Glemte følelser

For et år siden flyttede Julia med sin familie til en ny by og mistede derfor kontakten til sin bedsteven igennem mange år. Da Andy pludselig i en sommerferie dukker op i hendes nye liv, frygter hun, at hele hendes verden vil blive vendt på hovedet, og at de mange fortidens problemer vil blive fundet frem igen.
Julias nye og uvidende bedsteveninde snakker konstant om den lækre fyr, hun har set nede i klubben, og har for længst sagt helle for ham. Både for sin egen og for sin venindes skyld beslutter Julia sig for at ignorere sin gamle ven.
Men hvad sker der, når han pludselig opsøger hende? Når for længst glemte følelser banker på igen? Og hvad gør Julia, når hun finder ud af, at Andy har langt flere problemer, end han selv kan håndtere?
Hvor mange ting kan gå galt på én enkelt uge?

48Likes
115Kommentarer
2958Visninger
AA

9. Point of no return

 

Kapitel 6 ~ Point of no return

Jeg var næsten lettet, da folk endelig begyndte at snakke om at tage hjem. Det hele virkede så akavet og mærkeligt. Det værste var, at jeg var den eneste, der syntes det. Da bordtennisgrejet var blevet pakket sammen, begyndte vi at gå mod døren. Fordybet i mine egne tanker som jeg var, opdagede jeg først Clara, da hun lænede sig ind i mod mig og hviskede: ”Du kender ham, gør du ikke?”
Jeg kiggede overrasket op på hende, men jeg så ingen grund til at lyve, så jeg nikkede bare forsigtigt. Et svagt smil dukkede op på Claras ansigt, da hun var forsikret om, at hun havde regnet det ’mystiske’ ud.

”Gør det du føler er rigtigt,” sagde hun, inden hun satte farten op, så hun nåede op på siden af Magnus, som var fuldt fokuseret på sin mobil. Forvirret fulgte jeg efter de andre. Hvordan havde hun regnet det ud?
”Julia,” råbte Amy bag mig. ”Jeg skal lige på toilet, gider du ikke vente på mig?”
Jeg vendte mig om, med det jeg håbede var et troværdigt smil.
”Selvfølgelig,” svarede jeg. ”Jeg venter på dig udenfor.” Hun nikkede en enkel gang, inden hun forsvandt i retning af toiletterne.
Da jeg kom udenfor, sagde jeg farvel til mine venner, som langsomt forsvandt i forskellige retninger.

Jeg kunne høre døren bag mig gå op, men jeg vidste med det samme, at det ikke var Amy.
”Julia?” Jeg vendte mig langsomt i mod ham.
”Hej Andy,” hviskede jeg. Min stemme havde pludseligt bestemt sig for at svigte mig.
”Julia, jeg vil gerne tale med dig,” sagde han alvorligt, og der var intet spor af de normale drillende glimt i hans øjne. Alt ved ham var unaturligt alvorlig, og jeg brød mig ikke om det. Lige som jeg ikke brød mig om, at jeg vidste, der var noget galt.

”Det kunne jeg godt regne ud,” sagde jeg med et forsøgende smil, men han gengældte det ikke rigtigt. Jeg kom pludselig i tanke om, hvorfor jeg stod her, og prøvede panisk at kigge ind gennem glasdøren.
”Andy, jeg har virkelig ikke tid nu. Amy kommer lige om lidt.”
”Men Ju-” begyndte han, inden jeg afbrød ham.
”I morgen,” fortalte jeg ham. ”Nede på havnen klokken elleve.” Inden han nåede at svare, gik jeg forbi ham og ind i Klubben igen. Jeg var knap nok kommet ind, før Amy stod foran mig, og jeg vidste, at to sekunder længere udenfor ville have betydet forklaring. Noget jeg ikke havde lyst til.
”Der var du,” smilede jeg. ”Alle de andre gik, så jeg ville gå ind og finde dig i stedet.”

 

Jeg fulgtes det stykke, jeg kunne, med Amy, inden vores veje skiltes. Jeg hørte ikke rigtig efter, hvad hun sagde, jeg sørgede bare for at mumle på de rigtige tidspunkter. Det eneste, jeg opfattede af hendes ordstrøm, var, at det havde noget med Andy at gøre. Hvor pinligt det var, at hun ikke havde set ham, og hvor fedt det var, at han kunne huske hende.
Jeg kunne have fortalt hende, at han nok ikke ville glemme hende, efter det bedstevenindestunt jeg lavede, men også det ville kræve en forklaring. Jeg var efterhånden blevet helt modstander af at forklare ting, kunne det se ud til.

