Glemte følelser

For et år siden flyttede Julia med sin familie til en ny by og mistede derfor kontakten til sin bedsteven igennem mange år. Da Andy pludselig i en sommerferie dukker op i hendes nye liv, frygter hun, at hele hendes verden vil blive vendt på hovedet, og at de mange fortidens problemer vil blive fundet frem igen.
Julias nye og uvidende bedsteveninde snakker konstant om den lækre fyr, hun har set nede i klubben, og har for længst sagt helle for ham. Både for sin egen og for sin venindes skyld beslutter Julia sig for at ignorere sin gamle ven.
Men hvad sker der, når han pludselig opsøger hende? Når for længst glemte følelser banker på igen? Og hvad gør Julia, når hun finder ud af, at Andy har langt flere problemer, end han selv kan håndtere?
Hvor mange ting kan gå galt på én enkelt uge?

48Likes
115Kommentarer
2892Visninger
AA

17. Flere hobbitter og ønsket om at tage fejl

Kapitel 13 ~ Flere hobbitter og ønsket om at tage fejl

 

Jeg havde lagt mit hoved på Andys skulder og sad nu bare og betragtede bølgerne. Jeg kunne ikke huske hvornår, men på et eller andet tidspunkt havde jeg flettet mine fingre ind i hans, og nu sad han og aede min tommelfinger lige så stille med sin. Ingen af os havde sagt noget længe, men det gjorde stadig ikke noget.
Jeg skubbede den lille, men meget kloge stemme i mit hoved til side og nød bare at side i det varme sommerlys sammen med Andy. Det var som om alting pludselig gav mening. Jeg vidste ikke, hvad det var, der ikke havde givet mening før, men lige meget hvad det så var, så gjorde det nu.

Jeg kom uvilkårligt til at tænke på den sang, Andy havde hørt da jeg kom, og den sang gav pludselig mere mening for mig end nogensinde før. For det var vel det, der havde været problemet. Jeg vidste, at de følelser, jeg havde, ikke var nogle, der var opstået i dag, men nogle der havde været der længe. Meget længe. Jeg havde bare aldrig forstået dem, forstået hvad de betød, og det var nok i virkeligheden min egen skyld.
Jeg havde ikke villet vide, hvad de betød, fordi jeg var bange. Bange for konsekvenserne. Jeg havde nok hørt lidt for mange historier eller set lidt for mange film, hvor det gik galt – og det måtte det ikke, for jeg ville ikke kunne undvære Andys venskab. Jeg ville for alt i verden ikke miste ham. Don’t ever let it end.

”Vandt jeg egentlig den der diskussion?” spurgte jeg. ”Eller må jeg stadig ikke hjælpe dig?”
”Du må stadig ikke hjælpe mig,” svarede han og gav min hånd et klem.
”Hvorfor ikke?” spurgte jeg en smule irriteret. Jeg havde lyst til at rette mig op, så jeg kunne sende ham et af mine bestemmende blikke. Et blik der skulle fortælle ham, at jeg havde ret, og han nu bare skulle tage og lytte til mig, fordi jeg var megaklog, men jeg havde ikke lyst til at fjerne mit hoved fra hans skulder af.
”Fordi det er mit eget problem, og jeg må selv finde ud af det,” svarede han og lagde sit hoved ned mod mit.

”Jeg synes det er en klam idé,” fortalte jeg ham.
”Det synes du vel,” mumlede han.
”Det gør jeg,” forsikrede jeg ham om. ”Og hvor har du overhovedet den latterlige idé fra?”
”Det ved jeg ikke,” svarede han. ”Måske det er fordi, jeg i starten følte, det hele var min egen skyld – hvilket det jo egentlig også er, når det kommer til stykket.”
”Hvis du tænker dig godt om, så ved du udmærket, hvis skyld det er,” sagde jeg og tænkte på Johan det svin. Endnu engang ville ønske, at jeg var så hardcore, at jeg kunne pande ham en.
”Derfor følte jeg i hvert fald stadig, at det var min skyld det hele i starten.”
”Hvordan det,” krævede jeg at få at vide.

