Glemte følelser

For et år siden flyttede Julia med sin familie til en ny by og mistede derfor kontakten til sin bedsteven igennem mange år. Da Andy pludselig i en sommerferie dukker op i hendes nye liv, frygter hun, at hele hendes verden vil blive vendt på hovedet, og at de mange fortidens problemer vil blive fundet frem igen.
Julias nye og uvidende bedsteveninde snakker konstant om den lækre fyr, hun har set nede i klubben, og har for længst sagt helle for ham. Både for sin egen og for sin venindes skyld beslutter Julia sig for at ignorere sin gamle ven.
Men hvad sker der, når han pludselig opsøger hende? Når for længst glemte følelser banker på igen? Og hvad gør Julia, når hun finder ud af, at Andy har langt flere problemer, end han selv kan håndtere?
Hvor mange ting kan gå galt på én enkelt uge?

48Likes
115Kommentarer
2886Visninger
AA

13. Jul i juli

 

Kapitel 9 ~ Jul i juli

”Amy, sødeste, du ved godt, at der er et halvt år til jul, ikke?” spurgte jeg undrende, mens jeg stirrede på de tre riste, der var dækket af bagepapir og tætte rækker af klejner. Jeg måtte indrømme, at de så umådeligt lækre ud.
”Joeh,” indrømmede Amy og sendte mig et lillepige-blik. ”Men ser du, jeg drømte sådan en drøm, hvor det var juleaften, så jeg var bare vildt meget i julehumør, da jeg stod op i morges” Det her var helt klart grunden til, at jeg elskede hende.

”Så er det jo heldigt, at jeg ikke er så kræsen,” sagde jeg med et lusket smil. ”Jeg kan sagtens spise klejner i juli.”
”Det tænkte jeg nok,” smilede Amy. ”Men jeg har altså planlagt, hvad vi skal lave. Så håber jeg, du gider være med?”
”Og hvad går den plan så ud på?” Jeg kiggede afventende på hende, mens jeg forventede et eller andet sindssygt svar.

”Jeg tænkte, at vi kunne gå ned og købe noget kakao, så vi kan drikke varmt kakao og spise klejner, mens vi ser en eller anden julekalender,” forklarede min lille engel, og jeg elskede allerede idéen. Jeg skulle bare lave et eller andet hyggeligt sammen med denne fantastiske pige, så jeg kunne glemme dagen i morgen bare lige for en kort stund. Jeg vidste, at hvis jeg gav mig selv lov, ville jeg ikke tænke på andet end Andy resten af dagen.
”Der er sku en aftale.”

Kort tid efter var Amy og jeg på vej i Kvickly, som var den nærmeste fødevarebutik i nærheden af Amys hus. Det var nok meget godt, at vi ikke skulle spise klejner med det samme, for jeg kunne stadig fornemme pomfritklumpen i min mave.
Det var egentlig utroligt så meget tid, jeg havde brugt på at købe slik og lignende i denne Kvickly. Jeg levede skam sundt – altså et par dage om året.

Det endte selvfølgelig med, at vi fik købt lidt mere end bare kakao. Der røg lige en pose chips, to poser slik og to liter cola forbi kassen også. Men hey, det er vel kun sommerferie én gang om året? Jeg måtte efterhånden have misbrugt den undskyldning, og jeg burde måske finde mig en ny, inden jeg selv begyndte at tvivle på den.

 

”Er du egentlig alene hjemme i dag, eller kan man finde Andreas et eller andet sted inde i den der hule?” spurgte jeg og pegede i retning af Andreas’ værelse, mens vi lavede varm kakao.
”Han er skam hjemme,” svarede Amy med en hovedrysten. ”Men det er stort set det samme som at være alene. Han har stort set været derinde hele ferien, og jeg tvivler på, at han overhovedet ved, at det er blevet sommer – han trækker jo ikke engang gardinet fra.”
”Du har måske selv forstået, at det er sommer?” spurgte jeg med påtaget overraskelse. ”Det skulle man ikke tro, når man kigger på alle de her klejner,” fortsatte jeg drillende og måtte flytte mig for ikke at blive ramt af Amys arm, der daskede ud efter mig.
”Okay, okay så,” gav hun sig. ”Men jeg er stadig bedre end Andres.” Var det en lille søskendefight, jeg fornemmede der?

Da vi var sikre på, at kakaoen var varm, rykkede vi ind i den lille hyggelige stue med to store krus og en tallerken med klejner. Amy fandt hurtigt en af de lidt ældre julekalendere og fik den smækket i DVD-afspilleren. Samtidig trak jeg gardinerne for, så solen og den blomstrende have ikke skulle ødelægge vores illusion om, at det var jul.
Amy stak hurtigt hovedet ind til Andreas for at give ham en sidste chance for at være med, men som vi havde regnet med, måtte vi julehygge uden ham.

