Glemte følelser

For et år siden flyttede Julia med sin familie til en ny by og mistede derfor kontakten til sin bedsteven igennem mange år. Da Andy pludselig i en sommerferie dukker op i hendes nye liv, frygter hun, at hele hendes verden vil blive vendt på hovedet, og at de mange fortidens problemer vil blive fundet frem igen.
Julias nye og uvidende bedsteveninde snakker konstant om den lækre fyr, hun har set nede i klubben, og har for længst sagt helle for ham. Både for sin egen og for sin venindes skyld beslutter Julia sig for at ignorere sin gamle ven.
Men hvad sker der, når han pludselig opsøger hende? Når for længst glemte følelser banker på igen? Og hvad gør Julia, når hun finder ud af, at Andy har langt flere problemer, end han selv kan håndtere?
Hvor mange ting kan gå galt på én enkelt uge?

48Likes
115Kommentarer
2887Visninger
AA

23. Sidste chance

 

Kapitel 19 ~ Sidste chance

Da jeg kom op på mit værelse efter at have sagt farvel til Clara – hun var faktisk gået så langt som til at give mig et hurtigt og lidt akavet kram – fandt jeg til min skræk en ny konvolut fastklæbet til min rude.
Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg var faktisk bange for, hvad der ville stå. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Clara der lige nu gik helt alene i mørket.
Med rystende fingre fik jeg åbnet konvolutten og hevet brevet ud.

Julia, det her er din sidste chance.
Min tålmodighed er ved at være løbet ud.
Hvis ikke du snart gør noget, har jeg allerede fundet mig mit næste offer.
Så kan du jo prøve at gætte, hvem det bliver.
Siger sort hår dig noget?
Du har to valg, Julia.
Du kan stoppe nu, mens legen er god, eller du kan blive ved.
Du kan enten lade det gå ud over alle dem du holder af, eller du må sige farvel til din lille ven, kæreste, hvad du nu foretrækker at kalde ham.
-Og det bliver nok for altid, skal du se.
Jeg skal have et svar på mit sidste spørgsmål.
Tænk dig godt om, fredag.

Sort hår? Den første jeg tænkte på var Clara, men det gav vel ikke mening. Amy skulle forestille at være min bedsteveninde, hvilket burde betyde, at hun betød mere for mig, end mine andre venner. Hvorfor skulle han vælge den der betød mest for mig først?
Jeg sank lige så stille ned på gulvet, da det gik op for mig hvem han mente. Melanie. Min lillesøster. I virkeligheden gjorde det ikke den store forskel hvem det var, for budskabet var klart. Han ville blive ved med at gøre dem jeg holdt af fortræd indtil jeg gav op. Indtil jeg sagde farvel til Andy. Spørgsmålet var bare, hvor mange jeg ville lade det gå udover inden.

For første gang i løbet af de sidste dage lod jeg mine tårer få frit løb uden at gøre noget for at stoppe dem. Jeg vidste hvad jeg blev nødt til at gøre, men det betød ikke at jeg var glad for det.
Jeg måtte sige farvel til Andy, og det kunne være lige meget om vi ville kunne holde kontakten nu. Jeg vidste at jeg i hvert fald ikke ville se ham igen før han ikke længere stod under Johan, og der kunne gå meget, meget længe.

Jeg smed irriteret papiret fra mig, da det begyndte at blive gennemblødt af alle de tårer der landede på det. Der var intet jeg kunne gøre nu. Jeg måtte bare snakke med Andy i morgen, måske han havde en løsning på problemet.

Da jeg ikke kunne græde længere, blev jeg i stedet utrolig sur. Jeg hadede Johan mere end nogensinde før. Hvorfor skulle han komme her og ødelægge mit liv? Jeg havde aldrig gjort ham noget. Han tvang mig til at vælge mellem de mennesker jeg elskede aller højest.
Jeg ville ikke have haft noget i mod at sidde på gulvet resten af natten, men jeg vidste at jeg for en sikkerhedsskyld måtte give Johan det svar han så gerne ville have. Jeg måtte være sikker på, at der ikke skete flere noget. Rystende rejste jeg mig op og fandt et stykke tegnepapir.

Forstod du det ikke? havde spørgsmålet lydt. Med store blokbogstaver skrev jeg ’jo’ hen over det blanke papir. Med mine fingre der ikke helt kunne tage sig sammen fik jeg foldet papiret og puttet det i den nyeste konvolut. Jeg åbnede vinduet og med et nyt stykke tape, satte jeg den fast på vinduet. Hvordan skulle jeg ellers svare ham?
Bagefter slukkede jeg lyset, faldt om på min seng og faldt i søvn stadig med tøj på og uden at have børstet tænder.

