Glemte følelser

For et år siden flyttede Julia med sin familie til en ny by og mistede derfor kontakten til sin bedsteven igennem mange år. Da Andy pludselig i en sommerferie dukker op i hendes nye liv, frygter hun, at hele hendes verden vil blive vendt på hovedet, og at de mange fortidens problemer vil blive fundet frem igen.
Julias nye og uvidende bedsteveninde snakker konstant om den lækre fyr, hun har set nede i klubben, og har for længst sagt helle for ham. Både for sin egen og for sin venindes skyld beslutter Julia sig for at ignorere sin gamle ven.
Men hvad sker der, når han pludselig opsøger hende? Når for længst glemte følelser banker på igen? Og hvad gør Julia, når hun finder ud af, at Andy har langt flere problemer, end han selv kan håndtere?
Hvor mange ting kan gå galt på én enkelt uge?

48Likes
115Kommentarer
2878Visninger
AA

4. Is på næsen

Kapitel 2 ~ Is på næsen

"Det er mandag i dag, er det ikke?" lød min lillesøsters stemme fra den anden ende af hængekøjen. 
"Jo, og det er første dag i den fjerde uge af vores alt for korte sommerferie," svarede jeg, mens jeg ihærdigt prøvede at fordybe mig i min bog. 
En af de mange ting, min søster og jeg havde til fælles, var, at ingen af os kunne finde rundt i dagene, når vi havde ferie.
"Godt så," mumlede hun og rykkede lidt på sig, så hængekøjen svingede en smule fra side til side. 

Jeg havde bestemt mig for at bruge denne herlige mandag på at slappe af sammen med Melanie, så ind til videre havde vi indtaget den store hvide hængekøje, der hang mellem to store træer i vores have. Træernes store fyldige kroner kastede et slør af skygge ned over os, og den lidt køligere luft, det skabte, var meget behagelig. Det havde været en overraskende varm og solskinsfyldt sommer. 
Vores forældre var begge på arbejde, da de havde opbrugt deres ferie. 

"Hvorfor spurgte du egentlig," spurgte jeg nysgerrigt og rettede mig lidt op, så jeg kunne se hende lidt bedre. Endnu engang svingede vi et par gange, inden det igen blev til en rolig og behagelig vuggen. 
"Maria spørger, om jeg vil med hende i sommerhus på onsdag. Jeg skulle bare lige vide, hvornår i alverden det er onsdag," svarede Melanie og viftede med sin telefon. 
"Hvis du sidder med din mobil, hvorfor kiggede du så ikke bare på kalenderen i den?" spurgte jeg og rystede på hovedet af min søster.
"Fordi jeg var inde i en SMS og ikke lige gad gå ud af den," svarede hun, fornærmet over at jeg rystede på hovedet af hende. 

Melanies opmærksomhed forsvandt igen ned i den lille pink genstand, hun havde mellem hænderne. Den pink mobil var en, jeg havde givet hende i fødselsdagsgave, da hun havde fødselsdag i april. Som jeg havde regnet med, var hun blevet ellevild, da hun pakkede den ud. 
"Det er egentlig ret godt gået, at du hverken har druknet den eller mistet den endnu," smilede jeg drillende til hende, og en udstrakt tunge blev det eneste svar, jeg fik. De sidste to mobiler, hun havde haft, var det umuligt at sige hvor befandt sig på nuværende tidspunkt. Den ene havde hun tabt i havet, engang vi var ude at sejle, og den anden havde hun mistet, da vi var i Norge på skiferie i vinters. 

Jeg havde for længst opgivet at læse mere i min bog. Min koncentration ville ikke indfinde sig, og mine tanker blev ved med at flyve tilbage til i går. 
Jeg havde til mit store held haft nemt ved at overtale Amy til at gå hjem igen, efter at jeg havde fået taget et kik på hendes prins. Vi havde set SuckerPunch og spist en masse slik, men aftenen blev aldrig rigtig helt hyggelig igen, efter at vi havde været nede i Klubben. Det var lykkedes mig at fjerne samtaleemnet fra den brunøjede dreng, men han havde bestemt ikke forladt mine tanker af den grund.