”Jeg var overbevist om, at det aldrig var sket, hvis du ikke var flyttet,” begyndte han, og jeg afbrød ham, inden han nåede at fortsætte: ”Se, så er det jo i virkeligheden min skyld, og hvis det er det, så burde jeg jo også hjælpe dig, ikke?”
”Lad mig nu snakke,” mumlede han og puffede lidt til mig. ”Jeg bildte vel mig selv ind, at det var min egen skyld, at du flyttede.”
”Hvordan det?” spurgte jeg undrende. Jeg kunne ikke se, hvordan det kunne være hans skyld?
”Du ved, karma, eller hvad det nu er, man kalder sådan noget.”
”Du bliver nødt til at forklare mig det,” fortalte jeg ham. ”Bare fordi du altid er dum, betyder det ikke, at jeg altid er klog.” Jeg kunne nærmest føle, hvordan han måtte himle med øjnene af mig lige nu.
”Jeg tænkte vel, at det var fordi, jeg ikke kunne tage mig sammen til at fortælle dig, hvad jeg følte. Jeg ved det ikke, som en straf for det.”

***

Vi gik lige så stille længere ind i byen igen. Jeg havde ingen lyst til at skynde mig, for det ville bare betyde, at jeg hurtigere skulle sige farvel. Solen var sunket en del, siden jeg sagde farvel til Melanie, og alting var nu – efter min mening – perfekt, hvis man ville være udenfor.
”Jeg skal dreje her,” sagde Andy og stoppede op, og jeg gjorde det samme og vendte mig i mod ham. Han trådte helt hen til mig, og jeg lagde mine arme om hans nakke, inden vores læber endnu engang mødtes. Han lagde armene om mit liv, inden han forsigtigt afbrød kysset og støttede sin pande mod min.

”Skal du noget i morgen?” spurgte han og lød en smule hæs.
”Nope,” svarede jeg. Jeg havde nogle venner, der med stor sandsynlighed ville invitere mig med ned i Klubben, men det ville jo nok først blive om aftenen, så det blev nok ikke noget problem. ”Klokken et?” Jeg havde på fornemmelsen, at det nok ville blive lidt sent, før jeg var klar til at tage nogle steder hen, hvis jeg skulle sove med Melanie.
”Der er en aftale.” Vi trak os lidt væk fra hinanden og fik sagt farvel, inden vi gik i hver vores retning.
Jeg havde på fornemmelsen, at det var meget godt, at jeg skulle hjem og se film, for jeg magtede ikke tænke lige nu. Der var lidt for mange ting at tænke på.

 

Da jeg kom hjem, var vores stue blevet forvandlet til noget, der så meget hyggeligt ud, og jeg kunne både se en skål med slik, chokolade og rød sodavand. Da jeg fik øje på sodavandene, kunne jeg have krammet Melanie, indtil hun ikke længere ville kunne få luft. Jeg havde fået alt for meget cola og ingen rød sodavand de sidste par dage, fordi de kun serverer rød sodavand meget få steder.
”Mel, du er en skat,” sagde jeg, da jeg smed mig på madrassen ved siden af min søster, som lå og spillede Nintendo.
”Jeg ved det,” svarede hun, men hendes koncentration var fuldt på den lille skærm. ”Jeg styrer for vildt til det her spil,” pralede hun.

”Hvad er det for et spil,” spurgte jeg og prøvede at kigge med.
”Ingen anelse,” svarede min hun. ”Jeg fandt den her megaawesome ting, da jeg skulle finde madrasserne, og det var bare lige det spil, der var i.”
”Ikke for at være lyseslukker, vel, men jeg tror, at det er sådan et spil, hvor der står tre-plus på.”
”Ikke ødelæg min følelse af awesomeness,” sukkede Melanie og pausede spillet. ”Jeg følte mig faktisk ret sej, inden du kom og ødelagde det.”
”Det er du da også. Der er mange på tre år, der ikke kan finde ud af det, men du er en af dem, der kan.”

Melanie rejste sig og gik hen for at tænde fjernsynet og sætte filmen på.
”Hey, vent lige,” sagde hun og vente sig i mod mig. ”Det der var ondt sagt. Jeg er faktisk over tre år.”
”Er du virkelig?” spurgte jeg og prøvede at se overrasket og chorkeret ud. Det lykkedes vist ikke helt, for det ansigtsudtryk, jeg endte med at få lavet, gav Melanie grineflip i flere minutter.

