Glemte følelser

For et år siden flyttede Julia med sin familie til en ny by og mistede derfor kontakten til sin bedsteven igennem mange år. Da Andy pludselig i en sommerferie dukker op i hendes nye liv, frygter hun, at hele hendes verden vil blive vendt på hovedet, og at de mange fortidens problemer vil blive fundet frem igen.
Julias nye og uvidende bedsteveninde snakker konstant om den lækre fyr, hun har set nede i klubben, og har for længst sagt helle for ham. Både for sin egen og for sin venindes skyld beslutter Julia sig for at ignorere sin gamle ven.
Men hvad sker der, når han pludselig opsøger hende? Når for længst glemte følelser banker på igen? Og hvad gør Julia, når hun finder ud af, at Andy har langt flere problemer, end han selv kan håndtere?
Hvor mange ting kan gå galt på én enkelt uge?

48Likes
115Kommentarer
2984Visninger
AA

3. Velkommen hjem

Kapitel 1 ~ Velkommen hjem

"Kom nu Julia. Bare en lille bitte tur," tiggede Amy med store skinnende hundeøjne. Jeg sad opgivende på hendes seng, i det der måtte være verdens mest kedelige værelse.
Eller også var det bare fordi, at der, hvor jeg kom fra, skulle ens vægge helst være overklistret med plakater, og der blev simpelthen nødt til at være en masse pangfarver. Sådan var det ikke ligefrem her. Her var det moderne at have helt hvide vægge og meget enkle møbler.
Rent faktisk var Amys værelse slet ikke så kedeligt igen. I hvert fald ikke efter at jeg havde hjulpet hende lidt med at få noget op at hænge på de tomme vægge og havde brugt en hel lørdag på at male den væg, vinduet sad i, lilla. Jeg var selv ret stolt over, hvad jeg havde fået præsteret.

"Kan det ikke vente til i morgen?" spurgte jeg med et suk. 
"Ju-li-a," blev hun ved og lagde tryk på hver stavelse i mit navn. Det søde ansigt indrammet i store lyse englekrøller var umuligt at sige nej til.
"Okay okay", blev min taberkommentar, inden jeg rejste mig fra den bløde seng og fulgte efter hende ud fra værelset. Hun nød sin sejr og nynnede lavt hele vejen ud til hoveddøren. 
Hun stoppede sin nynnen for en kort tid, mens hun stak hovedet ind i stuen til sine fjernsynsgloende forældre og fortalte dem, at vi smuttede en kort tur ned i Klubben. 

Jeg tog mine slidte sko med to forskellige farver snørebånd på. Et pink og et skriggrønt. To dejlige farver, hvis man spurgte mig. Jakke var der ikke brug for, for selvom klokken var omkring ti, var der stadig dejlig lunt udenfor. Med Amys arm i min gik vi sammen midt på vejen i det bløde aftenlys. Solen hang ret lavt, og himlen var lyserød i kanten. 
Jeg var måske alligevel glad for, at jeg havde givet mig, for jeg elskede at være udenfor om aftenen, når vejret var så fantastisk. 

"Han ser altså godt ud," sagde Amy, for jeg ved ikke hvilken gang den dag. Jeg var lige kommet hjem fra en ferie på Mallorca med hele min fars familie, og hun havde ikke snakket om andet, siden jeg trådte ind ad hendes dør.
Vi var kommet hjem midt om natten, jeg havde sovet så længe, jeg kunne få lov til, inden min søster kom ind og vækkede mig sammen med vores dejlige hund Belle, og så var jeg taget over til min bedsteveninde. Jeg var stadig ret træt, men nu havde jeg ikke set hende i to uger, fordi vores ferier havde overlappet hinanden, og så var altså bare nødvendigt at lave et eller andet sammen. 

Vi have egentlig bestemt os for, at vi bare skulle se film og spise lidt for mange gram chips og slik, men Amy syntes bestemt, at vi lige skulle smutte en tur ned i Klubben også. 
Mens jeg havde været væk, havde hun åbenbart spottet en eller anden sød fyr, der havde hængt ud dernede det sidste stykke tid. Ja, hun havde rent faktisk snakket med ham. Hun var i den syvende himmel eller sådan noget. 
Jeg måtte ærligt indrømme, at jeg altid syntes, det var hyggeligt og spændende, når Amy spottede sine lækre fyrer, men jeg var bare lidt for træt til det i aften.

"Hvis du siger det," smilte jeg til den dejlige pige ved min side, inden jeg hev hende med ind på fortovet, da en bil drejede om hjørnet for enden af den vej, vi gik på. 
"Og det kan du tro, jeg siger," forsikrede Amy mig. "Husk, at jeg så ham først," huskede hun mig på med et drillende smil siddende i mundvigen. 

Det var en aftale, Amy og jeg havde lavet for længe siden. Når man var bedsteveninder, holdt man sig fra hinandens kærester, mulige kærester, og sådan set bare de fyrer den anden kunne lide. Det var ikke fordi, det var en aftale, vi havde haft de store problemer med at holde. Ingen af os var typen, der altid var vild med en eller anden, så derfor var det også lidt mere spændende, når der rent faktisk var noget, og Amy lød seriøs. 

