Glemte følelser

For et år siden flyttede Julia med sin familie til en ny by og mistede derfor kontakten til sin bedsteven igennem mange år. Da Andy pludselig i en sommerferie dukker op i hendes nye liv, frygter hun, at hele hendes verden vil blive vendt på hovedet, og at de mange fortidens problemer vil blive fundet frem igen.
Julias nye og uvidende bedsteveninde snakker konstant om den lækre fyr, hun har set nede i klubben, og har for længst sagt helle for ham. Både for sin egen og for sin venindes skyld beslutter Julia sig for at ignorere sin gamle ven.
Men hvad sker der, når han pludselig opsøger hende? Når for længst glemte følelser banker på igen? Og hvad gør Julia, når hun finder ud af, at Andy har langt flere problemer, end han selv kan håndtere?
Hvor mange ting kan gå galt på én enkelt uge?

48Likes
115Kommentarer
2881Visninger
AA

19. Uventet selskab

Kapitel 15 ~ Uventet selskab

 

Der var en del mennesker på gaden, når det var godt vejr og ferie, selvom mange med et normalt arbejde nok havde opbrugt deres ferie ligesom mine forældre. Jeg havde slet ikke skænket det en tanke, at jeg kunne møde nogle, jeg kendte, mens jeg gik sammen med Andy, før det skete. Det mærkelige var bare, at selv hvis jeg havde tænkt på, at nogen ville se os, så var det bestemt ikke den person, jeg havde forestillet mig.

”Julia!” kaldte en stemme bag mig, og jeg stoppede stivnende op.
”Hvem er det?” spurgte Andy, der var stoppet op ved siden af mig.
”Det ved jeg ikke,” svarede jeg og vendte mig om. Det var ikke en stemme, jeg umiddelbart kunne sætte en person på, så det var heldigvis ikke en af mine gode venner. Jeg blev meget overrasket, da jeg fik øje på en dreng, der kom løbende i mod os med store brune krøller, der hoppede op og ned i takt med hans skridt.
”Julia,” gentog han, da han stoppede op foran mig.

”Hej… Casper?” fik jeg sagt på trods af min store overraskelse. Jeg havde ikke ligefrem regnet med at se ham. Eller måske se ham, men ikke at han ville sige noget til mig. Han smilte et hurtigt lille smil, inden han igen så alvorlig ud. Endnu en mærkelig ting. Han havde aldrig slået mig som den alvorlige type, noget er bare gjorde ham til en endnu større modsætning af sin søster.
”Har du set Clara?” spurgte han, og en ubehagelig følelse bredte sig i min krop. Clara? Jeg rystede på hovedet.
”Pis,” mumlede han. ”Jeg kan virkelig ikke finde hende. Jeg har været rundt i stort set hele byen, og jeg har også været omme hos ham der hendes kæreste, men der var ingen hjemme.” Han snakkede vildt hurtigt, og jeg havde svært ved at følge med. Han kunne ikke finde Clara, og hun var ikke hos Magnus. Det sidste gav god mening. Magnus skulle besøge en eller anden ven, som boede i en anden by, og hans forældre var nok på arbejde.

”Fuck,” udbrød Casper og så utrolig opgivende ud. ”Hun tager ikke sin telefon. Jeg tror jeg har ringet til hende mindst tyve gange i løbet af dagen.”
”Hvad er der sket?” spurgte jeg. Jeg vidste ikke helt, om jeg overhovedet ville vide det. Jeg havde på fornemmelsen, at det her ikke var særlig godt. Jeg havde på fornemmelsen, at det var ret skidt faktisk.
Jeg kunne se på Andy, at han tænkte det samme, og han vidste jo ikke engang, hvem Casper var.

”Hun har været væk hele dagen,” mumlede han, inden han begyndte at forklare: ”Hende og Michael kom op at skændes i morges, og det – hvad skal man sige – var ret slemt. Men ja, Clara blev utrolig sur og skred. Jeg ringede til hende et par gange, men hun tog den ikke, og det var der, jeg blev en smule bekymret. For det var meget slemt. Skænderiet, altså. Jeg har ledt efter hende det meste af dagen, men jeg aner virkelig ikke, hvor hun er.” Jeg fik det pludselig halvdårligt. Jeg gik ud fra, at Michael var deres storebror, og jeg havde set dem skændtes før, og jeg havde set Caspers ligegyldige udtryk. Så hvis det bekymrede ham denne gang, måtte det være slemt.