Af alle fyre i hele verden skulle det selvfølgelig være en, jeg kendte, som bestemte sig for at dukke op og stjæle min bedstevenindes opmærksomhed. En jeg kendte fra 'mit tidligere liv'. Sidste sommer var vi flyttet her til byen, og jeg havde ikke haft noget med mine gamle venner at gøre siden. Derfor betragtede jeg det lidt som et overstået kapitel af mit liv. 
Den dreng, jeg havde set nede i Klubben i går, var min tidligere bedsteven Andy. En dreng jeg ikke havde troet, jeg kunne leve uden. Det havde det så vist sig, at jeg godt kunne, men det havde alligevel taget mig lang tid at acceptere, at jeg måske aldrig skulle se ham igen. 

Nu havde han så tilbragt den sidste uges tid i Klubben, og jeg vidste, at der var en grund til, at han var her. Der var en grund til, at han pludselige dukkede op i dette nye kapitel af mit liv, og jeg brød mig ikke om det.
Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at han var her på grund af mig. Men hvad han ville mig, kunne jeg bestemt ikke greje. Jeg kunne selvfølgelig håbe, at han bare savnede mig helt vildt og pludselig havde bestemt sig for at finde mig, men det virkede lidt mærkeligt, at han rejste til den anden ende af landet uden først at finde ud af, om jeg overhovedet ville være der i ferien. Desuden fortalte den kedelige og realistiske del af min hjerne mig, at det ikke var grunden til, at han var her. 
Hvis ikke det var fordi, jeg vidste, at denne del af min hjerne havde ret, ville jeg nok være blevet ovenud lykkelig over at se ham her. Sådan var det bare ikke. 

Jeg følte mig utrolig splittet. Den Andy, jeg havde kendt for et år siden, var et fantastisk menneske, og jeg havde nok holdt mere af ham, end jeg havde lyst til at indrømme over for mig selv lige nu. Man skulle ikke tro, min hjerne forstod mig, for den bestemte sig for at hive mig ned i et hav af minder. 
Det var kun lidt over et år siden, vi havde siddet på en grillbar sammen med min familie efter en hyggelig tur på stranden og spist os fede i usunde pomfritter. Jeg huskede den store vandkamp, der havde foregået i min baghave. Min mor var blevet lidt sur, da vi bare uden videre var vadet ind i huset fuldstændig gennemblødte. I foråret sidste år havde vi sammen været til koncert med Rise Against.

Uden større held prøvede jeg at fortrænge det kønne smilende ansigt med de varme og livlige brune øjne.  Jeg tog mig sammen og fik styr på mig selv i samme øjeblik, jeg mærkede tårerne presse sig på. Med en underlig tom følelse jagede jeg minderne væk og stirrede op i trækronen over mig, indtil jeg var sikker på, at jeg ikke ville begynde at græde.

Med et suk kiggede jeg på bogen, der lå på min mave. Det var en god bog, men den kunne altså ikke fjerne mine tanker fra Andy. 
"Hvad så," spurgte min søster og kildede mig let under tæerne. Jeg skyndte mig at svinge fødderne ud over hængekøjens kant, så hun ikke længere kunne nå dem, og det fik hængekøjen til at svinge voldsomt. Jeg var nær faldet ned på græsset under os, hvilket kun fik Melanie til at bryde ud i et hysterisk grin. 
Først kiggede jeg irriteret på hende, men så smittede latteren af på mig, og vi fik os et godt grin sammen. Et grin der løftede mit humør en smule igen. Desværre nåede det ikke helt lige så højt op, som det havde været tidligere.

"Jeg kan ikke koncentrere mig om den dumme bog," svarede jeg, da jeg igen kunne få vejret. 
"Så lad os gå ned i byen og købe en is," grinte min lille klon og svingede også sine ben ud over kanten. En smule mere elegant end jeg havde gjort det. 
"Aftale," smilede jeg, og fem minutter efter var vi på vej mod nærmeste isbod. 

Helt bevidst købte vi meget større is, end vi kunne spise. Det er trods alt kun sommerferie en gang om året. Det viste sig at blive en fedtet omgang. Inden vi var færdige med at spise, var der kommet is på min næse og i Melanies hår. 
"Nå, hvem har vi så her," smilede en halvgammel mand til os, da han stoppede op foran den bænk, vi sad på. Det var vores nabo og en yderst venlig mand. Melanie og jeg havde drukket rigtig mange kopper varm kakao i hans hyggelige stue i løbet af vinteren. "Nå, så må vi se, om jeg kan huske, hvem der er hvem," sagde han med et humoristisk glimt i øjet, imens han kløede sig i skægget. 