Desværre havde jeg på fornemmelsen, at den dreng, der nu var den heldige vinder af Amys opmærksomhed, ikke var den helt gode type. Af den simple grund at det var Amy, vi snakkede om, lød det bare meget muligt. Det skulle ikke undre mig, hvis det var sådan en fyr, der spillede sejere, end han var, eller som bare ikke respekterede andre nok.
Det var selvfølgelig ikke noget, jeg sagde til min veninde. For det første for ikke at såre hende og for det andet fordi jeg kunne tage fejl - og Julia Andreasen tager aldrig fejl. I hvert fald ikke på en måde så folk opdager det.

Efter små ti minutters gang nåede vi det sted, der blev kaldt Klubben. Det sted hvor alle hang ud. Der var næsten altid nogen, og de var for det meste på Amys og min alder. Af den grund kendte jeg også en del af dem, der tit var der. Klubben var alle de fede steder samlet på et sted. Man kunne alt fra at hænge ud i sofaerne til at spille bold på banerne udenfor. Der var også en del bordtennis- og fodboldborde, plus en kiosk hvor man kunne købe slik, sodavand og meget mere. 
Når jeg var sammen med mine venner i fritiden, var det næsten altid i Klubben, for der var meget enkelt det hele. 

Da vi nåede dørene til den gule bygning, var Amy lige blevet færdig med for anden gang at fortælle mig om hendes korte men vildt seje samtale med den fyr, vi nu skulle ind og stalke. Eller Amy skulle 'vise' mig ham, men det var næsten det samme. 

Vi gik op i kiosken for at købe en sodavand, hvor vi blev mødt af et stort smil. Sarah, en pige lidt ældre end os, som tit stod i kiosken, var efterhånden blevet vores veninde. 
"Hej med jer," smilte hun og afslørede et sæt perfekte hvide tænder. 
"Hej Sarah," svarede Amy, og jeg stemte i. "To styks sodavand, så er du dejlig," fortsatte Amy. "En cola og en af de røde." Den røde sodavand var til mig. Jeg havde altid godt kunne lide rød sodavand. Der var den med farverne igen. Eller der fandtes selvfølgelig også gul sodavand, men det var bare noget andet. I sær fordi det ikke hed Gul Sodavand. Rød sodavand hed selvfølgelig også tit Hindbærbrus eller sådan noget, men ikke den man kunne købe i Klubben. Rød Sodavand. Så enkelt var det. 

"Du er da vist blevet lidt brun, hvad? Hvor har du været henne?" spurgte Sarah mig, mens hun fandt sodavandene frem.
"På Mallorca med familien," svarede jeg med et lille smil. Jeg var lidt stolt over, at det rent faktisk var lykkedes mig at få lidt farve. Mest fordi jeg ikke havde brugt meget af min tid på at ligge i solen. Det meste af tiden havde jeg enten plasket rundt i den overdejlige pool sammen med min lillesøster eller rendt rundt alle mulige mærkelige steder sammen med min fætter.
Jeg havde verdens sejeste fætter. Han var et år ældre end mig, men vi var begge lige skøre. Vi havde en enkel gang fået at vide, at vi ikke måtte løbe på trapperne, efter at vi havde rendt rundt og leget fangeleg på hotellet. Det kunne åbenbart forstyrre de andre gæster. Som om de ikke var ligeglade? Barnligt, jeg ved det, men vi havde det fedt. 

Efter en kort snak med Sarah satte vi os ved de små borde ved siden af kiosken. Der var rent faktisk en slags minicaféting i Klubben. Ikke at det var noget specielt. Det var jo bare kiosken og nogle borde, men det lød alligevel lidt sejt at sige, at vi havde en café. 
Der var egentlig pænt mange mennesker. Der sad en del rundt omkring, og der var i hvert fald også nogle ude at spille bold. Det havde vi kunnet høre, inden vi gik ind. På en måde virkede det meget normalt, at her var mange mennesker i en ferie, men samtidig skulle man da tro, at de havde andre ting at lave. Tage til spændende eksotiske steder for eksempel?

"Hvad nu hvis han slet ikke er her?" spurgte jeg og kiggede mig omkring efter en, der på en eller anden måde skillede sig ud. Jeg vidste ikke, hvad jeg forventede? At han ville skinne som en kæmpe discokugle eller hvad? 
"Så er det hele spildt, og vi må gå hjem igen," sukkede Amy dramatisk, og de store krøller faldt ned foran hendes ansigt, da hun bøjede hovedet ned. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg elskede, når hun lavede et helt skuespil ud af så små ting.

