Glemte følelser

For et år siden flyttede Julia med sin familie til en ny by og mistede derfor kontakten til sin bedsteven igennem mange år. Da Andy pludselig i en sommerferie dukker op i hendes nye liv, frygter hun, at hele hendes verden vil blive vendt på hovedet, og at de mange fortidens problemer vil blive fundet frem igen.
Julias nye og uvidende bedsteveninde snakker konstant om den lækre fyr, hun har set nede i klubben, og har for længst sagt helle for ham. Både for sin egen og for sin venindes skyld beslutter Julia sig for at ignorere sin gamle ven.
Men hvad sker der, når han pludselig opsøger hende? Når for længst glemte følelser banker på igen? Og hvad gør Julia, når hun finder ud af, at Andy har langt flere problemer, end han selv kan håndtere?
Hvor mange ting kan gå galt på én enkelt uge?

48Likes
115Kommentarer
2882Visninger
AA

15. Gamle og nye venner

 

Kapitel 11 ~ Gamle og nye venner

”Hvordan går det så derhjemme?” spurgte jeg, mens jeg pakkede min kyllingesandwich ud. Jeg kom til at sætte min finger i en ordentlig klat karrydressing. Jeg kiggede kort på min finger, inden jeg slikkede dressingen af. Det var måske ikke så pænt, men jeg syntes, det var synd bare at tvære den dejlige dressing ud i en serviet. Jeg kunne se, at Andy rystede på hovedet af mig, men jeg valgte at ignorere det. Han havde gjort det samme, hvis det havde været ham, og det vidste han udmærket godt.
”Derhjemme?” gentog han og løftede det ene øjnebryn en smule.
”Nej, Alaska,” svarede jeg sarkastisk og sendte ham et irriteret blik, inden det gik op for mig, hvad han mente.
”Andy,” sukkede jeg. ”Lige meget om jeg så flytter om på den anden side af Jorden eller til månen, så vil hjemme altid være hjemme.”
”Jeg troede, at hjemme var der, hvor man boede?”
”Nej, hjemme er der, hvor man føler hjemme er,” fastslog jeg.
”Så har du godt nok været hjemmefra ret længe,” konkluderede Andy, og jeg syntes, hans stemme havde en trist undertone.
”Lige præcis! Det er jo derfor, du må fortælle mig, hvordan det går, og hvad der er sket, siden jeg sidst var hjemme.”

Jeg ville faktisk meget gerne vide, hvordan det gik i min hjemby. Hvilke mennesker der var sammen med hvilke mennesker, hvem var blevet uvenner, hvem var blevet venner. Var den lille kiosk på hjørnet lukket, eller løb det rundt for den endnu?
”Der er sket så meget, Julia, hvor skal jeg starte?” spurgte Andy og begyndte at spise sin sandwich. Da det var blevet omkring middagstid, havde jeg hevet ham med ind på den cafélignende ting, hvor vi sad nu. Man kunne få alt fra sandwich til kager, fra isvand til varm chokolade med flødeskum og hele mollevitten.
Jeg havde en utrolig lyst til den der varme chokolade, men jeg havde strengt fortalt mig selv, at det altså var sommer, og at jeg blev nødt til at spise noget ordentligt mad også.

Andy begyndte at fortælle de ting, der lige faldt ham ind. Det viste sig, at min gamle veninde Rikke var gået over til fjenden. I stort set alle klasser er der sådan nogle irriterende piger, som går under betegnelsen ’de populære’. Det skulle ikke være nogen hemmelighed, at Andy og jeg altid havde hadet dem. Det så desværre ud til, at Rikke var blevet venner med dem nu.
”Og Toby er blevet sparket ned i bunden af hierarkiet,” fortalte Andy mellem to bidder af sin sandwich.
”Hvad?” udbrød jeg overrasket og var glad for, at jeg endnu ikke havde noget at tage en tår af den cola, jeg ellers lige havde taget op til munden. Jeg ville nok have fået det galt i halsen. Toby skulle have forestillet at være klassens konge, især fordi han havde været kærester med klassens dobbeltkronede dronning.

