Glemte følelser

For et år siden flyttede Julia med sin familie til en ny by og mistede derfor kontakten til sin bedsteven igennem mange år. Da Andy pludselig i en sommerferie dukker op i hendes nye liv, frygter hun, at hele hendes verden vil blive vendt på hovedet, og at de mange fortidens problemer vil blive fundet frem igen.
Julias nye og uvidende bedsteveninde snakker konstant om den lækre fyr, hun har set nede i klubben, og har for længst sagt helle for ham. Både for sin egen og for sin venindes skyld beslutter Julia sig for at ignorere sin gamle ven.
Men hvad sker der, når han pludselig opsøger hende? Når for længst glemte følelser banker på igen? Og hvad gør Julia, når hun finder ud af, at Andy har langt flere problemer, end han selv kan håndtere?
Hvor mange ting kan gå galt på én enkelt uge?

48Likes
115Kommentarer
2888Visninger
AA

2. Prolog

Prolog 

Nogle gange i vores liv oplever vi ting, vi helst ville have været foruden. Desværre er der ikke noget at gøre ved det, og det bedste, vi kan gøre, er at komme videre. At lade fortiden bag os og skabe os et nyt og lykkeligt liv. 

 

"Julia, jeg skal være hjemme nu," lød det stille fra Andy, mens vi gik ned ad tilfældige gader i vores lille hjemby. 
"Jeg ved det," sukkede jeg og vendte mig i mod ham, så vi stod over for hinanden på fortovet med de revnede fliser. "Jeg har bare ikke lyst til at sige farvel," fortsatte jeg og kunne selv høre, hvor tynd min stemme lød. 
"Det har jeg heller ikke," svarede han stilfærdigt, og jeg kunne med lethed høre oprigtigheden i hans stemme. Sådan var det, når man havde kendt nogen det meste af sit liv. De var pludseligt blevet så nemme at tyde.

Det var midt i sommerferien, og den dag, jeg havde frygtet så længde, var nu kommet. Den dag jeg skulle sige farvel til alle stederne fyldt med barndomsminder. Den dag jeg skulle sige farvel til det store birketræ i vores smukke have. Den dag jeg skulle sige farvel til Andy. 
Mine forældre havde - uden at spørge mig selvfølgelig - besluttet sig for, at vi skulle flytte. Ikke bare flytte som i flytte, men som i flytte til den anden ende af landet. 

Jeg havde brugt de første fire uger af min ferie på at pakke alle mine ting ned, pille de mange plakater med Three Days Grace, Nickelback og mine andre yndlingsbands ned fra mine lærerens tyggegummiindfedtede vægge og være sammen med Andy. Jeg havde så længe gået og gjort mig mentalt klar til denne afsked, men alligevel kunne jeg mærke tårerne presse sig på. Jeg elskede min familie. Mine forældre og min dejlige lillesøster, men det her kunne de simpelthen ikke være bekendt. 

"Kom her," hviskede Andy, og jeg kunne på hans stemme høre, at han havde det ligesom mig. Med en ubehagelig klump i halsen lagde jeg armene om ham og begravede mit hoved i hans skulder. 

Andy havde været min bedsteven, lige så længde jeg kunne huske, og et liv uden ham var umuligt at forestille sig. Som en hån af mig var det det, jeg nu kunne se frem til. 
Jeg vidste, at lige meget hvor gode venner vi var, ville det blive umuligt at holde kontakten. Det var noget, ingen af os var specielt gode til. Sådan var det bare, og der var intet, jeg kunne gøre ved det. 

Det endte med at blive et langt kram, selvom det kun føltes som få sekunder. Jeg ville ikke have haft noget i mod at stå sådan for evigt, udskyde det forfærdelige bare lige lidt længere. Det var en følelse af tryghed. Lidt den samme følelse som når man kommer hjem efter at have været væk alene alt for længe. 

