24 Reasons why (One Direction julekalender)

Harry Styles er forsvundet - sporløst. Ingen ved hvor han er, eller om han overhovedet er i live. Politiet er på bar bund, og utrolig tæt på bare at opgive det hele. Lige indtil Niall Horan en dag kommer hjem og ser en mystisk kasse stå åben på gulvet. I den ligger 24 kassettebånd, ét bånd til hver dag i december. De kan hjælpe med at få deres ven tilbage, men er de villige til at give alle deres dybeste hemmeligheder og løse svære gåder, for at finde deres ven?
Kan de nå det inden den 24? Hvad sker der hvis ikke de når det? Og hvordan kan 24 kassettebånd hjælpe dem på vej?

Den er med i julekonkurrencen :)
Anstødende sprog/scener kan forekomme.

95Likes
133Kommentarer
10574Visninger
AA

11. 12 december

Louis' synsvinkel

Endnu engang vågnede jeg med paranoia. Jeg havde den klammeste følelse af at blive overvåget, men hvorfor vidste jeg ikke.

Jeg følte mig overvåget.

Som om der var nogen der sad skjult i mit skab, og fulgte mig med øjnene. Som om personen fulgte enhver lille bevægelse jeg lavede - enhver lille spænding i mine muskler.

Jeg rystede på hovedet, og svang benene udover kanten af sengen med en ør følelse i hovedet. Jeg havde sovet dårligt stort set hele december, og det var altså efterhånden mange nætter.

Jeg savnede Harry.

Savnede at have ham hos mig, selvom jeg vidste at han bar rundt på enorme ting, ingen af os andre nogensinde havde drømt om at han bar rundt på.

Jeg sukkede, og rejste mig. Det svimlede for mig, men jeg genfandt hurtigt balancen, og vandrede sløvt ud i køkkenet.

Klokken kunne ikke være ret meget, for natten var stadig kulsort, og der var ingen biler på gaden. Jeg skævede til uret, der hånligt informerede mig om at klokken var halv fire om morgenen. Jeg rystede endnu engang på hovedet, og overvejede at gå i seng igen.

Dog vidste jeg at jeg ikke ville kunne sove, med den ubehagelige følelse jeg bar rundt på, så i stedet gav jeg mig til at lave morgenmad.

Havregrød, toast og et glas juice.

Det var min og drengenes sædvanlige morgenmad, specielt hvis vi havde sovet dårligt eller havde tømmermænd. Specielt hvis vi havde en slamover.

Det var et ord vi var kommet på en dag efter en fest, hvor vi - i stedet for at gå tidligere hjem og få lidt søvn - gik direkte fra festen og over til det photoshoot vi havde planlagt at skulle have. Det havde været forfærdeligt.

Altså var en slamover det man fik når man tog det hele i streg, og havde alkohol i blodet. Det er ti gange værre end tømmermænd, og hvis du aldrig har haft en slamover så skal du være glad - for de er forfærdeligt.

Harry havde engang lavet maden, og siden den dag havde det været vores sædvanlige slamover/tømmermænds/dårlig søvns morgenmad. Havregrød, toast og appelsinjuice.

Da maden var færdig, trak jeg det med ind i stuen hvor jeg slog mig ned ved bordet helt henne ved det store vindue, hvor jeg langsomt begyndte at tygge maden i mig,  imens jeg stirrede ud på Londons gader der langsomt blev mere og mere myldrede til med folk.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg havde siddet der, men jeg ville skyde på et par timer. Det havde en beroligende effekt på mig, ovenpå alle de følelser af at blive overvåget. Jeg kunne sidde lige så stille og slappe lidt af, inden jeg igen skulle høre på Harrys fortvivlende ord, der med garanti ville slå mig helt ud igen.

Det var virkelig ikke noget jeg glædede mig til nej.

Indtil videre sad jeg dog lige så stille ved vinduet, og fulgte de mange mennesker med øjnene. Folk gik hastigt frem, for at nå metroen eller bussen så de kunne nå deres arbejde eller skole. De fleste anede slet intet om den onde verden vi egentligt befandt os i, men levede stortset i deres egen lille bobel af tryghed.

De var heldige.

Meget.

Jeg ønskede brændende at kunne blive "en af dem" igen, men jeg vidste at efter alt det med de her bånd, ville det være komplet umuligt.

Menneskene på gaden myldrede ind og ud imellem hinanden, og flød nærmest sammen til én stort klump.

Indtil en lyshåret dreng kom gående med blikket rettet imod jorden.

