Glemte følelser

For et år siden flyttede Julia med sin familie til en ny by og mistede derfor kontakten til sin bedsteven igennem mange år. Da Andy pludselig i en sommerferie dukker op i hendes nye liv, frygter hun, at hele hendes verden vil blive vendt på hovedet, og at de mange fortidens problemer vil blive fundet frem igen.
Julias nye og uvidende bedsteveninde snakker konstant om den lækre fyr, hun har set nede i klubben, og har for længst sagt helle for ham. Både for sin egen og for sin venindes skyld beslutter Julia sig for at ignorere sin gamle ven.
Men hvad sker der, når han pludselig opsøger hende? Når for længst glemte følelser banker på igen? Og hvad gør Julia, når hun finder ud af, at Andy har langt flere problemer, end han selv kan håndtere?
Hvor mange ting kan gå galt på én enkelt uge?

48Likes
115Kommentarer
2888Visninger
AA

16. Hobbitter og våde kram

Kapitel 12 ~ Hobbitter og et vådt kram

”Hej Julia.” Melanie satte sin taske på spisebordet og trak en stol ud ved siden af mig. Da vi var færdige med at spise, havde jeg sat mig og tegnet for at få tiden til at gå, indtil jeg skulle mødes med Andy igen.
”Hej Mel,” hilste jeg og kiggede op hende, inden jeg igen vendte opmærksomheden mod papiret. ”Var det hyggeligt i sommerhuset?”
”Yep, du kan tro, det er noget fantastisk strandvejr.”
”Det tror jeg på,” svarede jeg med et lille smil.  Vejret var generelt bare fantastisk for tiden.

Med et suk tog jeg fat i blyantspidseren og spidsede min blyant. Der var en grund til, at jeg tit brugte stiftblyanter, når jeg tegnede. Mens jeg spidsede blyanten, betragtede jeg min tegning, som indtil videre forestillede en glad pige, der lignede lidt en krydsning af Amy, Clara og Rebecca. Kreativt.
”Har du tænkt dig at sidde og misunde os andre med dine tegneevner resten af aftenen?” spurgte Melanie, da jeg endnu engang begyndte at tegne.
”Nej, jeg regner med at tage ned på havnen eller et eller andet med de andre lidt senere. Hvorfor?”

”Ser du,” begyndte min lillesøster. ”På stranden i dag så vi sådan en lille mand med krøllet hår, og så kom jeg virkelig bare til at tænke på hobbitter. Så jeg fik lige rigtig meget lyst til at se sådan en meget hyggelig film om dem.”
”Så du spørger, om jeg vil være med til at se Ringenes Herre?” spurgte jeg og håbede lidt, at det var det, hun mente.
”Lige præcis! Hvis ikke du først kommer hjem til midnat, kan vi se en, når du kommer hjem, kan vi ikke?” tiggede hun og så bedende på mig.
”Det er allerede en aftale,” fortalte jeg hende.

”Fedt,” sagde hun og rejste sig. ”Har du noget imod, at vi ser den første? Jeg elsker virkelig det der stykke, hvor Aragorn skyder Pippin ned med et æble.”
”Det er helt fint med mig,” svarede jeg.
”Dejligt. Jeg finder lige Mor og Far og siger hej til dem.” Hun tog sin taske og forlod så køkkenet.  
Det her så jo ud til at blive en meget god dag. Først havde jeg været sammen med Andy, så skulle jeg det igen, og nu skulle jeg også se Ringenes Herre med min lillesøster. Jeg måtte ærligt indrømme, at jeg ret godt kunne lide hobbitter. Det der med, at de var små og elskede mad, fandt jeg bare fantastisk.

Da jeg til sidst blev træt af radiomusik og reklamer, slukkede jeg for radioen, der stod i køkkenet, og fandt min iPod frem igen. Jeg kiggede hurtigt de forskellige kunstnere igennem, inden jeg bestemte mig for Rise Against. Et af mine mange yndlingsbands og et af dem, jeg havde været til koncert med sammen med Andy.
På grund af den lidt høje musik der spillede i mine øre, lagde jeg ikke mærke til, at Melanie var kommet tilbage, før mine høretelefoner pludselig var væk.

”Shit, Mel, du gav mig et chok,” udbrød jeg og var utrolig lettet over, at chokket ikke havde forårsaget en stor fed blyantsstreg over min tegning.
”Undskyld, men jeg kunne bare ikke lade være,” svarede min søster halvt grinende. Jeg måtte have set ret sjov ud. ”Jeg tænkte på, om du ville være med til at sove i stuen? Så kan vi slæbe madasser og dyner derned, uden at vi skal rydde det op, inden vi går i seng?”
”Det kan vi da godt, men så skal vi finde tingene nu, for jeg skal snart af sted, og det bliver nok lidt sent, hvis vi skal gøre det, når jeg kommer hjem.” Jeg begyndte at samle mine ting sammen, men Melanie stoppede mig.
”Jeg finder det bare, mens du er væk,” sagde hun. ”Det eneste, jeg skal nå i aften, er at hænge mit våde badetøj op.”

