24 Reasons why (One Direction julekalender)

Harry Styles er forsvundet - sporløst. Ingen ved hvor han er, eller om han overhovedet er i live. Politiet er på bar bund, og utrolig tæt på bare at opgive det hele. Lige indtil Niall Horan en dag kommer hjem og ser en mystisk kasse stå åben på gulvet. I den ligger 24 kassettebånd, ét bånd til hver dag i december. De kan hjælpe med at få deres ven tilbage, men er de villige til at give alle deres dybeste hemmeligheder og løse svære gåder, for at finde deres ven?
Kan de nå det inden den 24? Hvad sker der hvis ikke de når det? Og hvordan kan 24 kassettebånd hjælpe dem på vej?

Den er med i julekonkurrencen :)
Anstødende sprog/scener kan forekomme.

96Likes
133Kommentarer
10680Visninger
AA

14. 15 december

Liams synsvinkel

*Bip, Bip, Bip*

Jeg rakte søvndrukkent ud efter mit vækkeur, men idet jeg strakte mig for at nå det, ramte jeg jorden med et brag.

Hvad fanden?

Jeg rejste mig fortumlet op, og kiggede forvirret rundt i værelset.

Øøøh? Det der var da ikke mit værelse?!

Forvirret trådte jeg over dørtærsklen, og endte ude i en stue. Næsten hele den ene væg var af glas, længst væk stod et bord helt ude ved vinduet, og i den anden ende - den tættest på mig, stod en sofa, hvor der lige nu lå en lyshåret irsk dreng bredt ud.

Jeg kiggede med et kærligt blik på ham, som han lå der med arme og ben strittende tilfældigt ud over det hele.

Det tog så hårdt på ham det her.

Ja altså, det gjorde det jo selvfølgelig på os allesammen, men specielt Niall bar præg af det. Det var efterhånden gået op for mig at Harry og Niall havde haft et langt tættere forhold til hinanden, end først antaget. Dette kunne man også tydeligt høre flere steder på båndene, og specielt på ét af dem.

Lige netop den historie var jeg aldrig kommet hundrede procent igennem, da jeg ikke havde kunnet holde det ud. Det var så forkert... Så...

Uhyggeligt.

Alt det her var så uhyggeligt. Skræmmende. Så... Ja jeg ved snart ikke om jeg kan finde flere synonymer.

Dagen i går havde vi brugt på hospitalet, men det viste sig at det ikke kun havde været os der havde været derinde.

En fyr der havde udgivet sig for at være Louis' forsvundne bror havde også kigget forbi, men det var meget muligt at det bare kunne have været en form for sladderbladsjounalist. Det ville ikke undre mig om det var det, men skulle man tage efter de tegn der viste at det i hvert fald ikke var en jounalist der havde været der, ville jeg skyde på at det havde været ingen ringere end Harry Styles i egen høje person.

Hvorfor jeg troede det?

Tjo, det kunne eventuelt have noget at gøre med de ting der var blevet efterladt på ham.

Et brev, og to ledetråde.

Jeg traskede op til bordet, hvor brevet og ledetrådene lå. Det var gået op for mig at vi befandt os i Louis' lejlighed.

Jeg kunne faktisk ikke helt huske hvorfor vi valgte at tage herhen, men der måtte vel være en grund til det.

Zayn var blevet på hospitalet efter Niall og jeg var gået, og noget sagde mig at han var der endnu. Vi havde alle fået at vide hvad der var sket, og Zayn var bange for at lade ham være alene.

Jeg nåede derhen, og satte mig med et bump ned på stolen længst ude ved vinduet. Jeg vidste at Louis altid havde nydt at sidde her, helt lige så stille, og bare betragte de mange mennesker der hastede forbi hans vindue, helt uvidende om at han så dem.

De fleste af de piger der gik forbi dernede ville nok ikke være så rolige, hvis de vidste hvem der boede her, eller hvem der lige nu befandt sig herinde.

Faktisk, er jeg rimelig overbevist om at vi ikke ville få så meget alene-tid hvis de fandt ud af det.

