Glemte følelser

For et år siden flyttede Julia med sin familie til en ny by og mistede derfor kontakten til sin bedsteven igennem mange år. Da Andy pludselig i en sommerferie dukker op i hendes nye liv, frygter hun, at hele hendes verden vil blive vendt på hovedet, og at de mange fortidens problemer vil blive fundet frem igen.
Julias nye og uvidende bedsteveninde snakker konstant om den lækre fyr, hun har set nede i klubben, og har for længst sagt helle for ham. Både for sin egen og for sin venindes skyld beslutter Julia sig for at ignorere sin gamle ven.
Men hvad sker der, når han pludselig opsøger hende? Når for længst glemte følelser banker på igen? Og hvad gør Julia, når hun finder ud af, at Andy har langt flere problemer, end han selv kan håndtere?
Hvor mange ting kan gå galt på én enkelt uge?

48Likes
115Kommentarer
2906Visninger
AA

14. Lips Of An Angel

 

Kapitel 10 ~ Lips Of An Angel

Klokken fem minutter i elleve satte jeg mig igen på trinnet og spejdede ud over vandet med bølgerne.
”Hej Andy,” hilste jeg, og han kiggede op på mig.
”Hej Julia.” Han sad lige så stille og vippede med foden – noget, jeg instinktivt vidste, betød, at han måtte have en eller anden sang på hjernen, nu da der ikke blev spillet musik nogen steder i nærheden.
Jeg gav mig selv et mentalt klap på skulderen, da han begyndte at nynne, og jeg vidste, at jeg havde haft ret.

”It is really good to hear your voice saying my name, it sounds so sweet. Coming from the lips of an angel, hearing those words it makes me weak. And I never wanna say goodbye, but girl you make it hard to be faithfull, with the lips of an angel,” var, hvad jeg nåede at opfange, inden han igen stoppede med at nynne, selvom hans fod stadig vippede på livet løs. Jeg genkendte med det samme sangen, selvom jeg efterhånden ikke havde hørt den i et års tid. Hinder havde altid været Andys yndlingsband, og det var måske derfor, de var det de eneste, jeg aldrig havde vist til mine venner. De mindede mig nok for meget om Andy.

”Skal du ikke have starten af omkvædet med?” spurgte jeg og havde pludselig en utrolig lyst til at høre den dejlige sang.
”Hvad vil du kalde starten af omkvædet?” spurgte han og kiggede indgående på mig.
”Well, my girl is in the next room, sometimes I wish she was you. I guess we never really moved on,” citerede jeg, og han nikkede.

”Det kunne du have ret i. Men det er vel forskelligt, hvad man opfatter som omkvæd, for han synger det ikke den sidste gang,” sagde han. ”Desuden syntes jeg ikke lige, det passede ind nogle steder.”
Passede ind? Den leg kunne jeg skam også lege.
”Jeg synes det passer helt perfekt,” fortalte jeg ham.
”Hvordan om jeg må spørge?” spurgte han og kneb øjnene en smule sammen.
”Hvis du ikke selv kan regne den ud, er det bare synd for dig,” sagde jeg og kunne ikke lade være med at smile triumferende, selvom jeg jo egentlig ikke havde vundet noget som helst.

”Du startede selv,” fortalte jeg hans mugne ansigt.
”Ja, okay,” mumlede ham. ”Men du kunne nu godt forklare dig alligevel.”
”Næh,” svarede jeg og rejste mig. Vi var blevet enige om, at jeg kunne starte med at vise ham lidt rundt i byen. Ikke fordi det var det mest spændende i verden, men der var ikke vildt meget andet at lave.
Da vi begyndte at gå, kunne jeg ikke lade være med at hive min iPod frem endnu engang. Jeg vidste, at jeg havde Lips Of An Angel et eller andet sted. Jeg fandt den hurtigt og gav Andy den ene halvdel af mine høretelefoner. De kunne tit være irriterende, syntes jeg, fordi de altid faldt ud af mine øre, men de var meget praktiske, hvis man skulle høre to sammen eller have dem i lommen.
Vi begyndte lige så stille turen længere ind i byen, mens Austin Winklers dejlige stemme fyldte vores ører.

På en eller anden måde var det som om, sangen passede helt perfekt til den situation, jeg var endt i. Som om den passede på det der skete lige for tiden. I den oprindelige tekstmening skulle ’my girl’ nok forestille at være en kæreste, det var i hvert fald det, der virkede mest logisk, men man kan jo forstå sange, som man helst vil. For mig var der ingen tvivl om, hvem ’my girl’ var. Amy var min pige, og sådan havde det været det sidste års tid. Men selvom jeg nu havde denne fantastiske pige, afholdt det mig ikke fra at savne Andy engang imellem.