Jeg blev pludseligt meget bekymret for min veninde.
”Jeg har hverken set eller snakket med hende siden i tirsdags,” fortalte jeg ham, og han så kun endnu mere opgivende ud.
”Tror du, hun kan være omme hos nogle af jeres venner?” spurgte Casper, og det var tydeligt, at han håbede, jeg sagde ja.
”Det kunne godt være,” svarede jeg og håbede det selv. Jeg kunne virkelig ikke lide det, hvis Clara var forsvundet. Der var vel en grænse for, hvad selv hun kunne holde ud.
”Mit bud er Silas,” mumlede jeg og fandt min mobil, så jeg kunne ringe til min ven.

”Ey Jullelia,” lød hans muntre stemme, da han tog den, og jeg himlede med øjnene over det meget opfindsomme navn, han lige havde fundet på til mig.
”Hej Silas, din fisk, har du set Clara i dag?”
”Nej, det har jeg ikke. Hvorfor?”
”Nårh, det er ikke noget, jeg kan bare ikke lige få fat på hende, så jeg tænkte, at hun måske var sammen med dig,” svarede jeg.
”Nå okay, men det er hun ikke. To sekunder, jeg spørger lige Markus, om han har snakket med hende i dag.” Der blev stille i røret et stykke tid, inden han kom tilbage.
”Nope, Markus har heller ikke set hende,” fortalte han.
”Okay tak Silas, vi ses,” sagde jeg og gjorde klar til at lægge på, da han igen sagde noget: ”Kommer du ned i Klubben i aften?”
”Det tror jeg,” svarede jeg. ”Hvis i andre gør?”
”Det tror jeg, vi kan lige skrives om det senere. Jeg er ved at tæske Markus i det her megaawesome spil, jeg ikke kan huske, hvad hedder.”
Jeg rystede smilende på hovedet. ”Hej hej, Silas.”

”Hverken Silas eller Markus har set hende,” fortalte jeg Caspers skuffede ansigt. ”Så er der Amy og Becca, men det tror jeg bare ikke,” mumlede jeg og rynkede brynene. Hvis Clara ville søge tilflugt hos nogle af os, ville Amy og Rebecca ikke være mine første gæt. Jeg var begyndt at blive ret bekymret. Måske sad Clara helt normalt et eller andet sted, Casper havde misset, eller også var det rigtig skidt.  Jeg vidste godt, hvad jeg håbede, men jeg ville ikke være rolig før, jeg var sikker og havde set hende. Jeg var meget enkelt bare utrolig bekymret for min veninde. Jeg kunne ikke glemme det faktum, at Casper virkede ret bekymret.

”Hun plejer ikke at blive så længe væk uden at svare eller være hos nogen, og jeg har været hjemme et par gange og kigge efter hende,” mumlede Casper, mens jeg overvejede, om jeg skulle ringe til Amy eller Rebecca først. ”Det værste er, at Michael er fucking ligeglad,” fortsatte han og lød faktisk helt sur. Det her var bare ikke godt.

”Prøv at ring til hende,” sagde Andy pludselig, og jeg kiggede op på ham. ”Jeg går ud fra, at du er hendes bror?” Andy så spørgende på drengen med de brune krøller, som nikkede. ”Måske det bare er ham, hun ikke vil snakke med,” fortsatte han henvendt til mig. Det ville egentlig give god mening, og jeg kunne have slået mig selv for ikke at have tænkt på det.

Hurtigt fandt jeg Claras nummer og ringede op. På displayet lyste at gammelt billede af hende, hvor hendes pandehår var lilla. Der gik lige akkurat så lang tid, før den blev taget, at jeg nåede at blive rigtig bekymret.
”Clara?” spurgte jeg lettet, da bippene holdte op.
”Hej Julia,” lød en dejlig velkendt stemme. Jeg havde aldrig været mere glad for at høre hendes hæse stemme med den ligegyldige tone, selvom jeg også kunne høre noget andet i hendes stemme. Noget, jeg ikke vidste, hvad var, men som nok skyldtes, at hendes humør ikke kunne være helt godt.

”Hej,” svarede jeg, og jeg kunne se at Casper slappede lidt mere af, da han hørte, hvor lettet jeg lød. ”Hvor er du henne?”
”Mig?” spurgte hun. ”Ehm ja, jeg sidder på trappen ude foran dit hus.”
”Vent, hvad gør du?” spurgte jeg, og både Andy og Casper kiggede på mig.
”Jeg sidder foran dit hus,” gentog hun. ”Og jeg kan fortælle dig, at din søster – i ligner for resten hinanden ret meget – lige er taget om til en veninde. Hun undrede sig vist lidt over, hvad jeg lavede her, men jeg sagde bare, at jeg ventede på dig, og at du snart ville komme. Det godtog hun.”
”Men hvorfor?” spurgte jeg. Jeg følte mig lidt dum, fordi jeg blev ved med at stille spørgsmål, men jeg forstod ikke helt, hvad hun lavede uden for mit hus.

