men det er mig der har skrevet den. Skrevet den for en nær ven."

Var det her mit bånd? Det virkede underligt hvis han skulle have skrevet en sang til mig, og specielt denne sang.

Men på den anden side, kunne man aldrig helt regne ud hvad Harry ville, eller hvor han ville hen med det han nu engang gjorde.

" Du ved ikke at den er din.

Ikke før nu.

Niall.

Det var dig der lærte mig kunsten i at spille guitar. Du lærte mig det, så jeg kunne få noget andet at tænke på, end at skulle skade mig selv.

Og jeg er dig evigt taknemmelig for at du har lært mig det.

Der er ingen udover Niall der ved at jeg kan spille guitar - før nu i hvert fald.

Men for at komme tilbage til sangen, så jo, det er mig der har skrevet den, og jo, den er dedikeret/bygget udfra Niall.

Kan du huske dengang i 2012 Louis? Dengang vi virkelig red på bølgen, og blev monster populære fra den ene dag til den anden? Kan du huske hvor meget der stod/var om os, uanset hvor vi var, eller hvor vi så hen?

Og kan du huske hvem der næsten aldrig blev nævnt?

For det kan jeg.

Det var nemlig lille søde Niall.

Pressen kunne ikke se det spændende i at skrive om Niall. Niall havde ingen popularitetsværdi så at sige. Skrev de noget om ham, ville det ikke sikre dem flere læsere, hvorimod hvis de skrev om os andre drenge og vores forskellige "forhold" ville de være næsten hundrede procent sikre på at få tusinde læsere verden over.

Altså, kan man vel sige at vi fire drenge - mig, Louis, Liam og Zayn - red på bølgen, mens Niall faldt i vandet, og ikke kunne komme op igen.

Det var ikke andet end et par måneder siden at han havde afsløret mig sin store hemmelighed, og selvom jeg gjorde alt for at stoppe det, blev det kun værre.

Tilsidst, blev det så slemt at jeg ikke kunne holde til at spise i samme rum som ham længere, fordi jeg vidste at alt han spiste ville komme op igen få minutter efter. Præcist ligesom han ikke kunne holde til at være sammen med mig mere, fordi jeg slog mig selv med det elastik jeg næsten altid bar omkring håndleddet, i mangel på bedre (som en lighter eller et barberblad). Hver eneste gang jeg gjorde tegn til at gøre den allermindste skade på mig selv, farede han nervøst sammen, og tjaa... Man kunne vel sige at vi gled en smule fra hinanden.

Du fandt mig en aften imens jeg cuttede. Du fandt mig på tourbussens badeværelse, med et barberblad hængende imellem mine fingre og blod hvirvlende ned i afløbet. Du fandt mig, hængende i en tynd tråd og for et øjeblik – et enkelt øjeblik – fangede du hvad der foregik. Synd det ikke varede så længe.

Du hørte min næsten lydløse gråd, og kom til mig. Du slog armene om mig, og i lang tid sad vi bare med armene om hinanden, uden at veksle et eneste ord. Du fortalte mig af en eller anden grund at du elskede mig.

Det var tydeligt at høre, på hvilken måde hvis du skulle være i tvivl.

Og Niall er ikke gay. Niall er bare... Niall. Det er vidst sådan jeg bedst kan beskrive det. Niall har engang imellem brug for at komme ud med ting ingen af os regner med at han har brug for at komme ud med. Han kan gå fra at være dybt useriøs, til at være helt seriøs, og sige de mest underlige ting.

Utallige gange har han fortalt mig - ja jeg er faktisk sikker på at hvis du spurgte de andre, så ville de også have oplevet det - at han elsker mig.

Og tro det eller ej, det betyder faktisk utrolig meget når folk helt uden opfordring fortæller dig at de elsker dig.

Det får dig til at føle dig speciel.

Føle dig... Elsket.

Men der er nogen der aldrig får sådan noget at vide.

Og én af dem er Niall.

Sig mig helt ærligt, hvor mange gange du har sagt at du elsker ham?

Kom nu. Tænk dig lidt om.

- Vi har massere af tid."