”Fedt,” mumlede jeg og skubbede blyantspidseren lidt væk igen. ”Skal jeg lave øjnene lidt mørkere?” spurgte jeg, mens jeg selv kiggede kritisk på min tegning.
”Måske lidt,” svarede Melanie. ”Men ikke for meget. Det er pænt, at de ikke er alt for mørke.”
”Vil du helst have chips eller slik?” fortsatte hun.
”Hvad mener du?” spurgte jeg og kiggede op på hende. Hun trak en halvtredser op ad lommen og viftede med den foran mit ansigt.
”Vi har en mor, der åbenbart ikke har noget imod, at hendes døtre er lidt halvtykke,” svarede hun med et smil.
”Eller også så er hun bare bange for, at vi kommer og spørger hende om, hvornår vi skal have anden aftensmad,” svarede jeg, hvilket fik min søster til at grine. Hun vidste med det samme, at jeg refererede til det det stykke af filmen, hun havde snakket om tidligere.
”Jeg elsker virkelig bare den scene,” smilede hun. ”Og Billys accent er bare fantastisk. Det er en af grundene til, at jeg elsker Pippin.”

Vi brugte det næste kvarter på at snakke om sjove scener fra Ringenes Herre, inden jeg gik op med mine ting for at tage af sted.
Melanie gik med mig noget af vejen, indtil hun drejede af for at finde et sted, hvor hun kunne købe slik.
”Og kom nu ikke for sent hjem,” råbte hun efter mig. ”Du er ikke nogen troldmand, så du kan ikke bare komme, når du vil.” Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg havde på fornemmelsen, at vi ville komme til at citere Ringenes Herre uafbrudt de næste par dage.

Af en eller anden grund var jeg i virkelig godt humør, og den varme sol, der gav sådan et hyggeligt skær om aftenen, gjorde det bestemt ikke værre. Jeg elskede sommeraftener. Der var noget hyggeligt over dem. Jeg elskede især, når man var sammen med sin familie og lavede bål. Mine bedsteforældre boede ude på landet, og det skete engang i mellem, at næsten hele min familie på min mors side var samlet hos dem en sommeraften, og så blev der hygget og lavet bål.

 

Da jeg nærmede mig det trin, jeg snart ville begynde at betragte som vores sted, kunne jeg se, at Andy allerede sad der. Det var åbenbart mig, der var dømt til at komme sidst hver gang. Da jeg nærmede mig ham, kunne jeg høre, at han at hørte musik på sin telefon eller et eller andet, og jeg kunne med det samme høre, at det var Nickelback. Da jeg satte mig ved siden af ham, tog han sin mobil, som det ganske rigtigt var, op, men ventede med at pause sangen til omkvædet havde spillet færdigt.

Saturday I'm going to take her out
Because her favorite band is gonna play downtown 
Gonna sing the song we've all heard of 
about those two young friends that should have fell in love 

Later on we'll cut through the park
And she can hold my hand cause she hates the dark 
We can laugh as we both pretend
That we're not in love and that we're just good friends 

Well, I'm tired of pretending, but I'm terrified of it ending 
And I know when I’m with you
There’s nothing I could do to ever let it end 
And I know you feel the same way
Cause you told me drunk on your birthday 
And as you pulled me near, whispered in my ear - don't ever let it end

Don't let it end 
Don't let it end
(Please promise me that this won't end) 
Don't ever let it end 

“Hvad er du så glad over?” spurgte Andy, og det gik op for mig, at jeg stadig måtte smile som en eller anden idiot.
”Nårh, jeg har bare lige snakket om hobbitter med Melanie,” svarede jeg. ”Og troldmænd.”
”Hvordan går det egentlig med hende?” spurgte han, og det lød rent faktisk som om, det interesserede ham. Det var måske ikke så mærkeligt, for de var nu også efterhånden blevet gode venner i løbet af årene.

