24 Reasons why (One Direction julekalender)

Harry Styles er forsvundet - sporløst. Ingen ved hvor han er, eller om han overhovedet er i live. Politiet er på bar bund, og utrolig tæt på bare at opgive det hele. Lige indtil Niall Horan en dag kommer hjem og ser en mystisk kasse stå åben på gulvet. I den ligger 24 kassettebånd, ét bånd til hver dag i december. De kan hjælpe med at få deres ven tilbage, men er de villige til at give alle deres dybeste hemmeligheder og løse svære gåder, for at finde deres ven?
Kan de nå det inden den 24? Hvad sker der hvis ikke de når det? Og hvordan kan 24 kassettebånd hjælpe dem på vej?

Den er med i julekonkurrencen :)
Anstødende sprog/scener kan forekomme.

95Likes
133Kommentarer
10578Visninger
AA

1. 1. December

Nialls synspunkt

 

"Vi ses!" Råbte jeg igennem den åbne dør, da jeg forlod klubben. Det var i dag den første december, og præcist to uger siden Harry var forsvundet. 

Det var os et stort mysterie, for hvordan kunne han bare sådan forsvinde?

Det ene øjeblik havde vi begge siddet i baren, med hver vores pige og det næste.... Ja... Det næste øjeblik var han væk.

Og ikke set siden.

Jeg skuttede mig i kulden, og rystede på hovedet, for at få de plagende tanker væk. Han var sikkert okay. Havde sikkert bare brug for noget tid alene.

Selvom politiet var blevet sat på sagen, men stadig ikke havde fundet nogle spor efter ham. Ikke det mindste. Man var faktisk begyndt at tvivle på om han overhovedet stadig var i live.

Jeg gik igennem Londons gader, der lige nu var dækket af den fineste hvide sne. Sneen var først kommet her til aften, og var derfor stadig hvid og urørt.

Jeg var på vej hjem til min lejlighed efter at have været til fest med de resterende drenge fra bandet. Jeg havde valgt at forlade stedet tidligt, da jeg var noget bekymret for Harry.

Misforstå mig nu ikke, men jeg havde et utrolig tæt venskab til ham, og uanset hvordan man vendte og drejede den, betød han meget for mig.

Det var ikke mange mennesker der var på gaden på denne tid af aftenen. Heller ikke selvom klokken kun var omkring tolv. Det havde måske en smule med det faktum at denne gade var en afsides og privat vej at gøre, men derfor nød jeg nu stadig at kunne gå helt uden at blive stoppet af hysteriske fans.

Tro ikke at jeg har noget imod det, men jeg havde bare så meget at tænke på for tiden.

Julelysene på bygningerne omkring mig, lyste omkap med lygtepælene, og fra en af de omkringliggende huse, strømmede julemusikken ud af et åbent vindue.

Jeg smilede som en anden lalleglad idiot.

Julen - og december - havde altid været min yndlings tid på året, og dette år var ikke en undtagelse.

Vi havde fået fri hele december, pånær den 24 om eftermiddagen, hvor vi skulle holde julekoncert i hjertet af London. Det var noget vi havde glædet os til i lang tid. 

Jeg traskede igennem sneen, og nåede endelig til bygningen der husede min lejlighed. Jeg trak min nøgle frem, gik ind, og begyndte opstigningen af trapperne, til jeg nåede min lejlighed på tredje etage.

Jeg gik ind, og gik direkte ud i køkkenet på jagt efter noget mad. Ikke fordi jeg var specielt sulten, men jeg havde bare brug for at have noget at lave - noget at give mig til.

Jeg traskede derud, og langede en arm ud efter stikkontakten, lige inden jeg snuplede over et eller andet.

"AV!" Mumlede jeg vredt for mig selv.

Lyset tændte og en kasse stod og grinte hånligt af mig.

Eller nej altså selvfølgelig gjorde den ikke det, for det var jo en kasse, og alle ved at en kasse ikke kan grine af nogen.

Ikke?

Men i hvert fald stod der en kasse på gulvet, som jeg var næsten sikker på ikke havde stået der da jeg forlod huset.

Mystisk.

Jeg rejste mig fra gulvet, og samlede kassen op. Den var pakket ind i brunt papir bundet stramt med et tykt stykke reb og en helt masse tape omkring , og var adresseret til en falsk adresse og person. En falsk adresse der ville lede til en meget virkelig person. 

Den var sendt til min PO boks - mit falske navn til min private post.

Jeg tjekkede efter en returneringsadresse. Den fandtes ikke.

Mystisk... Igen...

Jeg rev indpakningspapiret af, og så endnu et lag af det brune papir.

Denne gang skrevet til mit rigtige navn, med sirlige små bogstaver. På en måde så skriften ret bekendt ud, men jeg var på den anden side ikke helt sikker. Jeg rev også dette papir af, og derinde under gemte der sig en tilsyneladende uskyldig sort skotøjsæske. Jeg løftede låget af den, og så til min store overraskelse at der lå 12 kassettebånder deri, alle mærket med et lille nummer skrevet med rød sprittusch.

Jeg undrede mig meget over hvad der mon kunne findes på disse bånd, og besluttede mig for at jeg ville høre dem samme aften. De kunne da ikke vare så lang tid vel?

Jeg gik igang med at koge vand til te, så jeg havde noget at lave imens jeg hørte båndene.

Da vandet havde kogt færdigt, tog jeg min kop og kassen med bånd med mig ind til bordet i stuen. Jeg satte mig, satte kassettebåndet mærket med tallet: '1' på sig i den lille walkman der også lå i kassen, og trykkede så på play.

