24 Reasons why (One Direction julekalender)

Harry Styles er forsvundet - sporløst. Ingen ved hvor han er, eller om han overhovedet er i live. Politiet er på bar bund, og utrolig tæt på bare at opgive det hele. Lige indtil Niall Horan en dag kommer hjem og ser en mystisk kasse stå åben på gulvet. I den ligger 24 kassettebånd, ét bånd til hver dag i december. De kan hjælpe med at få deres ven tilbage, men er de villige til at give alle deres dybeste hemmeligheder og løse svære gåder, for at finde deres ven?
Kan de nå det inden den 24? Hvad sker der hvis ikke de når det? Og hvordan kan 24 kassettebånd hjælpe dem på vej?

Den er med i julekonkurrencen :)
Anstødende sprog/scener kan forekomme.

96Likes
133Kommentarer
10684Visninger
AA

12. 13 december

Louis' synsvinkel

Jeg kunne ikke huske noget fra dagen før. Eller jo, selvfølgelig kunne jeg det.

Jeg havde ligesom set Harry igen - ikke? Jeg havde snakket med Niall - ikke?

Jeg havde fået det mest skræmmende bånd nogesinde...

Men resten af dagen var som en sløret masse i min hjerne. Seriøst, jeg anede virkelig ikke hvad jeg havde brugt resten af dagen på. Det hele var væk, men jeg vil skyde på at jeg havde siddet ved vinduet det meste af dagen.

For jeg var stadig skræmt. Altså selvfølgelig var jeg det, men efter det der skete i går, var det i hvert fald ikke blevet mindre skræmmende.

På nogen som helst måder.

Natten havde endnu engang været uden så meget søvn, og jeg kunne virkelig mærke det efterhånden.

Mine øjne føltes som om de var tapet sammen, og mine fødder var så tunge som bly. Jeg orkede virkelig ikke at lave noget, og da slet ikke noget der krævede min fulde opmærksomhed.

Suk.

Jeg havde det hårdt jo.

Suk.

Jeg lod blikket glide over mit værelse, før jeg tog et beslutsomt skridt i retning af køkkenet. Jeg kunne lige så godt få det overstået, så jeg gik ud og fandt båndene.

Båndene lå hulter til bulter imellem hinanden, og der gik lidt før jeg fandt det rigtige.

13 Stod der derpå med den smukke håndskrift. Savnet satte sig igen i mig.

Synet af Harry dagen før havde gjort det værre end det var i forvejen - hvilket faktisk havde været mere end rigeligt hvis du skulle være i tvivl.

Jeg så ham hele tiden for mig, de mest umulige steder, og jeg hørte hele tiden lyde der signalerede hans nærvær. Seriøt... jeg var virkelig blevet sindssyg på det tidspunkt.

Eller... Det var i hvert fald utrolig tæt på....

Jeg stoppede båndet i afspilleren og trykkede play.

Båndet skrattede et stykke tid, og man kunne med nød og næppe høre lyden af en person der trak vejret dybt.

" Jeg ved ikke hvad der får folk til at gøre som de gør. Har de en lille stemme inde bagerst i deres hjerne, der styrer dem og fortæller dem om alt det forkerte de kunne gøre? Frister de dem til at gøre det? Lokker dem med rigdom og lykke?

Jeg ved det ikke, men jeg ville ønske at jeg gjorde. Det er jeg helt overbevist om at du også vil. Du brænder sikkert for at vide hvorfor jeg har valgt at gøre som jeg gør, og det kan jeg skam godt fortælle dig.

Jeg har fået nok.

Fået nok af alle løgnene, alle bedragene, alle hemmelighederne.

Alt.

Og dog. Jeg er så usikker alligevel. Det er derfor jeg har valgt at give jer en chance. Mit liv afhænger af jer...

Jeg gjorde - eller gør - dette for at få et indblik i om jeg overhovedet er så ønsket endda. Om folk overhovedet ville savne mig.

'Jamen Harry selvfølgelig vil vi da det!' tænker du sikkert lige nu. Men... Det er ikke alle der tænker sådan.

Faktisk... Tror jeg der er mange der har det helt på den modsatte måde. Nogle, der faktisk er utroligt tætte. Både med mig selv... men også med hinanden.

Ikke også Gemma og Josh?

Jeres liv og forhold ville blive en del lettere hvis ikke jeg var her til at ødelægge det for jer.