Jeg havde én forfærdelig gang før prøvet at leve uden min fantastiske ven, og det var noget, jeg havde håbet aldrig at skulle opleve igen. Da Andys mor døde, var det ikke gået ham så godt. Han havde trukket sig væk fra mig og var endt med en masse problemer. Jeg havde aldrig helt fundet ud af, hvad der var sket, men han havde i hvert fald været i nærheden af de forkerte mennesker og havde skyldt nogle af dem en del penge. 
Hvad han skyldte dem de penge for, havde jeg aldrig spurgt om, men jeg havde mine anelser. På en eller anden måde var det lykkedes mig at redde ham ud af det, og det havde kun knyttet os endnu mere sammen. Siden den tid havde vi nærmest været uadskillelige. Selvom Andy gik under betegnelsen 'bedsteven', havde jeg det med at betragte ham som mere - det var i virkeligheden nok bare mig, der var åndssvag. Men man kan ikke gøre for, hvad man føler, og jeg holdt virkelig meget af ham.

Uden at spørge mig om lov først trillede et par salte tårer ned ad mine kinder, og mine øjne blev en smule slørerede. Irriteret blinkede jeg med øjnene og fokuserede på de varme brune øjne, der smilede trist til mig. Forsigtigt tørrede Andy min kind, og smilet viste sig nu også omkring hans læber, som befandt sig lige ud for min næse. Engang havde vi faktisk været lige høje, men i modsætning til mig var han skudt en smule i vejret her på det sidste. Et trist smil var det ganske vist, men et smil var det da. Et smil til mig. 

"Farvel." Andy aede forsigtigt mit sorte hår. Hans stemme var blevet en smule hæs, og han bed sig læben.
"Farvel," prøvede jeg at hviske tilbage, men klumpen i min hals fik det til at lyde mærkeligt, og endnu en tårer løb ned ad min kind. 
"Jeg elsker dig," hviskede han og kyssede mig på panden, inden han pludseligt vendte sig om og gik. Ude af stand til at gøre noget som helst, betragtede jeg - stadig med tårer i øjnene - min bedstevens ryg, indtil han forsvandt rundt om et hjørne. 

Det, der endte med at rive mig ud af min mærkelige stillestående tilstand, blev starttonerne fra en af mine yndlingssange. Det tog mig en del sekunder at finde ud af, at det var min mobil, der ringede. Overrasket og med rystende hænder fik jeg fundet den frem og trykket på svarknappen.

"Hej Juliaskat. Hvor er du henne?" knitrede min mors stemme. Jeg havde fuldstændig glemt, at jeg havde lovet at være på restauranten senest klokken seks, og det skulle ikke undre mig, hvis klokken var blevet langt over nu. Tidligere i dag havde min lille familie sagt farvel til vores dejlige hus, og vi havde aftalt at spise aftensmad på vores yndlingsrestaurant, inden vi kørte mod vores nye hjem med de sidste få ting i bagagerummet. Inden vi forlod denne dejlige by måske for altid. 

"Undskyld, jeg havde helt glemt tiden. Jeg skulle lige sige farvel til Andy... jeg kommer nu." Jeg prøvede at lyde glad, men det lykkedes ikke helt, og min stemme knækkede over midt i det hele. 
"Okay, så ses vi. Men skynd dig lidt. Melanie er vist ved at være sulten." 
"Okay," hviskede jeg ned i telefonen, selvom min mor havde lagt på, og der nu kun lød en vedvarende summen fra min halvgamle Nokia. 

Jeg stod længe med telefonen klistret til øret, inden jeg tog mig sammen til at sænke min arm og trykke på afbryderknappen. Fra mobilens display skinnede et gammelt billede af Andy og mig. Ude af stand til at fjerne blikket fra det glade minde stirrede jeg tomt på displayet, som til sidst gik i sort. 
"Jeg elsker også dig," hviskede jeg hæst til den sorte skærm, inden jeg beslutsomt puttede mobilen tilbage i min jakkelomme og med faste skridt gik mod byens - efter min mening - bedste restaurant. De skridt der skulle blive de første mod mit nye liv. 

 

Det var det, der skulle have været sidste gang, jeg så Andy. Det var der mit nye og egentlig ret gode liv begyndte. Vi flyttede ind i det nye hus, og det viste sig at være bedre, end jeg havde regnet med. Jeg fik en sød lille hund og en masse nye venner. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at min historie sluttede der. En slutning man nærmest ville have kunnet kalde lykkelig. Men det er meget enkelt bare ikke i min magt, at ændre det skete. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...