Hej! Harry Styles her! Lige direkte fra Harry og Louis' lejlighed i hjertet af London! Eller... Direkte og direkte. Når du hører disse bånd, vil det nok nærmere være omkring direkte for to uger siden.

Forvirrende i know.

Forskrækket hoppede jeg en meter op fra stolen, og tabte koppen med te ned på det hårde træ-gulv. Koppen gik itu, og jeg var næsten overbevist om at der var te udover hele gulvet lige nu.

Men jeg var ligeglad - ænsede det næsten ikke. Det eneste jeg kunne fokusere på lige nu var lyden af Harrys stemme i mine øre.

Hvad var det her for nogle bånd?

Du undrer dig helt sikkert over hvorfor lige netop du har modtaget disse bånd.

Men det kommer. Bare rolig.

Men alting til sin tid.

Hmm... Sådan burde jeg sikkert ikke sidde og sige lige nu. For det jeg gør er jo det direkte modsatte af hvad ordsproget siger og fortæller dig. Eller er det? Måske er min tid kommet nu - eller forbi, alt efter hvordan du ser på det.

"Hvad fabler du dog om Harry...." Mumlede jeg forvirret. alt det han havde siddet og fablet om gav absolut ingen mening for mig. Jeg kunne ikke forstå dem. Ordene altså.

Jeg forvirrer dig. Gør jeg ikke?

Undskyld. Det er uhøfligt af mig, sådan ikke at forklare dig om hvad der foregår. Hvad jeg mener. Hvad det EGENTLIGT er jeg sidder her og plaprer løs om.

Og det kan jeg da godt fortælle dig.

Jeg - Harry Styles - har begået selvmord.

Jeg rev hovedtelefonerne ud af mine øre, og stirrede skræmt på den uskyldigt-udseendet walkman. Det her måtte være en syg joke. En joke fra en eller anden syg person, der ønskede at få en sjov reaktion ud af mig, ovenpå alt dette med Harry.

Og dog. Sagde en stemme et eller andet sted i mig. Hvem ságde at dette ikke var sandheden?

Rystende og skræmt satte jeg båndet på play igen.

Jaa der blev du nok overrasket hva'?

Men kære ven. Det er lige netop derfor jeg har lavet disse bånd.

Disse fireogtyve bånd.

Det er snart december nu. Mange ser december som den hyggeligste tid på året. Jeg er en iblandt disse 'mange'.

Jeg blev en smule forvirret over den måde han pludselig skiftede emne på. Jeg prøvede virkelig at forstå hvor han ville hen med alt det her, men det virkede umuligt.

Jojo jeg skulle sikkert bare høre båndet færdigt, men jeg var ikke helt sikker på om jeg virkelig havde lyst til at høre mere.

Det er også derfor at den måde jeg har valgt at slå mig selv ihjel på, strækker sig over lige netop 24 dage.

Giften er specielt udviklet til mig. Den udskiller en lille smule gift for hver eneste dag der går, og den 24 dag omkring klokken 16.00 giver den mig dødsstøddet.

Du har nok snart fattet hvor jeg vil hen med alt dette her. Hvis ikke, skal jeg gerne skære det ud i pap for dig min kære.

Jeg har taget en specialudviklet giftpille, der er programmeret til at give mig en lille dosis af gift hver dag.

Det er ikke dødeligt før jeg har fået alle fireogtyve dele.

Og du min ven. Du kan stoppe det.

Stoppe min død.

Eller, i hvert fald bremse den, så jeg får lov til at leve længere.

Men du skal ikke gøre det alene. Du skal samle alle de mennesker du hører om på disse bånd. Specielt én person vil være dig yderst behjælpelig. Hvem det er må du selv finde ud af, men hvis bare du tænker dig nok om, vil du finde ud af hvem det er.

På båndene vil du høre en historie om den enkelte person på de enkelte båndet. En historie der har hjulpet mig på vej til det jeg gør, af den ene eller den anden grund. Det er ikke sikkert du kan finde alle menneskene, men hvis du kan, vil det være dig en stor hjælp - tro mig.

I slutningen af båndet vil jeg give dig en ledetråd. En ledetråd til hvor modgiften befinder sig.

Du skal selvfølgelig ikke gøre det, hvis ikke du har lyst til at redde mig.

Det er jo også en mulighed. Du kan smide båndene væk, og glemme alt om dem. Men gør du det, får du mig ikke at se igen. Ikke i levende live i hvert fald. Det er helt op til dig, men du har fra og med i dag til og med den firetyvende klokken 16:00...

Du vil ikke se mig før.

Tænk dig godt om, og få så de andre drenge samlet. Jeg kan nemlig godt afsløre så meget som at de alle er på mindst ét bånd - det samme gælder dig selv.

Hvorfor, er jeg ikke helt sikker på at du ved, men du vil i hvert fald finde ud af det før eller senere.

Held og lykke - vi får vidst alle brug for det.

Slut på bånd et.

Straks sprang jeg endnu engang op fra stolen, og uden egentligt at tænke, ringede jeg efter Louis, Liam og Zayn der tydeligt kunne høre alvoren i min stemme da jeg sagde at det hastede. Også igennem den alkohol de muligvis havde indtaget.

Da jeg var sikker på at de ville komme, satte jeg mig med hovedet plantet i hænderne i min sofa, og tænkte over alt det Harry havde sagt.

Noget tydede på at denne december ikke ville blive som nogen anden december jeg havde haft før.

"Åh Harry. Hvad har du dog nu rodet os ud i?" Mumlede jeg for mig selv, inden døren gik op og Louis, Liam og Zayn kom brasende ind ad døren - alle med alvorlig mine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...