24 Reasons why (One Direction julekalender)

Harry Styles er forsvundet - sporløst. Ingen ved hvor han er, eller om han overhovedet er i live. Politiet er på bar bund, og utrolig tæt på bare at opgive det hele. Lige indtil Niall Horan en dag kommer hjem og ser en mystisk kasse stå åben på gulvet. I den ligger 24 kassettebånd, ét bånd til hver dag i december. De kan hjælpe med at få deres ven tilbage, men er de villige til at give alle deres dybeste hemmeligheder og løse svære gåder, for at finde deres ven?
Kan de nå det inden den 24? Hvad sker der hvis ikke de når det? Og hvordan kan 24 kassettebånd hjælpe dem på vej?

Den er med i julekonkurrencen :)
Anstødende sprog/scener kan forekomme.

96Likes
133Kommentarer
10689Visninger
AA

10. 11 December

Louis' synsvinkel

Jeg forstod stadig ikke rigtigt hvad han lavede her. Hvad der havde fået ham til at komme.

Men han var her. Og jeg var glad for ikke at være alene. 

Selvom det forvirrede mig.

Da jeg havde åbnet døren i går,ved jeg egentligt ikke helt hvad jeg havde forventet der ville komme frem. I hvert fald ikke det her - eller den her om du vil.

Det var Niall.

I troede nok lige hva´?

Niall havde nærmest kastet sig ind ad døren, så snart jeg havde fået den åbnet det mindste. Han havde været helt rundt på gulvet, og havde ævlet løs om en krans han havde, og at han blev nødt til se den jeg havde fået/fundet. Jeg havde prøvet på at få ham til at falde lidt ned igen, så han kunne forklare mig hvad han mente. Det gik dog ikke så godt, og til sidst havde jeg måttet opgive.

Jeg havde vist ham hvor kransen var, og havde ladet ham tænde den, så L´et kom frem igen. "L" havde han mumlet for sig selv.

"Et L" Havde han gentaget.  

Jeg fattede nada.

Hvad fanden talte drengen om?

Jeg havde spurgt ham, men han havde nægtet at svare, og havde i stedet vist mig et billede af hans egen krans.

Der var ingen lys på, og jeg kunne dermed ikke bedømme hvad der skulle være så specielt ved den. Den var smuk, ja, men hvad var det Harry havde villet med den?

"Kan du ikke se det?" Havde han sagt. Jeg havde rystet på hovedet, og sagt at jeg virkelig ikke anede hvad han talte om.

"Jamen det er jo et O." Havde han sagt.

"L""O"

Hmm. Det hele havde givet en smule mere mening efter det, men jeg forstod stadig ikke hvad vi skulle bruge det til.

Jeg mener? Vi skulle tydeligvis danne et ord af en eller anden art, men hvordan? Skulle vi finde flere bogstaver? Eller hvad?

Det var utroligt forvirrende det hele.

Efter Niall havde stået og gloet på kransen et stykke tid, havde han pustet lysene ud igen, og vi var sammen gået ud for at få noget at spise.

Da vi havde været det, var der sådan set ikke rigtigt sket så meget mere end det. Vi var gået hver til sit - Niall til sin lejlighed, og jeg selv til min.

På vejen hjem, havde jeg igen fået den støste paranoia, som om der var én der fulgte efter mig. Men hver gang jeg vendte mig rundt, havde der kun været mørket. Det havde føltes som en utrolig lang og skræmmende tur hjem, selvom jeg vil skyde på at det ikke tog mere end godt og vel et kvarters tid.

Da jeg havde været næsten hjemme havde jeg følt det som om der var nogen der åndede mig i nakken, og jeg havde vendt mig rundt. Jeg syntes at jeg så noget brunt trække sig tilbage bag et træ, men jeg havde ikke været helt sikker...

Oppe i lejligheden igen, havde jeg ikke kunnet finde ro, på grund af de overvågende følelser jeg havde i min krop. Derfor besluttede jeg mig for at få Niall herover igen, og han kom så hurtigt han kunne.