Som jeg havde regnet med, endte det med at blive vildt hyggeligt, og det kan undre mange, hvor sjovt det egentlig er at se gamle julekalendere. Det var lykkedes mig sådan nogen lunde at holde fokus på skærmen, men en enkelt gang i mellem smuttede mine tanker og endte et helt andet sted. Jeg blev ved med at tænke på Andy og de problemer, han ikke ville have hjælp til. Klokken halv syv var kakaoen for længst blevet drukket, og der var ikke én krumme tilbage fra de klejner, der engang havde ligget på tallerken. Til gengæld var vi faktisk ved at være lidt aftensmadssultne.


”Hvad skal vi have at spise?” spurgte Amy efter at have pauset filmen, og vi havde grinet lidt af det komiske billede, der nu var fastfrosset på skærmen.
”Eh, det ved jeg ikke,” var det mest kreative svar, jeg kunne komme med.
”Vi kan vel bestille en pizza?” nåede Amy frem til. ”Vi kunne også bare fortsætte julehyggen og lave risengrød?”
”Så tror jeg nu alligevel, jeg foretrækker pizza,” svarede jeg og rynkede panden. Nej, risengrød var nu ikke lige det, jeg havde mest lyst til.
”Det gør jeg også, og det gør Andreas i hvert fald også. Desuden gider jeg ikke til at lave mad nu, og du gør nok heller ikke?”
”I hvert fald ikke,” sagde jeg og kunne ikke lade være med at smile, da jeg blev mindet om mine forfærdelige evner i et køkken.

”Jeg spørger lige, hvad Andreas vil have,” sagde Amy og rejste sig, inden hun forsvandt ind på sin brors værelse.
Da hun kom tilbage igen, ringede hun til nærmeste pizzeria, og jeg overvejede kort, hvorfor i alverden hun havde gemt deres nummer i sine kontakter, men det var vel egentlig meget smart.
”Du skal have det samme som sædvanligt, ikke?” spurgte hun, mens hun ventede på, at de tog telefonen. Jeg nikkede bare til svar, og to sekunder efter blev røret i den anden ende taget.

 

Amy og jeg gik hen til pizzeriaet for at hente vores bestilling, da det ikke var vildt langt væk. Duften af pizza, pomfritter og lignede der slog i mod os, da vi åbnede døren og udløste en irriterende klokke, var lige det, der manglede, for at vi blev rigtig sultne. Da jeg tog i mod de tre pizzabakker, gik det op for mig, hvor usund jeg faktisk var i dag. Kebab Mix, klejner, kakao, sodavand og slik og nu pizza til aftensmad. Jeg kunne ikke komme på så meget som én sund ting, jeg havde spist i løbet af dagen - min morgenmad havde ikke engang været det mindste sund. Nå, det er jo stadig kun sommerferie én gang om året.

Med lidt hjælp fra pizza og cola fik vi lokket Andreas ud fra sin hule, og til sidst endte det med, at vi spiste resten af vores pizzaer foran fjernsynet. Dog havde Andreas overtalt os til at skifte julekalenderen ud med en anden film, han fandt.
Amys tvilling blev ude hos os resten af aftenen, og det endte med at blive lige tilpas hyggeligt og sjovt til, at jeg glemte det, jeg havde fundet ud af tidligere på dagen.  

 

Da klokken efterhånden begyndte at blive mange, satte jeg kursen hjemad. Efter at jeg havde smidt mine slidte sko, dumpede jeg ned i sofaen til resten af min familie. En eller anden actionfilm flimrede hen over skærmen, og jeg kiggede forfærdet på den stadig halvfulde chipsskål, der stod midt på bordet.
Helt skidt blev det først, da Melanie pludselig rakte mig en tallerken med et stykke lækkertudseende lagkage.
”Nå, har dig og Amy så hygget jer?” spurgte min mor og kiggede hurtigt på mig, inden hun igen fulgte manden på skærmen, som lige nu stod med et stort skydevåben.
Det blev en ret kort og mærkelig samtale, da hendes koncentration halv var på skærmen, og min halvt på det stykke lagkage, der langsomt forsvandt. Jeg burde ikke have spist det.

Jeg nåede at få en nogenlunde opfattelse af filmens handling, inden den sluttede, og den virkede egentlig til at være meget god.
”Skulle Mel i sommerhus i morgen?” spurgte jeg min mor, inden jeg gik op på mit værelse for at gøre mig klar til at komme i seng.
”Ja, det skal hun, så du er alene hjemme.”
Jeg nikkede en enkel gang, inden jeg stillede endnu et spørgsmål: ”Og hvornår tager hun af sted?”
”Hun bliver hentet klokken ti cirka, og så kommer hun først hjem efter Far og mig.”
”Okay,” nikkede jeg, inden jeg gav hende et hurtigt kram. ”Godnat Mor.”
”Godnat Julia, sov godt,” lød det bag mig, da jeg gik op ad trappen mod den gang, hvor Melanie og jeg havde værelse.

Det så ud til, at jeg var heldig. Hvis alle tog af sted inden klokken ti, behøvede jeg ikke finde på en holdbar forklaring på, at jeg tog ned i byen. Små løgne er sjældent helt besværlige, men de er nu stadig nemmest at undgå.
Som jeg havde frygtet, var det umuligt at falde i søvn. Når man ligger i sin seng, er der ikke meget, man kan lave ud over at tænke – eller prøve på ikke at tænke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...