For i er jo sammen bag min ryg ikke?

Jo. Jeg ved det skam godt.

Og jeg skammer mig over jer. Hvordan kan i gøre det? Jer to - af alle mennesker?"

Harry holdte en pause og det eneste man kunne høre var nogle enkelte dybe indåndinger og et enkelt snøft.

Det var tydeligt at han prøvede at bevare kontrollen over hele situationen.

Men... Gemma.... Og.... Josh....?

Hvad mente han? Han kunne da umuligt tro at de var sammen, som i SAMMEN SAMMEN..? Eller hvad?

Jeg rystede langsomt på hovedet.

Det var vidst ikke kun mig der fejlede noget på øverste etage.

Stakkels lille Hazza.

Han tog endnu en dyb indånding, og stødte så ordene ud imellem hans - muligvis - sammenbidte tænder.

"For det er jo det i er ikke?

I er sammen. Bag min ryg.

Jeg gentager mig selv nu - jeg ved det.

Til jer der måske ikke ved hvem Gemma er, kan jeg oplyse jer om at hun er min noget så søde og artige søster. Josh er vores trommeslager hvis ikke i vidste det i forvejen.

Vil i høre historien om hvordan jeg fandt ud af det?

Selvfølgelig vil i det. Ellers er der jo ikke så meget sjov ved det hele vel?

Nå, men i hvert fald.

For knap en måned siden skulle vi til fest - en fest vi vender tilbage til nogle gange endnu, da der skete utrolig meget den nat - og Gemma insisterede på at komme med.

Jeg ønskede virkelig ikke at have hende med, for jeg havde en underlig fornemmelse af at et eller andet ikke var helt som det skulle være.

Og hvor havde jeg ret.

Gemma brugte dog sin "storesøster autoritet" på mig, og tvang mig til at tage hende med. 

Som sagt så gjort, og det var da ikke så slemt som jeg troede det ville blive.

Ikke i starten i hvert fald.

Gemma fandt hurtigt sammen med Eleanor og Danielle, da de altid har været okay gode veninder. Jeg selv fandt sammen med Louis, Liam, Zayn, Niall og Josh, og samnmen gik vi hen for at få noget at drikke.

Det var dog mig der havde været så heldig at trække loddet med at skulle køre hjem, så jeg nøjedes med en kold Cola, selvom Josh hele tiden prøvede at drikke mig under bordet. Det var ikke nyt for mig, for det er ligesom sådan en lille venskabsting vi har gang i.

Efter vi havde drukket lidt i noget tid, trak Josh, Zayn, Louis og Niall sig ud på dansegulvet, mens jeg selv og Liam blev siddende i baren. Vi sad i lang tid bare og snakkede, men så kom Danielle og trak også ham ud på gulvet.

Flere gange blev jeg spurgt om ikke jeg ville med, men jeg løj og sagde jeg ikke havde det så godt.

Men sandheden var faktisk at jeg søgte efter Gemma.

Og Josh.

Det var gået op for mig at jeg ikke havde set dem i lang tid, og det bekymrede mig faktisk en smule. Jeg var bange for at der var sket dem noget, så derfor indstillede jeg en mindre eftersøgning efter dem.

Når jeg siger mindre eftersøgning mener jeg, at jeg begyndte at luske en smule rundt efter dem.

Men de var som sunket i jorden.

Jeg blev mere og mere nervøs for dem, indtil jeg hørte lyde bag en dør. Lyde, der ikke havde været der sidste gang jeg gik forbi der, men dog lyde der fortalte mig at det var en enorm dum idé at gå derind.

Jeg kunne dog ikke dy mig, for tænk hvis det var nogen jeg kendte?

Nu tænker du sikkert: 'HA! Jeg VIDSTE det! Harry ER den trækkerdreng alle taler om han er!'

Men du tager fejl.

For det lød som om der var noget galt. Som om nogen havde ondt, og jeg kom faktisk i tvivl om, om det nu også var så forkert at gå derind endda. For det lød virkelig som om der var nogen der havde brug for hjælp.

Derfor bukkede jeg mig og kiggede forsigtigt ind igennem nøglehullet.

Noget jeg virkelig aldrig nogensinde skulle have gjort.

For synet der mødte mig har ætset sig fast på min nethinde, og er umulig at slette igen. Det er en helt igennem forfærdelig og fortvivlende følelse sådan noget.

For dér. Ind i sengen der tilhørte den person der holdte festens bror, lå Gemma....