Hm... Min hjerne arbejdede på højtryk for at finde ud af det, men det virkede umuligt.

Jeg kunne godt huske alle de gange Niall havde sagt at han elskede mig, men...

Nu når jeg tænkte over det, havde jeg aldrig sagt det til ham.

For mig var det store ord. Jojo altså selvfølgelig elskede jeg ham, men ligefrem at gå rundt og sige det til ham, var altså ikke noget jeg sådan rigtigt gjorde noget ud af.

Det var faktisk ikke noget jeg havde sagt til nogen af drengene.

Altså lige pånær én.

" Ha! Jeg tænkte det nok.

Du har aldrig fortalt ham det vel?

Men bare rolig, du er ikke den eneste.

Mange mange - utallige gange, har Niall stået der og erklæret folk sin kærlighed for bare at få et eller andet åndssvagt svar igen.

Du hører jo aldrig nogen gå hen til ham og sige disse tre magiske ord vel?

Det tænkte jeg nemlig nok.

Imens vi andre var på toppen af verden, og bare fortsatte vores rejse opad, faldt Niall længere og længere ned imod bunden.

Det var så tydeligt, at jeg ikke forstår hvordan omverdenen - og management for den sags skyld - ikke kunne ligge mærke til det.

Drengen blev jo pisse tynd, og ændrede totalt stil og personlighed.

Niall var ikke længere den Niall vi kendte og elskede.

Men han var stadig Nialler.

En aften da vi lå i tourbussen, kom Niall pludselig hen til mig. Han fortalte mig at han ikke kunne sove.

Det var typisk Niall at få sådanne udbrud engang imellem, så jeg satte mig op i sengen, og gjorde plads til at han kunne sætte sig overfor mig.

Han havde virket så anspændt.

Så.. Nervøs.

Jeg havde spurgt ham direkte om hvad der var galt.

Og så væltede det ellers ud af ham. Om hvordan han ikke var sikker på sig selv, og at han følte sig fed og forkert. Om hvordan han helt seriøst mente at han ikke hørte til i bandet - at han ikke sang godt nok, og ikke var køn nok.

Og så fortalte han mig noget der kunne have fået mig til at gå ud og finde et barberblad lige på stedet.

Endnu en hemmelighed jeg skulle bære rundt på for evig tid.

Han fortalte mig, at han ikke var sikker på sin seksualitet. Dette er jo selvfølgelig ikke slemt, for sådan har vi det allesammen.

Nej det han fortalte mig efter det, var det der slog mig ud.

Han fortalte mig at han elskede Liam.

Som i: Han ELSKEDE Liam.

Han var dybt og uigenkaldeligt forelsket i ham, men han vidste at det ikke ville kunne gå. Han vidste at Liam havde Danielle, og at han var hundrede procent hetroseksuel. Han fortalte at han ikke turde snakke med Liam om det, og han bad mig love at jeg aldrig ville fortælle det til nogen.

Så det gjorde jeg.

Jeg lovede - jeg svor - ham, at jeg aldrig nogensinde ville lade det forlade mine læber.

Og er der noget jeg kan, så er det at holde hvad jeg lover.

Jeg ved, at der er mange ting jeg har afsløret de sidste par dage, men dette er noget helt specielt.

Det du fortalte mig her Niall, gav mig et skub mere i den gale retning, også selvom jeg udemærket godt vidste at det ikke var din hensigt.

Da du havde talt færdigt, kiggede du bedrøvet ned i sengen. I lang tid sad vi sådan. Dig stirrende ned i sengen, og mig stirrende fortabt og fortvivlet på dig.

Indtil jeg pludselig holdt dig tæt ind til mig, og fortalte dig at jeg elskede dig.

Og det gør jeg virkelig.

Jeg elsker dig Niall.

Det skal du vide. Du er en fantastisk person, der altid er åben overfor noget nyt, en person der altid tager imod alle med åbne arme.

Okay jeg skal nok snart stoppe nu det lover jeg.

Men Niall.

Uanset hvad der sker, så husk på hvad jeg fortalte dig den aften.