”Jeg ville bare gerne snakke med dig, men du var ikke hjemme.”
”Hvorfor ringede du så ikke bare?”
”Jeg tænkte, at du jo nok lavede et eller andet, nu hvor du ikke var hjemme, og så ville jeg ikke lige forstyrre dig. Så vigtigt var det heller ikke.” Det var blevet tydeligere på hendes stemme, at hun ikke var glad, og jeg havde lyst til at styrte hen til hende. Det gik op for mig, at jeg jo egentlig godt kunne gå, mens jeg snakkede, så jeg begyndte at gå i retning af mit hus, og Andy og Casper fulgte bare med uden at stille spørgsmål.
”Så vigtigt var det nu ikke. Clara, du kan altid bare ringe til mig,” fortalte jeg hende. Jeg kunne høre Casper sukke lettet. Da jeg sagde hans søsters navn, blev han bekræftet i, at det virkelig var hende, jeg snakkede med, og han kunne jo se på mig, at der ikke var noget at gå i panik over.

”Du er sammen med Andy, ikke?” spurgte hun og ignorerede det, jeg før havde sagt. Jeg tøvede lige akkurat længe nok til, at hun kunne regne svaret ud. ”Jeg vidste det,” lød hendes triumferende stemme.
”Men han er ikke den eneste, jeg er sammen med,” fortalte jeg hende, og jeg kunne høre, at hun gjorde et eller andet. Rettede sig op, satte sig ned, jeg vidste det ikke.
”Hvem?” spurgte hun, og jeg kunne høre, at hun virkelig ikke havde noget gæt på, hvem det kunne være. Hun ville nok heller ikke have gættet det.
”Casper,” svarede jeg, og der blev helt stille i den anden ende.

”Clara, vi kommer hen til dig nu, okay?”
”Det gør i bare,” svarede hun, men jeg havde på fornemmelsen, at hun ikke helt vidste, hvad hun syntes om, at Casper var med.

***

”Clara-” begyndte Casper, da vi var kommet så tæt på hende, at hun kunne høre, hvad vi sagde, men hun holdt bare en hånd op for at stoppe ham.
”Hej med jer,” hilste hun med et træt smil. Jeg satte mig på trappen ved siden af hende og betragtede hende kort. Hun så ikke helt godt ud. Det var tydeligt, at hun havde været både ked af det og sur tidligere.
”Hvor længe har du siddet her?” spurgte jeg.
”Det ved jeg ikke,” svarede hun. ”Et par timer måske.” Et par timer? Jeg kiggede mærkeligt på hende, men hun trak bare på skulderen.

Efter at have stået og siddet lidt uden for mit hus, bestemte vi os for at gå ned på havnen. Det var ikke fordi, der var så mange steder at gå hen, og nu hvor han stod foran hende, ville Clara alligevel gerne snakke med sin bror, men samtidig ville hun gerne være sammen med Andy og mig.
På den måde endte det med, at jeg gik nede på havnen sammen med tre mennesker, jeg ærlig talt ikke havde troet, jeg nogensinde skulle gå der sammen med – i hvert fald ikke på samme tid. For en uge siden kunne jeg slet ikke forestille mig at skulle gå på havnen sammen med Andy, og bare tidligere i dag havde jeg ikke troet, at jeg skulle gå der sammen med Casper.

”Nogen der vil være med til at spise en is?” spurgte jeg, da vi kom forbi en isbod.
”Jeg har ingen penge med,” svarede Clara som den første.
”Jeg giver,” fortalte jeg, inden nogle af de andre sagde, at de heller ingen penge havde. ”Der er vist ingen af jer, der rigtig har nogle penge.” Jeg vidste, at Clara ikke havde særlig mange penge, hende mor drak vel næsten deres penge op, og jeg regnede ikke med at Casper havde flere, og med alt det hash han røg, havde han nok slet ingen. I forhold til Andy sagde det vel sig selv.
”Så vil vi meget gerne,” konstaterede Clara, og noget der næsten lignede et smil dukkede op på hendes trætte ansigt. ”Og jeg skal have noget der er lyserødt,” tilføjede hun, hvilket fik mig til at smile.

Vi satte os på en bænk, der meget belejligt stod i nærheden, og spiste vores is. Jeg havde altid godt kunne lide gammeldags isvafler, fordi man kunne få så meget oven på dem. Clara havde med et tilfredst udtryk bedt manden i isboden om at putte en ekstra klat af den lyserøde guf på hendes is, og jeg var ret sikker på, at havde kigget mærkeligt efter hende, da vi gik. Jeg elskede virkelig Claras mærkelige trang til lyserøde ting, især fordi alle andre mennesker ikke forstod den.
Mens vi spiste, fik jeg en SMS fra Silas, som spurgte, om jeg havde fået fat i Clara, og om jeg ville med ned i Klubben – han og Markus var blevet enige om, at det ville de i hvert fald gerne.