Jeg fortalte ham om hvordan jeg følte mig overvåget, og han fortalte mig at både ham selv og Zayn havde det på samme måde. Liam havde ingen snakket med, siden jeg havde forladt dem hos Jenna.

Men efter hvad han havde fortalt, lød det til at alle havde fået deres bånd nu. Det lød også som om at Niall havde hørt flere end hvad der svarede til de dage han havde haft dem i, men Harry havde jo også "givet tilladelse" til at vi nu måtte høre så mange vi ville om dagen. 

Han var helt rundt på gulvet, men det var vi vel alle for tiden.

Vi var gået i seng, og var først lige stået op igen.

Niall havde allerede lagt op til at gå flere gange, men jeg var ikke rigtigt klar til at blive alene endnu. Jeg følte at jeg stadig havde behovet for at have en tæt ved mig.

Bare lidt endnu.

Derfor sad vi nu lige så stille overfor hinanden, og snakkede som om der intet var galt.

Men vi vidste det ikke kunne vare ved, så da Niall igen rejste for at gå, protesterede jeg ikke. Vi havde begge ting vi skulle nå, og det kunne desværre ikke vente.

Da han var gået, sad jeg et stykke tid og overvejede tingene.

Den første gang jeg - eller vi - havde skullet presse playknappen på walkman'en ned, havde det virket så let. Så..... Simpelt.

Det var noget helt andet nu. Det var svært - meget svært endda. Han spillede på vores følelser, og jeg kunne ikke holde det ud.

Ligesom tanken om at vi havde boet sammen i så mange år, kendt hinanden i så mange år, og jeg havde aldrig nogensinde bemærket det mindste.

Tanken om at han havde båret rundt på alt det her, uden nogen af os havde vidst det. Det var jo ikke ligefrem fordi det var småting han havde på sig.

Desværre.

Jeg sukkede, og tog mig sammen. Jeg måtte være stærk. Være stærk, og gøre det her for Harry.

Jeg lænede mig indover bordet, og famlede efter båndene. Jeg fik fat i dem, og trak afspilleren op på bordet hvor jeg puttede båndet med tallet 11 i det.

Og så var der ikke andet at gøre end at lytte.

" Vi kommer til at tage det hele som det kommer. Én historie af gangen. Linje for linje. Ord for ord.

Du har klaret det til bånd elleve nu, og det bliver kun bedre - eller værre alt efter hvordan du ser på det - fra nu af.

Jeg har et lille spørgsmål til dig. Ville du gerne kunne læse andre folks tanker?

Vent. Lad være med at svare.

For selvfølgelig vil du det.

Men hvad ville du så sige til at der var andre der kunne læse dine tanker?

Hvad ville de høre, hvis de lyttede til dem lige nu?

Hmm. Det svar tror jeg også jeg har. De ville høre de fortvivlende ord fra en dreng der er i fuld gang med at begå selvmord.

Og de ville høre nogen af de dybeste hemligheder jeg bærer rundt på.

Eller hvad? Hvad ville jeg høre, hvis jeg lyttede til dig lige nu? Vil jeg vide det?

Sikkert ikke vel?

Folk har tanker for en bestemt grund – for at finde ud af hvad der er rigtigt, hvad der er forkert og ikke er rigtigt. Og de har tanker… for at holde på hemmeligheder.

Heldige dig på dette bånd, jeg kender nogle af dine.

Hvis skyld er det? Måske er det fordi jeg er så god til at læse folk. Eller måske.... Fortalte du mig det.

Der er noget magisk ved at dele hemmeligheder synes du ikke?

En form for forståelse for at du er betroet nok til at besidde den her viden som ingen andre er.

Jeg tror på en eller anden måde, at jeg hjælper nogen lige nu - med dette bånd. En sidste god gerning inden jeg er officielt væk. En måde hvorpå jeg kan nå at hjælpe en stadig har chancen for at blive reddet.

