Glemte følelser

For et år siden flyttede Julia med sin familie til en ny by og mistede derfor kontakten til sin bedsteven igennem mange år. Da Andy pludselig i en sommerferie dukker op i hendes nye liv, frygter hun, at hele hendes verden vil blive vendt på hovedet, og at de mange fortidens problemer vil blive fundet frem igen.
Julias nye og uvidende bedsteveninde snakker konstant om den lækre fyr, hun har set nede i klubben, og har for længst sagt helle for ham. Både for sin egen og for sin venindes skyld beslutter Julia sig for at ignorere sin gamle ven.
Men hvad sker der, når han pludselig opsøger hende? Når for længst glemte følelser banker på igen? Og hvad gør Julia, når hun finder ud af, at Andy har langt flere problemer, end han selv kan håndtere?
Hvor mange ting kan gå galt på én enkelt uge?

48Likes
115Kommentarer
3025Visninger
AA

10. Kunsten at rode sig ud i noget lort

 

Kapitel 7 ~ Kunsten at rode sig ud i noget lort

Til sidst tog jeg mig sammen til at gå hen til ham. Af en eller anden grund havde jeg bare fundet det utrolig interessant at stå og betragte ham, mens han ikke vidste det. Den forfærdelige lugt af cigaretrøg fyldte min næse, og jeg sukkede indvendigt. Nu igen.
”Du får aldrig styr på det, gør du vel?” spurgte jeg, da jeg satte mig ned ved siden af ham på trinnet, og han rykkede lidt, så der var bedre plads til mig.
Andy kiggede ned på cigaretten i sin højre hånd, og det passede mig meget godt, at det var der, han havde den, nu hvor jeg sad på hans venstre side. Så længe jeg sad her, slap jeg næsten for den forfærdelige lugt.

”Det tror jeg ikke,” sukkede han. ”Lige meget hvad jeg gør, ender det altid med, at jeg begynder igen på et eller andet tidspunkt.”
”Idiot,” mumlede jeg.
”Det kunne du have ret i,” medgav han og stak cigaretten ind mellem læberne. Vi sad længe uden at sige noget. Jeg betragtede de få skibe, man af og til kunne se, og når der ikke var nogen af dem, kiggede jeg bare på de ensformige bølger. Jeg kunne godt lide havnen, og jeg kunne godt lide havet. Der var noget frit ved at sejle. At være midt ude i ingenting med kun vand, vand og mere vand omkring sig.

Jeg ville ønske, jeg kunne læse folks tanker. Jeg ville virkelig gerne vide, hvad Andy tænkte, mens han sad og betragtede de samme bølger som mig. For noget måtte der da ske inde i hans hoved, mens han sad her og forurenede den friske luft, der altid var i nærheden af havet.
Jeg vidste ikke hvor længe, vi bare sad sådan, men det var egentlig meget behageligt. Solen varmede min ryg, men det var ikke irriterende varmt, det var rart, og selvom ingen af os sagde noget, var det på ingen måde akavet. På den anden side kunne jeg heller ikke rigtig huske, hvornår stilhed i selskab med Andy nogensinde havde været akavet. Der var måske gået et år, men jeg kunne da ikke have glemt alting.

Til sidst var det mig, der måtte bryde stilheden.
”Andy, hvad fanden laver du her?” spurgte jeg og flyttede opmærksomheden fra en lille båd og over på drengen ved min side. Han skoddede cigaretten og smed resten i vandet. Jeg kunne have fortalt ham, hvor dårligt for alt muligt det var, men det ville jo alligevel ikke hjælpe noget nu, hvor det var sket.

”Jeg ved det ikke, Julia. Jeg ved det virkelig ikke,” svarede han, mens han stadig kiggede ud på bølgerne i stedet for mig.
”Du ved det ikke?” gentog jeg og hævede det ene øjenbryn, så godt jeg nu kunne.
”Nej, det var bare lige det bedste, jeg kunne komme på. Jeg tænkte vel, at jeg kunne få et eller andet ud af det, men spørg mig ikke om hvad.” Han kiggede endelig på mig, og jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til, hvor triste hans ellers så glade øjne virkede. Jeg fik en utrolig lyst til at kramme ham, men det ville måske være lidt mærkeligt, hvis jeg pludselig bare gjorde det.