Efter at have sagt farvel til en smilende Amy, fandt jeg min gamle hærgede iPod frem og forsvandt ned i musikkens verden. Efter at have kigget kunstnerne igennem et par gange, endte det med, at jeg fandt en af Tokio Hotels ældste tyske plader. Jeg havde altid godt kunne lide deres ældste musik, og derfor ærgrede det mig, at de havde ændret sig så meget.
Jeg var vel meget enkelt bare typen, der hadede forandringer. Da jeg flyttede, måtte jeg vænne mig til ændringerne. Det var til at leve med, så længe tingene ikke blev ved med at ændre sig. Derfor passede det heller ikke ind, at Andy dukkede op. Jeg vidste, at det her ville ende med at ændre utrolig meget.

Da jeg trådte ind i vores hus, troede jeg først, at alle var gået i seng, men da jeg gik ned ad gange, hvor min søsters og mit værelse lå, kunne jeg se, at der kom lys ud under min søsters dør. Jeg pakkede mine høretelefoner sammen og puttede dem sammen med iPoden tilbage i lommerne på mine løse shorts.
Jeg skubbede forsigtigt døren til Melanies værelse op og blev mødt af en glad hund. Jeg kløede Belle bag øret, inden jeg lukkede døren.
”Hej Julia,” hilste min søster, som sad ved sit skrivebord med en skitseblok.

”Hvad laver du?” spurgte jeg og kæmpede mig forbi Belle og hen til hende.
”Tegner,” svarede min søster, hvilket jo var åbenlyst.
”Jamen hvad?”
”Det skulle have været Belle, men jeg tror, min Belle er blevet lidt for tyk,” sukkede hun, og jeg kunne ikke lade være med at smile.

Jeg sad længe hos min søster og min hund, inden jeg til sidst slæbte mig ind til min egen seng. Selvom jeg var træt, kunne jeg ikke sove. Jeg skulle mødes med Andy i morgen. Point of no return. Det var hermed for sent bare at ignorere ham. For sent at holde problemerne, hvad de så end var, væk fra livet. Jeg kunne selvfølgelig lade være med at dukke op, problemet var bare, at jeg ikke var personen, der kunne gøre det, uden at dø af samvittighedsnag. Jeg skulle både være sammen med Andy og med Amy i morgen, som rent faktisk var senere i dag, da det efterhånden var et stykke tid siden, midnat blev rundet. Jeg havde på fornemmelsen, at det ville blive svært at klare uden at lave en eller anden meget dum fejl.

Det endte til sidst med, at jeg faldt i søvn, men det var en urolig søvn, og jeg følte mig ikke specielt udhvilet, da jeg stod op.
”Hvad skal du?” spurgte min søster, da jeg var på vej ud ad døren. Skynd dig Julia, find på noget.
”Jeg tager om til Amy,” svarede jeg. Ikke særlig opfindsomt.
”Fedt, så kan vi følges, jeg skal om til Mille. Gider du lige vente to sekunder?” Jeg nikkede bare til svar, selvom jeg burde have sagt nej. Amys hus lå i den modsatte retning af havnen. Opfindsomt Julia, meget opfindsomt. Heldigvis boede Mille tættere på os end Amy, så det var ikke verdens største problem. Alligevel var det lidt irriterende, og jeg forbandede mig selv for ikke at være bedre til sådan noget med at tænke hurtigt.

At følges med Melanie er altid hyggeligt, men lige i dag kunne jeg bare ikke koncentrere mig om en samtale. Min hjerne prøvede hele tiden at regne ud, hvad det var, Andy ville mig. Om det var noget slemt, eller bare en lille ting, der ikke ville forvolde de største problemer for mig?
Jeg følte mig lettet, da jeg sagde farvel til min søster, og ligeså snart hun var ude af syne, vendte jeg rundt og skyndte mig ned mod havnen. Jeg var lidt sent på den, men det måtte Andy leve med.

Jeg nåede hurtigt havnen, og jeg gav mig selv den frihed at nyde duften af saltvand og synet af små hyggelige både, inden jeg gik på jagt efter min gamle bedsteven med de brune øjne. Det viste sig at være sværere at finde ham, end jeg havde regnet med, og for anden gang den formiddag blev jeg sur på mig selv. Hvorfor havde jeg ikke nævnt et konkret sted?

Til sidst fik jeg øje på ham, så stor var havnen nu heller ikke. Han sad på trinnet ned til den mindste kaj. Langsomt begyndte jeg at gå i mod ham. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg følte mig nervøs, han havde været min bedsteven i så mange år. Men måske det i virkeligheden var problemet. Frygten for at jeg tog fejl, og han alligevel havde ændret sig. Uden at tænke over det stoppede jeg op og stod bare og betragtede hans ryg og vinden, der legede med hans brune hår.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...