24 Reasons why (One Direction julekalender)

Harry Styles er forsvundet - sporløst. Ingen ved hvor han er, eller om han overhovedet er i live. Politiet er på bar bund, og utrolig tæt på bare at opgive det hele. Lige indtil Niall Horan en dag kommer hjem og ser en mystisk kasse stå åben på gulvet. I den ligger 24 kassettebånd, ét bånd til hver dag i december. De kan hjælpe med at få deres ven tilbage, men er de villige til at give alle deres dybeste hemmeligheder og løse svære gåder, for at finde deres ven?
Kan de nå det inden den 24? Hvad sker der hvis ikke de når det? Og hvordan kan 24 kassettebånd hjælpe dem på vej?

Den er med i julekonkurrencen :)
Anstødende sprog/scener kan forekomme.

96Likes
133Kommentarer
10695Visninger
AA

15. 16 december

Zayn's synsvinkel

"Nej, han har stadig ikke bevæget sig." Sukkede jeg, før lægen kunne nå at spørge.

Jeg havde siddet ved Louis' side i to dage nu, og han havde endnu ikke vist tegn på at han havde tænkt sig at vågne igen. Vi var alle bekymrede, men lægen sagde, at han nok skulle komme sig nu, når han endnu ikke var død.

Vi turde dog ikke rigtig tro på det endnu, når han var så langt væk.

"Det var faktisk ikke det jeg ville." Mumlede lægen og sendte mig et lille smil. Han var kommet ind til mig en gang i timen de sidste to dage, og havde hver eneste gang spurgt mig om der havde været bevægelse.

Men hver gang havde jeg måttet skuffe ham.

Det var lige til at blive frustreret over, men da jeg vidste at det alligevel ikke ville hjælpe, sad jeg bare stille og roligt ved hans side imens jeg ventede på at han ville vågne.

"Hvad så?" Spurgte jeg og kiggede interesseret på ham.

Han svarede mig ikke i starten, men mumlede bare et eller andet uforståeligt, før han gik ud af rummet, og gjorde tegn til mig om at følge med.

"Vi har nogle problemer." Sagde han, da vi var kommet ud af rummet. Han vendte sig imod mig med et bekymret ansigtsudtryk, og straks frøs min krop til is.

Han ville dø. Helt sikkert.

Mine hænder begyndte at ryste, og jeg kiggede op på lægen igen.

"Hvilke... Problemer?" Spurgte jeg nervøst.

"Rolig, rolig! Det eneste problem vi har, går ud på det faktum at medierne efterhånden er begyndt at ligge mærke til at Louis er væk. Jeres afledningsmanøvre med at det var en af hans look-a-likes der blev skudt, er efterhånden begyndt at blive gennemskuet. I skal til at passe på når i kommer - og går - herhen og herhenne fra. Ellers ser vi os nødsaget til at flytte ham til et andet hospital, som kommer til at ligge et stykke herfra. Vi vil helst undgå at flytte ham, for hans tilstand er som sagt stadig ikke helt stabil." Sagde lægen.

Jeg stod lidt og fordøjede nyheden.

I det mindste var det ikke en erkendelse af at han ville dø - pyha.

Jeg åndede lettet op, og et skævt smil viste sig på mine læber. "Vi skal nok passe bedre på - jeg skal bringe det videre." Svarede jeg, vendte mig, og gik ind til Louis igen.

"Hey bro." Mumlede jeg da jeg kom derind.

Jeg havde hilst sådan på ham hver dag, hvis jeg havde forladt hans side af den ene eller den anden grund.

Derfor havde jeg heller ikke regnet med nogen form for reaktion fra hans side.

Men det skal jeg da lige love for at der kom.

Ved lyden af min stemme, gav han et spjæt fra sig. Ikke noget vildt og voldsomt, men dog var det så tydeligt at man sagtens kunne se det. Glæden væltede op i mig,, da jeg så det.

Jeg havde troet at det kun var Harry der kunne få en sådan reaktion ud af ham, men jeg havde åbenbart taget fejl.

Jeg tænkte jeg ville prøve igen, bare for at se hvad der skete.

"Har du savnet mig?" Spurgte jeg, og kunne ikke helt skjule glæden og lettelsen i min stemme. Det var lang tid siden jeg havde haft den undertone.

Ja faktisk, måtte det snart være en hel måned siden.

Som tiden dog flyver.

Jeg fokuserede på Louis, og da jeg talte, gav det et kort ryk i hans hovede. Jeg smilede stort til ham, selvom han ikke kunne se det.

"Tager det som et ja." Mumlede jeg, og gik hen for at sætte mig ved hans side.

Jeg kastede et flygtigt blik på Louis, på min vej ned til hans side, og det var som om jo tættere jeg kom på, jo mere bevægelse kom der i ham. Som om han ville fortælle mig et eller andet.

En bekymret rynke meldte sin ankomst i min pande.