Og Josh.

Hvad de lavede kan du sikkert godt regne ud efter de informationer du har fået, og hvis du sætter dig i mit sted et øjeblik vil du sikkert kunne forstå mig.

Jeg så min fucking søster og en af mine bedste venner ligge og gøre ting jeg virkelig ikke havde lyst til at de skulle.

Hvorfor Josh?

Hvorfor lige Gemma?

Hvorfor lige mig?

Hvordan kan du nogensinde finde det en god idé at have sex med min søster?" Han stødte det sidste ud som en hvæsen, og holdt så pause et øjeblik, hvor han endnu engang lavede de sjove indåndinger, som faktisk ikke var så sjove lige i dag.

Faktisk, fandt jeg det alt andet end sjovt lige nu.

Jeg var rystet. Forvirret. Frustreret. Såret og.... Og nysgerrig faktisk.

Hvad var det der var så svært for ham at sige?

For det var der tydeligvis noget der var. Jeg kendte ham godt nok til at vide - til at høre - at noget stadig var på hjerte.

"Men det kan man vel ikke engang kalde det vel...?" Hvæsede han arrigt.

"For hun var vidst ikke helt med på den. Eller var det mig der havde misforstået noget? Det tror jeg ikke det var - faktisk er jeg rimelig sikker på det.

Men jeg blev så forskrækket - fortørnet, forvirret, ja jeg væmmedes - over synet. Det gør jeg stadig.

Bare ved at tænke på det får jeg kvalme.

Nogen af jer har helt sikkert lagt mærke til den afstand der blev lagt imellem Josh og jeg efter den nat.

Jeg væmmedes ved dig Josh. Og jeg gør det stadig.

Men én ting jeg virkelig ikke forstår er dette:

Hvorfor FANDEN er i stadig SAMMEN Gemma?! Han voldtog dig!

Ja fucking VOLDTOG(!) dig!

Undskyld mit sprog, men jeg bliver en smule medrevet af det her.

Gemma hvad tænker du på?

Jeg håber virkelig at du indser hvor forkert det 'forhold' i har gang i er. Jeg håber virkelig at du indser Josh' sande jeg.

For det er jo ikke det eneste jeg har på dig vel Josh? Selvom jeg så inderligt ville ønske at det var, må jeg jo nok desværre indse at sådan er det ikke.

Så du kan rigtigt glæde dig lille Josh....

Men nu tilbage til dig Louis.

Da jeg havde set dem inde på værelset havde jeg gået direkte ned i baren, og drukket mig i hegnet - også selvom det egentligt var mig der skulle have kørt hjem. Jeg ville slette de billeder jeg havde i hovedet.

Slette noget af alt det lort der efterhånden er blevet presset derind.

Men som du kan høre, lykkedes det mig ikke rigtigt.

Desværre.

For hvis min hukommelse fejlede bare engang imellem, ville der sikkert ikke være grund til at lave disse bånd - til at trække jer alle sammen ind i mit eget lort af et liv.

Men det gør den ikke. Min hukommelse fejler ikke bare sådan lige, og det har jeg efterhåndet vænnet mig til.

Men nu til dagens lille leg - skal vi?

Det er jo Lucia dag i dag, og det skal jo selvfølgelig fejres.

Som sædvanlig har vi jo en vane med Luciaoptog. Det har vi også i år, og dér skal vores lille Gemma gå med.

Find hende. Find hende, vis hende båndene og fortæl hende at jeg er ked af at hun også skal rodes ind i alt det her.

Bring hende til Ellie's hus, og lad hende være med de andre.

Men der er en lille ting ved det hele. En lille ting der gør det hele meget sjovere. For som du ved, er der jo nogen der....." Harrys tone ændrede sig, og en lav og dog tydelig advarsel kom et sted fra baggrunden.

Han rømmede sig, og begyndte så at tale igen.

"Nå men i hvert fald...

Du skal skynde dig Louis. For hvis ikke du finder Gemma inden klokken slår fire, så ser vi hende nok ikke igen lige forløbigt.

Kan du huske hvordan vi plejede at synge som små - ja jeg ved selvfølgelig ikke om i også gjorde det hos dig, men hos mig sang vi den i hvert fald sådan her:

' Nu er Lucia død, skudt med en pebbernød'

Præcist hvad jeg mener med det, kan du jo tænke lidt på.