Inden jeg siger hvem – selvom jeg tænker at du nok allerede godt ved det – så skal i der kan, tage hen til firkant B6 på jeres kort. Gå indenfor, sid ned, bestil en milkshake for mig. Hvis du ikke ved hvad du skal bestille, så kan man aldrig gå galt med jordnøddesmør og chokolade.

Helt korrekt, du skal hen til Milkshake City."

Jeg skævede til uret, der viste at klokken nu var godt to om eftermiddagen. Milkshake City lå en halvtimes tid herfra, og de lukkede klokken fem.

Der burde være massere af tid.

Derfor stoppede jeg båndet, og begyndte turen hen til Milkshake City.

Julesneen dalede ned fra himlen, og lagde sig blidt som et blødt tæppe på fortovet. Det havde sneet en del her de sidste dage, men for en enkelt gangs skyld, så det faktisk ud som om det ville stoppe. Bussen stopper lige få meter fra vores dør, og var netop ved at køre da jeg kom ud. Jeg løb for at nå den, og den stoppede igen.

 Buschaufføren fnyste irriteret, da jeg begyndte at rode mine lommer igennem for mit buskort – ja, sådan et havde jeg.

Harry og jeg sneg os ud, tit nok til at finde ud af, at buskort var den nemmeste løsning.

Langt om længe fandt jeg det og viste det frem; hun viftede mig ned imod den bagerst del af bussen.

Jeg gik ned igennem midtergangen og knappede min jakke for ikke at få det for koldt. Det var i virkeligheden slet ikke så koldt, men jeg havde ikke lyst til at se nogen i øjnene eller give det indtryk at jeg lavede noget andet end hvad der er helt normalt.

Der var et tomt sæde oppe bagerst, eller rettere sagt, en hel tom række. Så længe ingen andre komm herop og sad, så havde jeg det helt for mig selv. Jeg rykkede over til vinduet og pressede min pande imod glasset, imens jeg tænkte på sidste gang jeg tog den her tur.

Det var godt en månede siden, og det var en af de sidste gange jeg havde set ham, inden alt det her hurlumhej.

Vi ville gøre noget mere eller mindre normalt, som vi efterhånden havde gjort nogle gange før. Vi havde det sjovt. Det var en uforglemmelig dag.

Jeg følte en tomhed brede sig i mit bryst, og endnu engang var jeg på randen til at græde. Det hele havde virket så godt. Så... Perfekt, på det tidspunkt.

Jeg fik det så enormt dårligt ved tanken om at jeg med højeste sandsynlighed også var et sted på alle disse bånd, selvom jeg ikke anede hvorfor eller hvor.

Bussen stoppede – en masse mennesker stod af og kun få hoppede på igen, så jeg beholdre min række for mig selv – og startede den så igen.

Fem minutter mere og så ville jeg være der.

Da jeg langt om længe står af bussen, ignorerer jeg folks blikke og går rundt om hjørnet til Milkshake City.

Køen er ikke lang, sikkert på grund af det kølige vejr. Med min hat på og de falske briller, som management insisterer at jeg har på, er der ingen jeg genkender mig, heller ikke selvom der hænger et billede af mig på væggen.

Jeg bestiller jordnøddesmør og chokolade, præcis som Harry havde bedt om og sætter mig ned udenfor.

Jeg gør mig sig klar og trykker så på play igen.

"Har du fået drukket din milkshake? Kigger du på de mennesker som skynder sig forbi, helt uvidende om hvad du sidder og lytter til?

Sidder du på bænken lige overfor Milkshake City? Fordi det er her jeg er. Jeg har hætten oppe og sidder og snakker ind i optageren som om det var en telefon. Der er ikke én der kigger på mig."

 Jeg fik kuldegysninger, da jeg tænkte på sidste gang jeg havde været her. Det havde været sammen med Harry, og imens jeg havde bestilt vores milkshakes, havde han siddet lige her og snakket i telefon.

Jeg tænkte på om det måske i virkeligheden havde været en båndoptager han havde siddet og snakket ned i.

Jeg gøs ved tanken.

"Du undrer dig sikkert over hvorfor jeg bad dig tage hen til Milkshake City. Specielt dig, nummer elleve.