”Han og Katherine slog op af en eller andet grund, og bagefter lykkedes det hende altså at få ham rykket ned i bunden,” forklarede Andy.
”Møgso,” mumlede jeg. Katherine var forfærdelig. Hun havde hadet mig lige siden, jeg afslog hendes tilbud om at blive en del af hendes populære vennekreds. Jeg vidste jo godt hvorfor. Jeg havde mange penge, og hvem vil ikke gerne være venner med en, der havde det? Desværre for hende havde jeg det meget godt på min plads i hierarkiet. Jeg havde ikke været en af de mest populære, men jeg havde bestemt heller ikke været tæt på bunden. Jeg havde haft en meget fin plads, hvor jeg for det meste kunne passe mig selv. Folk havde egentlig respekteret mig, og det var nok også kun derfor, at Katherine ikke havde skubbet mig helt ned.

Da Andy ikke kunne komme i tanke om mere at fortælle, var vi for længst blevet færdige med at spise, og jeg var kommet til at savne min hjemby utrolig meget. Jeg følte, at jeg var gået glip af alt for meget.
”Fortæl mig om dine venner,” sagde Andy pludselig, og jeg måtte have set lidt overrasket ud, for han smilte ad mig.
”Ehm, ja… hvem vil du gerne vide noget om?” Jeg fandt det af en eller anden grund lidt mærkeligt, at han ville høre om mine nye venner.
”Dem alle sammen,” svarede han og tømte sin cola. ”Bare start fra en ende af, så mange gode venner kan du vil heller ikke have.”
”Næh, du har mødt dem alle sammen.”

Jeg startede med at fortælle lidt om Amy, det virkede bare mest logisk at starte med hende, nu hvor hun var min bedsteveninde. Bagefter fortalte jeg lidt om Markus, som var det største krammemenneske, jeg kendte. Han var næsten altid glad, ville gerne gøre andre glade, og så blev han nemt ked af det, hvis han følte, at folk var sure på ham. Rebecca var også den glade type. Hun var åben over for alle, og hun var lidt den, der sørgede for freden i vores gruppe. Hun var god til at finde et kompromis, når vi var uenige om noget.
Silas var typen, der udmærket godt vidste, at han så godt ud og var god til næsten alt. Han holdt sig for det meste ude af diskussioner, valgte aldrig side, og så havde han det med at være sarkastisk. Mange af disse ting kunne måske få ham til at virke som en irriterende person, men det var han overraskende nok ikke. Han blærede sig aldrig med sine evner eller gode karakterer, og han vidste udmærket, hvornår det ikke var sjovt længere. Hans sarkastiske bemærkninger var gode til at få folk ned på jorden igen, når det var helt galt, så den tjans havde han – altså når Clara ikke var til stede, for hun var den ukronede dronning inden for den sport.

Magnus var faktisk svær at fortælle noget om. Nogle dage var han i godt humør og megasjov at være sammen med – andre dage var han trist og negativ. Når han var sidstnævnte, plejede vi at sige, at han var i ’emo-mode’. Det irriterede ham helt vildt, og det var nok derfor, vi gjorde det.
Normalt var han ikke den oversøde type, lidt for doven engang imellem, men det var helt vildt, som han ændrede sig, når Clara ikke havde det så godt. Så var han pludselig blevet verdens bedste kæreste.

”Og så er der Clara,” sagde jeg til sidst, da jeg efterhånden var ved at nå vejs ende i min vennefortælling.
”Hun er i hvert fald lidt speciel,” lød det fra Andy, der havde lænet sig tilbage i stolen, så godt det nu kunne lade sig gøre. Det var et udsagn, jeg kun kunne nikke ja til. Først var jeg lidt i tvivl om, hvor meget jeg kunne være bekendt at fortælle Andy, men til sidst nåede jeg frem til, at når det nu af alle mennesker, var Andy, så gik det nok. Der havde i hvert fald været engang, hvor man ikke skulle fortælle mig noget, hvis Andy ikke måtte vide det – der var selvfølgelig undtagelser, jeg fortalte ham jo ikke, hvad han fik i fødselsdagsgave, hvis jeg vidste det.
Jeg havde skam både hørt folk sige, at vi var som én person, eller at man aldrig så den ene af os uden den anden. Det var selvfølgelig lidt overdrevet, men udsagnene kom jo ikke ud af ingenting.