"Er der noget du vil fortælle mig Lou?" Spurgte jeg.

Hans hoved gav endnu engang et ryk fra sig.

Hmm....

"Så må du jo tale." Sagde jeg blidt, og lagde en hånd på hans.

Han fangede den, og gav den et tryk.

En rynke af anstrengelse kom frem på hans pande, og hans øjne blev klemt helt sammen. Faktisk, blev hele hans ansigt klemt sammen af ren anstrengelse. Jeg betragtede ham i stilhed. Jeg kunne tydeligt se hvor svært han havde ved det, og han manglede nok ikke ligefrem en til at presse ham endnu mere.

Hans mund åbnede sig, og nogle få usammenhængende lyde kom ud.

"Jeg forstår dig ikke Lou." Mumlede jeg forvirret.

Hans ansigt blev om muligt endnu mere koncentreret.

"H..H..Ha...Hazzzz." Stødte han ud til sidst. "Hazza er her ikke." Mumlede jeg blidt.

"H..Haazzz.... B...Ba...Bag.." Mere sagde han ikke, før hans ansigt faldt tilbage i puden med et mere fredfyldt udtryk.

"Bag hvad Louis? Lou? LOU?!"

"Fuck." mumlede jeg for mig selv, da der absolut ingen reaktion kom. Jeg rakte ud efter den røde snor der hang på væggen bag Louis' seng, og kort efter kom min læge-ven ind til os.

"Hvad sker der?" Spurgte han roligt.

Jeg fortalte ham hektisk om hvad der var sket, og han nikkede forstående.

"Hmm.... ja jeg skal nok bede dig gå ud et øjeblik, så undersøger jeg ham lige." Sagde han. Jeg gjorde som han sagde, og stillede mig foran døren ude på den lange hospitals gang.

En pige på omkring de fjorten kom gående hen imod mig. Hun havde vidst ikke genkendt mig, men det var helt tydeligt at hun var fan - hun havde en stor hoodie med skriften 1D på maven på, hendes sko var malet over med vores navne, det samme var hendes arme. 

Jeg prøvede så godt som muligt at gøre mig usynlig, da jeg virkelig ikke var i humør til fans lige nu, men lige lidt hjalp det. For da hun var næsten helt forbi mig, gik det vidst op for hende at det var mig. Hun stoppede op, og gik tilbage til mig.

"E..er du ikke Zayn... Malik?" Spurgte hun med store øjne.

Et øjeblik overvejede jeg at lyve, men på den anden side var det vidst en smule for tydeligt hvem jeg var.

Suk.

"Jo jeg er." Sagde jeg, og tvang et smil frem på læberne - uanset hvad, skulle vi være søde ved vores fans, og tale pænt med dem.

Hendes øjne blev om muligt større, og hun skulle lige til at skrige, da jeg hurtigt lagde en hånd over hendes mund.

"Vil du ikke nok være sød at lade være med at skrige?" Spurgte jeg anstrengt, og straks klappede hendes mund sammen igen.

Jeg smilede taknemmeligt til hende.

"Må jeg få din autograf? Og et billede?" Spurgte hun. Jeg nikkede, og skrev mit navn midt på hendes trøje, med en sort sprittusch. Derefter tog jeg et billede med hende.

"Må jeg spørge dig om en ting?" Spurgte hun nervøst.

"Selvfølgelig." Svarede jeg.

"Hvorfor er du her?" SPurgte hun.

Hmm... Mind mig lige om at jeg skal sige nej hvis en fan spørger mig om de må spørge mig om noget, når en af mine bedste venner lå inde på en stue lige nu, og kæmpede for livet som han havde gjort det de sidste to dage.

"Jeg... Øhm... Jeg skal bare.... Øhm.... Købe slik til drengene..?"

Virkelig..? Købe slik?

Flot Zayn.

Hun kiggede mistroisk på mig.

"Ja altså, det er så billigt her!" Forklarede jeg med et smil. Hun nikkede halvforstående.

"Jamen okay så." Sagde hun med et blændende smil. "Vi ses!" Sagde hun og vinkede hele vejen ned ad gangen, da hun gik.

Jeg vinkede tilbage, og sukkede lettet da hun drejede om hjørnet og var ude af syne. Det virker måske en smule ledt, men helt ærligt, så orkede jeg faktisk ikke fans lige for tiden. Faktisk, var der ikke rigtigt nogen af os der gjorde det.

Jeg blev revet ud af mine tanker, da døren ind til Louis' stue pludselig åbnede, og lægen kom ud med et stresset udtryk. Jeg kiggede nervøst på ham.

"Hvad sker der så?" Spurgte jeg, og forsøgte at forholde mig rolig. Han ænsede mig ikke, før jeg greb fat i hans arm. "Hallo?" Sagde jeg utålmodigt.