Jeg ved at der - et eller andet sted derude i den store verden - findes en smuk og fantastisk pige - eller hvem ved? Måske en dreng? - der venter på at du finder hende.

Men for nu at komme tilbage til fortællingen engang.

Da jeg havde fortalt dig det, snøftede du en enkelt gang, og spurgte om jeg virkelig mente det, hvortil jeg svarede ja. Du fortalte mig at du også elskede mig, og så var det min tur til at plabre ud med ting der fik dig til at bære rundt på en stor og tung hemmelighed.

Den hemmelighed må i andre vente lidt endnu med at høre - selvom du Louis sikkert allerede kender til den.

I hvert fald.

Da jeg havde plabret ud, havde du grint lidt med dit smukke grin, og sagt at vi da var et kønt par os to.

Jeg havde erklæret mig enig, og ud af det blå  -virkelig, spørg mig ikke hvordan eller hvorfor - sad vi og skrev en sang, vi vidste vi ikke ville bruge.

Nå ja, det var måske ikke helt sandt det med at det var Nialls sang, for man kan vel sige at det var mindst lige så meget min....

Men da vi var færdige, blev vi dog hurtigt enige om at finde én eller anden der kunne indspille vores sang for os.

Én, der ville indspille den akustisk, så den ikke ville blive ødelagt af for meget larm.

Og for at det ikke skal være løgn, så gjorde vi det faktisk. Vi lavede en byttehandel med en helt speciel herre, der fik noget helt fantastisk og unikt ud af vores sang. Vi fik ganske vidst også rigtig meget succes ud af hans sang, men alligevel.

Dette er ikke en historie som de andre på båndet. Jeg ved ikke helt hvordan jeg vil definere denne historie, men i blev nødt til at have den, hvis i vil forstå mig bedre.

Nå, men nu skal i - eller du - høre engang.

Jeg ved jo at du er på hospitalet lille Louis - god bedring forresten. SÅ! Derfor har jeg da været på besøg, og spredt lidt bogstaver ud.

Hvilke, og hvor de er, må i selv finde ud af. Synes jeg har været utrolig venlig og gavmild for tiden, så det er vidst på tide at i får gang i de små grå selv.

Slut på bånd 18 december."

Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere på de nyheder jeg havde fået på dette ene lille irriterende bånd.

Vidste ikke om jeg skulle grine eller græde.

Men jeg vidste at jeg måtte få de andre drenge herover hurtigst muligt, så de kunne få fundet de skide bogstaver, så vi kunne få banket noget fornuft ind i knolden på Harry.

Jeg fandt min mobil frem, og ringede til de andre drenge, der hurtigt troppede op ved min seng. Jeg fortalte dem hvad jeg vidste.

Eller. Det vil så sige, at jeg fortalte dem at jeg vidste at der var bogstaver der ville kunne hjæpe os med at finde frem til Harry på den ene eller den anden måde, men ikke hvor jeg vidste det fra, eller hvad jeg ellers havde hørt på båndet.

De tog mig selvfølgelig alvorligt, og gik straks på jagt efter båndene.

Jeg selv lagde mig udmattet tilbage i sengen.

Jeg kiggede på min mobil, og stak et headset deri.

Jeg gik ind under musik, søgte et kort øjeblik og trykkede play.

Og så gik det op for mig at jeg aldrig ville kunne lytte til denne sang på samme måde igen.

____________________________________________________________________________

Hvis du skulle være i tvivl, er det selvfølgelig ' Give Me Love' med den fantastiske Ed Sheeran jeg har skrevet om i dette kapitel.

Håber lidt at i vil fortælle mig hvad i synes om dette kapitel, da jeg virkelig har lagt meget abejde i det.

Det ville virkelig betyde meget for mig....

Nyder i ellers jeres december? :D

Det er lige gået op for mig at vi dør i morgen, og at jeg er alt for langt bagud med den her movella - suk ;(

Men ja..... :)

GOD FORTSAT DECEMBER!! HÅBER IKKE VI DØR I MORGEN, FOR DET VILLE SKU VÆRE SÅ TRIST! ;)

 

- E xXx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...