Honey, why are you calling me so late?
It's kinda hard to talk right now
Honey, why are you crying, is everything okay?
I gotta whisper 'cause I can't be too loud

Well, my girl's in the next room
Sometimes I wish she was you
I guess we never really moved on
It's really good to hear your voice saying my name
It sounds so sweet
Coming from the lips of an angel
Hearing those words - it makes me weak

And I never wanna say goodbye
But girl, you make it hard to be faithful
With the lips of an angel

It's funny that you're calling me tonight
And, yes, I've dreamt of you too
And does he know you're talking to me?
Will it start a fight?
No, I don't think she has a clue

Well, my girl's in the next room
Sometimes I wish she was you
I guess we never really moved on
It's really good to hear your voice saying my name
It sounds so sweet
Coming from the lips of an angel
Hearing those words - it makes me weak

And I never wanna say goodbye
But girl, you make it hard to be faithful
With the lips of an angel

It's really good to hear your voice saying my name
It sounds so sweet
Coming from the lips of an angel
Hearing those words - it makes me weak
And I never wanna say goodbye
But girl, you make it hard to be faithful
With the lips of an angel

And I never wanna say goodbye
But girl, you make it hard to be faithful
With the lips of an angel

Honey, why are you calling me so late?

Det var som om, sangen fik mig til at tænke over ting, jeg egentlig ikke havde tænkt over før. For vidste Johan, at Andy var her nu? For jeg regnede ikke med, at det var noget, han ville være glad for – ikke i forhold til hvad der skete sidst. Johan havde nok ingen lyst til at miste Andy på grund af mig endnu en gang. Noget af det værste var Amy. Jeg elskede hende utrolig højt, men jeg følte, at jeg svigtede hende på alle tænkelige måder lige nu. Både i forhold til vores aftale og det faktum, at Andy var min gamle bedsteven. Jeg ville tro, at det var det samme som det der med at være sammen med sin ekskæreste, når man har fået en ny – ikke at det var noget, jeg rigtig vidste noget om, men det lød meget muligt.

 

Med solens varme stråler skinnende ned over os bevægede vi os rundt på byens labyrintlignende net af fortove. Efter endnu et par Hinder-sange som jeg ikke havde hørt alt for længe, pakkede jeg iPoden væk, så vi nemmere kunne snakke igen.
Jeg viste ham de få steder, som havde bare en smule betydning for mig. Jeg udpegede mine venners huse, hvis vi kom forbi dem, og også de mennesker, som vi brugte meget tid på at grine ads huse, fik jeg udpeget et par stykker af. Simons kærestes hus var for eksempel et af dem, og vi fik også en morsom lille snak om hendes sminkede fjæs. En af de dejligste ting ved at gå her sammen med Andy var, at han delte mine meninger endnu mere end alle andre. Jo, mine venner syntes også, at denne tøs var forfærdelig, men ikke helt så meget som jeg syntes.

Da vi kom forbi skolen, poppede et billede af Andy og mig på vej til skole op i mit hoved. Man skulle godt nok have et nederen liv for at gide tælle, hvor mange gange vi havde fulgtes til skole.

”Andy, kom nu! Ellers kommer vi for sent,” råbte jeg op ad trappen, mens jeg flyttede på stropperne fra min skoletaske. Den var alt for tung, men når min mor spurgte, fortalte jeg hende altid, at den ingenting vejede. Jeg gad ikke, at hun skulle bekymre sig om det. Hun bekymrede sig altid om alting.
Andy kom løbende ned ad trappen, og hans hår var mindst lige så uglet, som det plejede.
”Hvor lang tid er der,” spurgte Andy, mens han begyndte at binde sine sko. Jeg kiggede op på det store ur, jeg lige akkurat kunne se derfra, hvor jeg stod. Med sammenknebne øjne huskede jeg hvilke visere, der viste hvad.
”Vi har 10-  nej, 15 minutter,” sagde jeg til sidst. Jeg var utrolig stolt over, at jeg endelig havde lært klokken. Især fordi jeg vidste, at Andy nærmest havde givet op – til gengæld kunne jeg så ikke finde ud af at binde mine sko endnu. Hm, så meget for den stolthed.
”Hej Julia.” Andys mor kom ud i entréen til os. I den ene hånd havde hun Andys madpakke, som hun puttede i hans taske.
”Hej,” smilede jeg, og hun aede mit hår. Jeg havde altid set op til Andys mor. Hun var så smuk og sød. Jeg havde altid ønsket, at jeg havde hendes lange lyse hår. Når jeg blev voksen, ville jeg være som hende.
Hun gav sin søn et farvelkram og fortalte ham, at hun havde fri i dag, så han kunne bare komme lige hjem.
”Og du må gerne tage Julia med,” fortalte hun ham, inden hun igen rettede sig op og vinkede farvel til os fra døren af. Jeg måtte altid komme med hjem, også de dage hvor hun var træt og havde ondt i hovedet. Jeg forstod aldrig, hvorfor hun havde det sådan nogle dage, men Andy var altid så trist, så derfor blev jeg også trist over det.
”Hej hej Mor,” råbte Andy, inden vi tog hinanden i hænderne og løb hele vejen til skolen, fordi vi var bange for at komme for sent.