”Men jeg forstår det ikke,” begyndte jeg med rynkede bryn. Hvordan kunne han overhovedet være her? Han blev jo da nødt til at bo et eller andet sted.
”Marianne og Peter bor her i byen,” svarede Andy på mit usagte spørgsmål, og jeg kiggede overrasket på ham, samtidig med at jeg måtte erkende, at han var en bedre tankelæser, end jeg nok nogensinde ville blive. Øv altså. Marianne og Peter var Andys moster og onkel. Jeg havde mødt dem et par gange, men jeg vidste også, at Andy aldrig havde haft sådan vildt meget med dem at gøre. Endnu en grund til at blive overrasket over at han boede hos dem for tiden.

De mange spørgsmål, der var blevet fyldt på mit hoved i løbet af de sidste par dage, prøvede alle sammen at komme ud på en gang, men til mit held fortsatte Andy selv med snakke.
”Jeg vidste jo i virkeligheden godt, at de boede her, ikke? Jeg havde bare glemt det ret så meget. Det undrede vist min far lidt, at jeg pludselig havde lyst til at bruge min ferie hos dem, men han har ikke været så mistænksom de sidste par år, så en dårlig undskyldning var rigeligt.”

”Så det, du siger, er, at du kan blive her lige så længe du vil, uden at det vil undre ham det mindste?” spurgte jeg mistroisk. Det kunne jeg alligevel ikke tro på. Så meget kunne hans far da heller ikke have ændret sig på et år.
”Njaeh, to uger er nok passende, hvis jeg skal holde det inden for realistiskhedens grænser. Marianne og Peter ville jo nok også syntes, det var underligt, at jeg pludseligt var blevet så glad for dem.”
Jeg nikkede bare til svar, det gav vel god mening. Jeg prøvede uden held at rydde op i den store bunke spørgsmål og nåede til sidst frem til et, der var relevant.

”Og hvor lang tid af de to uger, har du så været her?” Jeg kiggede afventende på ham. Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad jeg håbede, svaret ville blive. Om jeg håbede på, at han ville kunne blive her længe endnu, eller om han snart måtte tage hjem.
”Siden tirsdag. Så jeg kan vel holde den til onsdag i næste uge.” Det ville sige, at han kunne blive omkring en uge endnu, hvis han regnede med to uger.
”Men jeg aner det ikke Julia,” fortsatte han. ”Som sagt ved jeg egentlig ikke, hvorfor jeg valgte at tage hertil, og nu hvor jeg har fundet dig, ved jeg egentlig ikke, hvad min plan er.”

”Du har heller aldrig været så god til at planlægge ting,” fortalte jeg ham med et lille smil. ”Mærkelige spontane ting kunne du til gengæld vinde en pris for.”
”Du er skør, du er,” grinte han, og jeg tror vi begge sad og lignede nogle lalleglade idioter med kæmpesmil et kort øjeblik. ”Men du har jo nok ret,” sagde han alligevel efter lidt tid.

”I virkeligheden er det vel egentlig meget enkelt,” sukkede Andy, og han var med det samme helt alvorlig igen. ”Jeg kan meget enkelt bare ikke passe på mig selv.”
”Hvad har du nu rodet dig ud i?” spurgte jeg, og det undrede mig jo rent faktisk ikke, at der var et eller andet galt.
”Lidt for meget lort,” svarede han lige ud.

Andy havde altid haft en dårlig vane med at komme i problemer. Rode sig ind i ting han ikke altid selv kunne få sig rodet ud af igen. For det meste var det ikke de mest alvorlige ting, og derfor gik det altid.
En enkel gang havde det nu alligevel været så alvorligt, at det nær var gået galt, men heldig som han var, lykkedes det ham – med lidt hjælp fra mig – at komme ud af det igen.