Du er nervøs. Jeg ved det. Jeg kan SE det. 

Du ved præcist hvorfor du er her, og du beder til at jeg ikke vil gøre det her – du beder til at du er på et af de senere bånd.

Virkelig? Ville et senere bånd gøre det her bedre?'

Jeg lover dig at de senere bånd kun bliver værre.

Du er på Milkshake City, fordi det var her jeg opdagede en af mine bedste venners største hemmeligheder. Jeg opdagede at Niall Horan.."

Nial?!

Okay af alle mennesker, hvad havde Niall fucking Horan så nogensinde gjort Harry Styles?  Hvad kunne han have gjort der kunne have fået ham ind på disse bånd? Hvad var det for en hemmelighed, der var så slem at den kun kunne høre til her?

Niall var som en åben bog. Jeg kunne ikke se hvordan han skulle kunne have en hemmelighed, som kunne være så slem at den kunne være herpå - uden at nogen af os havde lagt mærke til det.

Harry trak vejret dybt, som om han forberedte sig på noget slemt. Som om han vil sige noget højt, og jeg stivner automatisk.

"... Har bulimi." Åndede han.

Bulimi?

Det kunne simpelthen ikke passe. Én af os ville simpelthen have opdaget det. Jeg mener - drengen åd jo hele tiden, og vi var altid sammen med ham.

Stort set i hvert fald.

MEN ALLIGEVEL

Han spiste dag ind og dag ud, og brokkede sig altid over at være sulten.

Det kunne ikke passe - jeg nægtede simpelthen at tro på det.

" Bulimi er et af de ord, de ord som vores samfund ikke kan lide at erkende. Hvad er nogle af de andre? Åh, du ved, anoreksi, depression, selvmord, skade på sig selv. Ting som samfundet presser ned over hovedet på os, og derefter lukker øjnene for. Ingen har lyst til at høre om dem.

Niall, du er en af mine bedste venner. Men hvorfor mig, af alle mennesker? Hvorfor fortælle mig din hemmelighed? Hvorfor troede du at jeg kunne hjælpe dig mere end management, eller Zayn eller Liam eller Louis? Hvorfor fortalte du mig at du tvang dig selv til at kaste op efter næsten hvert måltid… og derefter få mig til at love aldrig at fortælle det til nogen?

Og jeg har aldrig brudt det løfte, før i dag. Det tror jeg faktisk stadig ikke, at jeg har. Jeg vil ikke have fortalt det til nogen som helst, ikke før i hører dette bånd.

Niall, ud af alle, er du den der vil forstå det mest. Jeg fortalte dig, at jeg skar i mig selv og vi blev enige – jeg ville hjælpe dig med din bulimi og du ville hjælpe mig med ikke at gøre skade på mig selv. Vi ville få det bedre.

Jeg tror i alle sammen husker den tid, i slutningen af 2011, starten af 2012, hvor mig og Niall lige pludselig blev meget tættere. Der var mange teorier fra fans, men den rigtige grund?

Vi prøvede at hjælpe hinanden. Det er svært at snige sig væk og skade sig selv, når der er nogen der holder øje med dig døgnet rundt, en som forsikrer dig om at er okay og at du ikke har brug for at gøre det, du egentlig havde tænkt dig. Ikke at det virkede – da vi nåede Marts, havde vi fået for travlt til at holde øje med hinanden, og var ikke modige nok til at fortælle management. Eller nogle af de andre drenge, for den sags skyld.

To år er ulidelig lang tid, at holde på en hemmelighed og hemmeligheder vejer mere og mere for hver dag der går. Til sidst endte jeg der, hvor jeg ikke engang kunne holde ud at spise ved samme bord som dig, Niall.

Tanken om at du ville kaste det hele op bagefter, fik det hele til at vende sig i mig. Og du farede sammen hver gang jeg slog mig selv henover håndleddet med en elastik.