Jeg rystede på hovedet, og fangede papiret der lå i enden af bordet.

Jeg trak det hen til mig, og skimmede endnu engang teksten derpå.

"Hej drenge.

Ja, det er jo sådan det kan gå, hvis man ikke er forsigtig. Gemma klarede den - jo - men gør Louis nu også det?

Tjaa... Det er ikke godt at vide. Hvis jeg var jer, ville jeg skynde mig lidt med de bånd. Vi har jo trods alt ikke lang tid igen vel?

I får derfor to ledetråde, fordi jeg er så venlig og i så godt julehumør!

Hvis i tænker jer om, vil i vide hvad i skal gøre med dem, og hvad der kommer ud af dem i længden. Men jeg vil ikke hjælpe jer mere end dette. I vil køre på egen hånd nu.

Og lad nu være med at gøre noget dumt.

For hvem ved hvor i så ender?

- H"

Jeg fik kuldegysninger over det endnu engang, foldede det sammen, og havde en trang til bare at smide det af helvede til.

Jeg gjorde det dog ikke, da jeg helst ikke ville have flere problemer på halsen, end dem jeg havde i forvejen.

Hvilket - hvis du spørger mig - faktisk var flere end rigeligt.

Jeg lagde brevet på bordet, og rakte ud efter ledetrådende i stedet.

Det ene var noget så simpelt som et "N" lavet af træ, mens det andet, var en lav englefigur der havde et "E" på malet på maven af hendes kjole.

Jeg havde virkelig ingen idé om hvad det var vi skulle med det. Jeg vidste at vi i forvejen havde et L og et O, men.... Hvad skulle vi med det, havde jeg virkelig ingen idé om.

Det var frustrerende at havde noget der kunne redde ham, og så alligevel ikke vide hvad man skulle med det.

Grrrr.!

Jeg smed det frustreret fra mig, og Niall sprang forskrækket op fra sofaen.

"Hvad sker der?!" Sagde han og snuplede nærmest over ordene.

Hvis ikke det havde været fordi jeg var i så dårligt/så trykket et humør, havde jeg helt klart grint af det der, uden at vide hvordan jeg nogensinde ville kunne stoppe igen.

Nu slap der kun et mindre fnys ud imellem mine læber, da jeg kiggede på Niall der stod midt ude i det hele med håret strittende ud til alle sider, og med et hektisk udtryk i blikket.

"Hvad er det der er så sjovt?" Spurgte han halvfornærmet, og rettede sig op.

Jeg rystede bare på hovedet, og forklarede ham at jeg bare havde læst brevet igen.

Hans ansigtsudtryk ændrede sig til forståelse og han landede med et bump på sofaen igen. Han krummede sig sammen, og trak dynen langt op over ansigtet.

Jeg sukkede dybt.

"Hvad har du gang i?" Spurgte jeg tålmodigt.

Han kunne sku da ikke bare ligge sig til at sove igen? Han lå helt stille, og stirrede ind i væggen foran ham, men han svarede mig ikke.

"Hvad hvis nu vi ikke når det? Hvad hvis vi ikke klarer den? Hvad hvis Lou ikke klarer den? Hvad skal vi dog gøre, hvis vi mister både Harry og Louis?" Spurgte han retorisk, og snøftede en enkelt gang.

"Jeg tror snart ikke jeg kan klare det her mere Liam:" Mumlede han, og trak dynen endnu længere op omkring sig.

Jeg rystede på hovedet, og gik hen for at sætte mig ved ham. Jeg lod mig falde ned ved siden af ham i sofaen, og da jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle gøre, strøg jeg ham bare blidt op og ned ad ryggen. Vi havde aldrig rigtigt været så tætte - Niall og jeg - men siden den første december, havde vi tilbragt mere tid sammen end ellers (hvilket ikke siger så lidt endda) og vi var kommet utrolig tæt på hinanden.

Det var lidt en underlig følelse at sidde dér og stryge ham over ryggen, men det lod til at det hjalp ham en smule. Han blev i hvert fald helt stille, og lå også helt stille under min hånd. 