***

”Kommer du igen i morgen formiddag?” spurgte Amy, da jeg begyndte at gøre mig klar til at gå.
”Det kan jeg godt,” svarede jeg og gjorde hvad jeg kunne for at sende hende et smil.
”Du har det bedre, ikke?” Jeg havde allerede spurgt hende et par gange, men jeg skulle lige være sikker.
”Jo, det værste er bare hovedpinen.”
Jeg fik sagt farvel til min bedsteveninde og begyndte for jeg vidste ikke hvilken gang den uge at gå mod havnen.

For en gangs skyld, havde det faktisk været svært at snakke med Amy. For det første var det lidt svært at fortælle hende om aftenen uden at nævne Andy, og jeg havde det ret dårligt, da jeg måtte lyve om, hvem der havde fået hendes billet.
Jeg fortalte hende, at min mor havde kendt en, der gerne ville havde den. Hun ville nok finde ud af det, hvis jeg havde sagt at Melanie var taget med, uden at hun var, og jeg havde ikke lige kunnet komme på andre, jeg kunne sige vi havde taget med.
Jeg kunne nemt have sagt, at jeg havde givet billetten til en eller anden fra klassen, men chancen for, at hun ville opdage, at det ikke passede, virkede for stor.
Jeg havde bare sagt, at jeg ikke vidste hvem det var, og hun havde heldigvis godtaget den forklaring.

Det andet der gjorde det svært var min manglende koncentration. Jeg ville bare gerne have fat i Andy så jeg kunne prøve at fortælle ham det med brevene. Jeg havde på fornemmelsen at det var nemmere at fortælle det i mit hoved, end det ville blive i virkeligheden.
Da jeg stod op om morgenen var jeg først blevet ret forskrækket da jeg så at nogen havde rykket på konvolutten. Lidt efter havde jeg så lyst til at slå mig selv lidt. Det gik op for mig, at det nok var fordi det ikke var det brev jeg havde hængt derud, men en nyt. Det undrede mig nu stadig hvordan han fik brevet op på mit vindue, men det måtte være hans problem.

Det ser ud til at vi forstår hinanden nu, havde der stået og jeg havde haft lyst til at rive ham i småstykker. Jeg kunne lige forestille mig hvordan han havde siddet med et ironisk smil, da han skrev det. Eller det var lidt svært at forestille sig det, for jeg vidste jo sådan set ikke hvordan han så ud, men det skulle ikke undre mig, hvis han havde gjort det.
nej, vi forstod bestemt ikke hinanden. Jeg forstod ikke mennesker der absolut skulle være onde mod andre og ødelægge deres liv.

På en eller anden måde føltes det som om mine dage gik lidt i ring. Jeg gik ned på havnen og jeg gik hjem, jeg gik ned på havnen og jeg gik hjem. Jeg var sammen med Andy og prøvede at glemme, at der blev færre og færre dage til han skulle hjem, og det samme gjorde jeg så næste dag.
Det eneste der ville være anderledes i dag, var at jeg nok blev nødt til at fortælle ham om de fandens breve. Jeg kunne også bare lade være, men jeg følte bare at det var mest rigtigt at gøre det. Det havde trods alt en del med ham at gøre.

”Hey du, giv mig den der!” råbte en eller anden i nærheden af mig, og jeg løftede mit blik som ellers havde fokuseret på revnerne mellem fortovsfliserne. Lidt længere fremme var en kiosk og jeg kunne se at en flok drenge der godt kunne være omkring min alder stod uden for den.
Det var nemt nok at regne ud hvem der havde snakket, for han stod og så afventende på en dreng der var gået ud på gaden. Han var ret høj, havde meget kort hår, der så ud til at være lyst og en ørering glimtede i hans ene øreflip.
”Giv mig den for fanden nu bare,” sagde drengen irriteret og gik tættere på ham ude på vejen. Han så utrolig lille ud i forhold til ham den anden.

Jeg kunne ikke helt finde ud af om det var noget alvorligt, eller om det var lidt i spøg. Jeg havde ikke lyst til at vade lige midt ind i et eller andet slagsmål.
”Giv ham den nu bare,” sagde en tredje dreng og rejste sig. Stemmen lød bekendt og jeg havde ikke svært ved at genkende de brune krøller. Det så ud til at jeg var stødt ind i en flok af Caspers venner. Hyggeligt. Han stod med noget der lignede ret meget en joint i hånden, men jeg kunne se, at han ikke var den eneste.
”Hvorfor?” spurgte drengen og lød utrolig flabet. Jeg hadede ham allerede og desuden mindede han mig om en jeg havde kendt i min hjemby. Pisseirriterende fyr der altid følte sig sej.
”Fordi jeg beder dig om det,” sukkede Casper og rystede opgivende på hovedet.
”Gør det nu bare,” stemte en eller anden i, hvilket udløste et irriteret udtryk på drengens ansigt.