Min hjemby var normalt en meget fredelig by, og selvom der skete meget, var det sjældent negative ting. Det kunne overraske mange i forhold til alt det, der kunne gå galt ved store koncerter eller fester. Men når man tænkte over det, var der egentlig det, der kunne ligne en meget logisk grund: alt kriminalitet og lignende var samlet under én enkel person. En person som koncentrerede sig mest om større og alvorligere ting end hærværk og ballade.
Det var ikke noget, jeg vidste meget om, men det havde jeg bestemt heller ikke lyst til. Jeg vidste, at det var en eller anden fyr, som hed Johan. Det var på en eller anden måde lykkedes ham at samle en masse magt over en hel del mennesker, og jeg vidste godt, hvordan det var startet. Johan var det, jeg ville sammenligne med en slange. Snedig og fandens giftig.

Det hele var startet med narkohandel. Johan havde kørt sin egen lille biks, og den havde efterhånden vokset sig større og større. Snedig som idioten var, var det lykkedes ham at få en del til at skylde ham penge, og da de ikke kunne betale, hvad de skyldte, tvang han dem til at hjælpe ham med sine beskidte projekter, som ikke længere kun indebar stoffer. Det værste ved det hele var, at ingen nogensinde havde gjort det mindste for at stoppe ham. Ingen havde prøvet tidligere, og ingen prøvede nu.

Det var lykkedes den bums at få fat i Andy på et tidspunkt. Problemet med Johan var, at han var snedig og bestemt ikke dum. Han vidste præcis hvem, han kunne manipulere med, og han vidste præcis hvornår, han skulle slå til.
Andys mor døde i en trafikulykke i det, der efterhånden virkede som mange år siden. Jeg havde kendt denne fantastiske kvinde utrolig godt, og derfor havde det været en forfærdelig nyhed at få, men jeg glemte hurtigt alt min selvmedlidenhed, da det gik op for mig, at det måtte være tusind gange værre for Andy og hans far, der begge havde overlevet ulykken.

Det var begrænset, hvad jeg vidste om det, for det var ikke noget, man spurgte mere end nødvendigt ind til, men jeg vidste i hvert fald, at jeg kunne takke guderne for, at Andys far helt tilfældigt havde siddet på bagsædet. Lige siden den dag havde jeg hadet spritbilister utrolig meget, og jeg var lykkelig over, at mine forældre havde mere end råd til en taxa, så de i hvert fald aldrig satte sig bag rettet i lidt for beruset tilstand ligesom den klamme mand, som selvfølgelig havde overlevet ulykken.

Efter det var det lykkedes Johan at få fat i Andy, noget jeg lige siden havde haft lyst til at give ham et ordentligt knytnæveslag i fjæset for. Desværre var jeg ikke helt den seje type, der turde gøre sådan noget, og jeg havde på fornemmelsen, at man ikke skulle lægge sig ud med en slange.
Det var - ikke særligt overraskende - endt med at Andy skyldte Johan penge. Alt gik efter Johans planer, ind til det viste sig, at Andys bedsteveninde var stinkende rig. Stinkende rig var måske så meget sagt, men jeg havde i hvert fald aldrig manglet penge. Begge mine forældre havde altid tjent ret godt, uden at de var nødt til at arbejde som sindssyge. Velhavende var måske et passende udtryk.

Af den grund var det lykkedes Andy at slippe ud af det, inden det blev alt for alvorligt, og inden det var for sent. Mine forældre opdagede aldrig, at der manglede en smule penge, da beløbet faktisk ikke var specielt stort, og selv hvis de havde lagt mærke til det, fortrød jeg ikke.
I løbet af den tid hvor jeg kunne have mistet Andy, fandt jeg ud af, at han i virkeligheden betød mere for mig, end jeg først havde troet. Spørgsmålet var så bare: hvor meget mere?

”Det samme som sidst?” spurgte jeg, selvom jeg ikke følte, at jeg havde lyst til at kende svaret.
”Ikke helt, Julia. Denne gang er det meget meget værre,” svarede han og kiggede igen på mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...