Forbløffet stirrede jeg på ham, imens han masede sig frem imellem alle menneskene.

Jeg var rimelig sikker på at det var Niall, og jeg gøs ved tanken om hvad han med allerhøjeste sandsynlighed lavede.

Sikkert Det samme som jeg også burde.

Jeg sukkede og fulgte Niall med blikket indtil han forsvandt om hjørnet længere fremme, og jeg dermed ikke kunne se ham mere.

Jeg kiggede op på himlen.

Det der lignede en enkelt enorm sky, lå over byen, og lignede til forveksling en dunet sky fyldt op med sne, der bare ventede på at få lov at falde.

Lod jeg blikket glide en smule længere ned, så jeg store grangrene hænge over vejene med en store klokker - også lavet af grangrene - hængene i midten.

Endnu længere nede - I siden af vejen, på kanten af fortovene, -  stod juletræer med julelys så langt øjet rakte, og i de få butikker jeg kunne se herfra, hang julepynt og skinnede indbydende i vinduerne.

Det var tydeligt at julen havde lagt os, og jeg kom pludseligt i tanker om, at vi allerede havde den 12.

Vi var halvvejs.

Halvvejs mod julen.

Halvvejs mod Harrys sandsynlige dødsdag.

Jeg gøs endnu engang, og skulle til at rejse mig, da en bevægelse på gaden nedenfor fangede mit blik.

Og så stivnede jeg.

Fuldstændigt.

Dér. Lige nede foran mit vindue. Så tæt på at han sikkert ville kunne høre mig hvis jeg råbte ud af vinduet.

Gik Harry.

Harry Styles.

Mit hjerte eksploderede i mit bryst, og et øjeblik var jeg sikker på at det ville springe igennem mine ribben, og falde lige ned i hovedet af Harry.

Jeg kunne ikke tro det.

Jeg måtte se syner.

DET KUNNE SIMPELTHEN IKKE PASSE!

Men det gjorde det altså.

Harry tøffede lige så roligt igennem menneskemængden, i samme retning som den Niall havde gået for få minutter siden.

Mit blik slugte sultent enhver bevægelse.

Hans hår der blafrede stille i vinden, i takt med hans gang, hans hænder der krummede sig sammen til knyttede næver for at kunne holde varmen, hans lange slanke ben der langsomt og dog så bestemt tog det ene lange skridt efter det andet...

Den måde hans blik forsigtigt afsøgte området, fortalte mig at han ledte efter noget.

Eller nogen.

Det slog mig pludseligt at han gik nøjagtigt den samme vej som Niall, og det undrede mig faktisk.

Jeg fulgte ham med blikket, indtil han var ude af syne, og så sprang jeg op for at gribe min mobil. Jeg vidste at Harry ikke ville tage den hvis jeg ringede til ham - vi havde prøvet at få kontakt til ham utallige gange i starten af december - derfor valgte jeg at ringe til Niall.

Heldigvis var han tæt ved sin mobil, for den nåede kun at ringe en enkelt gang før hans friske - og dog fortvivlede - stemme lød i mit øre.

"Hey hvad så?" Spurgte han. "Niall? Niall hvad laver du lige nu?" Spurgte jeg hektisk.

"Øøøh... Jeg er på vej hen til Ellie, for at høre hvad de har hørt på deres bånd. Hvorfor?" Spurgte han undrende.

"Niall. Jeg har set ham." Sagde jeg tonløst og fik billedet af Harry der gik igennem gaden i mit hovede igen.

"Hvem?" Spurgte han forvirret.

Jeg sukkede dybt. Den dreng var da også bare langsom...

"Ja altså Ham! Harry du ved? Jeg ved ikke om du kan huske ham? Krøllet hår? Store hænder? Latterligt dejligt smil på læben? For ikke at glemme de trilliarder af ting han bar rundt på?

Kan du huske ham?? Harry?" Svarede jeg ironisk.

Der var stilhed.

En lang, kvælende stilhed, der tilsyneladende ikke havde tænkt sig at høre op igen.

"Niall? Hallo? Er du der?" Spurgte jeg, nervøs for om forbindelsen var blevet afbrudt.

"Du... Du så... Harry?" Mumlede han mistroisk for sig selv.

Nej jeg så julemanden og alle hans rensdyr... 

Altså duuh - lyt efter...

"Ja. Du er næsten lige gået forbi min lejlighed ikke? For en halvtimes tid siden er det vel snart eller sådan noget..?" Sagde jeg spørgende. 