Vi fik til sidst sat gang i filmen og havde det utrolig sjovt med at sige hvad personerne ville sige, inden de gjorde det. Vi havde helt klart set den film for mange gange. Da vi nåede til det stykke med æblet, endte det med at Melanie spolede tilbage mindst fire gange, og alligevel blev vi ikke trætte af at høre Pippin snakke om alle de måltider, han håbede, Aragorn kendte.
”Jeg elsker hobbitter,” udbrød Melanie, da hun endelig lod filmen spille videre, og jeg gav hende ret i, at de var nogle fantastiske væsener.

 

Da filmen var slut, gjorde vi os klar til at sove, inden vi lagde os og snakkede. Da vi endelig bestemte os for at sove, var jeg utrolig træt, men alligevel kunne jeg ikke falde i søvn. Jeg blev ved med at tænke på Andy. Det her var bestemt ikke godt. Nu hvor jeg ikke længere lavede noget, havde mine tanker frit spil, og den der irriterende kloge og negative stemme brød endelig igennem. Den lille stemme der fortalte mig, at dette aldrig ville gå. At det, som det var nu, ikke var muligt for mig at få et forhold med Andy.
Det første, stemmen gjorde mig opmærksom på, var det faktum, at Andy snart skulle hjem igen, og så ville vi endnu engang have et kontaktproblem. Jeg prøvede at fortælle stemmen, at det måske kunne blive anderledes denne gang, men den rystede bare på hovedet af mig og sendte mig et blik, der betød: tror du selv på det?

Jeg blev stædigt ved med at snakke til det, der i virkeligheden var mig selv, om at jeg kunne, hvis jeg virkelig ville. Det gik meget godt for mig indtil min realistiske side smed en helt speciel ting i hovedet på mig. Amy.
Jeg elskede den pige utrolig højt, og jeg ville for alt i verden undgå at såre hende, men hvis det her allerede dødsdømte forhold på en eller anden mærkelig måde kunne blive til noget, ville jeg ikke kunne undgå det, lige meget hvad jeg gjorde. Jeg ville enten bryde vores aftale på det groveste, eller også ville hun helt klart blive såret, når jeg fortalte hende, at jeg ikke havde villet fortælle hende – min bedsteveninde – sandheden fra starten af. At jeg først fortalte hende den, da det blev nødvendigt.

Det var en kendsgerning, jeg bestemt ikke var glad for.  Jeg vidste, at vi nok ikke ville holde op med at være venner, selvom det ville såre hende meget, at jeg ikke havde fortalt hende det fra starten af, men det ville nok forårsage en markant ændring i vores venskab. En ændring jeg ikke ville risikere for et forhold, der havde en så lille chance for at blive til noget.
Måske det var alt for tidligt at tænke så langt, meget kunne ændre sig de næste dage, men jeg kunne ikke lade være. Jeg var ikke længere i tvivl om, at jeg elskede Andy, det var meget enkelt bare sådan, det var. Det undrede mig stadig, at jeg ikke havde indset det, inden jeg flyttede, men jeg var endnu engang nået frem til, at det meget enkelt var fordi, jeg ikke havde villet indse det. Måske det havde gjort en forskel, at jeg nu ikke havde set og været sammen med ham hver dag i så lang tid.

Med et suk vendte jeg mig om på ryggen og stirrede op i loftet. Det var ikke helt mørkt, så jeg kunne lige akkurat tyde loftsbjælkerne. Jeg havde vidst det fra starten af. Jeg havde ikke vidst hvordan, men jeg havde vist, at det, at Andy var her, ville betyde problemer for mig. Det var ikke det her, jeg havde regnet med, men det betød stadig, at jeg havde haft ret. Normalt ville jeg helst have ret, jeg hadede, når jeg tog fejl, men lige nu var der ikke noget, jeg ønskede mere. Jeg hadede problemer lige så meget, som jeg hadede at tage fejl.
Om jeg så aldrig mere skulle have ret i mit liv, så var jeg næsten villig til at ofre det, bare for at jeg kunne have taget fejl denne ene gang – og det ønske skulle kun vokse som tiden gik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...