24 Reasons why (One Direction julekalender)

Harry Styles er forsvundet - sporløst. Ingen ved hvor han er, eller om han overhovedet er i live. Politiet er på bar bund, og utrolig tæt på bare at opgive det hele. Lige indtil Niall Horan en dag kommer hjem og ser en mystisk kasse stå åben på gulvet. I den ligger 24 kassettebånd, ét bånd til hver dag i december. De kan hjælpe med at få deres ven tilbage, men er de villige til at give alle deres dybeste hemmeligheder og løse svære gåder, for at finde deres ven?
Kan de nå det inden den 24? Hvad sker der hvis ikke de når det? Og hvordan kan 24 kassettebånd hjælpe dem på vej?

Den er med i julekonkurrencen :)
Anstødende sprog/scener kan forekomme.

96Likes
133Kommentarer
10680Visninger
AA

13. 14 december

Det hele var blevet for meget.

Løbet løbsk.

Gået over gevind.

Dette var ikke min mening - havde aldrig været min hensigt.

Jeg strøg blidt en tot hår der havde forvildet sig ned i hans ansigt, væk derfra, før jeg kærligt lod min fingerspids følge hans læbers perfektbuede form.

Det havde været utrolig tæt på - utroligt tæt på hans død.

3 centimeter længere mod højre, og kuglen ville have gennemboret hans hjerte.

I starten havde jeg faktisk været hundrede procent sikker på at den havde ramt rigtigt - eller forkert om du vil - og at han ville være borte for evigt. Det var derfor jeg havde været ved ham så hurtigt. Jeg havde forsøgt at stoppe blødningen, og havde tilmed måttet yde førstehjælp.

Jeg havde slet ikke ænset at ambulancefolkene var kommet, før de slog mine hænder væk, og skubbede mig væk fra Louis pinefulde ansigt.

Det var det billede jeg havde i hovedet.

Det var dét ene billede der havde fået mig til at tvivle på det hele.

Billedet af hans smukke ansigt forvrænget af smerte.

Jeg vidste, at hvis han overlevede og jeg gennemførte min plan, ville det udtryk sidde som smeltet fast i hans ansigt forevigt.

Og det ville kun være et spørgsmål om tid, før han ville følge efter mig.

Hvilket jeg ikke kunne bære tanken om.

Det var så surrealistisk det hele. Det var som om det hele var vendt på hovedet, og det nu var mig der måtte kæmpe for at holde ham i live.

Dog havde en ingen intentioner om at stoppe det jeg havde gang i, selv hvis han overlevede. Og da specielt ikke hvis han ikke klarede den.

Alting var bare for meget for mig, og medmindre de stoppede det, så jeg kun én udvej.

En udvej jeg på en måde allerede havde valgt.

I hvert fald en udvej jeg ikke selv kunne styre længere.

Giften spredtes i mig, og jeg var efterhånden begyndt at kunne mærke det. Jeg var ikke så frisk og klar i hovedet som jeg plejede, og på en måde var det en lettelse at leve som i en døs.

Men jeg vidste at jeg alligevel ikke ville kunne holde det ud i længden.

Pludselig blev jeg opmærksom på fodtrin der kom tættere og tættere herhen, og hurtigt forlod jeg pladsen ved siden af Louis så jeg i stedet stod skjult bagved gardinet der omringede hans seng.

Jeg fokuserede på at stå og være helt stille, og jeg turde knap nok trække vejret, i frygt for at det kunne ses af den person der nu engang ville komme ind ad døren.

Døren åbnede med en knirken, og lyden af sko imod gulvet kom tættere og tættere på. Jeg vågede at kaste et enkelt blik ud fra gardinet, og så til min lettelse at det 'bare' var en læge.

Han så ikke ud til at have set mig, så jeg stod så stille som overhovedet muligt, og betragtede ham.

Han trykkede nogle forskellige steder på Louis' krop, og holdte øje med hans reaktion. Han reagerede slet ikke på noget som helst, før lægen blidt trykkede omkring skudhullet i siden af hans bryst. Her gav han et spjæt, og hans ansigtsudtryk blev endnu engang forvrænget i smerte.

Jeg lukkede øjnene, og knugede hårdt om gardinet ved synet. Jeg var utrolig tæt på at komme til at sige noget, og bed mig derfor hårdt i læben til smagen af blod væltede op i min mund. Jeg stoppede, og kiggede nervøst hen på lægen, der nu var ved at skrive sine betragtninger ned.

Han rejste sig igen, og kiggede bekymret på Louis før han vendte sig imod lige præcist det sted jeg stod.

"Du kan godt komme frem nu." Sagde han blidt men dog bestemt. Jeg gjorde som han sagde, og trådte ud fra mit mindre skjulested. Jeg var ikke sikker på hvordan eller hvornår han havde lagt mærke til mig, men jeg havde ikke tænkt mig at spørge ham.

"Kom med mig." Sagde han, og tonen i hans stemme afslørede at det ikke var til diskussion.

Jeg undrede mig lidt over hvad han ville mig, og var et øjeblik bange for at han vidste hvem jeg var, hvilket virkelig ikke kunne have været specielt godt.

Han vendte ryggen til mig, og forlod rummet. Jeg fulgte efter ham så godt som muligt, og var lige ved at brage ind i ham, da han pludselig stoppede.

"Så...." Sagde han, og kiggede gennemtrængende på mig. "Hvis nogen spørger mig, hvem må jeg så sige har været her? Altså hvem er du?" Spurgte han.