Jeg prøvede, så godt jeg nu kunne, at forklare ham det jeg vidste om Clara. Hun havde fortalt mig, at hendes far var skredet fra dem, da hun var omkring ti år gammel, og hun havde hverken set eller hørt fra ham siden. Allerede inden havde hende mor drukket lidt for meget, men hun var kun begyndt at drikke endnu mere bagefter. Efter hvad jeg havde forstået på Clara, så var hendes mor altid mere eller mindre beruset.
Jeg vidste egentlig ikke meget om Claras søskende, men jeg vidste da, at hun havde to brødre: en der var nogle år ældre end hende, og en der var ét år yngre.
Hendes storebror var den af brødrene, der var mest hjemme, men han var stort set altid inde på sit værelse, og så havde han vist ret tit piger med hjemme. Udover det vidste jeg, at han både røg og drak en del.

Jeg havde kun været hjemme hos Clara to gange, og det var der jo en grund til. Den første gang var det bare fordi, hun skulle hente noget hjemme, og jeg så af en eller anden grund var taget med. Hun skulle hente et eller andet inde på sin storebrors værelse, og det var helt sikkert et syn, jeg aldrig ville glemme. Der så forfærdeligt ud af flere grunde, og samtidig stank der langt væk af cigaretrøg. Jeg havde altid hadet den lugt, og det havde i virkeligheden nok noget med Andy at gøre.
Jeg var blevet meget overrasket, da hendes lillebror, som, jeg senere fandt ud af, hed Casper, pludselig kom ud i køkkenet for at hente noget mad i køleskabet – jeg havde slet ikke vidst, at han fandtes før det. Som modsætning til Claras hår som egentligt var meget glat, havde han en masse brune krøller, og de var ret lange på det tidspunkt.

Den anden gang, jeg havde været hos Clara, havde både været hyggelig og forfærdelig. Det var den eneste gang i løbet af det år, jeg havde boet her, hvor jeg var blevet inviteret hjem til Clara, lige som man normalt tog hjem til sine venner engang imellem. Hendes mor havde ikke været hjemme, og så var det åbenbart storebror der bestemte.
Af en eller anden grund have han bestemt sig for, at Clara skulle blive hjemme den aften. Hendes oprindelige plan havde været, at hun skulle være sammen med Magnus og Silas, men sådan endte det ikke. Hun kunne nemt være stukket af og være taget om til dem alligevel, men hun var i et forfærdeligt humør og ville ikke lade det gå ud over dem – alligevel havde hun ikke lyst til at være alene.

Hun havde ringet til mig og spurgt, om jeg ville komme forbi. Inden jeg så meget som kunne nå at overveje det, havde hun lagt alle kortene på bordet og fortalt mig, at hun var i et forfærdeligt humør, og at hun sikkert ville være forfærdelig at være sammen med, og at hun derfor godt kunne forstå mig, hvis jeg sagde nej.
Af en eller anden grund havde det kun givet mig endnu mere lyst til at sige ja. Jeg tænkte ikke over det dengang, men det gjorde jeg nu. Jeg havde en gammel ven, som også nogle gange havde nogle syge nedture, og af dem havde jeg lært, at det var der, personen havde mest brug for en god ven.
Aftenen var startet fantastisk. Clara var gået ud for at sørge for, at jeg fandt det rigtige hus, og vi var nået ind i stuen, som man skulle igennem for at komme ind på hende værelse, da jeg fik mig en oplevelse, jeg nok ikke ville glemme lige foreløbigt.