Det var ikke fordi, det var svært at regne ud, jeg var trods alt et par år ældre end Melanie og et pænt stykke højere, men fordi vi lignede hinanden så meget, syntes folk altid, det var sjovt at bytte om på os. Ingen af os var specielt høje, vi havde begge arvet vores mors næsten sorte hår, og vi havde begge ret runde kinder. Dog var der den åbenlyse forskel, at Melanie havde arvet vores mors isblå øjne, mens jeg havde fået vores fars grønne. 

"Melanie er klart hende med is på næsen," blev afgørelsen, og jeg rystede stille på hovedet. Jeg forstod ikke helt, hvorfor det var så sjovt. 
"Jaja, den er god med dig Hubert," smilede jeg til vores nabo, mens jeg tørrede isen af min næse, med en af de servietter jeg havde snuppet i boden. 
Efter en kort snak med Hubert om ferie og solskin gik den gamle mand videre, og jeg hev min søster med rundt i byen. Vi havde ikke noget bestemt mål, vi nød bare solens varme stråler og de kølige vindpust, der kom engang imellem. 
Det endte med at blive en hyggelig tur, og hvis det virkelig er rigtigt, at man lever længere, hvis man griner en masse, så blev mit liv i hvert fald forlænget med et godt stykke. På trods af overfloden af latter blev Andy ved med at rumstere bagerst i mit hoved. 

Da vi ikke kunne få mere tid til at gå rundt omkring på diverse fortove, begav vi og igen hjemad mod vores store hvide hus. Eller huset var måske ikke total stort i forhold til så mange andre huse, men det var stort i forhold til, at vi kun boede fire mennesker i det. 
Det var næsten en lettelse at komme ind i husets kølighed efter den kun lige udholdelige varme udenfor. 
Melanie fik pludselig den geniale idé, at vi skulle lave aftensmad, til når mor og far kom hjem, så vi satte os med en bunke kogebøger for at finde inspiration til den perfekte aftensmad. 

Det endte med at tage ret lang tid at finde den helt rigtige aftensmad, da vi kom til at kigge en bog med kager igennem, så det endte med, at vi sad og diskuterede, hvilke lækre kager vi skulle bage, når vi engang fik tid.
"Skal vi ikke bare lave lassange," stønnede Melanie til sidst og sendte de mange kogebøger et ondt blik. 
"Jo lad os det," svarede jeg. Jeg magtede heller ikke flere kogebøger. Hvad havde vi desuden regnet med? At vi skulle lave et eller andet vildt fancy? Det ville ingen af os have haft tålmodigheden til i dag, det var vi alt for useriøse til, og desuden var tiden også ved at løbe fra os.
"Det kan vi også finde ud af," mumlede Melanie og proppede bøgerne tilbage i det skab, hvor de kom fra.

Den eneste bog, der ikke røg tilbage i mørket, var den bog med vores yndlingslassangeopskrift i. Efter at have tjekket hvad vi manglede, begav vi os ud for at købe det sidste ind. Vi endte med at købe nogle ret unødvendige ting også, men hvad havde man regnet med, når to skøre søskende gik på indkøb? I hvert fald ville der være en lækker dessert i aften. 
Vi var knapt nok kommet ind ad døren med indkøbsposerne, før min mobil ringede insisterende, og jeg skyndte mig at smide den pose, jeg havde båret, fra mig på køkkenbordet. 
Jeg fumlede længe med telefonen, inden jeg fik trykket på svarknappen og hevet den op til øret.

 

***

Hej dejlige mennesker! <3
Jeg er virkelig overrasket over, at der allerede er kommet så mange læsere. oO
Nå, men jeg ville blive glad, hvis i gad skrive en kommentar omkring dette kapitel. :3
Jeg ved godt at der ikke sker så meget, men er det helt slemt? ^^
Kan fortælle jer at chokolademuffins med lyserød glasur og hjertekrymmel gerne skulle komme til at indgå i det næste kapitel. :D

Har i haft en god 1. december? På grund af den dejlige Cecilie er jeg kommet en lille bitte smule i julehumør, hvilket er lidt upraktisk, nu hvor jeg skriver en historie, der foregår om sommeren. ^^ <3

-en glad Psiphph<3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...