Nogle gange troede de andre drenge at det bare var noget jeg gjorde på grund af voksende nervøsitet, men du vidste at det var fordi jeg var desperat efter et barberblad eller en lighter… bare noget der kunne skærpe mine sanser, fylde mig med adrenalin.

Jeg tror bare at i sidste ende, så var det hemmelighederne der helt og aldeles destruerede vores venskab.

Så nu fortæller jeg det. Han behøver hjælp, næsten mere end jeg nogensinde har gjort.

Niall, det er jeg ked af. Men bliv hængende skat, du gætter aldrig hvor du popper op næste gang.

Forstod du min hentydning i går Louis? Fandt du ud af hvad du skulle med kransen? Det håber jeg du gjorde.

Og du har snakket med Niall?

Godt. Rigtig godt.

 I dag synes jeg du skal nyde dagen lidt.

Du kunne jo foreksempel bruge resten af dagen på at få snakket med Niall om det her? Tro mig, han har hørt båndet - det har i alle.

Eller du kunne købe nogle af de julegaver jeg ved du mangler at købe?

Ja, valget er dit.

Slut på bånd 11"

En hånd lagde sig på min skulder, og jeg fór forskrækket op.

Jeg vendte mig, og så til min store overraskelse, at det var Niall.

"Bulimi?" Sagde jeg spørgende efter at have hevet høretelefonerne ud af ørene. Han nikkede roligt, og fjernede ikke sit blik fra mit.

"Ja." Svarede han med et træk på skulderen.

"Og et bånd mere?" Sagde jeg.

Endnu engang nikkede han.

"Jaa..." Han trak lidt på det, så jeg løftede spørgende øjenbrynet.

"Det er slemt. Meget endda. Men tro mig, der er ting der er langt værre end det. Og jeg har kun hørt lidt over halvdelen af dem vi har fået.

For vidste du at det ikke er dem alle vi får brug for? At det ikke er dem alle der er noget brugbart på? Vi har jo alt for mange, hvis vi også tæller dem med der var i den oprindelige kasse." Sagde han.

Det havde jeg slet ikke tænkt på. Ikke før nu i hvert fald.

"Er der nogen der hører dem?" Spurgte jeg.

Han nikkede.

"Ja, alle dem der er hos Ellie hører dem. Det vil sige alle der er på båndene stort set. Liam og Zayn er ved at finde alle menneskerne. De er næsten igennem alle dem vi har fået, men de er frustrerede, for der mangler nogen, og det er ikke alle historierne de lytter igennem så godt, når nu de stresser sådan igennem dem." Sagde han, og kiggede derefter alvorligt på mig.

"Så kan vi ikke lave en aftale?" Spurgte han. Jeg kiggede interesseret på ham, og løftede endnu engang det ene øjenbryn.

"Kan vi ikke aftale at du hører ét om dagen, og forsøger at knække den kode han tydeligvis har sat op? Det er åbenbart kun dig der får muligheden for at finde bogstaverne. For de bogstaver vi fandt i går, skal åbenbart bruges til et eller andet og..."

Jeg afbrød hans talestrøm ved at sige at det skulle jeg selvfølgelig nok.

” Men...Hvad skete der?” Spurgte jeg efter lidt akavet stilhed.

”Du bliver nødt til at lytte.” Sagde Niall uroligt.

”Og bare så du ved det… så skal jeg nok søge hjælp. Så snart de her bånd er ude af verden, så skal jeg nok søge efter rigtig hjælp.”

Han retter sig op og begynder at gå ned af fortovet.

”Niall, hey. Det var ikke din skyld.” Sagde jeg, da jeg greb ud efter hans arm.

”Nej, men jeg hjalp i hvert fald til det. Vi ses på et tidspunkt.”

Niall vinker lidt akavet.

”Og.. held og lykke. Du får brug for det.”

___________________________________________________________________________

Ja... Så kom der nyt kapitel.

I skal - som sædvanligt - være mere end velkomne til at komme med diverse former for ris/ros :)

Håber i har en god december allesammen! :D

Random spørgsmål:

Hvad synes i repræsenterer julen mest?

- E xXx

 

 

 

    

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...