”Hvor har du været?” En dreng, som kun kunne være Claras storebror, rejste sig fra sofaen og kom hen i mod os. Jeg kunne bestemt ikke lide ham. Bare den måde han så ud og snakkede på.
”Jeg har bare lige været ude for at gå Julia det sidste stykke i møde,” svarede Clara koldt, og jeg vidste med det samme, at det her nok skulle blive en hyggelig samtale. Eller ikke.
”Hvorfor,” spurgte han og gik endnu et skridt hen mod os, mens han kiggede indgående på mig. Hans blik var ubehageligt, og jeg var nærmest lettet, da Clara begyndte at snakke, og han igen kiggede på hende.
”Fordi Julia ikke har boet her så længe, og derfor er hun endnu ikke så kendt i den her del af byen. Jeg ville jo bare sørge for, at hun ikke farede vild,” blev Claras svar, og man kunne høre mange ubehagelige ting i hendes stemme.
”Jeg sagde, at du ikke skulle gå ud,” mindede han hende om og kom endnu tættere på.

Det blev starten på det værste skænderi, jeg nogensinde havde oplevet og ville komme til at opleve. Jeg nåede frem til, at det måtte være noget, der skete tit. I hvert fald hvis man dømte efter den ligegyldige mine, der var at finde hos Casper, som sad i sofaen. Noget af det, jeg fandt allerværst, var nok, at Casper åbenlyst sad og røg en joint, men det var den åh så kloge storebror fuldstændig ligeglad med. For ham var det åbenbart værre, at hans søster havde været to gader væk fra huset af.
Til sidst havde Clara grebet min arm, trukket mig med ind på sit værelse og smækket værelsesdøren med et ordentligt brag. Bagefter havde hun sat sig på sin seng og kigget på sine hænder, mens hun sagde undskyld så mange gange, at jeg nær var blevet sindssyg. Resten af aftenen forløb uden at for mange ubehageligheder, og det endte med at blive meget hyggeligt, selvom jeg ikke helt kunne glemme visse ting.

Jeg havde ikke set Casper mange gange udover de to, og det eneste, jeg vidste om ham, var, at han røg en masse hash. Fed info.
Det var ikke fordi, der var så meget at fortælle om Clara personlighed og måde at opføre sig på – Andy havde jo mødt hende. Hun virkede tit negativ og kold, men var det gentlig ikke altid. Hun var meget realistisk, men kunne godt finde på at deltage i nogle vilde og mærkelige ting alligevel. Hun havde et eller andet med farvet pandehår, og det med masser af skrigfarver var kun noget, der glædede mig, for masser af farver var jo det, jeg var vant til.

”Fed familie,” mumlede Andy, da jeg stoppede med at snakke, og jeg nikkede som et slags svar. Jeg kunne se noget, der lignede medlidenhed i hans øjne. Han lignede virkelig en, der havde ondt af Clara, men samtidig en der måske kunne forstå hende. En ting gik op for mig: vi andre havde svært ved at forstå Clara, fordi vi ikke kendte til de ting, hun oplevede, ingen af os have lignende problemer, men Andy havde slev oplevet triste ting, man kunne forbinde med nogle af hendes oplevelser.
En mærkelig tanke dukkede op i mit hoved. Andy og Clara ville helt sikker komme godt ud af det med hinanden. Det mærkelige ved den tanke var vel, at det ikke var noget, jeg nogensinde ville finde ud af, det var ikke noget, der ville ske. Jeg havde allerede bestemt mig for at holde mine nye venner ude af det her, og desuden ville Andy ikke kunne blive venner med dem, uden at de blev nødt til at få at vide, at vi kendte hinanden. Hvis de skulle have det at vide, skulle det nok have været med det samme, og ikke et par dage efter de mødte ham.