Jeg kunne ikke lade være med at smile ved tanken om det lille minde. Det var ganske vist et lidt trist smil, for tanken om Andys mor gjorde mig altid lidt trist. Hun havde virkelig været en fantastisk kvinde. På mange måder følte jeg, at hun havde været min barndomsinspiration, min egen personlige hverdagshelt.
Jeg vidste nu, at hun ikke havde været helst rask, og at det var derfor, hun ikke altid havde så stort et overskud, at det var derfor, hun nogle dage havde det dårligt. Alligevel havde hun altid gjort hvad som helst for, at Andy og jeg havde det godt.

”Kan du huske dengang, vi altid løb til skole, fordi vi var bange for, at vi ville komme for sent?” spurgte jeg stille, mens jeg betragtede skolens store hoveddøre. Over døren hang et kæmpeur, hvor nogle af skolens tidligere elever havde malet alle mulige mærkelige figurer på. Uden at tænke over det tog jeg Andys hånd, lige som jeg havde gjort så mange gange dengang.
Det gik først rigtig op for mig, da han gav min hånd et klem og svarede: ”Ja.” Et lille smil dukkede op på han læber, da han vendte hovedet og kiggede på mig. ”Og det var altid min skyld, fordi jeg var så langsom om morgenen, og senere glemte jeg altid mine madpenge.”

Jeg sparkede irriteret til en stor snedynge, der lå midt på fortovet. Det var midt i februar, men sneen blev ved med at komme i store mængder. Mine tæer var allerede frosset til isklumper på turen fra mit hus af og over til Andys. Så meget for dyre vinterstøvler. Min irritation skyldtes både sneen og kulden, men også den biologifremlæggelse jeg havde brugt hele natten på, og de dansklektier jeg havde glemt at lave.
”Har du lavet det der dansk?” spurgte jeg og satte farten lidt ned, så Andy kom op på siden af mig.
”Hvilket dansk?” spurgte han og lød lettere forvirret. Nej, han havde helt klart heller ikke lavet det.
Vi gik videre i stilhed, og jeg frøs mere og mere for hvert skridt, jeg tog. Jeg fortrød bittert, at jeg ikke havde taget i mod min fars tilbud om et lift.
”Pis,” udbrød Andy pludselig. Han var endnu engang kommet lidt bagud, så jeg vendte mig rundt for at kigge på ham.
”Hvad nu?” spurgte jeg og ville ønske, at han ikke havde så god tid. Bare fordi
hans vinterstøvler var dejlig varme og købt i Kvickly.
”Jeg har glemt mine penge igen,” sukkede han. Jeg kunne ikke lade være med at grine ad ham, og det så ikke ud til, at han fandt det specielt morsomt.
”Det er jo ligesom ikke noget nyt, vel smarte?” grinte jeg. Andy havde udviklet en sjov vane med at glemme sine madpenge, og jeg var ret sikker på, at han havde glemt dem flere gange, end han havde husket dem. I virkeligheden vidste jeg jo godt hvorfor, og så var det pludseligt ikke så sjovt mere.
Andys mor havde altid sørget for, at han huskede sine ting tidligere. Man kunne selvfølgelig sige, at det var en dårlig ting at lære sine børn ikke selv at huske deres ting, men sådan havde det nu engang været. Da Andys mor døde, havde hun ikke længere kunnet sørge for, at han huskede sine ting, og vanen med at glemme dem var blevet for stor. Min latter forsvandt ved en blanding af tanken om Andys mor og den håndfuld sne, han kylede efter mig, fornærmet over at jeg grinte ad ham.

”Så var det jo heldigt, at jeg kunne tage penge med for dig,” sagde jeg med et lille smil ved tanken om de mange gode minder.
”Låne mig nogle af de penge du havde med, selvom låne er så meget sagt, for du fik dem aldrig tilbage,” rettede han, men jeg rystede bare smilende på hovedet.
”Næh du, jeg begyndte at tage ekstra penge med, fordi jeg vidste, du ville have glemt dine.”
”Nej vel?” spurgte han og kiggede anklagende på mig.
”Jo.”
”Jeg troede bare, du havde mange penge med for en sikkerhedsskyld,” mumlede han.
”Desværre du,” sagde jeg og gav hans hånd et klem, inden jeg trak ham med videre og væk fra skolen. ”Lad os gå videre inden der pludselig dukker lektier op.”
”Du er skør, du er,” sagde Andy, men jeg kunne høre på hans stemme, at han smilede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...