Eller du kunne lade være med at løbe chancen, og i stedet lette nummien og redde hende.

Valget er dit.

Åh og Louis? Fik jeg sagt at det kun er dig der har fået dette bånd?

Slut på bånd 13."

Uden at tænke nærmere over det smed jeg alt hvad jeg havde i hænderne, og stormede ud for at gribe min jakke og mine sko.

Hvad end der skete for Harry, kunne det ikke være godt for ham - sundt for ham. Han var forhelvede på vej til at myrde sin egen søster!

Jeg rystede irriteret på hovedet.

Når engang alt det her var overstået, skulle han have den største skider nogensinde.

Jeg gik ned for at tage bussen, da jeg rent faktisk vidste hvor jeg skulle hen. Man kunne ikke rigtigt undgå at vide det, hvis man havde haft øjnene åbne når man gik igennem gaderne, for overalt hang der plakater omkring at man skulle huske luciadagen, og at man var velkommen til at komme og være med.

Der stod også HVOR det hele fandt sted.

Til mit held kan man vidst roligt sige.

Jeg kom ned på gaden, og så at bussen endnu engang var ved at køre fra mig. Jeg styrtede hen imod den med armene viftende febrilsk omkring mig. Det viste sig at være den samme buschauffør som hende jeg før havde stoppet midt i kørslen, og da hun så mit ansigt sukkede hun dybt, og gennede mig ned bag i bussen før jeg kunne nå at finde mit buskort.

Da jeg havde kørt i godt et kvarter skævede jeg til klokken.

15:02

Shit.

Det ville tage mindst en halv time til før jeg ville nå derind, og før jeg så kunne finde Gemma iblandt de sandsynligtvis hundrede af piger der ville være derinde så....

Det tog mig ikke lang tid at finde ud af at jeg ikke havde tid nok.

Jeg rokkede uroligt frem og tilbage i takt med bussens gyngende bevægelser, og da den langt om længe stoppede ved den store plads det hele skulle starte på, sprang jeg op, og var nærmest ude før dørene var blevet åbnet.

15:41

Mit blik gled uroligt rundt på pladsen i søgen efter Gemma.

Men jeg kunne ikke se hende.

Hun var virkelig umulig at få øje på, og det undrede mig, da hun var en af de højeste piger jeg nogensinde havde mødt.

15:50

Jeg havde nu været pladsen rundt tre gange, men der var stadigvæk ingen Gemma. Jeg begyndte at blive rigtig nervøs for at hun måske slet ikke var her, eller om det var forsent.

Lige indtil det gik op for mig at pigerne nu havde fundet ind på række, og den eneste der manglede var bruden.

Lucia bruden.

15:56

Blodet pumpede hektisk rundt i min krop, og sveden perlede frem på min pande.

Men hvor fanden var den tøs?!

Pludselig hørte jeg gisp oppe forfra, og jeg styrtede som en gal derop.

Og dér. Få meter fra mig stod hun.

Gemma Styles.

Jeg skreg alt hvad jeg kunne af hende, men hun hørte mig ikke. Et flygtigt blik på uret informerede mig om at den nu var 15:59.

Ikke lige det jeg havde allermest brug for at vide lige på det tidspunkt.

Uden at tænke, sprang jeg forbi vagten der stirrede paf på mig, og ramlede lige ind i Gemma, tids nok til at høre et skud blive affyret, før vi begge ramte jorden med et brag.

Lettelsen fløj igennem min krop, indtil jeg til min store frygt kiggede på sneen omkring mig og så at den var rød.

Blod rød.

Smerten erstattede lettelsen i mig, og jeg kunne høre flere skrig omkring mig, før jeg mærkede arme der løftede mig op, inden alt blev sort.

____________________________________________________________________________

HEEEEEEEEEEEEEEEEEEEY GUUUUUUUYS!

Undskyld for det sene kapitel (synes altid jeg starter med en undskyldning for et eller andet) men ehm ja...

Hvad tror i der skete med Louis? Tror i han klarer den?! :o

Hvad med Harry? Tror i HAN klarer den?

Hvad tror i der kommer til at ske?

Kom frisk med jeres bud - virkelig... i skal ikke holde jer tilbage! :D

lovede at jeg nok skulle indhente det forsømte kapitel på et tidspunkt, og det skal jeg altså også nok, men hvornår det kommer til at ske, ved jeg ikke... :(

Luuuuuuuuve! :D

- E xXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...