"Så må vi håbe, han er her," smilede jeg og tog en ordentlig slurk af mit boblevand. 
"Det vil jeg tro," svarede Amy og kiggede rundt på de mennesker, der befandt sig i denne del af Klubben. I rummene ved siden af var bordtennisbordene og alt det andet. I den helt anden ende af bygningen var to puderum, hvor jeg havde brugt meget tid, i det år jeg havde boet i byen. Tænkt engang at jeg kun havde boet her i et år. Det føltes nærmest som om, jeg havde boet her altid, og i sær fordi jeg allerede havde så mange fantastiske og gode venner. Amy inklusiv. 

"Han har været her alle de aftener, jeg har været her nede," fortsatte hun, mens hun prøvede at overbeglo samtlige personer i rummet på en diskret måde. "Og jeg mener virkelig alle. Gad vide hvad der egentlig trækker ham herned? Han er helt klart ikke her fra byen af. Så havde jeg med tusind procents sikkerhed lagt mærke til ham før." Hun havde virkelig holdt øje med ham.

Jeg kiggede endnu engang rundt med flasken til munden. Jeg kunne stadig ikke se nogen, der lyste op mellem de andre, og det skulle man ellers tro, at den her fyr ville, sådan som Amy snakkede om ham.
"Og han var altså her det meste af tiden. Her i dette rum," lød det bestemt fra Amy, og jeg overvejede lidt hvem af os, hun egentlig snakkede til. Sig selv eller mig?  
"Hvordan ser den dreng ud?" spurgte jeg til sidst, satte flasken fra mig på bordet, foldede hænderne og lagde dem foran flaksen og sendte så min veninde et alvorligt blik. 

"Brunt hår og brune øjne," grinte hun af min latterlige opførsel, samtidig med at små stjerner lyste i hendes øjne. Var den dreng så pæn? Det lød umuligt i mine øre. Det måtte være en meget speciel fyr, vi havde med at gøre. Måske han i virkeligheden var en alien? Eller også bare prinsen på den hvide hest. Amy ville nok foretrække det sidste. 
"Nårh ja, der er slet heller ikke mange, der ser sådan ud, vel? Kan du være lidt mere præcis? Har han hår ligesom Sonny eller ligesom Tim?" spurgte jeg. 
Amy rystede opgivende på hovedet af mig. Hun havde hurtigt opfattet, at jeg havde taget fornavne fra to af 'mine musikmennesker', som folk var begyndt at kalde mine yndlingskunstnere. 

"Ej, men Amy hør lige her," sagde jeg belærende. Disse to fantastiske mænd skulle man ikke ryste på hovedet af. "Sonny John Moore er en utrolig nuttet mand, og forsangeren i Rise Against skal du bestemt ikke ryste på hovedet af. Han er en dejlig mand, der både kan synge og spille guitar."
Jeg kunne godt fornemme på Amy, at hun ikke helt hørte efter. I stedet sad hun og stirrede i en helt anden retning end mit ansigt. 

"Dér," smilede hun triumferende til mig og vendte igen opmærksomheden i min retning. "Hov, sagde du noget?" afbrød hun forvirret sig selv. 
"Nej, nej, jeg snakkede bare om dejlige mænd," svarede jeg en smule sarkastisk. Jeg syntes selv, at det, jeg havde sagt, var vigtig. Bare en lille smule. "Men forsæt," skyndte jeg på hende.
"Jeg har fundet ham," forklarede hun med et utrolig stort smil. "Han sidder nede i nummer to sofa fra væggen og snakker med Simon." Hvis ikke det var fordi, der stadig var et halvt år til jul, kunne man have forvekslet glimtene i hendes øjne med julestjerner.

Efter lidt orienterings problemer fandt mine trætte øjne den rigtige sofa. Rigtig nok sad Simon fra min klasse der sammen med sin - efter min mening - lidt for falske kæreste. Efter at have studeret det sminkede fjæs så godt jeg nu kunne på den lange afstand, nåede jeg frem til, at jeg hellere måtte studere den rigtige person. Mest af alt fordi Amy ikke kunne sidde stille, som hun sad der over for mig. Jeg kunne ellers have frydet mig over tøsens klamme ansigt ret længe. 

Det tog mig ikke lang tid at finde denne fantastiske fyr, jeg ledte efter, og jeg havde nær fået min dejlige røde sodavand galt i halsen. Det var ikke fordi, han ikke var pæn, nej, han var faktisk meget køn. Problemet var meget enkelt, at jeg kendte ham - eller havde kendt ham, var måske mere rigtigt at sige.

 

***

Hej dejlige mennesker! Jeg ville blive meget glad, hvis i gad skrive en kommentar, da jeg synes, det kan være lidt svært at skrive det første kapitel. ^^

Men jeg har været i et helt fantastisk skrivehumør i dag. Nok fordi jeg har brugt eftermiddagen og aftenen på at snakke med to dejlige mennesker og læse deres historier. <3

Hvis i mangler noget dejligt at læse så gør som mig: Læs noget af Cecilie G eller Stefan J. :D <3 Man kommer i godt humør af det! <3<3

Nå, jeg er træt, så jeg skal nok stoppe med at skrive mærkelige ting her.... undskyld. ^^ <3

-Psiphph

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...