”Så er det jo bare synd, at jeg ikke altid gør, hvad folk beder mig om.” Jeg vidste ikke hvorfor jeg blandede mig. Det var nok fordi han mindede så unaturligt meget om Nicolai, at en gammel vane brød frem i mig. Vanen med at lege sej og komme med det der skulle forestille smarte bemærkninger.
”Du burde måske passe lidt på,” sagde jeg til drengen, og hele gruppen kiggede mærkeligt på mig. ”Nogle kunne jo blive trætte af dig og pande dig en. Ja, jeg skal med glæde være den første hvis det er?”
”Hvem fanden er du?” spurgte han.
”Mig? Nårh, din far betaler mig bare for at holde øje med dig og sørge for at du ikke bliver kørt ned, når du opfører dig åndssvagt,” fortalte jeg ham med et skuldertræk, og jeg kunne høre at en eller anden grinte. Jeg kiggede hurtigt på Casper og han smilede til mig.

”Hej Julia.”
”Davs Casper.” Jeg vendte mig igen mod drengen på vejen, der kiggede en smule forvirret på mig. Han kunne vist ikke helt finde ud af, om han skulle komme med et eller andet svar eller om han bare skulle ignorere mig. ”Men jeg kan se at der ikke kommer nogle biler foreløbigt, så jeg går bare videre.”
Jeg gjorde som jeg havde sagt, men vendte mig rundt og bad Casper om at hilse sin søster, hvis han så hende før mig.
”Selvfølgelig,” svarede han. ”Og du må gøre det samme.” Jeg fandt det en smule sjovt, at han bad mig om at hilse hans søster. Normalt regnede man vel med at søskende så hinanden stort set hver dag, og det var normalt dem man bad hilse hinanden.
”Hvem fanden var det?” kunne jeg hører en eller anden spørge bag mig, og jeg følte selv at jeg havde gjort mit arbejde godt. Jeg elskede at få folk til at kigge mærkeligt efter mig og bare tænke ’hvad?’. Det var måske ret åndssvagt, men nogle gange kan det være enormt underholdende.

 

Da jeg nåede havnen kunne jeg ikke helt finde ud af, om jeg var i godt eller dårligt humør. Det var jo ikke fordi jeg havde haft en dårlig dag, men jeg var træt. Jeg havde virkelig ikke sovet godt om natten. Samtidig var der jo selve grunden til at jeg ikke havde sovet så godt, og det var nok i virkeligheden den der var skyld i mit mærkelige humør.
Jeg havde virkelig ingen anelse om, hvad jeg skulle stille op med Johan og hans breve. Skulle jeg bare snakke med Andy om det, og så bare gøre som jeg havde gjort de sidste par dage indtil på onsdag eller hvornår Andy nu skulle hjem, eller blev jeg nødt til at gøre et eller andet nu?

Jeg var langt væk i mine egne tanker og blev derfor ret overrasket da der pludselig var en der greb fat i mig bagfra. Jeg blev faktisk en smule bange i nogle få sekunder, men det var vel ikke så mærkeligt – min bedsteveninde var trods alt næsten lige blevet slået ned.
Da jeg vendte mig rundt viste det sig, at min overfaldsmand i virkeligheden bare var Andy, og selvom det vel egentlig også var det jeg var noget fem til, inden jeg vendte mig, var jeg en smule lettet. Jeg havde på fornemmelsen at der ikke skulle meget til at forskrække mig for tiden.

”Du gav mig virkelig et kæmpechok,” sagde jeg og sendte ham et anklagende blik.
”Det kunne jeg godt fornemme på dig,” svarede han og han lignede en der prøvede på ikke at smile. Hvor irriterende.
”Jeg synes ikke det er sjovt,” fortalte jeg ham og han rystede bare på hovedet, inden han trak mig ind i et kram. Han lugtede en lille smule af røg, og jeg håbede jeg tog fejl i forhold til hvad grunden var. Vi satte os på en bænk – den samme som vi havde siddet ved sammen med Clara og Casper – og jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvor nederen det egentlig var, at vi ikke havde noget mere spændende at give os til, når vi var sammen.

”Julia,” begyndte Andy, og han lød langt mere alvorlig end han ellers havde gjort i løbet af dagen. ”Jeg har tænkt lidt over det Clara sagde i går-” Mere nåede han ikke at sige, før jeg afbrød ham. Jeg vidste at det var nu, jeg måtte tage mig sammen til at få det sagt.
”Jeg tror vi har fået et lidt større problem,” sagde jeg stille og han kiggede overrasket på mig. Jeg stak hånden i lommen for at hive brevene op, inden jeg fortsatte:” Jeg har noget, jeg bliver nødt til at vise dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...