 

Da der til sidst kom en rigtig pause i vores samtale, og vi begyndte at tænke på, hvad klokken kunne være, var det midt på eftermiddagen. Vi havde begge set, at de solgte kager, og blev enige om, at vi kunne gå op og se, om der ikke skulle væren nogen, som så gode ud.
Jeg stod og kiggede på nogle kager gennem en glasrude, hvor dem, der så bedst ud, selvfølgelig også var ret dyre, da Andy prikkede mig på skulderen og pegede på skiltet med et billede af den varme chokolade.
”Vi kunne også bare drikke sådan en,” sagde han med et lille smil.
”Du har en forfærdelig indflydelse på mig,” fortalte jeg ham med et suk.
”Og hvad mener du så med det?” spurgte han og kiggede mærkeligt på mig.
”Jeg havde lige overbevist mig selv om, at man ikke skal drikke varm chokolade om sommeren,” sukkede jeg, og smilet voksede på Andys ansigt.
”Ej, det var ærgerlig,” begyndte han, og vi vidste begge på det tidspunkt, at det ville ende med, at det, vi skulle have, blev chokolade, hvilket var grunden til, at jeg afbrød ham: ”Men mon ikke det går alligevel.”

Jeg bestilte og betalte to omgange varm chokolade. For tredje gang på to dage nægtede jeg Andy at lade ham betale selv. Jeg fortalte ham, at jeg insisterede og mindede ham om, at vi ikke skulle komme ind på det emne nu. Som jeg vidst han ville gøre, gav han op og skulede lidt til mig. Han vidste, at jeg havde ret.
Vi endte med at sidde på cafétingen i lidt over en time mere, inden vi igen gik ud på byens gader. Det endte til sidst med, at vi gik tilbage til havnen og kiggede på de forskellige skibe, mens vi snakkede. Inden vi sagde farvel og tog hjem, aftalte vi at tage ned på havnen igen om aftenen. Mine venner ville alligevel ikke være hjemme til at komme ned i klubben, og jeg havde egentlig en stor lyst til at være sammen med Andy. Han havde ikke været min bedsteven i så mange år for ingenting.

Det havde været en fantastisk dag, og jeg fandt det helt trist at sige farvel, også selvom det kun var for få timer. Jeg forstod ikke helt hvorfor, jeg havde det sådan. Det føltes lidt som om, at alting var tilbage ved det gamle. Det føltes ikke som om, så meget som én eneste ting havde ændret sig mellem os. Det betød, at den lidt triste følelse, jeg før havde haft, når vi ikke var sammen, igen var tilbage. Denne gang var den bare værre. Jeg ville bare gerne være sammen med ham, men var det så mærkeligt? 

 

 

***

 

Hej dejlige mennesker. :3 Jeg har lige et par informationer til jer. ^^
For det første har jeg ændret den sang i kan se... samtidig har jeg skiftet citatet ud med teksten fra den. :3 Jeg synes det er en meget god sang, så i kunne jo tage og høre den. :3 I mit hoved passer den ret godt... og noget af det giver nok først mening for jer til sidst... ^^
Det andet er, at i må undskylde, hvis jeg jeg spammer jer her i morgen og i dag... men hvis i ikke ved det, er den med i Umulig Kærlighed, og jeg vil gerne nå, at blive færdig. :D
Udover det har historien nu rundet de 25000 ord. :3

Noget helt andet..
Da jeg begyndte på det her kapitel, kom min lillebror pludselig hen og begyndte at læse det. :3 Det endte på en eller anden måde med, at han satte sig på skødet af mig og skrev videre på mine tre sætninger... men jeg deler lige hans bud på dette kapitel med jer... bare fordi jeg kan. :3 Hvis det virker lidt uforståeligt, så er det fordi, at det er norsk. :3

 

”Hvordan går det så derhjemme?” spurgte jeg, mens jeg pakkede min kyllingesandwich ud. Jeg kom til at sætte min finger i en ordentlig klat karrydressing. 
Og så splattet det rundt i hele romet, og vinduene ble helt tildeket med karrydresing jeg hylte”ikke leg med maden onger”.efter at vi hadde rydet opp i sølet og hadde roet ned andy spurte jeg på ny ”Hvordan går det så derhjemme”, han svarede ikke med det samme, men etter en liten stund sa han ”jo, det går grejt, men far har veret borte i fire uker." Mer sa han ikke om det. 


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...