Et bekræftende grynt lød fra ham, så jeg tog det som et jo.

"Harry følger efter dig. Ja undskyld hvis jeg giver dig en smule paranoia - jeg er der selv - men jeg syntes bare at du burde vide det." Fortalte jeg.

Han takkede, sagde farvel, og kort efter lød bip-tonen som et tegn på at han havde lagt røret fra sig.

Hmm... Nå, men bare fordi jeg havde set Harry, var det jo ikke ens betydende med at jeg ikke også skulle komme igang med mine - eller mit om du vil - egne bånd. 

Jeg rejste mig fra pladsen ved vinduet, og gik ud for at hente kassen med bånd, jeg havde stående i køkkenet. Hvorfor det så lige var dér jeg havde valgt at opbevare dem, må du virkelig ikke spørge mig om...

Jeg fandt båndet makeret med nummer tolv, men lige som jeg ville til at sætte det igang, blev jeg afbrudt af dørklokken. 

Jeg stivnede et kort øjeblik - en hæslig vane jeg havde pådraget mig i løbet af de seneste uger hvis jeg blev nervøs - og rejste mig så fra bordet for at åbne.

Men da jeg kom derud var der ingen. 

Absolut ingen. Som i - der var INTET levende væsen i miles omkreds. Altså jo det var der nok, men ingen  i syne i hvert fald.

Jeg trak på skulderen, og tøffede tilbage til bordet, hvor jeg satte båndet i. Jeg drog et dybt suk, og trykkede på play.

"Hej Louis... 

Du leger med ilden min ven. 

Men det vidste du vel godt... Eller hvad?

Du skal til at passe lidt på min fine ven. 

Jaja... Det var måske også mig der var en smule uforsigtig... Men det berettiger dig jo ikke til at fortælle det til Niall vel?

Du skal til at passe på. 

Båndet for idag er blevet fjernet. Slettet om du vil.

Grunden til dette, må du selv gætte dig frem til. 

Men i morgen bliver det sjovt, for der går det løs igen - vent du bare og se.

Om ikke andet så for mig i hvert fald.

'Sankta Lucia.... Nu bæres lyset frem....'

Jaa. Tænk engang min fine ven. Allerede i morgen er det Lucia. Den trettende december.

På denne tid i morgen vil vi være over halvvejs igennem det hele.

Sankta Lucia betyder meget for julen - synes du ikke? Det gør jeg i hvert fald.

Men jeg vil smutte for nu min ven. 

Vi ses vel i morgen?

Åh... Og Louis? 

Glem nu ikke at spille efter reglerne...

Slut på bånd 12."

Et koldt gys suste indover mig, og jeg følte endnu engang paranoiaen komme snigende. 

Det her var skræmmende - VIRKELIG skræmmende. Jeg gruede for dagen i morgen, men havde på den anden side også endnu et døgn til at forberede mig en smule - mentalt.

En dør smækkede, og forskrækket fløj jeg op.

Fodtrin lød, men det lød som om de var på vej væk fra min lejlighed.

Jeg var bange. Helt igennem rædselsslagen.

________________________________________________________________________________

OBS! Klokken er lort når jeg skriver det her (kapitlet) så det er desværre ikke rettet igennem, og det vil muligvis kunne ses nogle enkelte steder at jeg er så træt som jeg er!

Well, well, well....

Jaja, kort og knap så godt et kapitel, men som jeg skrev tidligere, var vores internet nede i går + min pony havde brug for ekstra meget omsorg, af forskellige årsager... (Jo har både en pony og en hest, og jeg æææææælsker dem! :) )

Derudover har jeg fødselsdag i dag (den 13) så har haft en smuuuuuule svært ved at nå at skrive igen i dag. :(

Men når det nu så er sagt, kan i jo nok godt regne ud at der her en af de kommende dage nok vil komme hele 2 kapitler! :D Hvornår det sker skal jeg ikke kunne svare på, men det kunne da godt tænkes at jeg ville være så sød og rar at give jer lidt ekstra - hvis altså i har lyst til det??

Derudover vil jeg bare rigtig gerne sige TAK til ALLE jer der læser, og specielt til jer der putter på favoritliste og giver et like! Det er så dejligt hvis folk faktisk kan lide det man sidder og bruger så utrolig meget tid på! :D

Så tak til jer!

Nu vil jeg gå i seng, og i må allesammen sove dejligt, når i kommer dertil!

- E xXx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...