”Julia! Red mig,” spruttede Melanie, mens hun prøvede at kæmpe sig fri af Andys greb. Han havde løftet hende op og var på vej over til badebassinet, som min far havde stillet op og fyldt med vand om formiddagen. Sådan var det hvert år: den første dag hvor det var så varmt, at man kunne få lyst til at bade, blev det sat op.
”Du er selv ude om det,” råbte jeg tilbage, og jeg kunne høre, at hun mumlede et eller andet ondt om mig.
”Jeg har mobil i lommen.” Melanie prøvede uden den store virkning at sparke til Andy, men han hvad fået godt fat på hende.
”Nej, du har ej,” sagde han. ”Den ligger på bunden af havet et eller andet sted.”
”Idiot,” hvæsede Melanie, inden der lød et højt plask, og Andy kom løbende hen til mig for at undgå at det vand, hun pjaskede efter ham.
Det var svært ikke at begynde at grine, især fordi Melanie så utrolig sur ud, da hun kom hen til os. Hun kiggede ondt på os i nogle få sekunder, inden vi alle begyndte at skraldgrine.
”Hej Julia,” smilede min søster og bredte armene ud klar til at give mig vådt kram.
”Hej Mel,” svarede jeg, og jeg blev pludselig meget, meget våd.

Jeg kunne ikke lade være med at smile igen ved tanken om den varme sommerdag for det, der føltes som hundrede år siden. Andy, der åbenbart var i det der hjørne, hvor man lægger mærke til, at folk smiler, kiggede spørgende på mig.
”Jeg kom bare lige til at tænke på den gang, hvor du smed hende i svømmebassinet,” fortalte jeg ham, hvilket også fik ham til at smile.
”Men det var hendes egen skyld,” huskede han mig på. ”Hun kunne bare lade være med at hælde en hel spand vand ud over mig.”

Jeg nikkede, for det var rigtig nok. Det havde faktisk set utrolig sjovt ud. Andy og jeg havde siddet på terrassen og lavet et eller andet, da Melanie pludselig dukkede op med en blå plasticspand. Min mor var blevet lidt irriteret over, at en af hendes hynder var blevet våd, for de havde åbenbart ikke så godt af vand.

”Men jeg tror egentlig, hun har det meget godt,” fortalte jeg ham. ”Hun har i hvert fald fået nogle gode veninder, som er mindst lige så skøre som hende.”
”Det var nok meget godt,” svarede Andy med et drillende smil. ”Ellers havde det været lidt synd for dem.” Jeg kunne ikke helt finde ud af, om jeg skulle være fornærmet på min søsters vegne, eller om jeg bare skulle give ham ret.

Da vi havde snakket færdigt om Melanie og alle mulig andre familiemedlemmer, sad vi længe i stilhed. Det gjorde mig egentlig ikke noget, for jeg var bare glad for at være sammen med ham. Jeg havde det en smule mærkeligt. Jeg følte mig rodet. Af en eller anden grund havde jeg bar lyst til at give Andy et kæmpestort kram og blive siddende her sammen med ham hele natten, men selvom jeg havde lyst til det, lød det bare mærkeligt selv i mit eget hoved. Hvad får man lige ud af at sidde hele natten på en havn udover ondt i røven og ben, der sover?
”Jeg har savnet dig,” sagde Andy til sidst, men han blev ved med at kigge ud på vandet i stedet for mig.
”Jeg har virkelig også savnet dig,” fortalte jeg ham og betragtede ham, mens vinden legede med hans hår. Det lignede ikke, at han var blevet én dag ældre, siden vi sidst sås. Han lignede stadig den Andy jeg kendte og altid havde kendt.

Han vendte sig i mod mig og flyttede en tot af mit mørke hår om bag mit øre.
”Julia,” begyndte han, men lignede ikke en der havde tænkt sig at fortsætte. Alligevel endte det med, at han gjorde det: ”Kan du huske den sidste gang vi sås?”
Jeg nikkede. Selvfølgelig kunne jeg det. Det havde nok været den mest triste dag i mit liv. Den dag man siger farvel til alt, man kender, og til sin bedsteven, glemmer man ikke sådan lige.
Jeg kunne se på Andy, at der var noget mere han gerne ville sige, men ikke kunne få det sagt. Jeg vidste allerede, hvor det her var ved at føre hen, og jeg kunne mærke, at det ikke gjorde mig det mindste. Jeg vidste, at det i virkeligheden altid havde været det, der gemte sig for mig og ikke ville give sig til kende.

Jeg vidste at jeg blev nødt til at gøre noget nu, ellers ville det være for sent, men jeg kunne ikke. Det eneste, jeg kunne gøre, var at kigge ind i de varme brune øjne, jeg kendte så godt, og fortælle deres ejer det, han ikke havde hørt tidligere.
”Du hørte aldrig mit svar,” sagde jeg stille og tog hans ene hånd. ”Jeg elsker også dig.”
Forsigtigt aede han min kind med sin frie hånd, og det føltes som om, mine øjne var låst fast i hans. Jeg kunne mærke et smil bryde frem på mine læber.
”Og jeg mente det virkelig,” hviskede Andy, inden han lænede sig frem og trykkede sine læber mod mine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...