”Silas og Markus spørger, om vi vil med ned i Klubben i aften,” fortalte jeg henvendt til Clara.
”Det vil vi gerne,” sagde Clara og tog en bid af vaflen på sin is. ”Jeg skal bare have noget at lave, så jeg slipper for at tage hjem. Jeg sover forresten hos Magnus i nat.” Det sidste var ment til Casper, som nikkede.
”Så sover jeg i hvert fald også et andet sted,” mumlede han. Mens de to søskende lavede en eller anden aftale om at sove alle andre steder end hjemme resten af ferien, svarede jeg Silas. Jeg skrev, at Clara og jeg gerne ville, og at hvis han spurgte Rebecca, så skulle jeg nok spørge Amy. Da jeg havde sendt beskeden, skyndte jeg mig at skrive til Amy, inden jeg igen lyttede til, hvad de andre sagde.

”Jeg tror, han har godt af at være lidt alene.” Clara sagde det på en måde, der ligesom markerede, at det var enden på den samtale.
”Tror du, jeg kan spise hos dig i aften?” spurgte hun og kiggede bedende på mig.
Jeg tænkte kort over det, inden jeg svarede: ”Jeg kan ikke se, hvorfor du ikke skulle kunne det.”
”Dejligt.”

Vi sad længe bare og snakkede om ingenting og alt muligt, og jeg havde virkelig haft ret i, at Clara og Andy ville komme godt ud af det med hinanden. Jeg kunne ikke lade være med at tænkte ’hah’ til hans kommentar tidligere om, at han ikke kom godt ud af det med andre, da jeg kom i tanke om hans anden kommentar, der omhandlede Clara: Det er det samme med Clara, er det ikke? Det var det vel. Jeg vidste, at jeg lige meget hvad ville gøre hvad som helst for at være der for dem, hvis de havde et problem, hvis der var noget galt. Det, der satte en stopper for det, jeg ville kalde en ikke-alvorlig samtale, var, da Casper endnu engang drejede emnet ind på penge.

”Du havde ingen penge med, vel Clara?” Min veninde kiggede kort på sin bror, inden hun rystede på hovedet.
”Hvorfor?” spurgte hun efter lidt tid.
”Jeg ville have spurgt, om jeg kunne låne en halvtredser af dig,” mumlede han, og hun nikkede. Det var nok det, hun havde regnet med.
”Jeg har en du kan få, når vi engang kommer hjem igen, men det kan godt være, at der går nogle dage.”
”Det går nok, så længe der ikke går alt for længe. Det er nogle penge, jeg skylder.” Clara nikkede bare til svar. Noget sagde mig, at hun allerede havde regnet det ud. Uden at tænke over det kom jeg til at kigge på Andy, som havde presset læberne sammen. Jeg havde fortalt ham det, jeg vidste om Casper, og jeg tror ikke, nogen af os var glade for at høre det, Casper havde sagt.

”Det er ikke godt at skylde penge,” fortalte Andy, og Casper vendte sig om i mod ham. Clara derimod kiggede på mig. Hun havde med det samme vidst, at der var noget i det, og jeg havde på fornemmelsen, at hun ville spørge ind til det senere.
”Noget du bare sådan siger generelt, eller fordi du ved noget om det,” spurgte Casper og kiggede vurderende på Andy.
”Det er noget jeg ved for meget om,” svarede han, og Casper fornemmede, at det nok ikke var noget, der skulle spørges ind til nu.

Da vi senere gik videre, hev Casper en pakke cigarretter op af lommen og skulle lige til at tage en, inden han kiggede spørgende rundt på os.
”Der er ikke nogen, der har noget i mod det, vel?” Jeg trak bare på skulderen til svar. Jo, jeg havde noget i mod det, men jeg havde efterhånden vænnet mig til det. Clara rystede bare på hovedet, hun måtte i hvert fald være vant til det.
”Det ville nok være lidt for ironisk, hvis jeg sagde, at jeg havde,” svarede Andy, hvorefter Casper stak en cigarret i munden og tændte den.
Jeg så ud af øjenkrogen, at Clara kiggede hurtigt på Andy, og jeg havde på fornemmelsen, at hun noterede alle de lidt unormale ting, han sagde og gjorde, mentalt. Andy havde fra starten af kunnet mærke, at Clara var typen med problemer, og mon ikke hun havde det på samme måde med ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...