"Det skal nok gå det hele Niall. Også selvom det ikke ligefrem ser lyst ud lige nu." Sagde jeg.

Han vendte sig under mig, og borrede sine øjne ind i mine.

"Tror du?" Hviskede han.

Jeg nikkede, og trak ham tæt ind til mig.

"Det skal nok gå." Mumlede jeg ind imod hans hals.

Langsomt trak han sig fra mig, dog så hans ansigt stadig var utrolig tæt på mit. Han kiggede mig i øjnene, og langsomt kom hans ansigt tættere på mit.

Jeg blev forvirret. Hvad ville han?

Han lukkede sine øjne, og kort efter mærkede jeg et par bløde læber imod mine.

Mine tanker gik amok, men jeg ignorerede dem lige for nu. Jeg stoppede med at tænke, og kyssede ham igen.

Kysset var langt, men godt.

Det var utrolig forvirrende, og da han trak sig fra mig igen, skyndte jeg at rejse mig, for at forlade stuen. Jeg gik ud på badeværelset hvor jeg låste døren og satte mig på toilettet.

Hvad var det der lige var sket? Hvad havde jeg dog lige gjort?

Jeg havde kysset Niall.

Eller nej. Han havde kysset mig, men alligevel!

Min hjerne gik amok, og jeg kunne ikke finde hovede og hale i noget af det.

Jeg gemte hovedet i mine hænder, og rokkede langsomt frem og tilbage, imens jeg prøvede at forstå. Forstå hvad der havde fået ham til det. Hvad der havde fået mig til det.

Men jeg kunne ikke.

Frustreret slog jeg hånden ind i døren, inden jeg gik ud derfra, direkte forbi Niall som kiggede bedende efter mig.

"Liam. Liam vent!" Sagde han, og sprang efter mig. Han stillede sig i dørkarmen, så han spærrede den for mig.

"Niall flyt dig." Sagde jeg monotont.

Han lyttede dog ikke til mig, men blev stædigt stående med øjnene endnu engang borret ind i mine.

"FLYT DIG!" Sagde jeg igen.

Han flyttede sig stadig ikke, så - utålmodig som jeg var - tog jeg fat omkring livet på ham, og "kastede" ham væk.

Han landede ind i kanten af bordet, og jamrede lydløst. Jeg fortrød hurtigt hvad jeg havde gjort, og knælede ned ved siden af ham. Han kiggede såret på mig - lignede et dyr der ventede på dødsstøddet.

"Undskyld Niall jeg....." Jeg nåede ikke at fuldende sætningen, før Niall afbrød mig. "Er ked af det? Er ked af at du kyssede mig? Det skulle du ikke være." Sagde han, rejste sig, og gik.

Jamen fedt. Det hele ramlede da bare sammen for mig for tiden. Jeg kunne ikke røre ved noget uden at ødelægge det.

Jeg trak knæene op, så jeg kunne hvile min hage derpå. Tårene begyndte at piple frem, men jeg rystede dem rasende væk.

Jeg skulle ikke græde. Ikke nu. Jeg havde intet at græde over, som jeg ikke havde for tre dage siden.

Mine humørsvingninger forvirrede mig, og jeg rejste mig, for at køre hen til Zayn og Louis der måske - kun måske - ville kunne få mig til at falde en smule til ro igen.

Jeg råbte til Niall at jeg forlod ham, og da der intet svar kom, sukkede jeg dybt, før jeg greb min jakke og snørrede mine sko, inden jeg forlod lejligheden.

____________________________________________________________________________

Jaaa den havde i nok ikke lige regnet med hva´?

Ej fortæl mig lige hvad i synes om det... Det var måske en smule weird, men jeg var løbet en smule tør for idéer sååååååååå..... Tjaaa...... :)

Måske - kun måske - kommer der et kapitel mere i dag. Jeg siger måske, da min hest har lavet et eller andet med dens ben, og dyrlægen kommer til den her senere.... Jeg er lidt nervøs for hvad der er galt, så jeg ved ikke om jeg kommer til at skrive senere....

- E xXx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...