"Hmm.... Hans puls svinger meget. I dag har den været utrolig høj i et par minutter, men så faldt den ligesom igen. Det var lige omkring det tidspunkt hvor jeg snakkede med dig her før. Jeg ved ikke hvad der sker.... Men det ser ikke godt ud." Svarede han ærligt.

Jeg rystede på hovedet, takkede ham, og skubbede mig forbi ham ind i værelset. Jeg gik hen til sengen, og satte mig stille ned ved siden  af ham.

***

"Tror i snart han vågner eller hvad?" Spurgte Niall utålmodigt fra den anden side af sengen.

"Lad nu være med at stresse ham Nialler. Giv ham den tid han har brug for." Sagde Liam irrettesættende.

Hvad end der havde gået de to på i går, havde de tydeligvis fået det løst. Hele dagen i går havde der været en trykket stemning, så snart de trådte ind i det samme rum, men hvis man spurgte om der var noget galt, afviste de det.

Det undrede mig, for helt ærligt? Jeg havde boet med dem, rejst med dem, klædt om med dem, sovet med dem, ja sågar badet med dem.

Jeg kendte dem.

Kendte dem ud og ind, og det havde været så tydeligt at de ikke var deres normale jeg.

Men de ville ikke snakke om det, og jeg havde accepteret det, og til sidst stoppede jeg helt med at spørge efter det.

Men i dag var stemningen en helt anden. Den var let og frisk, og Niall var som sædvanlig i et fantastisk humør - dog utålmodigt, men det vænnede man sig til i længden. 

Louis havde ikke bevæget sig siden dengang i formiddag, og nu nærmede klokken sig de 19:00. Niall og Liam var kommet omkring klokken fem, mens jeg selv havde siddet i stolen ved siden af hans seng hele dagen, for at forstå det han havde sagt.

Noget med Harry, og noget med bag.

Og nej, det var nok ikke ligefrem Harry's bag.

Jeg havde dog ikke kunnet komme på noget der kunne passe. Det irriterede mig, men jeg måtte vel bare vente til Louis engang gad at vågne igen.

Og skulle man lytte til hvad lægen sagde, så ville det blive enten senere i aften, eller i nat. Han havde fået kigget på skemaet over hans puls, og det viste sig at det kun var på det ene tidspunkt det havde været en smule uregelmæssig, så han mente at det havde været et tilfælde.

Det kunne have været en reaktion på mit fravær, eller noget helt andet.

Pointen er, at det nok ikke var så alvorligt som først antaget - med hensyn til pulsen altså.

"Jeg keder mig." Mumlede Niall, og landede med et bump i stolen.

Det fik så en vis person til at fare sammen, og alle os andre til at stirre håbefuldt på ham.

"Sig noget mere Nialler." Mumlede Liam, men det var slet ikke nødvendigt, for han snakkede som et vandfald, om alt og intet.

"Kom nu Lou. Åben øjnene, der er noget jeg skal vise dig!" Lokkede Niall.

Præcist hvad det var han ville vise ham havde jeg absolut ingen idé om, men det måtte han selv om. Vi skulle bare få ham til at vågne op.

Han krummede hænderne sammen, og trak langsomt og forsigtigt benene op under sig. Dog prustede han pludselig, og sparkede benene væk fra sig igen. Han løftede sin arm, og lagde den over skudhullet, mens han stønnede anstrengt.

"Det er okay Lou. Bare tag dig god tid." Sagde Liam roligt, og det så ud til at få ham til at slappe en smule mere af.

Dog ødelagde Niall det hurtigt.

"Nej kom nu! Se engang!" Lokkede Niall igen. Han fik en koncentreret rynke imellem  øjenbrynene, og Niall blev ved med at presse ham, indtil Louis' hæse stemme lød.

"Hold så kæft Niall." Sagde han hårdt, før hans læber blødte op i et anstrengt smil. Liam og jeg begyndte at grine, imens Niall bare kiggede fornærmet på ham.

"Og her prøver man bare på at hjælpe." Mumlede han surt.

Endnu engang faldt Louis' hovede tilbage i puden, men denne gang tog jeg det en smule roligere, da jeg havde prøvet det før.

Timerne sneglede sig afsted, men pludselig råbte Niall på os igen.

Vi nærmede os midnat, og siden det lille udbrud ved syvtiden, havde han lagt helt ubevægeligt.

Liam og jeg kom hurtigt hen ved siden af Niall, og kiggede på Louis der lå helt stille.

"Hvad?" Spurgte jeg.

"Kig." Mumlede Niall bare.

jeg gjorde som han sagde, og betragtede Louis der stadig lå helt stille.

Pludselig kom der en trækning til synes ved hans øjne, og kort efter blinkede de en enkelt gang, før hans smukke blå øjne kom frem og gled over vores ansigter.

_____________________________________________________________________________

*IKKE RETTET IGENNEM*!!!!!!!

- E xXx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...