Ja hvem var jeg.

Jeg skulle nok ikke fortælle at jeg havde været her, medmindre jeg ville få alle folk til at gå mere amok end de gjorde i forvejen.

Jeg skulle lige have lidt tid til at tænke over hvordan jeg slap ud af det der.

Jeg tror han kunne se på mig at jeg havde brug for et øjeblik til at forklare mig, og han valgte så at spørge mig om noget andet.

"Han mumler hele tiden noget om en såkaldt 'Harry' noget med at Harry har brug for ham. Hver gang han taler om det - eller ham - svinger hans puls med en to-tre slag. Det er ikke sundt for ham. Ved du hvem denne Harry er?" Spurgte han, og kiggede alvorligt på mig.

"Det er hans hund." Var det første og eneste jeg fik spyttet ud imellem mine læber.

Hans hund? Virkelig?

Åbenbart.

Han kiggede mistroisk på mig.

"Hans.... Hund...?" Spurgte han med en mistroisk tone.

"Ja, hans hund betød meget for ham, og den blev ramt af en bil i går." Svarede jeg uden at blinke.

Kom ikke her og sig at jeg ikke kan lyve....!

Han nikkede tankefuldt, og skrev nogle ord ned på hans blok.

"Og hvem sagde du så at du var?" Spurgte han.

Sikke dog den mand kunne stille spørgsmål.

"Jeg er hans bror." Sagde jeg.

"Jeg husker ellers ikke at Louis Tomlinson har nogen brødre?" Sagde han og begyndte efterhånden at lyde utrolig tvivlende.

Hmm... Næh det husker jeg heller ikke makker, skal vi fejre det over en middag?

Nej?

Okay så.

"Jamen det er jeg altså. Jeg blev bortadopteret som lille, og da jeg fik at vide at han boede her i byen ville jeg kigge forbi." Svarede jeg alvorligt.

Han nikkede tankefuldt.

"Klarer han den?" Spurgte jeg efter lidt tid.

Han kiggede alvorligt op på mig, med et ulæseligt blik.

Det tegnede ikke godt, og min krop stivnede automatisk.

"Jeg er ikke sikker. Hans tilstand er stadig kritisk. Umiddelbart ville jeg sige at han ville klare den, men jeg er ikke hundrede procent sikker. Chancen er 50/50 som det ser ud lige nu. Han blev ramt utrolig tæt på hjertet, og da kuglen stadig sidder derinde og han endnu ikke har vist tegn på at vågne, ved jeg ikke helt hvad jeg skal mene." Svarede han.

"Okay." Var det eneste jeg kunne sige lige nu.

Han kiggede opmundtrende på mig, og lagde en hånd på min skulder.

"Men lad os nu ikke drage forhastede konklussioner vel? Der er jo trods alt stadig store chancer for at han klarer den." Sagde han med et smil, før han vendte sig for at forlade mig.

"Hvis du går tilbage til ham, så husk at give besked hvis der sker ændringer. Åh... Og du må for alt i verden ikke tirre eller stresse ham på nogen måde. Det er vigtigt." Sagde han alvorligt.

Åh ja drengen er bevidstløs hvordan i hele hulede høvlen da, havde du tænkt dig at jeg skulle tirre eller stresse ham?

"Nej selvfølgelig ikke, og jeg skal nok give besked." Svarede jeg.

Han nikkede tankefuldt, og forlod mig alene der på gangen. Jeg skævede til klokken, og så til min store rædsel at den allerede var næsten tre om eftermiddagen. Jeg havde "ved et uheld" tjekket Louis'  mobil tidligere, og så at de andre drenge havde aftalt at komme omkring halv fire for at besøge ham.

Noget sagde mig at de ikke vidste at han endnu var bevidstløs, for så havde de jo nok ikke skrevet til ham.

I hvert fald, fik jeg pludselig en smule travlt, da jeg skulle være ude herfra inden de kom.

Jeg skyndte mig derfor tilbage til værelset, hvor Louis stadig lå fuldstændigt ubevægeligt. Jeg gøs en smule ved synet, men hastede over i hjørnet, hvor jeg havde stillet den taske jeg altid bar rundt på for tiden. Der var de mest nødvendige ting deri - og lidt til.

Jeg trak et stykke papir op fra et af rummene deri, samt to ting der helt sikkert ville hjælpe dem alle.

Og muligvis også mig selv.

Jeg lagde tingene på Louis' mave, og foldede hans hænder henover det.

Derefter bøjede jeg mig frem, og kærtegnede endnu engang hans kind.

"Held og lykke Louis. Du får brug for det." Sagde jeg, inden jeg forlod hospitalet tidsnok til at se de andre ankomme dertil.

De så mig dog ikke, og jeg fortsatte min mindre 'flugt' væk fra hospitalet.

De skulle bare lige vide skulle de....

___________________________________________________________________________

Okay undskyld for manglende kapitel i går.... Ved ikke lige hvad der skete....

MEN I HVERT FALD!

Jeg syntes jeg ville give jer lidt.... Anderledes...? SÅ jeg skrev dette kapitel... Det skulle rent faktisk have været ude i går, og var meget længere, mere detaljeret osv. men min computer valgte at sluge det... Waaaah :(

Derfor er jeg slet ikke tilfreds med det her, men jeg går udfra at det er bedre end intet.... Eller huh?

MEN tror i Louis klarer den? :o Hvad tror i der sker?? :o

Tjaaaaa who knows? :D

- E xXx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...